Månedsarkiv: april 2015

At vælge sine kampe, og at tage ved lære af historien

Hej verden.

I forbindelse med, at min mor i går skrev et indlæg på sin blog, som for en gangs skyld ikke handlede om kager eller brød, men om Danmarks befrielse og modstandsbevægelsen, har jeg lige nogle tanker, jeg føler for at dele.

Læs hendes indlæg her(hvis du vil)

9. april 1940 blev Danmark besat af Tyskland. Der gik 5 år, før befrielsen, som snart er 70 år siden.
2. verdenskrig var brutal og uretfærdig, og alt for mange uskyldige mennesker mistede livet. Det er på mange måder en periode i historien, som vi helst vil lade som om, ikke har fundet sted, da det ikke er rart at tænke på, at det kunne gå så galt, for så relativt kort tid siden. Ligesom alle andre ubehagelige ting, har vi ikke lyst til at tænke på det og vil helst bare videre i livet. Vi har travlt med at gå på arbejde, følge med i ligegyldige reality-shows, gå til spinning, vand-zumba og familiesvømning. Vi brokker os over lange køer i supermarkedet, at børnene får serveret kage med SUKKER i til børnefødselsdage i børnehaven/skolen, og vi føler os stressede 24 timer i døgnet. Vi står op kl. 4 om morgenen for lige at nå at smække et stenalderbrød sammen, inden Villads og Tristan skal køres til deres respektive institutioner.

Vi har travlt med alt muligt – så travlt, at vi glemmer at tage os tid til at reflektere over, hvad der skete for 75 år siden, hvorfor det skete, og hvordan det påvirkede folk, der levede i den tid.
Vi er ligeså langsomt igang med at glemme, hvad krigen egentlig handlede om, midt i vores fortravlede hverdagsliv, hvor vi foretager os alt muligt, som vi bilder os selv ind, er SÅ vigtigt.

Jeg håber, at folk vil benytte 70-årsdagen for Danmarks befrielse d. 5 maj, til at tage sig tid til at overveje, hvor godt vi faktisk har det i dag, sammenlignet med hvordan nationens tilstand så ud dengang.

Krig er en forfærdelig opfindelse, det kan vi hurtigt blive enige om, men vi har som mennesker i dag, efter min mening, pligt til at huske vores fortid. At huske hvordan hverdagen så ud for folk i 1940’erne, og at få sat det hele lidt i perspektiv.

Vi bor i et land, og vi lever i en tid, hvor der er utroligt meget styr på tingene, og hvor vi har det godt. Vi har tag over hovedet (i hvert fald langt størstedelen af befolkningen), vi har gode arbejdsforhold, vi har en velfærdsmodel der beundres over hele verden og vi har alle mulighed for at få noget ud af vores liv. Vi har så uendeligt mange muligheder. Og vi kan oveni det føle os trygge.

Vi skal ikke være bange for, at vores familie fra det ene minut til det andet, pludselig er væk for altid, eller at vores by pludselig bliver bombet om natten. Vi skal ikke leve i den konstante trussel og utryghed, som folk levede med under 2. verdenskrig.

Dengang kunne man tale om, at folk havde reelle problemer. De var truet på livet, og mange satsede alt i forbindelse med mostandskampen. De vidste ikke hvordan fremtidsudsigterne så ud, og om de nogensinde ville være frie igen.

Prøv lige at tænk på det, bare nogle sekunder, folk.

wpid-wp-1430311086904.jpeg

 

Vi har det så godt i dag, sammenlignet med dengang. Det kan godt være, at der er arbejdsløshed og at dagpengeperioden er blevet forkortet, og det er da træls og alt muligt, men helt ærligt så er det småting i forhold til at leve midt i en krig, og aldrig kunne føle sig tryg.

Der er så meget, som vi kan lære af 2. verdenskrig, og derfor er det meget vigtigt, at vi ikke glemmer den, og bare tænker på den som endnu en krig.
Vi er forpligtede til at lære af den, og jeg mener at det vigtigste vi bør tage med os, er at vi skal huske os selv på at vælge de rigtige kampe. De kampe, der virkelig betyder noget, og som kan gøre en forskel for andre mennesker, ligesom modstandsbevægelsen dengang gjorde.
Jeg siger ikke, at vi alle skal sætte vores liv på spil for at redde andre, men jeg mener, at vi kan hjælpe os selv og andre, ved at fokusere mere på de ting, som rent faktisk har en betydning.
Vand-zumba og stenalderbrød er ikke en af de vigtige ting, nej.

wpid-wp-1430311078434.jpeg

Hvis vi nu trådte lidt ud af vores egen stress-boble og i stedet tænkte på, om det måske ikke var en bedre idé at gøre noget godt for andre mennesker og verden i stedet for at fokusere så meget på at tjene penge og at have et perfekt hjem, så tror jeg, at vi kunne løse mange problemer. Både vores egne og verdens. For når alt kommer til stykket, så er vi allesammen små ubetydelige individer, og (størstedelen af os) vil være glemt om 100 år. Uanset hvor mange penge vi tjener eller hvor mange efteruddannelser vi tager og hvor mange spinningtimer vi går til, så vil vi blive glemt.
Som enkeltperson har man ikke den store betydning – men hvis vi alle gik sammen om, at arbejde på de ting, som har en betydning for verden, både nu og i fremtiden, så kunne vi gøre en forskel. Ligesom modstandsbevægelsen.

Vi skal alle vælge vores kampe, og tit har vi en tendens til at vælge de forkerte. Men hvis vi tager ved lære af historien og indser, at vi har utroligt små problemer i dag, og at vores såkaldte problemer nok nærmere skyldes, at vi har for lidt virkelig at kæmpe for, så kan det ændre sig.

Danmark i dag er et virkelig godt sted – men vi kan gøre det endnu bedre for os selv og hinanden ved at huske os selv på, at vi skal stoppe med at flippe ud over små ubetydelige ting, og i stedet bruge energi på at kæmpe for det, som kan gøre en forskel – om det så er miljøet, mindre madspild, bedre dyrevelfærd, nødhjælpsarbejde eller bare at være venlig overfor andre mennesker.

Det var alt jeg havde at sige for nu.
/A

P.S: Hvis man vil læse mere om krigen og dens inflydelse på folk, så kan jeg stærkt anbefale bogen All The Light We Cannot See af Anthony Doerr. Jeg har læst en tredjedel af den indtil videre, og det er en af de bedste bøger jeg har læst længe. Historien foregår i Paris og i Tyskland, hvor man får to forskellige perspektiver på krigen, og jeg kan stærkt anbefale den, da den er meget tankevækkende og velskrevet.

wpid-wp-1430311067815.jpeg

Filosofiske overvejelser – meningen med livet og diverse andre ting

Hej verden.
Jeg ved ikke præcist hvad dette indlæg kommer til at omhandle, da der pt er 1000 forskellige emner der flyver ind og ud af mit hoved, uden at jeg føler, at jeg kan vælge noget bestemt.

Jeg har tænkt en del på alt muligt det seneste stykke tid, fx miljøet, madspild, ensomme mennesker, stress, at blive voksen, uddannelsesvalg, folk der smider skrald i naturen og om jeg bruger min tid på det rigtige.
Jeg føler, at jeg bruger forholdsvist meget tid på at lave ting der ikke som sådan har et formål, som fx at se videoer på YouTube omhandlende ligegyldige emner/folk der bager kager, eller generelt bruge en del tid på nettet. Nogen gange føler jeg, at jeg bruger min tid forkert, og det gør jeg måske også. Men jeg synes egentlig, at jeg er god til at gøre de ting jeg gerne vil. Det er lykkedes mig at begynde at læse bøger igen, hvilket er utroligt rart. Senest har jeg læst “I’ll give you the sun” af Jandy Nelson og “Very good lives” af J.K. Rowling, og nu er jeg igang med “Doppler” af Erlend Loe. (jeg fik den ‘anbefalet’ af en af mine venner, da jeg havde læst Animal Farm og at vedkommende mente at det lød til at være en underlig bog, og at jeg derfor også burde læse Doppler, nu hvor jeg har en interesse for underlige bøger. Det interessante ved det er, at jeg hverken følte at Animal Farm eller Doppler er specielt mærkelige. Jeg ved ikke helt hvad det siger om mig).

Da jeg cyklede hjem fra arbejde så jeg en person der stod og samlede skrald i vejkanten, hvilket fik mig til at tænke på hvor forfærdeligt det er, at så mange folk i nutidens samfund er så ligeglade med naturen/andre mennesker/alt der ikke involverer dem selv. Jeg tror ikke der er noget der kan gøre mig mere hidsig end folk der smider deres skrald i naturen. Jeg får lyst til at smadre ting bare ved at tænke på det.
Jeg kan simpelthen ikke forstå hvordan man kan være så skide ignorant, at man føler, at man kan smide sit skrald i naturen/på gaden. Jeg ved ikke, om folk bare automatisk regner med, at hvis de betaler skat, så behøver de ikke at finde en skraldespand til deres skrald, fordi der burde være folk fra arbejderklassen der kommer og samler det op for dem. Eller også tænker folk bare ikke. Det er forfærdeligt.
Der kommer et uddybende indlæg omkring folk der smider skrald en anden dag, for det kan blive meget langt.

Her i sidste uge så jeg en dokumentar omkring madspild, hvilket var en forfærdelig oplevelse, da jeg bagefter var fyldt med en masse frustration over verden og det faktum at omkring 70 % af alle ferskner bliver kasseret allerede før de når til butikken (hvis jeg husker rigtigt). Desuden er der bestemte mål for, hvordan en banan skal se ud, for at butikkerne vil sælge den. Hvis den ikke lever op til kravene, bliver den smidt væk, og nej nej, ikke noget med at give de kasserede varer til hjemløse eller sælge dem til folk der er ligeglade med frugters udseende.
Omkring en tredjedel af alt mad der produceres bliver aldrig spist.
HVAD ER DET FOR EN VERDEN?!

Jeg kan slet ikke håndtere det, og efter at have set dokumentaren færdig var jeg meget irriteret på menneskeheden.
Jeg har ikke noget imod at smide rådne fødevarer ud, men jeg har noget imod, at der er så meget mad der ikke bliver spist, når der samtidig er millioner af mennesker i verden der sulter.
Jeg ved at vi i Danmark er bedre til at passe på miljøet end i diverse andre lande, og at Fakta og Netto har diverse kampagner der skal hjælpe folk til at stoppe madspild, hvilket er rigtig godt. Men der bliver stadig smidt alt for meget ud, og det er forfærdeligt at leve i en verden, hvor vi i Vesten svømmer i penge og ikke gider at gemme resterne fra aftensmaden til den næste dag, fordi vi har råd til at købe nyt mad, og ikke gider at spise det samme to dage i træk.
Jeg er meget taknemlig for at være vokset op i et hjem med gode værdier på madspildsfronten. Måske var jeg ikke helt vildt begejstret da jeg var lille, for at skulle spise rester fra dagen før, men nu kan jeg se, hvor vigtigt det er at tvinge sine børn til at spise resterne fra igår. Jeg håber at alle vil gøre det, og at folk vil stoppe med kun at tænke på sig selv.

Det er skidhamrende urimeligt overfor naturen og miljøet at vi behandler det så dårligt som vi gør. Alle mennesker opfører sig som om, at de ejer naturen, og at de er bedre end den. At miljøet ikke betyder noget som helst, så længe vi befinder os i en lavkonjunktur og ikke har så meget økonomisk vækst som politikerne mener, at vi skal have.
Vi køber alt muligt pis og lort, som vi dybest set ikke har brug for. Og det gør jeg da også selv. Jeg har fx fem-seks forskellige slags shampoo (hvilket er lidt ift. for et år siden hvor jeg nok havde 15), og det er åndssvagt for jeg har kun brug for én shampoo. Jeg har voldsomt meget kosmetik, meget mere end jeg har brug for. Jeg har en computer, en iPad mini, en telefon.
Jeg ejer over 100 bøger, hvilket jeg i teorien ikke har brug for. Jeg har en masse tøj som jeg dagligt forsøger at mase ind i mit skab, så det kan lukkes.
Jeg bor hjemme, betaler ikke husleje (hvilket er heldigt da min indtægt pt ikke er specielt høj), Hvis jeg mangler noget, kan jeg skrive det på indkøbssedlen, eller købe det selv.
Jeg har en elcykel og kan køre hvorhen jeg vil, (så længe det ikke er over 15 km. væk, hvis jeg også har planer om at skulle komme hjem igen). Vi har to biler (selvom de skiftes til at være på værksted næsten permanent for tiden). Hvis det regner om morgenen eller er for koldt, tilbyder min far at køre mig til skole. Jeg kan tage bussen, jeg kan gå diverse steder hen. Jeg bor i et land med gratis uddannelse og demokrati. Jeg har flere muligheder end nogensinde før, for at kunne gøre hvad jeg vil med mit liv.

Jeg har alt, mere end jeg overhovedet har brug for.
Og alligevel, når jeg glemmer at tænke over, at jeg intet mangler, så bliver jeg ved med at købe ting. Jeg har i denne uge købt nyt tøj og nye bøger over nettet, også selvom jeg har nok i forvejen. Og jeg er allerede nu igang med at finde ud af hvilke bøger jeg skal købe næste gang, selvom jeg har 30 bøger jeg ikke har læst endnu.

Jeg kan godt lide at kunne købe ting, men jeg har ikke lyst til at være sådan her.
Det triste ved det er, at mit forbrug egentlig ikke er så stort, sammenlignet med en masse andre folks. Mine forældre beskriver mig som fornuftig og sparsommelig, og jeg ejer 6-7 par sko (inkl. støvler) fremfor 50 som andre gør. Men jeg føler stadig, at jeg ejer meget mere end jeg har brug for.
Jeg er inspireret af den minimalistiske livsstil som Iris (www.denlilleregnbue.blogspot.com), går ind for, og jeg ville på mange måder ønske at jeg selv formåede at smide de ting ud, som jeg ikke har brug for. Udover at give nogle bøger væk til familiemedlemmer har jeg ikke gjort specielt meget for at komme af med ting jeg ikke har brug for.
Men hvordan vurderer jeg, hvad jeg har brug for, og hvad jeg ikke har brug for?

Der er mange problemer forbundet med alt det her, fx hvad jeg egentlig kan gøre i praksis. Jeg vil gerne ændre verden, få folk til at behandle hinanden pænt, købe de bananer der ikke er perfekte, og stoppe med at smide skrald/cigaretskodder overalt.
Men hvordan skal jeg så lige gøre det?

Det har jeg tænkt voldsomt meget over i de seneste par uger, og det fører altid til, at jeg ender op med at føle mig voldsomt deprimeret over det faktum, at jeg kun er én person, og at jeg set ude fra universet er utroligt ubetydelig. Jorden kommer til at gå under en dag uanset hvad jeg gør, så er det overhovedet det værd? Skal jeg have det dårligt med mig selv hvis jeg er nødt til at smide noget mad ud? Burde jeg give (næsten) alt mit tøj og ting til Røde Kors og bo i en papkasse i haven resten af mit liv?

Hvad skal jeg gøre, for at gøre verden til et bedre sted?

Jeg har overvejet at blive miljøaktivist, men det har jeg ikke rigtigt lyst til, i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt. Så i stedet er min plan, at jeg vil tage ansvar for det jeg selv gør, og stoppe med at fokusere helt vildt meget på, hvad andre gør, da jeg alligevel ikke kan ændre på dem.
Derfor har jeg nu taget ansvar for mit eget liv, hvilket jeg bl.a. har gjort ved at stoppe med at spise sukker igen og starte med at spise mange grøntsager igen. Desuden er min bror og jeg begyndt at gå en lang tur med vores hund hver aften, hvilket er godt for både os og den. Jeg er begyndt at cykle til skole om morgenen igen, også når der er koldt og det regner lidt. Jeg er blevet bedre til at gå tidligere i seng, selvom jeg stadig skal arbejde på det. Jeg laver mine lektier, og er kommet ud af den ikke så effektive periode jeg var inde i indtil for en måned siden. Jeg var ude at samle ind til Kræftens Bekæmpelse for to uger siden, og samlede 2150 kr. ind helt selv. (pudser glorien). (Min mor samlede også over 2000 kroner ind, så det blev i alt til 4300 for hele Haslund). Dette gjorde mig glad, og det gjorde også en masse folk glade, samtidig med at der blev samlet penge ind til kræft, og at jeg fik nok motion for hele året den dag.

wpid-image-20f8ed9bad2c8914102cc5d6ae6d2830062f80aa893f06d80b0289e691300cbf-v.jpg

Jeg tror på, at hvis jeg gør hvad jeg kan for at gøre mig selv glad, så gør jeg også andre mennesker glade. Det kan godt være, at jeg ikke kan ændre hele verden, og at der altid vil være folk der sulter imens jeg selv altid har adgang til mad, men jeg kan gøre hvad jeg kan for at gøre mit eget liv godt, så jeg får mulighed for at gøre noget for andre mennesker.

Jeg har længe haft en plan om at skulle være besøgsven, men da jeg ikke var blevet 18 endnu på det tidspunkt hvor jeg fandt på det, udskød jeg planen. Siden hen har jeg tænkt på det jævnligt, og så blev jeg 18 for over et år siden, og jeg har ikke fået gjort noget som helst ud af det. Men nu har jeg lige set en dokumentar omkring ensomme mennesker, og desuden er der en udstilling på Randers Bibliotek lige nu, hvor der er fokus på ensomhed. Og da det er et område som jeg mener er meget vigtigt at fokusere på, så har jeg tænkt mig rent faktisk at gøre noget ved det.
Lige nu har jeg lyst til at gøre alt muligt godt for andre mennesker, og bruge alle mine dage på at tale med mennesker, der ikke har andre at tale med. Men det må jeg desværre erkende er urealistisk på nuværende tidspunkt, hvor eksamen kommer tættere og tættere på, og jeg er ved at gå ned med stress mere eller mindre hele tiden. Jeg har en tendens til at sige ja til alt for meget i perioder, og jeg har efterhånden lært, at det er en skidt idé. Hvis jeg skal være besøgsven, så skal jeg have overskud til det, og ikke bare gøre det fordi jeg gerne vil føle, at jeg gør noget godt for verden. Så derfor er min plan, at melde mig som besøgsven efter sommerferien, hvor jeg skal have færre timer på skolen, fordi jeg tager nogle af mine fag som selvstudium. Jeg skal også lige have taget kørekort, men jeg burde kunne få tid til begge dele.

Hvis jeg ikke har to timer af min tid hver uge, som jeg kan bruge på et menneske der har brug for det, så er jeg nok igang med at gøre noget forkert i mit liv, for sådan skal det ikke være. Vi har en tendens til at være alt for stressede og egocentriske i nutidens samfund, og jeg tror at løsningen på stress og depressive tanker, i mange tilfælde er at gøre noget for andre mennesker. Hvis jeg hele tiden fokuserer på mig selv, får jeg det personligt ikke bedre, for hvad kan jeg bruge det til?

Hvis jeg vil gøre verden til et bedre sted, så må jeg starte med at gøre mig selv til en bedre person, og det er ikke noget som kræver planlægning eller forberedelse, nej, det er noget alle kan starte med lige når de vil.

Jeg har så mange muligheder – og jeg gider ikke, at være ved at gå ned med stress over det mere. I stedet vil jeg vælge at gøre de ting, som jeg rent faktisk har lyst til at gøre, og som samtidig kan gøre en forskel for andre mennesker. Måske kan jeg ikke ændre hele verden (lige nu), men det betyder ikke, at jeg bare skal ignorere de ting, som jeg rent faktisk kan ændre på.

 

Jeg ved ikke om dette indlæg gav mening, og jeg ved ikke helt hvordan jeg skal afslutte det, men jeg tror mest jeg skrev dette som en form for terapi for mig selv, så hvis I ikke synes det hænger sammen, er det sådan set ligegyldigt.

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

Ekstrovert/introvert – FORTÆL MIG HVEM JEG ER!

Jeg har tænkt over noget i et stykke tid. Der har været meget fokus her de seneste år på henholdsvis introverte og ekstroverte mennesker. Der er blevet skrevet mange bøger om emnet, og jeg har selv læst flere af dem. Desuden florerer der mange forskellige tests på nettet, hvor du kan finde ud af, hvad du er.

Da jeg først hørte om introvert-begrebet for et par år siden, følte jeg mig voldsomt truffet af sådan cirka alle de kendetegn, der typisk hører til det at være introvert. Jeg følte mig lettet over at finde ud af, at der ikke var noget galt med mig, fordi jeg ikke kan lide store forsamlinger af mennesker, og bliver træt indeni, hvis jeg kun kan tale om overfladiske ting med folk en hel dag/generelt skal tale med mange mennesker. Det føltes rart at vide, at jeg ikke var alene, og at mange havde det ligesom mig.

Jeg snakkede med en i mit første år på HF, som havde det ligesom mig på mange punkter. Vi havde mange gode samtaler, og det var interessant at finde ud af, at folk omkring mig kan tænke mange af de samme ting som mig, uden at jeg nødvendigvis opdager det.
Hun introducerede mig desuden for begrebet ‘HSP’ (highly sensitive person), og vi fandt ud af, at vi begge to også til en grad var ‘ramt’ af dette, dog på forskellige måder.
Nåh, men hun var så medlem af nogle grupper på Facebook lavet for hhv. introverte og HSP-mennesker, og jeg blev også medlem af disse grupper. I starten syntes jeg, at det var meget interessant og rart at kunne læse om andre, der på mange måder havde det ligesom mig. Det var rart at kunne finde trøst i, at det ikke kun var mig der blev sindssyg af at være sammen med mennesker hver dag hele ugen, og at det er ok, at jeg nogen gange bliver irriteret af høje lyde.

Men så begyndte jeg efter et par uger at kunne se, hvorfor sådanne grupper nogen gange kan være problematiske. Der er en tendens til, at der opstår en ‘os og dem’ mentalitet, når en gruppe af mennesker, der alle har noget til fælles, er samlet. Nogen gange virkede det som om, at hovedformålet var at føre en åben krig mod ekstroverte, ved at få dem til at lyde som frygteligt irriterende personer.
Dog var mit største problem med det, at folk virkede til at begynde at gemme sig bag, at de var introverte/sensitive. Jeg mener ikke, at man skal ignorere sig selv eller noget, men jeg synes det foregik på en problematisk måde.
Jeg er ikke selv-hellig, for jeg har selv haft det på samme måde med min sygdom. Jeg havde en periode hvor jeg meldte fra til alle sociale arrangementer stort set med folk jeg gik i klasse med på daværende tidspunkt, med den forklaring at jeg havde hovedpine og ikke kunne klare det. Dette var sandt nok, men egentlig var grundproblemet, at jeg ikke følte mig tryg ved dem, og derfor ikke havde den store lyst til at være sammen med dem. Og nej, jeg kunne ikke overskue det heller, men hvis havde haft lysten, så havde jeg nok fundet energien. Dermed ikke sagt, at alle arrangementer jeg har meldt fra til, har skyldtes manglende lyst, for der har været mange gange, hvor jeg virkeligt gerne har villet noget, uden at kunne det.

Men jeg synes, at det er et problem, at vi i dette samfund hele tiden forsøger at diagnosticere alt. Jeg vil ikke udtale mig om børn med ADHD, men jeg tror personligt at mange børn får den diagnose fordi de er dårligt opdragede. Men det kan vi altid vende tilbage til en anden gang.

Det samme sker med introvert/ekstrovert begrebet. Det er som om, at folk virkeligt har brug for at kunne putte sig selv ned i en kasse, hvor de enten er det ene eller det andet. Som om, at det er en meget vigtig del af deres personlighed, om de er introverte eller ekstroverte. Jeg forstår godt, at det er rart at finde ud af, at man ikke er den eneste i verden – for det er virkelig rart at finde andre mennesker, der forstår en. Men når man så har fundet ud af, at man er introvert eller sensitiv, så er det for mig at se ret afgørende, hvad man vælger at bruge det til. Du kan gøre flere ting:

1) Vælge at bruge det som en undskyldning for at sige nej til alt på forhånd, og bruge det som en forklaring på, hvorfor man ikke gør de ting man egentligt gerne vil. “Åh, jeg er sensitiv så jeg kan desværre ikke klare at have et arbejde” (jeg gør ikke nar af nogen, og jeg kan ikke udtale mig om, hvordan alle sensitive har det, men jeg mener helt sikkert at nogen graver deres egen grav ved at beskrive sig selv som et sensitivt menneske, før noget andet)

2) Vælge at se det som en forklaring på, hvorfor man reagerer som man gør i bestemte situationer.

Og med det mener jeg, at man ikke skal tænke “nåh, denne test fortæller mig, at jeg er introvert, så nu kan jeg nok aldrig tale med fremmede igen uden at blive mentalt udkørt”.

Nej nej. Lad være med at tænke sådan.

Problemet med denne verden er, at vi skriger efter at få nogen til at fortælle os, hvem vi er, og hvordan vi har det, og hvorfor vi har det som vi har det – vi bliver ved med at søge forklaringer og tænke over, hvorfor vi mon nogen gange har det ok med at være sammen med mennesker en hel dag og ikke bliver trætte i hovedet af det, og andre gange har det meget svært med bare at sige godmorgen til nogen.

Men ved du hvad, verden?

Jeg er nået til den erkendelse, at jeg ikke behøver at bruge “jeg er introvert/sensitiv” som forklaring på mine reaktioner i alle situationer. For nogen gange føler jeg ikke, at det er et problem for mig overhovedet. Fx i dag hvor jeg samlede ind til Kræftens Bekæmpelse, og bankede på omkring 100 døre helt alene. Jeg har nok talt med omkring 60 husstande i dag (ja, mange åbnede ikke døren). Alle mulige mennesker jeg sådan set ikke kender. Men ved I hvad? Jeg føler mig ikke udkørt og tømt for energi nu. Jeg føler mig træt ja, og jeg kan ikke helt mærke mine ben efter at have vandret rundt i fem timer, og jeg fik rimelig meget hovedpine af al den fysiske udfoldelse. Men jeg er glad. Nej, jeg er ikke en voldsomt udadvendt person normalt, men det betyder ikke, at jeg ikke kan være det nogen gange. Og det betyder ikke, at jeg lyver overfor mig selv ved at være udadvendt nogle dage.

Nogle dage skal der intet til for at få mig til at føle mig voldsomt sensitiv. Nogle dage kan jeg snakke med folk en hel dag, og få god energi af det. Andre gange bliver jeg udkørt af at skulle have samtaler med folk om vejret og andre ligegyldige ting, og andre gange synes jeg det er hyggeligt.

Det jeg forsøger at sige er, at vi ikke skal være så skide optagede af, om vi er introverte/ekstroverte og tænke voldsomt meget over, hvorfor vi er som vi er, men i stedet bare gøre det vi har lyst til, og acceptere, at tingene kan ændre sig. Og at hvis man har lyst til at gøre noget, så skal man gøre det, også selvom det er grænseoverskridende og ligger udenfor ens komfort-zone. Der sker ikke forfærdelige ting ved at komme ud af den engang imellem.

Så husk på det, alle mennesker der læser dette indlæg.

Hyg jer.
/A

P.S: Jeg overvejer at starte en ekstra blog på engelsk, så mine udenlandske læsere kan følge med, uden at skulle oversætte mine indlæg over Google Translate, for tro mig, det fungerer ikke specielt godt. Så hvis nogen tænker “Wuhuu, jeg vil have indlæg på engelsk!” så skriv en kommentar.

Ægsistentielt dilemma

Hej verden. Jeg håber den vittige overskrift tiltrækker læsere (sidder pt og griner højlydt over hvor sjov jeg selv mener, at jeg er).

I forbindelse med mit seneste indlæg omhandlende miljøet og verdens høje kødforbrug, hvor der faktisk var en utroligt stor respons ift. hvad der normalt er på mine blogindlæg, kom der nogle interessante synspunkter frem, som fik mig til at tænke lidt ekstra.

Jeg skrev indlægget kl. 23 søndag aften imens jeg var en smule hidsig og skulle have noget vrede ud, og jeg havde ikke helt regnet med, at andre personer end min mor/farmor ville læse det.
Men efter at have delt mit indlæg på Twitter blev det læst af folk, og det førte til en interessant samtale/en form for debat med Karen Melchior (og andre folk på Twitter), som herefter skrev et indlæg på sin egen hjemmeside om emnet. http://www.karenmelchior.eu/nej-til-fanatisme-men-ja-til-vegetar-klimaets-skyld/

Det fik mig til at genoverveje, om jeg egentlig er helt sikker på, at jeg kan stå ved min holdning.

Jeg har længe haft denne her “jeg gider ikke at spekulere på miljøet og klodens fremtid, fordi det alligevel er håbløst og vi alle skal dø en dag, så fuck det hele”-holdning. Til en grad, tror jeg, fordi det er lettere at ignorere realiteterne end at sætte sig rigtigt ind i dem, og indse, at man måske selv burde tage ansvar. Det er altid lettere at give skylden til hele menneskeheden samlet (i hvert fald alle I-landende), og skubbe ansvaret over på politikerne – for nej da, tænk hvis jeg selv skulle tage et ansvar, og ændre på nogle ting i mit liv!

DSC_0260

Jeg har tænkt meget over, hvem det egentlig er, som har ansvaret for at vi mennesker lever bæredygtigt. Alle disse overvejelser kulminerede i går, da jeg var ude for at købe æg.

Vi har et stort forbrug af æg. Min mor bruger i gennemsnit rundt regnet 10 æg om ugen til bagning, og i nogle uger har jeg selv brugt lige så mange, hvis ikke flere (jeg havde en periode, hvor jeg spiste voldsomt mange æg, dette er jeg dog stoppet med igen).
Normalt køber vi æg fra en dame i byen, som sælger 30 æg for 45 kroner. Dette er, som alle garvede æggeforbrugere ved, ret billigt. Æggene hun sælger er skrabeæg. For at ingen skal være i tvivl kommer her en forklaring af begrebet skrabeæg:

Definition af skrabeæg, ifølge www.eggsite.dk –

“Skrabeæg kommer fra høner, der går frit sammen i flok i et hus. Mindst en tredjedel af pladsen skal være dækket med strå, høvlspåner, sand eller tørv. Der må være op til 9 høner pr. kvadratmeter nytteareal. Skrabehøner har ikke adgang til et udendørs areal. De går typisk i flokstørrelser på 3.000-10.000 dyr. Der er reder og siddepinde i hønsehuset. Æg fra skrabehøner kan være brune eller hvide. Efter 1/7 2014 må skrabehøner ikke næbtrimmes”

Faktisk indser jeg nu, at jeg ikke selv var klar over, hvad skrabeæg egentligt indebærer. 9 høner pr. kvadratmeter er ikke meget plads til hver enkelt, og jeg vidste heller ikke, at de ikke har adgang til udendørsarealer.
Dette gør mig faktisk ret vred og irriteret, for jeg tror på, at alle fugle er frie væsener, som ikke fortjener at være fanget og lukket inde. Generelt fortjener ingen dyr at være født i fangenskab, og slet ikke fugle hvis natur er at flyve. Af denne grund er jeg bl.a. meget imod konceptet med at have papegøjer i bur. Ingen fugle er ‘designet’ til at være underholdningsobjekter for mennesker, for faktisk var fuglene her før os.

Tilbage til emnet: æg. Hvilke æg købte jeg så i dag i Q Fakta?

Jeg bor hjemme – begge mine forældre tjener nok til, at penge ikke er et problem. Vi har råd til det vi har brug for, og mere end det. Vi kunne sagtens klare os for mindre.

Vi har råd til at købe de dyreste æg, også selvom der er en meget voldsom prisforskel på dem frem for de billigste æg, buræggene.

Her kommer dagspriserne på forskellige typer af æg:

Buræg: 15 stk – 22 kr.

Skrabeæg: 10 stk – 20 kr.

Store økologiske æg fra fritgående høns: 4 stk, 12 kr.

 

Der er en rimeligt stor prisforskel, som de fleste nok kan se, og allerede ved.

Men hvilke æg købte jeg så?

 

DSC_0262

 

Skrabeæg og økologiske æg. Ja, dette er utroligt fjollet og dobbeltmoralsk, og jeg har også fortrudt det meget. Jeg kan ikke helt tage mig selv seriøst, når jeg køber æg ‘produceret’ af høns, hvor der må være 9 høns pr. kvadratmeter, og de er lukket inde uden adgang til at komme udenfor nogensinde. Desuden må der være op til 17.000 høns i én flok.

Endnu værre er det med buræg, som jeg næsten ikke føler, at det er nødvendigt at nævne noget om, da navnet forklarer det meste. Men de må være op til 13 høns pr. kvadratmeter, og bliver fodret med foder der gerne må være gensplejset. De opholder sig i bure i en stald hvor der højst sandsynligt ikke er nogen vinduer, da dette ikke er et krav.
60 % af alle æg der produceres i Danmark, er buræg ifølge Samvirke.dk.
18 % er skrabeæg, 8 % frilandsæg og 14 % er økologiske æg.

Jeg har efter at have sat mig ind i de forskellige typer af æg, kommet frem til den konklusion, at jeg er imod hele princippet med, at høns skal bruge hele deres liv på at tvinges til at lægge æg til mennesker. Generelt burde ingen tvinges til noget, heller ikke høns.

Problemet med dette er, at jeg nu burde stoppe med at spise æg for at leve efter mine principper og holdninger. Men hele mit liv er indrettet omkring at spise æg (dette er måske en overdrivelse, men det er ikke helt forkert), og hvis jeg skulle leve af en æggefri-kost, så ville det hurtigt blive meget kedeligt og næsten umuligt at spise noget. Og som sagt er jeg imod fanatisme, da jeg ved at det ikke hjælper noget.
Så hvis jeg i fremtiden vil købe æg, er jeg nået frem til, at jeg skal købe økologiske æg fra fritgående høns, da de har adgang til udendørsarealer og lyder til at have det nogenlunde godt. Dette er også grunden til, at hvert æg koster tre kroner.

Ja, vi ville nok komme til at bruge 50 kr. om ugen på æg, måske lidt mindre. Men hvor stort et problem er det egentlig i forhold til så meget andet?

Jeg må erkende, at jeg synes man er forpligtet til at tage ansvar for sine egne handlinger, og at man skal kunne stå inde for det man gør. Og jeg kan ikke stå inde for at købe buræg og heller ikke skrabeæg, så dette har jeg ikke tænkt mig at gøre i fremtiden (medmindre min mor tvinger mig til det).

Det var alt for nu.

Hyg jer.
/A

NEJ, jeg har ikke tænkt mig at blive vegetar for miljøets skyld

Hej verden.
Nu skal det handle om menneskehedens kødforbrug i det senmoderne samfund!! Nok nærmere bestemt mit eget kødforbrug, da jeg helst ikke vil udtale mig på hele verdens vegne.
Grunden til, at jeg er oprevet over dette emne, er at vi i geografi har skullet lave en “kødforbrugsundersøgelse”, hvor vi i en uge skulle forsøge ikke at spise kød. Dette er udelukkende noget min geografilærer har fundet på, og det er der sådan set ikke noget galt i, da vi ikke var tvunget til at deltage i ‘undersøgelsen’. Dog kunne det stærkt fornemmes, at han gerne ville have at vi gik ind i det med entusiasme og begejstring. Desuden benyttede han bevidsthedskontrollerende magtmidler, så det var vel en form for frivillig tvang.

Motivationsfaktoren for at undlade at spise kød i en uge (og evt. længere hvis man føler for det), skulle være, at det er skidt for verden og klimaet, at der bliver spist stadigt mere og mere kød i I-landene. Både fordi det får folk til at blive overvægtige, hvis de ikke får nok grøntsager, og at det er skidt for dyrevelfærdene at dræbe uskyldige dyr der udelukkende lever for at blive spist, samt at det er dårligt for miljøet, fordi det belaster mere at spise kød fremfor grøntsager. Samt alt muligt andet.

Og ja ja. Der er ingen grund til at gå amok og spise 10 kg. kød om dagen/ugen. Men helt ærligt, så kan jeg ikke se problemet i at spise kød. Det er meget muligt at det belaster miljøet, men for helvede, ALT belaster miljøet nu til dags. Det er da en meget fin tanke at være god ved kloden osv., men jeg gider fandme ikke at tænke på klodens fremtidens hver eneste gang jeg spiser pasta med kødsovs!! Der er jo nærmest ikke noget man kan gøre med god samvittighed længere.

Jeg tror ikke på, at det der får verden til at få det bedre, er at alle flipper ud og stopper med at spise kød. For det første, fordi at der skal mange mennesker til, for at kødproduktionen rent faktisk bliver sat ned, og for det andet fordi det man egentlig burde gøre, er at forebygge problemet via politiske tiltag.
Man kunne gøre alt muligt, og det har jeg diverse forslag til:

1) Sætte prisen på økologiske kødprodukter (og andre råvarer) betydeligt ned, så det bliver mere attraktivt for befolkningen at købe og økologi, og derved hjælpe miljøet og sin egen sundhed. Desuden gøre det mere tiltalende for folk at købe kødprodukter der er produceret på en mere bæredygtig måde med hensyntagen til dyrene. Generelt kunne man også sætte prisen på alt kød op, eller tilsvarende sætte prisen på grøntsager ned.

2) Gøre det lovpligtigt for butikkerne at sælge det kød/andre varer, der er ved at overskride sidste salgsdato, til en billigere pris, så det bliver brugt frem for at blive smidt ud. Hvis ingen køber det, kan det doneres til herberg/skraldere (mennesker der graver efter madvarer i skraldespande hos butikkerne). Der er ingen grund til at folk skal være nødt til at ulovligt gå i butikkernes skraldespande midt om natten, for at få fat i mad der ikke fejler det mindste. Det er virkelig dumt at der bliver smidt så meget ud, når der er så mange, der kunne få noget ud af det.

3) Placere kødprodukterne på hylderne så langt oppe, at man ville skulle have en servicemedarbejder til at finde en stige og hjælpe en med at få oksestegen ned, før man kunne købe den. Dette vil især hjælpe på de dovne menneskers kødforbrug, fordi de bare ville droppe projektet. Dog kunne man forestille sig, at det i stedet ville få sukker og kage-forbruget til at stige, og så kan det vel være det samme.

4)  Hvis man mener, at man vil forbedre dyrevelfærdene, kunne man også forbyde produktion/salg af fx buræg, og lave strengere kontroller med svineproducenterne, så man sikrer sig, at de ikke behandler dyrene forfærdeligt.

Der er alt muligt man kan gøre, og man har også diverse muligheder som enkeltperson, hvis man vil nedsætte sit kødforbrug. Man kan lade være med at spise kød, ja, men man kan også bare vælge at tage sig lidt sammen, og indse, at ALT er skadeligt i for store mængder. Ligesom at der ikke sker forfærdelige ting ved at spise kage engang imellem, så sker der heller ikke forfærdelige ting ved at spise kød. Det har mennesket ALTID gjort (så vidt jeg er orienteret), og jeg kan altså ikke se problemet i det. Der er utroligt mange dyr i verden, og der er ikke nogen grund til, at man skal stoppe fødenettet der eksisterer mellem mennesker og dyr.

Vi skal alle dø engang – dyrene skal dø – ja, det er trist, men hvis vi bare tænker os om imens vi lever, så er der ikke nogen grund til at flippe ud over at spise kød. Al respekt til vegetarerne, men jeg har ikke tænkt mig at stoppe med at spise kød.
Der er en tendens i nutidens samfund til, at vi hele tiden skal have et eller andet at gå så åndssvagt meget op i, at vi ender op med at bygge hele vores liv op omkring det. Fx har jeg selv haft det sådan med sukker. Jeg blev pludselig overbevist om, at der skete forfærdelige ting hvis jeg spiste sukker, og har derfor holdt mig fra det i snart et år. Dog har jeg på det sidste besluttet mig for, at jeg ikke gider at være fanatisk længere. Så her i ferien har jeg spist kage. Og ved I hvad? Der er ikke sket noget som helst. Jo, jeg har måske været lidt mere træt end normalt, men ellers er der ikke sket noget. Verden er ikke gået under.

Det jeg gerne vil understrege er, at vi mennesker skal overveje, hvor det er vi skal lægge vores energi for at ændre verden. Er det virkelig ved at være fanatiske omkring vores kost, og udelukke forskellige produkter, som fx kød? (som indeholder masser af vigtige ting mennesket har brug for, som fx jern, magnesium og div. vitaminer). Bliver verden et bedre sted ved at bilde sig selv ind, at man kan ændre på den, ved at stoppe sit kødforbrug og huske at slukke lyset efter sig når man forlader et rum?

Jeg ved ikke hvad meningen med livet er, endnu – men jeg ved, at mennesker i forvejen gør alt muligt helt forkert, og at jorden ender op med højst sandsynligt at eksplodere til sidst pga. vores livsstil. Så kan vi ikke lige så godt få det bedste ud af det, imens vi lever, i stedet for at bekymre os om fremtiden? Vi er så mange mennesker, og verden er i så hastig en udvikling, at jeg personligt ikke tror, at der er nogen vej tilbage. Så hvorfor bilde os selv ind, at vi kan ændre på alt muligt urealistisk, når vi i stedet kan fokusere på de små ting i vores egne liv, som vi rent faktisk KAN ændre på selv?

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A