Fremtiden – alt er teoretisk set muligt, så hvorfor helvede lader jeg ikke mig selv gøre det, jeg gerne vil?

Hej verden.
Det er over en måned siden, at jeg sidst har udgivet et indlæg, og det er forfærdeligt. Jeg har en vane med at gå i gang med et indlæg, skrive halvdelen af det og derefter gå i gang med at lave noget andet, enten fordi 1) jeg bliver forstyrret og beslutter at lave det færdigt senere (hvilket vil sige aldrig, fordi jeg så ender op med at lave noget andet igen og derfor glemmer alt om det i nogle uger), eller 2) fordi jeg ikke føler at det jeg har skrevet er godt nok til at blive udgivet som indlæg. (hvilket det nogen gange heller ikke er, men altså, det er jo ikke fordi at denne blog kun består af dybe og meningsfulde indlæg, så det er ikke engang et problem).

I forbindelse med, at jeg det sidste stykke tid har tænkt meget på fremtiden, og alle de muligheder jeg potentielt set har, har jeg tænkt mig at begynde at skrive flere indlæg igen. Mest af alt for at gøre det at skrive til en vane igen.
Jeg har i lang tid haft den tanke, at jeg sådan set gerne vil være forfatter. Dog har jeg hele tiden sagt til mig selv, at det ville være dumt at satse på det, da det er en meget usikker branche, og at det sikkert ville gå helt galt, og at jeg burde få et job med en mere stabil indkomst. Derfor har jeg indtil for et par uger siden gået rundt og sagt til folk i omkring 3 år, at jeg vil læse psykologi, og at jeg vil på universitetet direkte efter HF.

Samtidig har jeg også sagt, at jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil være psykolog, da jeg tror, at jeg vil gå psykisk ned af at høre på folks problemer, meget hurtigt. Men så har jeg legitimeret det med, at “man kan jo også lave mange andre ting, når man har en kandidatgrad i psykologi. For eksempel kan man arbejde med personaleudvikling i en virksomhed og medarbejdertrivsel”.
Problemet er, at jeg ikke vil arbejde med medarbejdertrivsel. Det er da noget af det sidste jeg gider at arbejde med. “Uha, nu skal vi udvikle os og tale om problemerne, og konstant være i fremgang!!!”
Fandme nej. Der er stadig andre ting man kan bruge psykologi til, og selvom jeg ikke kan nævne nogle bestemte ting lige nu, så ved jeg, at det ikke vil være et forfærdeligt valg for mig, hvis jeg vælger at studere psykologi. Jeg elsker faget, og jeg føler, at jeg kan bruge det til noget i det virkelige liv – og det er nok den største grund til, at jeg opfatter det som en ‘sikker’ uddannelse. Jeg vil altid kunne bruge det til noget, uanset om jeg kommer til at arbejde med det eller ej.

Faktum er, at jeg ikke er passioneret omkring det at blive psykolog – ja, jeg kan godt lide, hvis jeg kan hjælpe folk med deres problemer, og når nogen siger, at de føler at jeg forstår dem bedre end andre gør. Men betyder det, at jeg skal bruge hele mit liv på at forsøge at løse en masse menneskers problemer?
Måske er alt det med at “følge sin passion” bare en stor gang overvurderet pis. Måske er der nogle mennesker, der bare ikke har en passion? Og måske er det ikke nødvendigt, at have et job man brænder så voldsomt for, at man er ved at brænde op indefra konstant, og ender op med at gå ned med stress, fordi man også lige skal tage en master i et eller andet fancy.

Læs mere om dette emne i dette indlæg fra november, hvis du ikke allerede har læst det: http://www.amandathylkjaer.dk/2014/11/hvad-nu-hvis-jeg-gerne-vil-vaere-buschauffor-eller-ikke-ved-hvad-jeg-vil-med-mit-liv-filosofiske-overvejelser-del-4/

DSC_0891

Alt er relativt – selv hvis det lykkes mig at blive forfatter, er det ikke garanteret på nogen måde, at jeg bliver lykkelig. Og hvem ved, jeg kunne sikkert få et fint liv, hvis jeg blev buschauffør. Jeg tror ikke på, at der kun er ét job, som jeg kan blive tilfreds med at have, derimod tror jeg, at der er mange flere, end jeg lader mig selv tro. Og det er nok nærmere en god, frem for en dårlig ting som man skal få stress af. Så længe jeg vælger noget, som jeg er interesseret i, burde det ikke kunne gå fuldstændig galt. Hvis jeg gør det jeg selv har lyst til, frem for at gøre det jeg tror vil være mest fornuftigt, så burde det heller ikke kunne gå helt galt.
Eller måske kan det. Men hvad så? Hvad så, hvis det går galt?
Jeg har fandme ikke tænkt mig, at gå igennem livet med den indstilling at “uha, nu skal jeg vælge noget, hvor jeg ikke kan fejle, for hvis det går galt, så er jeg fortabt”. Jeg har i løbet af mine snart 19 år, taget mange forkerte valg, og selvom jeg i situationen ville have ønsket, at jeg havde gjort noget andet, så har jeg kunnet se bagefter, at det var nødvendigt at gøre noget forkert, fordi det fik mig til at indse, hvad det egentlig var, at jeg skulle.
Der sker ikke forfærdelige ting, når man gør noget, der ikke lykkes som man havde planlagt. Hvorfor er vi så bange for at fejle og ikke lykkes i første forsøg? Hvorfor er vi blevet en verden fyldt med utålmodige, usikre mennesker, der allesammen tror, at de først har succes når de har leveret et resultat?

Det eneste vi kan være sikre på her i livet er, at vi alle skal dø. Set i det perspektiv, hvad er så det gode argument for, at jeg skulle lade være med at gøre det, som jeg egentligt gerne vil? Bare fordi det er usikkert, betyder det så, at jeg ikke skal gå efter det? Og hvorfor lytter jeg så meget til hvad andre synes er en ‘god plan’, fremfor hvad jeg selv synes er en god plan?

Mennesket har en tendens til at begrænse sig selv og andre, og det er fandenrøvme langt ude.
Ja, man skal bruge penge for at overleve, men hvorfor skulle jeg opbygge et liv omkring noget jeg egentlig ikke vil, bare for at tjene sikre penge?
Jeg kan gøre lige hvad jeg vil, og nej måske ville det være mindre risikabelt bare at blive psykolog, men hvis det ikke er det jeg vil, så er det ikke det jeg skal. Punktum.

 

Nu har jeg vist fået kørt mig selv helt op, men for at komme tilbage til det jeg startede med at sige, så vil jeg skrive flere indlæg, og generelt bare skrive, også selvom jeg ikke har tænkt mig at udgive alt. I stedet for at sidde og filosofere over fremtiden, og om jeg måske bare skulle blive bibliotekar som min mor, eller ingeniør som min far, så kan jeg lige så godt gøre det jeg gerne vil. Og nej, jeg har ikke en idé til et manuskript til en 400 sider lang bog inde i mit hoved, men det behøver jeg heller ikke lige nu. I stedet skal jeg bare skrive indlæg om hvad end jeg føler for at skrive om, også hvis det bare handler om at jeg har bagt en lagkage eller noget andet. (Der kommer faktisk et indlæg om en lagkage lige om lidt, når jeg har fået skrevet det færdigt).

Det var alt jeg havde at sige for nu.
Hyg jer.
/A

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.