Lagkage-succes, kreative gaver og for meget sukker

Hej verden. Jeg skriver først dette indlæg nu, da jeg gik i gang med det i onsdags, men kun fik skrevet to linjer, fordi jeg blev enig med mig selv om, at jeg hellere ville lave noget andet. Så her kommer det.

DSC_0874

Tirsdag da jeg kom hjem fra skole, og havde været ude at handle med Iris i Føtex (hvilket var en relativt stressende oplevelse for alle), begyndte jeg at bage alt muligt. Jeg havde ugen forinden besluttet at holde en “hurra jeg har fødselsdag om en uge, og vi har aflyste timer i dag, så lad os fejre det” fødselsdag, for de tre af mine HF-venner, som jeg snakker mest med. Det startede egentlig med, at de selv foreslog at jeg holdt en fødselsdag for dem, og så kunne jeg jo ikke rigtigt sige nej, vel? Dog mente det også, at jeg skulle arrangere en skattejagt og sjove lege, men det gik ikke så godt, så i stedet valgte jeg at bage voldsomt mange kager til dem.
Selvom vi kun var fire mennesker, og jeg i teorien ikke spiser sukker (hvilket jeg så i den grad gjorde den dag, skal jeg hilse og sige), så havde jeg sat mig for at lave en lagkage, af to grunde: 1) jeg har normalt aldrig en grund til rent faktisk at bage en lagkage, eller kage generelt, da min mor altid sørger for, at der er mindst 50 forskellige typer kager i huset 24/7, og 2) at jeg har fået en vane med at bruge en stor del af min fritid på at se bage-videoer. Der er noget meget afstressende over at se nogle mennesker blande nogle ting sammen i en skål. Det får mine tanker til at stå stille, hvilket er meget rart.
Men derfor følte jeg mig inspireret til at bage noget selv for en gangs skyld. Som altid når jeg bager, gik jeg ikke ud fra nogen bestemt opskrift, men gættede mig lidt frem til, hvad jeg skulle gøre, og brugte hvad jeg nu lige følte for at bruge. Derfor har jeg heller ikke skrevet ned hvad jeg har gjort, eller taget billeder af processen, da jeg indså imens jeg var i gang med at lave det, at jeg virkelig ikke gad at tage billeder af alt jeg gjorde.
Dog kan jeg fortælle jer, at jeg startede ud med at bage en rouladebund efter min mors opskrift, som kan findes her: http://nogetiovnen.dk/tag/chokoladeroulade-med-smorcreme/

Derefter lod jeg den køle af, og så skar jeg den ud i nogle aflange rektangelformede former, og lod dem ligge på en tallerken i et par timer. (Ikke at der kommer noget godt ud af det, men jeg var travlt optaget af andre ting i mellemtiden).
Jeg besluttede, at nu hvor jeg ikke havde planlagt en skattejagt, blev jeg nødt til at bage noget mere, for vi kunne jo ikke have, at der var nogen der sultede.
Så jeg valgte at lade mig inspirere af USA og deres store sukker og smør-forbrug, og lave chocolate chip cookies ud fra denne opskrift: http://www.woodlandbakeryblog.com/chocolate-chip-cookies/
De blev faktisk utroligt gode, også selvom jeg kun brugte 300 gram sukker frem for 410 gram. Alle gæsterne elskede dem, og de fik også nogle med hjem (selvfølgelig).

Da jeg så havde lavet dem, gik jeg igang med at samle lagkagen. Først piskede jeg en halv liter fløde, og fik min bror til at hjælpe med at smadre en pakke rutebiler, hvilket han syntes var meget underholdende. Derefter blandede jeg det sammen, og så fik jeg den idé at komme det i en sprøjtepose. Det var en utroligt skidt idé, da den stoppede til meget hurtigt fordi rutebilerne ikke var helt knust. Så jeg opgav at gøre det på den måde, og valgte i stedet at smøre det på kagen med en dejskraber. Det gik faktisk meget godt.

(Her burde jeg så indsætte et billede af hvordan det så ud, men det må i tænke jer til).

Nåh ja, og jeg skar også tre bananer i skiver, og lagde det imellem lagene af flødeskummen og kagen. Da jeg havde lagt alle fire lag sammen og smurt kanterne op, pakkede jeg kagen meget godt ind og satte den i køleskabet til næste dag, hvor jeg dækkede den af glasur.
I alt tog det mig fire timer at bage de to ting, men det blev en succes, så jeg er skide ligeglad med, om jeg kunne have gjort det hurtigere.

Nåh, men dagen efter dækkede jeg bord og lavede lagkagen færdig, satte bollerne i ovnen (som min mor havde bagt i weekenden), og stillede alting frem. Det endte op med at se sådan her ud:

DSC_0883

Prøv lige at se det!!!! Der er endda et frugtfad og det hele! (jeg kan informere om, at der kun blev spist et stykke frugt, hvilket selvfølgelig blev spist af mig selv). Det var mest for synets skyld, men hvad gør man ikke for at kunne lægge et fancy billede på Instagram?

Og her er lagkagen tæt på:

DSC_0886

Man kan ikke se tydeligt se det fancy mønster jeg havde lavet ovenpå, men skidt pyt. Den blev så fin!!!

DSC_0887

Her ser vi hvordan den ser ud indeni. Åh, den kage er noget af det bedste jeg har skabt i nyere tid. Det var meget fascinerende at se hvordan jeg i løbet af tirsdag fik den til at eksistere, hvordan den i løbet af onsdag blev mere end halveret, og hvordan den torsdag og fredag gik ind i sit livs efterår og til sidst vinter, for at ende sit liv i skraldespanden.
Det var trist. Men den havde et godt liv, og den gjorde mange mennesker glade.

Alle gæsterne elskede kagerne og hele arrangementet, og alt var godt. Vi spillede spil, nu da der ikke var nogen skattejagt: Hønsefræs og Bezzerwizzer.
Jeg fik nogle interessante gaver.

DSC_0894

Iris gav mig to bøger, som hun ikke længere selv skulle bruge, og en pose fyldt med te, som er et udvalg af alle de forskellige typer te som hun ejer. Det var faktisk en god gave, da jeg nu lærer mange forskellige slags te at kende, og ikke bare drikker grøn te eller kamillete som jeg plejer.

Svane og Maria gav mig noget der skulle have været en halskæde og en armbånd af enkroner, men det var desværre lidt for småt, så det fungerede ikke helt. Dog var det utroligt hyggeligt at få en masse enkroner på en snor igen, da det er meget længe siden at det sidst er sket (måske skyldes det, at det er meget længe siden at jeg sidst har holdt fødselsdag). Svane havde lavet en hjemmelavet pung til mig (jeg ved ikke hvad sådan en hedder rigtigt, men det var en pung som I kan se), og en foldet svane i papir, så det passede ind i temaet.

Det var en utroligt hyggelig dag, dog er konklusionen at jeg ikke skal have mere sukker det næste stykke tid, da jeg fik et voldsomt migræneanfald af det, og diverse andre ting. Men ok, jeg indtog også voldsomt meget sukker ift. hvad jeg er vant til, så måske skulle jeg en anden gang bare lære at styre mig.

Efter det tog vi ind til byen, hvor vi skulle mødes med to andre for at udføre vores psykologiske feltundersøgelse. Det kommer der måske et indlæg om på et andet tidspunkt, for det var faktisk vældig interessant.

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.