Månedsarkiv: marts 2015

At sige fra, og at have det fint med det.

Hej verden.
Nogen gange her i livet siger vi ja til at gøre noget, som vi egentlig godt ved, vil overskride vores grænser, men vi gør det alligevel fordi vi tænker, at det vil være godt at vi også udfordrer os selv lidt. Sådan gør jeg nogen gange, fx når jeg tager i Føtex for at købe bananer en fredag eftermiddag kl. 17, også kendt som dødstimen. (Intet godt sker i Føtex efter åbningstid generelt).

Og andre gange siger vi ja til noget, og opdager først hvor langt ude en situation man har bragt sig selv i, når man står midt i det og føler, at man er ved at blive kvalt pga. iltmangel.

Sådan en oplevelse havde jeg i onsdags.
Dagen startede kl. 4.45, hvilket altid er en rar måde at starte sin 19-års fødselsdag på, skulle jeg hilse og sige.
Jeg skulle på studietur med mit samfundsfag B-hold, hvilket er noget jeg meldte mig til for over tre måneder siden, og som jeg egentlig har været lidt nervøs for i al den tid. Der var kun én af dem jeg normalt snakker med i samfundsfag som skulle med på turen, og jeg havde ikke rigtigt snakket med nogle af de andre før, udover det sædvanlige “godmorgen”, når jeg går ind i lokale 15 hver tirsdag morgen. Dog besluttede jeg mig i dagene inden for, at jeg ville tage det som en oplevelse, og se det som en mulighed for at tale med nye folk, i stedet for at holde mig til dem jeg kender.
Vi havde ikke fået specielt mange informationer om turen, da vores lærer er en meget afslappet type der godt kan lide ‘hård dub'(en form for nymoderne musik) og altid kommer ind i klasselokalet iført headset, som han herefter placerer rundt om halsen, og nogen gange lader sidde også selvom han underviser. I tirsdags fortalte han dog, at jeg skulle bo på værelse med to andre piger fra mit hold, og så sagde han ikke så meget mere. Så jeg forberedte mig mentalt på, at vi skulle bo tre personer på samme værelse, og måske 5 hvis det blev helt slemt.

Da jeg var på vej til togstationen, var jeg lidt nervøs, men så mindede jeg mig selv om, at det at jeg overhovedet tog med, uden at spekulere helt vildt over det, var en stor ting. Det ville aldrig være sket for tre år siden, at jeg ville tage med på en tur med to overnatninger, næsten udelukkende sammen med mennesker jeg ikke følte mig specielt tæt knyttet til. Så det at jeg overhovedet havde sagt ja, og nu rent faktisk også var kommet ud af døren og afsted, er en ting der ikke ville være sket dengang. Og det i sig selv gav mig mod til at klare dagen.

Togturen derover gik fint. Jeg forsøgte at konfrontere min angst for at sove offentlige steder, ved at prøve ihærdigt i en halv time at falde i søvn. Det gik satans dårligt eftersom jeg sad ret skidt, og derfor endte op med at opgive projektet.

Vi ankom til København 11.19, og gik derefter hen til hotellet, hvor vi fik tid til at stille vores baggage i et rum, da værelserne ikke var klar endnu. Og så fik vi den glædelige nyhed, at jeg og de to andre piger skulle bo på et 10-mands-værelse sammen med 7 andre piger.
Så begyndte den paniske angst lige så stille at komme snigende, eller rettere sagt så kom den ret hurtigt. Jeg kunne ikke helt forstå, hvorfor helvede jeg havde sagt ja til at deltage i sådan et arrangement. Faktisk havde jeg ikke troet, at der fandtes 10-mands værelser nogen steder i denne verden. Det er uden tvivl den værste opfindelse nogensinde. Desuden tror jeg ikke at nogen er i tvivl om, at det er en endnu værre idé at sætte 10 piger sammen på ét værelse. Det kan der umuligt komme noget som helst godt ud af.

Nåh, men jeg prøvede at lade være med at tænke for meget på det, og så tog vi hen for at se Folketinget. Først købte vi en sandwich hos en fancy bager, hvor jeg og tre af de andre sad og havde en interessant samtale med vores lærer omkring alt muligt ligegyldigt. Dog var det en god men dyr sandwich. Jeg købte også en flaske vand, men lagde ikke mærke til hvad den kostede, eller hvor mange penge jeg fik tilbage efter at have betalt.

Derefter sad vi udenfor Folketinget i en halv time og ventede. Derefter sad/stod vi inde i Folketingets besøgsområde og ventede i 45 minutter. Det var utroligt uinteressant(altså at vente, ikke Folketinget i sig selv). De scannede os for at se om vi var terrorister, men det var vi heldigvis ikke så vidt jeg blev orienteret.

Vi fik en rundvisning af Maja Panduro (politisk ordfører for Socialdemokaterne), hvilket var utroligt godt som jeg også havde forventet. Hun er min yndlings-politiker, fordi hun er utroligt god til at fremstille sine synspunkter med respekt for modstanderen. Det kan da godt være at jeg ikke er enig med hende 100 % politisk, men jeg er ikke enig med nogle på denne jord 100 %. Hun er sådan en der gerne måtte være statsminister for min skyld, selvom jeg tror hun egner sig bedre til den post hun har nu.
Så det var en god oplevelse.

Derefter bevægede vi os over til hotellet, hvor vi fandt vores værelse.
Eftersom jeg ikke vil skrive ting om folk, som jeg ikke ville turde at sige til dem i virkeligheden, så kan jeg ikke udtale mig så meget om, hvorfor min livs-energi forsvandt lige så snart vi trådte derind. Men I kan nok godt tænke jer til, at der ikke sker noget godt, når 10 piger sættes sammen på ét værelse. Det var godt nok opdelt i to rum, men det gjorde det bare til en endnu farligere krigszone. Der gik omkring 5 minutter før nogle begyndte at råbe og skrige af hinanden. Kort sagt, det var forfærdeligt. Jeg begyndte at få et anfald af panisk angst, som kun blev mere og mere voldsomt, samtidig med at jeg også fik et hovedpine anfald. Samtidig prøvede jeg at være venlig og åben over for de andre, men lige så langsomt forsvandt al min livsenergi, så den plan blev lidt ødelagt. Jeg havde hele dagen haft sådan en “Nåh nåh, vi skal da nok klare alt det her”-attitude, mest for at overbevise mig selv om, at jeg ikke behøvede at gå i panik. Men det kunne jeg altså ikke blive ved med, for til sidst kunne jeg ikke ignorere virkeligheden længere.
Pigerne på mit værelse, (som faktisk var helt ok, og nogle fine typer, selvom jeg ikke ville have troet det, de fleste af dem i hvert fald), begyndte at snakke om at tage ud at shoppe, og derefter købe noget frisk frugt og slik og lave hyggeaften….
På det tidspunkt var klokken 18, jeg havde ikke spist i 5 timer og havde heller ikke drukket nok vand, hvilket ikke hjalp på situationen. Jeg var voldsomt træt, havde det dårligt, og følte mig klaustrofobisk ved tanken om, at skulle deltage i det arrangement i mere end 5 minutter mere. Så jeg sagde pænt nej tak til shopping, hvilket de andre heldigvis var meget forstående overfor. Eller, de forstod ikke at jeg ikke havde lyst til at købe tøj, men de prøvede ikke at presse mig til at ændre mening. De fleste af dem (dem der ikke råbte af hinanden) var faktisk vældigt flinke, vil jeg gerne gøre det klart. Selvom de ikke var typerne jeg normalt ville snakke med, så var de helt ok.

Så de tog afsted, og jeg var alene for første gang hele dagen. Jeg satte mig op i vindueskarmen (jeg kan godt lide steder hvor man kan sidde i vindueskarmen), og kiggede lidt ud over byen. DSC_0989

 

Da jeg havde gjort det lidt, ringede jeg til min mor og havde en lang samtale med hende. På dette tidspunkt havde jeg sådan set besluttet at jeg gerne ville hjem, men jeg blev enig med hende om, at jeg lige skulle prøve at spise noget mad, før jeg tog en beslutning, og desuden kontakte min lærer. Så jeg gik ned i receptionen med mine ting og købte tre æbler, hvoraf jeg spiste det ene, imens jeg forsøgte at ringe til min lærer. Dette gik relativt dårligt, så jeg sendte også en sms, som han så svarede på tre timer senere, fordi han var faldet i søvn.
Efter at have tænkt over det i omkring et kvarter gik jeg tilbage til receptionen og informerede dem om, at jeg tog hjem. Jeg informerede selvfølgelig også de andre, og de var igen meget forstående. Jeg informerede også min lærer, men han opdagede det som sagt først tre timer senere.

Så herefter skulle jeg selv finde hen til Hovedbanegården, for at komme med et tog hjem. Mine forældre hjalp mig med at finde det tog jeg skulle med, og så skulle jeg bare selv købe en billet og finde ud af hvor helvede jeg skulle gå hen. Dette var faktisk ikke helt let. Til sidst lykkedes det mig at finde derhen, og at få købt en billet. Dog glemte jeg alt om at købe en pladsbillet, så dette måtte jeg gøre bagefter. Der stod ikke noget på billetten om, hvor toget kørte fra, så det måtte jeg spørge en billetdame om. Da jeg havde fundet ud af, hvor jeg skulle hen, og der stadig var 20 minutter til at toget kørte, gik jeg ind i 7 Eleven. Her købte jeg en pastasalat bestående af 11 % dressing og 50 % pasta, nogle pølsehorn og en Pepsi Max. Fint skal det jo være, når man har fødselsdag, og ikke har spist noget i 7 timer udover et æble.
Derefter gik jeg hen til spor 7, hvor jeg ventede på mit tog.

I mellemtiden kom der en flink mand hen og spurgte, om jeg havde en mønt til en hjemløs. Det havde jeg rent faktisk, så vi havde en samtale om, hvordan man normalt ikke har nogle mønter, fordi det er lettere at bruge betalingskort nu til dags. Jeg havde fået en masse mønter tilbage fra den sandwich jeg købte tidligere på dagen, og han var utroligt venlig, så jeg endte op med at give ham 20-25 kr. Det kan godt være, at jeg ikke reddede hans liv, men jeg gjorde ham glad, og det gjorde også mig glad, så det må da tælle for et eller andet, ikke?
Derefter kom toget, og jeg havde heldigvis bestilt billet i stillezonen, hvilket var dagens bedste oplevelse. En masse mennesker der sidder det samme sted, og er (næsten) helt stille. Det var alle pengene værd.

Togturen var meget afslappende, og jeg glemte helt, at det var første gang jeg kørte med tog alene. Det var faktisk meget interessant, og det gav mig lyst til at tage ud at rejse alene (og bo på vandrehjem med enkeltværelser).
Min far kom og hentede mig i Aarhus, hvilket var rart, eftersom toget ikke kørte længere end dertil.
Jeg har gode forældre, hvilket er heldigt i sådan noget situationer, hvor lortet er brændt på.

Det var voldsomt rart at komme hjem igen. Nej, det var ikke den mest vellykkede fødselsdag jeg har haft, specielt fordi jeg næsten glemte alt om, at jeg havde fødselsdag. Men alligevel var det faktisk en fin dag. Den startede fint ud, og det var rart nok at opleve noget nyt. Jeg talte med folk jeg ikke har talt med før, og der var ikke nogen problemer i det overhovedet.
Jeg kunne godt have tvunget mig selv til at gennemføre resten af turen, men jeg kunne ikke helt se, hvorfor jeg skulle gøre det. Jeg bliver aldrig en person der elsker at sove sammen med 10 personer på ét værelse, og specielt ikke hvis jeg har været social hele dagen. I sig selv var det en stor nok udfordring at komme væk hjemmefra og alle mine rutiner, som jeg normalt hader at bryde. Så samtidig at skulle være social i tre døgn og nok ikke få meget søvn, var ikke lige noget jeg havde brug for. Det var ligesom at komme hjem fra en 12-timers lang torsdag ude i samfundet, og opdage, at der sad 20 mennesker i min stue, som yderst gerne ville konversere med mig hele natten lang.

En del af mig var irriteret og tænkte “Du burde da have forudset det her”, fordi jeg jo godt var klar over, at jeg har det svært med sådan nogle situationer. Og ja, jeg kunne godt have forudset det, hvis jeg havde vidst det med 10-personers værelserne. Men det kan jeg ikke bebrejde mig selv.
Jeg prøvede, og det kan aldrig blive en dårlig ting. Selvom jeg godt vidste, at det ville blive en udfordring, så betyder det ikke, at jeg altid skal lade mig stoppe af det. Jeg havde lyst til at tage med, og derfor er jeg glad for at jeg gjorde det. Jeg skal ikke lade være med at gøre ting, bare fordi jeg måske synes det er lidt grænseoverskridende. Jeg gider ikke at stoppe mig selv i at gøre noget, bare fordi der er en sandsynlighed for at det ikke går. For helt ærligt, så kan det ikke gå værre end galt, og det er jo ikke fordi at der sker forfærdelige ting, bare fordi jeg gør et eller andet der måske ikke gik som planlagt.
Ja, nogle situationer giver mig panisk angst, og hvis jeg tager i Føtex en dag hvor jeg ikke har det specielt godt, så ved jeg, at der er en sandsynlighed for, at det bliver en ubehagelig oplevelse. Men det betyder ikke, at jeg har tænkt mig at holde mig væk fra Føtex resten af mit liv. Det betyder heller ikke, at jeg har tænkt mig aldrig at forlade mit hus igen. Jeg bestemmer selv hvad jeg gør, og hvad jeg har lyst til at gøre. Jeg bestemmer selv, hvornår jeg vælger at sige fra, for det ved jeg bedst selv.

Det jeg har lært at denne oplevelse, er at jeg er nået langt i forhold til for tre år siden. Der ville jeg aldrig have taget med til et tre dage langt socialt arrangement, med nogle folk jeg ikke kender specielt godt. Jeg ville have haft det forfærdeligt med at skulle fortælle folk, hvordan jeg havde det, og jeg ville have taget det som et nederlag og gå psykisk ned over, at det ikke var lykkedes.
Sådan har jeg det ikke nu. Ja, det er da irriterende, men jeg bebrejder ikke mig selv noget. Jeg har det ikke som om, at jeg er forkert, fordi jeg ikke kan lide at sove i et rum med 10 personer. Jeg ved hvad der gør mig glad, og hvad der gør mig irriteret og energiforladt, så derfor føles det ikke som et nederlag. Det føles sådan set bare godt, at jeg har sagt fra, og ikke forsøgte at presse mig selv til at lade som om, at alt var helt fint.

Det var måske ikke verdens mest festlige fødselsdag, men jeg er glad for at jeg har fået den oplevelse, da jeg rent faktisk i løbet af dagen kunne mærke, at jeg er mere voksen nu end jeg før har været (det er også den vej det gerne skulle gå). Jeg tror, at det er sundt at mærke sine grænser engang imellem, for selvom der er en sandsynlighed for at det kan gå galt, så kan man samtidig lære en masse, som man aldrig ville have lært ved at blive siddende i sofaen. Det er godt at øve sig i at sige fra nogen gange, og at indrømme hvad man har det godt med, og hvad man ikke har det godt med.

Der er forskel på at være bange for noget, og ikke at have lyst til noget, hvilket jeg har fået bekræftet. Jeg er ikke længere bange for at være sammen med nye mennesker, men jeg har ikke lyst til at være sammen med alt for mange af dem i tre dage i træk. Og det er helt ok. Hvorfor skulle jeg gøre noget jeg ikke har lyst til?

Jeg ved ikke, om det er lykkedes mig at få mit budskab ud, da jeg ikke er helt sikker på, hvad mit budskab er. Kort sagt er det vel bare, at jeg personligt mener, at man skal gøre hvad man har lyst til. Hvis det så går galt, så er der altid en udvej, og så har man lært noget af det. Men hvis der er noget man ved, at man ikke har lyst til, så er det ligeså fint bare at sige nej tak fra starten. Hvis man ikke er typen, der har lyst til at kaste sig ud i alt muligt vildt og farligt, så behøver man ikke det. At kunne sige fra er en vigtig disciplin, og siger man fra, er det ikke ensbetydende med, at ens liv er en katastrofe og at man er en taber. Det betyder at man har prøvet, og det er der aldrig nogen der kan tage fra en.

Når alt kommer til alt, så handler det om at gøre det man SELV gerne vil, og ikke det man tror man skal, for at gøre andre glade, eller for at være “rigtig”. Hvorfor gøre noget man ikke selv vil, i den tro at man behager andre? For det meste er andre mennesker fløjtende ligeglade med hvad man gør, og i sidste ende er det DIG der er ansvarlig for dit liv, og hvordan det bliver – så hvorfor stopper vi ikke bare med at bekymre os, og begynder at gøre det vi vil, og stopper med at gøre det vi ikke vil?
(Med undtagelse af at stoppe med at betale licens og at stoppe med at spise en varieret kost selvfølgelig, dette er universelle menneskelige værdier som INGEN kan undvære).

Nu er dette indlæg blevet meget langt, så jeg stopper det nu, da jeg ellers kunne fortsætte for evigt.
Jeg er yderst beæret, hvis nogen har læst det hele, og hvis ikke, så er det også ok.

Hyg jer.
/A

 

 

Lagkage-succes, kreative gaver og for meget sukker

Hej verden. Jeg skriver først dette indlæg nu, da jeg gik i gang med det i onsdags, men kun fik skrevet to linjer, fordi jeg blev enig med mig selv om, at jeg hellere ville lave noget andet. Så her kommer det.

DSC_0874

Tirsdag da jeg kom hjem fra skole, og havde været ude at handle med Iris i Føtex (hvilket var en relativt stressende oplevelse for alle), begyndte jeg at bage alt muligt. Jeg havde ugen forinden besluttet at holde en “hurra jeg har fødselsdag om en uge, og vi har aflyste timer i dag, så lad os fejre det” fødselsdag, for de tre af mine HF-venner, som jeg snakker mest med. Det startede egentlig med, at de selv foreslog at jeg holdt en fødselsdag for dem, og så kunne jeg jo ikke rigtigt sige nej, vel? Dog mente det også, at jeg skulle arrangere en skattejagt og sjove lege, men det gik ikke så godt, så i stedet valgte jeg at bage voldsomt mange kager til dem.
Selvom vi kun var fire mennesker, og jeg i teorien ikke spiser sukker (hvilket jeg så i den grad gjorde den dag, skal jeg hilse og sige), så havde jeg sat mig for at lave en lagkage, af to grunde: 1) jeg har normalt aldrig en grund til rent faktisk at bage en lagkage, eller kage generelt, da min mor altid sørger for, at der er mindst 50 forskellige typer kager i huset 24/7, og 2) at jeg har fået en vane med at bruge en stor del af min fritid på at se bage-videoer. Der er noget meget afstressende over at se nogle mennesker blande nogle ting sammen i en skål. Det får mine tanker til at stå stille, hvilket er meget rart.
Men derfor følte jeg mig inspireret til at bage noget selv for en gangs skyld. Som altid når jeg bager, gik jeg ikke ud fra nogen bestemt opskrift, men gættede mig lidt frem til, hvad jeg skulle gøre, og brugte hvad jeg nu lige følte for at bruge. Derfor har jeg heller ikke skrevet ned hvad jeg har gjort, eller taget billeder af processen, da jeg indså imens jeg var i gang med at lave det, at jeg virkelig ikke gad at tage billeder af alt jeg gjorde.
Dog kan jeg fortælle jer, at jeg startede ud med at bage en rouladebund efter min mors opskrift, som kan findes her: http://nogetiovnen.dk/tag/chokoladeroulade-med-smorcreme/

Derefter lod jeg den køle af, og så skar jeg den ud i nogle aflange rektangelformede former, og lod dem ligge på en tallerken i et par timer. (Ikke at der kommer noget godt ud af det, men jeg var travlt optaget af andre ting i mellemtiden).
Jeg besluttede, at nu hvor jeg ikke havde planlagt en skattejagt, blev jeg nødt til at bage noget mere, for vi kunne jo ikke have, at der var nogen der sultede.
Så jeg valgte at lade mig inspirere af USA og deres store sukker og smør-forbrug, og lave chocolate chip cookies ud fra denne opskrift: http://www.woodlandbakeryblog.com/chocolate-chip-cookies/
De blev faktisk utroligt gode, også selvom jeg kun brugte 300 gram sukker frem for 410 gram. Alle gæsterne elskede dem, og de fik også nogle med hjem (selvfølgelig).

Da jeg så havde lavet dem, gik jeg igang med at samle lagkagen. Først piskede jeg en halv liter fløde, og fik min bror til at hjælpe med at smadre en pakke rutebiler, hvilket han syntes var meget underholdende. Derefter blandede jeg det sammen, og så fik jeg den idé at komme det i en sprøjtepose. Det var en utroligt skidt idé, da den stoppede til meget hurtigt fordi rutebilerne ikke var helt knust. Så jeg opgav at gøre det på den måde, og valgte i stedet at smøre det på kagen med en dejskraber. Det gik faktisk meget godt.

(Her burde jeg så indsætte et billede af hvordan det så ud, men det må i tænke jer til).

Nåh ja, og jeg skar også tre bananer i skiver, og lagde det imellem lagene af flødeskummen og kagen. Da jeg havde lagt alle fire lag sammen og smurt kanterne op, pakkede jeg kagen meget godt ind og satte den i køleskabet til næste dag, hvor jeg dækkede den af glasur.
I alt tog det mig fire timer at bage de to ting, men det blev en succes, så jeg er skide ligeglad med, om jeg kunne have gjort det hurtigere.

Nåh, men dagen efter dækkede jeg bord og lavede lagkagen færdig, satte bollerne i ovnen (som min mor havde bagt i weekenden), og stillede alting frem. Det endte op med at se sådan her ud:

DSC_0883

Prøv lige at se det!!!! Der er endda et frugtfad og det hele! (jeg kan informere om, at der kun blev spist et stykke frugt, hvilket selvfølgelig blev spist af mig selv). Det var mest for synets skyld, men hvad gør man ikke for at kunne lægge et fancy billede på Instagram?

Og her er lagkagen tæt på:

DSC_0886

Man kan ikke se tydeligt se det fancy mønster jeg havde lavet ovenpå, men skidt pyt. Den blev så fin!!!

DSC_0887

Her ser vi hvordan den ser ud indeni. Åh, den kage er noget af det bedste jeg har skabt i nyere tid. Det var meget fascinerende at se hvordan jeg i løbet af tirsdag fik den til at eksistere, hvordan den i løbet af onsdag blev mere end halveret, og hvordan den torsdag og fredag gik ind i sit livs efterår og til sidst vinter, for at ende sit liv i skraldespanden.
Det var trist. Men den havde et godt liv, og den gjorde mange mennesker glade.

Alle gæsterne elskede kagerne og hele arrangementet, og alt var godt. Vi spillede spil, nu da der ikke var nogen skattejagt: Hønsefræs og Bezzerwizzer.
Jeg fik nogle interessante gaver.

DSC_0894

Iris gav mig to bøger, som hun ikke længere selv skulle bruge, og en pose fyldt med te, som er et udvalg af alle de forskellige typer te som hun ejer. Det var faktisk en god gave, da jeg nu lærer mange forskellige slags te at kende, og ikke bare drikker grøn te eller kamillete som jeg plejer.

Svane og Maria gav mig noget der skulle have været en halskæde og en armbånd af enkroner, men det var desværre lidt for småt, så det fungerede ikke helt. Dog var det utroligt hyggeligt at få en masse enkroner på en snor igen, da det er meget længe siden at det sidst er sket (måske skyldes det, at det er meget længe siden at jeg sidst har holdt fødselsdag). Svane havde lavet en hjemmelavet pung til mig (jeg ved ikke hvad sådan en hedder rigtigt, men det var en pung som I kan se), og en foldet svane i papir, så det passede ind i temaet.

Det var en utroligt hyggelig dag, dog er konklusionen at jeg ikke skal have mere sukker det næste stykke tid, da jeg fik et voldsomt migræneanfald af det, og diverse andre ting. Men ok, jeg indtog også voldsomt meget sukker ift. hvad jeg er vant til, så måske skulle jeg en anden gang bare lære at styre mig.

Efter det tog vi ind til byen, hvor vi skulle mødes med to andre for at udføre vores psykologiske feltundersøgelse. Det kommer der måske et indlæg om på et andet tidspunkt, for det var faktisk vældig interessant.

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

Fremtiden – alt er teoretisk set muligt, så hvorfor helvede lader jeg ikke mig selv gøre det, jeg gerne vil?

Hej verden.
Det er over en måned siden, at jeg sidst har udgivet et indlæg, og det er forfærdeligt. Jeg har en vane med at gå i gang med et indlæg, skrive halvdelen af det og derefter gå i gang med at lave noget andet, enten fordi 1) jeg bliver forstyrret og beslutter at lave det færdigt senere (hvilket vil sige aldrig, fordi jeg så ender op med at lave noget andet igen og derfor glemmer alt om det i nogle uger), eller 2) fordi jeg ikke føler at det jeg har skrevet er godt nok til at blive udgivet som indlæg. (hvilket det nogen gange heller ikke er, men altså, det er jo ikke fordi at denne blog kun består af dybe og meningsfulde indlæg, så det er ikke engang et problem).

I forbindelse med, at jeg det sidste stykke tid har tænkt meget på fremtiden, og alle de muligheder jeg potentielt set har, har jeg tænkt mig at begynde at skrive flere indlæg igen. Mest af alt for at gøre det at skrive til en vane igen.
Jeg har i lang tid haft den tanke, at jeg sådan set gerne vil være forfatter. Dog har jeg hele tiden sagt til mig selv, at det ville være dumt at satse på det, da det er en meget usikker branche, og at det sikkert ville gå helt galt, og at jeg burde få et job med en mere stabil indkomst. Derfor har jeg indtil for et par uger siden gået rundt og sagt til folk i omkring 3 år, at jeg vil læse psykologi, og at jeg vil på universitetet direkte efter HF.

Samtidig har jeg også sagt, at jeg er ret sikker på, at jeg ikke vil være psykolog, da jeg tror, at jeg vil gå psykisk ned af at høre på folks problemer, meget hurtigt. Men så har jeg legitimeret det med, at “man kan jo også lave mange andre ting, når man har en kandidatgrad i psykologi. For eksempel kan man arbejde med personaleudvikling i en virksomhed og medarbejdertrivsel”.
Problemet er, at jeg ikke vil arbejde med medarbejdertrivsel. Det er da noget af det sidste jeg gider at arbejde med. “Uha, nu skal vi udvikle os og tale om problemerne, og konstant være i fremgang!!!”
Fandme nej. Der er stadig andre ting man kan bruge psykologi til, og selvom jeg ikke kan nævne nogle bestemte ting lige nu, så ved jeg, at det ikke vil være et forfærdeligt valg for mig, hvis jeg vælger at studere psykologi. Jeg elsker faget, og jeg føler, at jeg kan bruge det til noget i det virkelige liv – og det er nok den største grund til, at jeg opfatter det som en ‘sikker’ uddannelse. Jeg vil altid kunne bruge det til noget, uanset om jeg kommer til at arbejde med det eller ej.

Faktum er, at jeg ikke er passioneret omkring det at blive psykolog – ja, jeg kan godt lide, hvis jeg kan hjælpe folk med deres problemer, og når nogen siger, at de føler at jeg forstår dem bedre end andre gør. Men betyder det, at jeg skal bruge hele mit liv på at forsøge at løse en masse menneskers problemer?
Måske er alt det med at “følge sin passion” bare en stor gang overvurderet pis. Måske er der nogle mennesker, der bare ikke har en passion? Og måske er det ikke nødvendigt, at have et job man brænder så voldsomt for, at man er ved at brænde op indefra konstant, og ender op med at gå ned med stress, fordi man også lige skal tage en master i et eller andet fancy.

Læs mere om dette emne i dette indlæg fra november, hvis du ikke allerede har læst det: http://www.amandathylkjaer.dk/2014/11/hvad-nu-hvis-jeg-gerne-vil-vaere-buschauffor-eller-ikke-ved-hvad-jeg-vil-med-mit-liv-filosofiske-overvejelser-del-4/

DSC_0891

Alt er relativt – selv hvis det lykkes mig at blive forfatter, er det ikke garanteret på nogen måde, at jeg bliver lykkelig. Og hvem ved, jeg kunne sikkert få et fint liv, hvis jeg blev buschauffør. Jeg tror ikke på, at der kun er ét job, som jeg kan blive tilfreds med at have, derimod tror jeg, at der er mange flere, end jeg lader mig selv tro. Og det er nok nærmere en god, frem for en dårlig ting som man skal få stress af. Så længe jeg vælger noget, som jeg er interesseret i, burde det ikke kunne gå fuldstændig galt. Hvis jeg gør det jeg selv har lyst til, frem for at gøre det jeg tror vil være mest fornuftigt, så burde det heller ikke kunne gå helt galt.
Eller måske kan det. Men hvad så? Hvad så, hvis det går galt?
Jeg har fandme ikke tænkt mig, at gå igennem livet med den indstilling at “uha, nu skal jeg vælge noget, hvor jeg ikke kan fejle, for hvis det går galt, så er jeg fortabt”. Jeg har i løbet af mine snart 19 år, taget mange forkerte valg, og selvom jeg i situationen ville have ønsket, at jeg havde gjort noget andet, så har jeg kunnet se bagefter, at det var nødvendigt at gøre noget forkert, fordi det fik mig til at indse, hvad det egentlig var, at jeg skulle.
Der sker ikke forfærdelige ting, når man gør noget, der ikke lykkes som man havde planlagt. Hvorfor er vi så bange for at fejle og ikke lykkes i første forsøg? Hvorfor er vi blevet en verden fyldt med utålmodige, usikre mennesker, der allesammen tror, at de først har succes når de har leveret et resultat?

Det eneste vi kan være sikre på her i livet er, at vi alle skal dø. Set i det perspektiv, hvad er så det gode argument for, at jeg skulle lade være med at gøre det, som jeg egentligt gerne vil? Bare fordi det er usikkert, betyder det så, at jeg ikke skal gå efter det? Og hvorfor lytter jeg så meget til hvad andre synes er en ‘god plan’, fremfor hvad jeg selv synes er en god plan?

Mennesket har en tendens til at begrænse sig selv og andre, og det er fandenrøvme langt ude.
Ja, man skal bruge penge for at overleve, men hvorfor skulle jeg opbygge et liv omkring noget jeg egentlig ikke vil, bare for at tjene sikre penge?
Jeg kan gøre lige hvad jeg vil, og nej måske ville det være mindre risikabelt bare at blive psykolog, men hvis det ikke er det jeg vil, så er det ikke det jeg skal. Punktum.

 

Nu har jeg vist fået kørt mig selv helt op, men for at komme tilbage til det jeg startede med at sige, så vil jeg skrive flere indlæg, og generelt bare skrive, også selvom jeg ikke har tænkt mig at udgive alt. I stedet for at sidde og filosofere over fremtiden, og om jeg måske bare skulle blive bibliotekar som min mor, eller ingeniør som min far, så kan jeg lige så godt gøre det jeg gerne vil. Og nej, jeg har ikke en idé til et manuskript til en 400 sider lang bog inde i mit hoved, men det behøver jeg heller ikke lige nu. I stedet skal jeg bare skrive indlæg om hvad end jeg føler for at skrive om, også hvis det bare handler om at jeg har bagt en lagkage eller noget andet. (Der kommer faktisk et indlæg om en lagkage lige om lidt, når jeg har fået skrevet det færdigt).

Det var alt jeg havde at sige for nu.
Hyg jer.
/A