Månedsarkiv: maj 2015

Eksamenslæsnings-stress-opdatering

Hej verden.

Jeg har brugt den sidste uge på at forberede mig til biologi eksamen, hvilket egentlig er gået fint nok. Jeg føler mig ikke specielt stresset over det, hvilket er rart.

wpid-wp-1432923415897.jpeg

 

Da biologi ikke er et fag som jeg har voldsomt nemt ved, valgte jeg at jeg ville forsøge at snyde min hjerne til at lagre hele pensum i min langtidshukommelse. Derfor besluttede jeg at skrive små kort/sedler med forskellige ord/begreber på, og forklaringen på dem på den anden side, så jeg ville kunne bruge det til at lære det hele uden ad. Det var sådan set en fin idé, da jeg kan huske langt de fleste ting i hovedet nu. Dog endte der op med at være over 100 små kort, og jeg har lidt problemer med at få det organiseret, men det har fungeret som en måde at lære de forskellige ord på. Jeg husker tingene lettere hvis jeg har skrevet dem ned, og samtidig har været tvunget til at skulle udtænke en simpel og ukompliceret måde at forklare dem på. Det er ikke altid muligt, fx er proteinsyntesen ikke helt simpel eller den kvindelige menstruationscyklus (jeg hader den på alle planer). Men alligevel kan de fleste ting forklares på en måde, der ikke nødvendigvis er helt vildt svær og med et højt lix tal med lange sætninger og underlige latinske ord.

Jeg har brugt de sidste to dage på at forberede eksamensspørgsmålene, som vi fik udleveret onsdag aften. Der er 12 i alt, og indtil videre har jeg nået 7 af dem. Min plan er at blive færdig med resten i weekenden. På mandag skal jeg til skriftlig matematik eksamen, så der regner jeg ikke med at få lavet så meget andet. Onsdag skal jeg til biologi eksamen kl. 13.48 (et tidspunkt som højst sandsynligt ikke ender op med at være så præcist i virkeligheden, men smart ser det ud). Men jeg vil gerne være færdig med det hele søndag, så jeg kan bruge tirsdag på at gå det hele igennem igen, og derefter ikke skal spekulere mere på det.

Det har overrasket mig lidt, at jeg har brugt så lang tid på at forberede mig til denne eksamen. Ikke at jeg havde regnet med ikke at forberede mig, men jeg havde måske troet, at jeg ville kunne nå igennem det meste i løbet af to-tre dage. Det har så ikke helt været tilfældet. Dog er jeg også voldsomt grundig, da jeg forsøger at undgå at komme i den situation til eksamen, hvor jeg trækker et emne jeg ikke har forberedt ordentligt. Da jeg i dag sad og brugte 3 timer på at forstå den kvindelige cyklus og mandens sædproduktion overvejede jeg da lige, om jeg måske skulle springe over hvor gærdet var lavest, men det kunne jeg alligevel ikke gøre mod mig selv. Jeg føler mig egentlig rimelig motiveret for at forberede mig, og jeg tror det skyldes, at jeg, endnu en gang, har indset, at jeg faktisk kan lære langt de fleste ting, hvis jeg bare bruger tilstrækkeligt på det. For mig er det ikke en mulighed bare at bruge min læseferie på alt muligt andet (hvilket jeg indså ville være at læse, bare i andre bøger jeg selv har valgt, og ikke min biologi bog, så derfor kan jeg ligeså godt læse biologi nu). Jeg kan ikke bare gå ind til en eksamen og ikke være forberedt. Jeg har ikke prøvet at gøre det endnu, men jeg har ikke lyst til at forsøge at gøre det, da jeg ikke gider at udsætte mig selv for unødig stress. Efterhånden kender jeg mig selv godt nok til at vide, at der ikke er nogen grund til at gøre den slags.

Problemet er bare, at det er let at blive perfektionistisk omkring det, når jeg først har sat mig for, at jeg vil bruge al den energi på det, som er nødvendig. Men jeg føler mig egentlig ikke ramt af perfektionisme i år (endnu). Jeg bruger tid på at forberede mig fordi jeg synes det føles godt, og fordi det jo er det der er meningen med læseferien. Så forfærdeligt hårdt er det jo ikke, selvom det da ikke er hele tiden, at jeg er lige fyldt med energi. Og det er ok.

Generelt tror jeg, at det handler om at acceptere, at jeg nogen dage får udrettet helt vildt meget, som jeg fx gjorde i går, og andre dage er en smule langsommere, som fx i dag. Begge ting er helt fine. Jeg har fået gjort det jeg skulle, og er sådan set foran i forhold til planen, så hvorfor skulle jeg bebrejde mig selv, at jeg ikke har arbejdet koncentreret 10 timer i træk i dag? Hvorfor skulle jeg bebrejde mig selv, at jeg lige nu bruger tid på at skrive dette blogindlæg, selvom det teknisk set ikke er ‘vigtigt’?

Når det kommer til stykket, handler det om at stoppe med at tænke negative tanker omkring eksamen som fx “åh nej jeg når det ikke, jeg bliver aldrig ordentligt forberedt, hvad hvis jeg trækker et dårligt emne åh nej åh nej”. Jeg synes egentlig, at jeg er meget god til at tænke positivt omkring eksamen, men det skyldes også, at 90 % af de eksamensoplevelser jeg har haft, har været positive, så det er ikke min første indskydelse at tænke ‘åh nej’. Dog er biologi alligevel en udfordring, da de naturvidenskabelige fag altid har været dem jeg har haft det sværest med. Det gode er, at jeg ikke skal lave forsøg eller noget hvor jeg skal blande væsker sammen der skal lave en kemisk reaktion, og det gør mig mere tryg.

Egentlig er jeg bare nået til den konklusion, at jeg kan se, at jeg faktisk godt kan finde ud af biologi, når jeg bare bruger nok tid på at finde ud af de ting, som jeg igennem hele året har syntes har været svære. Og det giver mig en god følelse. Jeg har en god mulighed for at klare eksamen rigtig godt, og selvom jeg hele tiden har tænkt “jeg skal bare have 7 i biologi”, så har jeg ikke tænkt mig at bilde mig selv ind, at jeg ikke kan præstere mere end det. Ikke, at jeg går efter at få 12, men hvis jeg trækker et af de emner jeg føler mig mest sikker i, så tror jeg godt at jeg vil kunne få 10. Og hvis jeg trækker et af de emner jeg føler mig mindre sikker i, så vil jeg stadig sagtens kunne få 7, da der er ting i hvert emne jeg kan finde ud af, og at der ikke er noget af det, som er så forfærdeligt svært, at jeg intet forstår.

Heldigvis findes internettet, som er et smukt sted hvor der er masser af viden. Så hvis der er noget jeg har haft brug for en ekstra forklaring på, så er der masser af steder at finde det. Det er en rar ting, og samtidig lidt underligt, at jeg nu ikke har nogle undskyldninger for ikke at lære at forstå noget.

I starten af ugen tænkte jeg meget over, at det virker åndssvagt at bruge 30-40 timer på at forberede mig til eksamen i et fag, hvor jeg kommer til at trække ét spørgsmål ud af 12, og derefter ikke skal bruge biologi til noget resten af mit liv. Men efter at have brugt 30 timer på det, så er jeg nået dertil, hvor jeg egentlig godt kan se, at der er mange brugbare ting i det, som jeg også kan bruge bagefter. Og hvordan kan jeg på forhånd vide nu, hvad jeg får brug for at vide senere i livet? Hvordan kan jeg vide, at jeg ikke får brug for at kunne forklare kvælstofkredsløbet til nogen, på et tidspunkt? Uanset hvad, kan der ikke ske noget ved at jeg lærer alle disse ting, da jeg får mere ud af det, end at sidde og spilde tiden foran Go’ Morgen Danmark hele læseferien. Det kan aldrig komme dårligt tilbage, og det har faktisk været en udelukkende positiv oplevelse indtil videre. Det har overrasket mig lidt, at jeg faktisk er ved at få så godt styr på det, som jeg føler, at jeg har.

(Ja, nu har jeg nævnt mange gange, at jeg selv synes at jeg har styr på det, men lige nu består 90 % af mit liv af eksamensforberedelse, og derfor har jeg brug for de positive tanker. Og jeg har styr på det, og det skal jeg fandme også anerkende!!)

Jeg er nået frem til, at jeg synes, at jeg fortjener at klare biologi eksamen godt. Måske har jeg aldrig helt troet at jeg ville kunne det, men jeg vil ikke forhindre mig selv i det, eller sætte mine forventninger ned, bare fordi min hjerne i flere år har haft en idé om, at jeg ikke er så god til de naturvidenskabelige fag.

Jeg ved, at det umuligt kan gå fuldstændig galt, men karakteren er egentlig ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at jeg føler at jeg har gjort alt det jeg kunne, og sådan har jeg det allerede på nuværende tidspunkt. Så hvorfor helvede skulle jeg ødelægge det hele for mig selv med ‘åh nej det går galt’ tanker?

Og helt ærligt. HVIS det skulle ske, at denne eksamen “går galt” eller at en af de andre gør, betyder det så, at verden stopper med at fungere?

Nok ikke. (Medmindre det lykkes mig at få adgang til eksplosive kemikalier, selvfølgelig).

Det er i disse situationer, at man skal stoppe op og overveje, hvor stort universet er, og hvor lille og ubetydelig jeg og mine såkaldte problemer er, når man ser på jordkloden ude fra rummet.

Vi mennesker har en tendens til at tro, at vi selv udgør universets centrum, og det er nok det, der skaber de største problemer for os selv.

Det var alt for nu.

Hyg jer.

/A

 

Stress – slipper jeg nogensinde væk?

Hej verden.

Jeg troede egentlig, at jeg havde formået at få mit stressniveau til at falde, og at alt var fint. Jeg har læst en selvhjælpsbog ved navn “Fuck it – The Ultimate Spiritual Way”, som handler om, at man skal indse, at de fleste ting, som man spekulerer over, faktisk ikke betyder noget som helst. Da jeg havde læst den færdig havde jeg det godt, og følte at jeg havde kontrol over situationen, hvilket jo altid er rart.

Jeg har været stresset over, at eksamen nærmer sig, og at jeg føler, at jeg skal præstere en hel masse. At jeg skal have styr på alt muligt, som jeg ikke føler, at jeg har tilstrækkeligt styr på, som fx vejr og klimaforløbet i geografi og integralregning og statistik i matematik. Jeg syntes, at der var så meget jeg skulle have styr på, at jeg ikke kunne overskue hvor jeg skulle starte.
Men for to uger siden besluttede jeg mig så for, at det fandme kunne være nok, og at jeg ikke gider at have ondt af mig selv, bare fordi jeg har seks eksaminer foran mig. Så jeg gik igang med at forberede mig til mundtlig matematik eksamen, hvilket er et stort projekt, men egentlig viste det sig, at det ikke er så forfærdeligt, som jeg troede. For jeg indså, endnu en gang, at det hele handler om motivation. Det gør det i hvert fald for mig. Hvis jeg er motiveret for at lære noget, og få styr på noget, så er det ikke et problem for mig. Hvis jeg har tid til at sidde med det selv, og se på det indtil jeg forstår det, så kan jeg sagtens klare det, selv integralregning. Så jeg føler heldigvis, at jeg har fået mere styr på matematikken, hvilket er rart. Dog har jeg stadig nogle forberedelser jeg skal have lavet, men det skal jeg nok nå.

Så det er ikke matematik der stresser mig. Troede jeg.
Jeg har i de sidste par måneder forsøgt at overbevise mig selv om, at det ikke er så satans vigtigt, om jeg får 7 eller 10 eller 12, og at jorden ikke går under, hvis jeg får 4 i geografi. Men uanset hvor meget jeg prøver at få min hjerne til at forstå det, så virker det ikke helt.

wpid-wp-1431963041985.jpeg

(Matematik-Kirstens forsøg på at forklare os et bevis ved brug af tretrinsreglen. Hun har skrevet alt dette på hovedet, imens hun sad overfor os, hvilket beskriver, at matematiklærere må have overnaturlige evner).

Hvis jeg skal analysere mit problem psykologisk, så skyldes det set ud fra psykoanalysen, at mit overjeg /idealjeg er for stort. Det mener, at jeg skal være en person, der får 10 og 12 i alle fag, og klare det godt, og være sådan en, som altid gør sit bedste og har styr på sig selv og sin fremtid og skal på universitetet og have en god uddannelse, og leve et godt liv uden stress og desuden læse mindst to bøger hver uge. Mit overjeg mener ikke nødvendigvis, at jeg skal være populær eller at folk skal se op til mig, men det mener, at jeg skal være mig selv og gøre alt det, som jeg gerne vil, som fx at tage til udlandet og se hele verden, på road trip i USA, og turde også at gøre ting alene, så jeg føler mig tryg ved mig selv.

Så er der min underbevisthed, som er bange for, at jeg ikke kan klare alle de ting. Og det har mit overjeg det ikke godt med, da frygt og usikkerhed ikke er en del af de ting, som det mener, jeg skal indeholde. I midten er mit jeg, som forsøger at holde styr på alting, og få mig til at træffe de rigtige beslutninger, og gøre det som JEG gerne vil, og ikke det jeg føler at jeg BURDE gøre.
Alle problemerne opstår, når man føler, at der er ting man bør gøre. Og det har jeg vidst meget længe. Men FUCK hvor er det svært at slippe ud af det. Og alle mennesker har problemer med det. Måske ikke buddhistiske munke der er i balance med sig selv og er på vej til nirvana, men ellers. Det er karakteristisk for mennesket i det senmoderne samfund, at vi har et stort overjeg, som meget ofte kommer til at tage styringen, så vi glemmer, hvad vi egentlig selv har lyst til. Overjeget bliver påvirket af ens opdragelse og omkringliggende miljø, medierne og samfundet, og den måde som, man føler, man bør være på.
Overjeget vil gerne tage styringen. Og hvis man lader det ske for meget, så tror jeg personligt, at det fører til stress.

wpid-wp-1431963018401.jpeg

Jeg fandt ud af i fredags, at jeg i uge 24 har tre mundtlige eksaminer. TRE!!! Indenfor FEM dage!!!! Og da jeg hørte det, kunne jeg mærke hvordan mit “jeg er ligeglad med alt, jeg kan klare det-humør” lige så langsomt forsvandt meget hurtigt. Det er alle mine B-niveau fag der ligger i den uge, hvilket ikke gør det bedre. Først har jeg matematik enten den 8 eller 9, så samfundsfag d. 10 eller 11 og psykologi den 11. eller 12. Det er problematisk, eftersom samfundsfag og psykologi er 24-timers eksamener, hvor vi på den tid skal skrive en synopsis og forberede vores oplæg. Lidt hurtig hovedregning giver resultatet, at jeg ikke på noget tidspunkt de 5 dage, får den store mulighed for at nå at slappe af, og den tanke er meget meget stressende. Når jeg har været til eksamen, så er jeg normalt fuldstændig udtømt for energi, hvilket er meget naturligt. Jeg er (for det meste) i godt humør, men jeg er udkørt, og jeg skal bruge mindst 2-3 dage på at komme mig efter oplevelserne.

Men det kan jeg så se nu, ikke kommer til at blive en mulighed den uge, og jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre ved det.

Alt dette forsøgte jeg at stoppe med at tænke over, og en del af mig forsøger stadig at tro på, at datoerne bliver ændret så alt bliver godt. Dog er der ikke så stor en sandsynlighed for at det sker, så derfor må jeg forsøge at acceptere det. Men jeg kan ikke helt se hvordan jeg skal det.

Så i går da jeg egentlig troede, at jeg havde det fint, fik jeg det pludselig skidt. Jeg fik hjertebanken og følte mig svimmel, og syntes at lyset var for skarp og fik hovedpine og kvalme. Jeg havde det som om, at jeg var i Føtex en fredag kl. 16. Men det var jeg slet ikke, jeg sad bare i sofaen. Jeg følte mig panisk, selvom der overhovedet ikke var noget at frygte på det tidspunkt. Derefter havde jeg det bare dårligt, og endte op med at rulle ned for gardinerne og ligge mig til at sove kl. 15 om eftermiddagen. Derefter var det som om, at alt min energi var væk, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg ville. Det er ret ubehageligt, hvor hurtigt mit humør kan skifte nogen gange.
Så indså jeg, at det stadig handler om stress. For selvom jeg nogen gange tror, at det er lykkedes mig at blive stressfri, så har det det med, altid at vende tilbage, lige når jeg tror, at jeg er blevet et frit menneske. Lige når jeg tror, at jeg har fået kontrol over mig selv og mine tanker.

Men det er en illusion, at tro på, at det at være i kontrol, er løsningen på ens stressproblemer. Faktisk har jeg en teori om, at det er det modsatte der gør sig gældende. Når vi forsøger at være i kontrol, bliver vi endnu mere stressede, fordi vi uanset hvad ikke kan undgå, at der sker noget uventet. Der vil altid ske ting, som ingen kan kontrollere, for sådan fungerer universet. Der er ikke altid en grund til at ting sker, de sker bare. Vi kan aldrig vide noget med sikkerhed.

Og det er sgu da skide ubehageligt!! Jeg har ikke lyst til at acceptere, at jeg ikke kan kontrollere, hvordan mine eksamener kommer til at gå. Derfor er det lettere at leve i troen om, at hvis jeg bare bruger nat og dag på at læse op til eksamen og repetere det globale vindsystem 159 gange, så kommer det til at gå mig godt, og jeg undgår at stå i en situation, hvor jeg er i tvivl om hvad jeg skal svare.
Jeg har den her idé om, at så længe at jeg har forberedt mig så godt som overhovedet muligt, så kan jeg ikke blive nervøs for eksamen. Og det har egentlig også forholdt sig nogenlunde sådan. Til de eksamener, hvor jeg har følt mig i kontrol, har jeg ikke haft nogle problemer med nervøsitet, fordi jeg har troet på, at jeg kunne klare det hele.

Men løsningen på det, kan jeg se nu, er ikke at bruge al min tid på at læse op på ALT, så jeg er forberedt på et hvert tænkeligt spørgsmål. Nej, løsningen er nok nærmere, at indse, at jeg ALDRIG, uanset hvor meget jeg prøver, kan kontrollere situationens udfald. Og derfor er løsningen at få opbygget en følelse af, at jeg godt kan klare mig igennem det, selv hvis jeg trækker et emne som jeg ikke føler mig 100 % sikker på. Selvom mit overjeg ikke mener, at det er ok at føle mig usikker, så bliver jeg nødt til at acceptere, at det ikke hjælper mig, at jeg tror, at jeg skal vide alt om alt, for at kunne føle mig rolig. For gør det mig glad, hvis jeg presser mig selv derud, hvor jeg tror, at jeg skal vide det hele? Har jeg lyst til at være en person, som går mere op i at få 12, end hvordan mit mentale helbred er?

wpid-wp-1431962981342.jpeg

 

(dobbel-regnbue, der på poetisk vis beskriver, at der findes andre farver end sort, selv på de mørke dage)

NEJ.

Bare fordi jeg har nogle forskruede idéer om, hvordan jeg tror jeg skal være, så betyder det ikke, at jeg skal gøre alt i verden for at føre det ud i virkeligheden.

Jeg har tænkt mig at bruge min læseferie fornuftigt og forberede mig ordentligt til alle fagene. Jeg har tænkt mig at gøre mit bedste. Men jeg er færdig med at fortælle mig selv, at jeg skal have styr på alt, for at jeg kan føle mig tilfreds. Der er forskel på at gøre sit bedste og at have styr på alt.

Og bare fordi samfundet mener, at gode karakterer og det rigtige job er det vigtigste i verden, så betyder det ikke, at det er rigtigt. Jeg ved, at jeg nok skal finde det rigtige for mig, uanset om jeg får 12 eller 4 i geografi. For når alt kommer til alt, så er det bare et tal. Det er tal, som styrer en stor del af ens jobmuligheder i fremtiden, men det er ikke det vigtigste af alt.

 

Så farvel, stress – det kan godt være, at du kommer igen og suger livsenergien ud af mig, og får mig til at tro, at jeg skal alt muligt der dybest set ikke er så vigtigt – og det er ok. Jeg slipper nok aldrig helt af med dig, men du skal ikke fortælle mig, at jeg ikke kan klare det, for det kan jeg. Måske bliver alt ikke perfekt, men vil jeg egentlig have at det skal være det?

/A

Teknologiens afhængighedsskabende verden

Hej verden.

Jeg er i den situation, at min 5 måneder gamle telefon indenfor de sidste par uger er begyndt at have problemer med at afspille musik. Den mister hele tiden forbindelse til høretelefonerne (uanset hvilke høretelefoner det er), hvilket er meget forstyrrende, når man som jeg, gerne vil høre musik når jeg går/cykler. Ellers er der ingen problemer med den.

Det er blevet gradvist værre, så jeg tog beslutningen om at kontakte forhandleren hvor jeg har købt den. De kunne så fortælle mig, at jeg skulle sende den ind til dem, og derefter vente 4-6 UGER!!! på at få den repareret. Desuden vil jeg nok skulle betale for det også.
Det er ret forfærdeligt, men jeg kan slet ikke klare tanken om at skulle sende den reparation. Det er som om, at jeg er igang med at sende mit barn på kostskole, og jeg ikke ved, om/hvornår jeg ser det igen.

Jeg hader at indrømme det, men jeg kan se nu, at jeg nok er ret afhængig af min telefon. Jeg prøver desperat at overbevise mig selv om, at problemet ikke er ret stort, og at jeg da bare kan lade være med at høre musik i høretelefoner på min telefon.
Jeg har stadig min gamle telefon liggende, men den skal bruge en anden type sim kort end min nye telefon, og derfor lader det ikke til, at jeg kan komme til at bruge den. Da jeg fandt ud af det, blev jeg ret panisk og gik ind i en chokfase. For der er alt muligt jeg ikke kan, hvis jeg ikke har en telefon med sms, taletid og data i 6 uger, og her kommer listen:

1. Bruge nettet, når jeg er et sted henne, hvor der ikke er trådløst netværk. Jeg vil stadig kunne bruge min gamle telefon til at gå på et trådløst netværk, men det hjælper ikke ret meget, hvis jeg pludselig er farret vild og ikke ved hvor jeg er. Eller hvis jeg skal tjekke hvornår bussen kører (hvis jeg nu pludselig skulle glemme det, selvom jeg har haft tiderne memoreret i mit hoved de sidste 5 år).

2. Ringe til 112 hvis der sker en ulykke. (Dette er aldrig sket for mig før, og jeg har aldrig haft brug for at ringe 112, men det skulle ikke undre mig hvis det kom til at ske i denne periode).

3. Ringe til folk/modtage opkald. De kan skrive til mig på Facebook, ja, men der er en stor sandsynlighed for at jeg ikke opdager beskederne før langt senere, hvis jeg er et sted henne, og der ikke er net.

4. Skrive sms’er til folk/modtage sms’er. De fleste samtaler ville jeg kunne tage over Facebook, men jeg ville få svært ved at skrive med Iris, da hun normalt er på Facebook en gang om måneden, og desuden ikke har en smartphone. Det ville være ret trist, da vi har mange hyggelige samtaler (selvom de for det meste handler om emner der ikke altid er specielt vigtige).

5. Skrive til folk at jeg er forsinket (dette sker normalt aldrig, men hvem ved om det skulle ske).

6. Jeg finder ikke ud af det, hvis der er en person der sender mig en sms, som er helt vildt vigtig. Tænk hvis personen tror, at jeg er stoppet med at eksistere eller at jeg ignorerer hende/ham.

7. Generelt er det bare problematisk ikke at have en telefon, da der kan være vigtige mennesker der forsøger at få fat i mig, og at jeg fx ikke kan modtage sms’er fra min skole osv.

8. Jeg kan ikke sende fødselsdags sms’er til folk, hvilket er meget vigtigt da det er mere personligt end at skrive på folks Facebook. (det kan måske diskuteres om dette argument holder i den virkelige verden).

 

Jeg er i en dyb krise!!!!

Og det er fandenrøvme åndssvagt.

Taget i betragtning af mit seneste indlæg om 2. verdenskrig og at vi skal huske, hvor små problemer vi har i nutidens samfund, så burde dette overhovedet ikke være et problem for mig. Hvis jeg ikke engang kan undvære en telefon i 6 uger, hvordan kan jeg så tage mig selv seriøst som menneske?

Jeg har ingen idé om hvad jeg skal gøre. Lige nu forsøger jeg at komme med grunde til, at jeg godt kan undlade at sende den til reparation, og at jeg bare kan høre musik på min computer og iPad i stedet, hvilket jeg i høj grad også kan. Samtidig virker det fjollet bare at acceptere problemet, da jeg har en fornemmelse af, at jeg bare gør det fordi jeg ikke har lyst til at undvære min telefon i 6 uger.

 

Det er et eksistentielt dilemma af helt nye dimensioner det her, og det er utroligt dumt, for nu har jeg brugt to timer på at sidde og fundere over det, og er stadig ikke nået frem til en beslutning.

Jeg tror, at konklusionen er, at uanset hvad jeg vælger at gøre, så er det i bund og grund fløjtende ligegyldigt. Ja, hvad så hvis jeg ikke har en telefon i 6 uger? Dør jeg at det? Højst sandsynligt ikke (og hvis jeg gør så finder ingen ud af det, da jeg ikke kan ringe og fortælle det til nogen). Hvad så, hvis jeg ikke sender den til reparation, og ikke kan høre musik på den fra nu af? Dør jeg af det? Højst sandsynligt heller ikke. Jeg kan have min iPad mini med stort set alle steder, og det er derfor ikke et reelt problem. Det er faktisk et problem der er så uendeligt ligegyldigt, at jeg skammer mig over, at jeg har kunnet skrive et helt indlæg om det.
Men teknologien er mere afhængighedsskabende end vi lige går og tror, og det er sundt at indse det nogen gange. Dog synes jeg, at det er ubehageligt, at jeg ikke føler, at jeg kan slippe ud af afhængigheden igen, da det for mig virker livsnødvendigt at have en telefon jeg kan bruge til at kontakte folk med.

De eksistentielle overvejelser er først lige gået i gang.

Hyg jer.
/A