Ekstrovert/introvert – FORTÆL MIG HVEM JEG ER!

Jeg har tænkt over noget i et stykke tid. Der har været meget fokus her de seneste år på henholdsvis introverte og ekstroverte mennesker. Der er blevet skrevet mange bøger om emnet, og jeg har selv læst flere af dem. Desuden florerer der mange forskellige tests på nettet, hvor du kan finde ud af, hvad du er.

Da jeg først hørte om introvert-begrebet for et par år siden, følte jeg mig voldsomt truffet af sådan cirka alle de kendetegn, der typisk hører til det at være introvert. Jeg følte mig lettet over at finde ud af, at der ikke var noget galt med mig, fordi jeg ikke kan lide store forsamlinger af mennesker, og bliver træt indeni, hvis jeg kun kan tale om overfladiske ting med folk en hel dag/generelt skal tale med mange mennesker. Det føltes rart at vide, at jeg ikke var alene, og at mange havde det ligesom mig.

Jeg snakkede med en i mit første år på HF, som havde det ligesom mig på mange punkter. Vi havde mange gode samtaler, og det var interessant at finde ud af, at folk omkring mig kan tænke mange af de samme ting som mig, uden at jeg nødvendigvis opdager det.
Hun introducerede mig desuden for begrebet ‘HSP’ (highly sensitive person), og vi fandt ud af, at vi begge to også til en grad var ‘ramt’ af dette, dog på forskellige måder.
Nåh, men hun var så medlem af nogle grupper på Facebook lavet for hhv. introverte og HSP-mennesker, og jeg blev også medlem af disse grupper. I starten syntes jeg, at det var meget interessant og rart at kunne læse om andre, der på mange måder havde det ligesom mig. Det var rart at kunne finde trøst i, at det ikke kun var mig der blev sindssyg af at være sammen med mennesker hver dag hele ugen, og at det er ok, at jeg nogen gange bliver irriteret af høje lyde.

Men så begyndte jeg efter et par uger at kunne se, hvorfor sådanne grupper nogen gange kan være problematiske. Der er en tendens til, at der opstår en ‘os og dem’ mentalitet, når en gruppe af mennesker, der alle har noget til fælles, er samlet. Nogen gange virkede det som om, at hovedformålet var at føre en åben krig mod ekstroverte, ved at få dem til at lyde som frygteligt irriterende personer.
Dog var mit største problem med det, at folk virkede til at begynde at gemme sig bag, at de var introverte/sensitive. Jeg mener ikke, at man skal ignorere sig selv eller noget, men jeg synes det foregik på en problematisk måde.
Jeg er ikke selv-hellig, for jeg har selv haft det på samme måde med min sygdom. Jeg havde en periode hvor jeg meldte fra til alle sociale arrangementer stort set med folk jeg gik i klasse med på daværende tidspunkt, med den forklaring at jeg havde hovedpine og ikke kunne klare det. Dette var sandt nok, men egentlig var grundproblemet, at jeg ikke følte mig tryg ved dem, og derfor ikke havde den store lyst til at være sammen med dem. Og nej, jeg kunne ikke overskue det heller, men hvis havde haft lysten, så havde jeg nok fundet energien. Dermed ikke sagt, at alle arrangementer jeg har meldt fra til, har skyldtes manglende lyst, for der har været mange gange, hvor jeg virkeligt gerne har villet noget, uden at kunne det.

Men jeg synes, at det er et problem, at vi i dette samfund hele tiden forsøger at diagnosticere alt. Jeg vil ikke udtale mig om børn med ADHD, men jeg tror personligt at mange børn får den diagnose fordi de er dårligt opdragede. Men det kan vi altid vende tilbage til en anden gang.

Det samme sker med introvert/ekstrovert begrebet. Det er som om, at folk virkeligt har brug for at kunne putte sig selv ned i en kasse, hvor de enten er det ene eller det andet. Som om, at det er en meget vigtig del af deres personlighed, om de er introverte eller ekstroverte. Jeg forstår godt, at det er rart at finde ud af, at man ikke er den eneste i verden – for det er virkelig rart at finde andre mennesker, der forstår en. Men når man så har fundet ud af, at man er introvert eller sensitiv, så er det for mig at se ret afgørende, hvad man vælger at bruge det til. Du kan gøre flere ting:

1) Vælge at bruge det som en undskyldning for at sige nej til alt på forhånd, og bruge det som en forklaring på, hvorfor man ikke gør de ting man egentligt gerne vil. “Åh, jeg er sensitiv så jeg kan desværre ikke klare at have et arbejde” (jeg gør ikke nar af nogen, og jeg kan ikke udtale mig om, hvordan alle sensitive har det, men jeg mener helt sikkert at nogen graver deres egen grav ved at beskrive sig selv som et sensitivt menneske, før noget andet)

2) Vælge at se det som en forklaring på, hvorfor man reagerer som man gør i bestemte situationer.

Og med det mener jeg, at man ikke skal tænke “nåh, denne test fortæller mig, at jeg er introvert, så nu kan jeg nok aldrig tale med fremmede igen uden at blive mentalt udkørt”.

Nej nej. Lad være med at tænke sådan.

Problemet med denne verden er, at vi skriger efter at få nogen til at fortælle os, hvem vi er, og hvordan vi har det, og hvorfor vi har det som vi har det – vi bliver ved med at søge forklaringer og tænke over, hvorfor vi mon nogen gange har det ok med at være sammen med mennesker en hel dag og ikke bliver trætte i hovedet af det, og andre gange har det meget svært med bare at sige godmorgen til nogen.

Men ved du hvad, verden?

Jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke behøver at bruge “jeg er introvert/sensitiv” som forklaring på mine reaktioner i alle situationer. For nogen gange føler jeg ikke, at det er et problem for mig overhovedet. Fx i dag hvor jeg samlede ind til Kræftens Bekæmpelse, og bankede på omkring 100 døre helt alene. Jeg har nok talt med omkring 60 husstande i dag (ja, mange åbnede ikke døren). Alle mulige mennesker jeg sådan set ikke kender. Men ved I hvad? Jeg føler mig ikke udkørt og tømt for energi nu. Jeg føler mig træt ja, og jeg kan ikke helt mærke mine ben efter at have vandret rundt i fem timer, og jeg fik rimelig meget hovedpine af al den fysiske udfoldelse. Men jeg er glad. Nej, jeg er ikke en voldsomt udadvendt person normalt, men det betyder ikke, at jeg ikke kan være det nogen gange. Og det betyder ikke, at jeg lyver overfor mig selv ved at være udadvendt nogle dage.

Nogle dage skal der intet til for at få mig til at føle mig voldsomt sensitiv. Nogle dage kan jeg snakke med folk en hel dag, og få god energi af det. Andre gange bliver jeg udkørt af at skulle have samtaler med folk om vejret og andre ligegyldige ting, og andre gange synes jeg det er hyggeligt.

Det jeg forsøger at sige er, at vi ikke skal være så skide optagede af, om vi er introverte/ekstroverte og tænke voldsomt meget over, hvorfor vi er som vi er, men i stedet bare gøre det vi har lyst til, og acceptere, at tingene kan ændre sig. Og at hvis man har lyst til at gøre noget, så skal man gøre det, også selvom det er grænseoverskridende og ligger udenfor ens komfort-zone. Der sker ikke forfærdelige ting ved at komme ud af den engang imellem.

Så husk på det, alle mennesker der læser dette indlæg.

Hyg jer.
/A

P.S: Jeg overvejer at starte en ekstra blog på engelsk, så mine udenlandske læsere kan følge med, uden at skulle oversætte mine indlæg over Google Translate, for tro mig, det fungerer ikke specielt godt. Så hvis nogen tænker “Wuhuu, jeg vil have indlæg på engelsk!” så skriv en kommentar.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.