Månedsarkiv: februar 2015

Der er altid en udvej – og måske viser den sig at være den vej du altid har ledt efter

Hej verden.

I forbindelse med mit stress-tema her på bloggen(som jeg ikke er kommet specielt langt med indtil videre), er jeg kommet frem til, at det er oplagt at skrive om mine egne oplevelser med stress. Det er noget jeg ikke har skrevet om før, og det er heller ikke noget jeg går rundt og taler om hele tiden.
Jeg har nu brugt en uge på at overveje, hvorvidt jeg turde at udgive dette indlæg, og var egentlig nået frem til, at det gjorde jeg ikke. Men som I kan læse i mit seneste indlæg, så er jeg nået frem til, at det fandme er for åndssvagt at have en blog, hvis jeg kun skriver om de gode ting, og ikke tør at tage de vigtige og personlige emner op.
Jeg gider ikke at forsøge at fremstå som det perfekte menneske længere, for det får ingen noget ud af. Og de mennesker som jeg selv har mest respekt for, er dem som tør at stå ved dem selv, og dermed også de oplevelser de har haft i fortiden. Så jeg er nået frem til, at hvis jeg vil bevare/styrke min selvrespekt, så bliver jeg fandme nødt til at tage mig sammen, og lade mig selv skrive om de ting jeg gerne vil skrive om, fremfor hele tiden at censurere mig selv.

Hele stress-oplevelsen er en oplevelse som jeg er glad for at have haft, fordi det fik mig til at indse, at man nogen gange selv er nødt til at ændre på situationen, og vælge en anden vej end man lige havde planlagt. Og i min situation viste det sig, at det der først føltes som en udvej og en nødløsning, var den vej som jeg hele tiden havde ledt efter. (SÅ, nu bliver det fandme dybt!)

Det startede med, at jeg gik i 10. klasse og blev venner med en masse folk der ville på STX bagefter. Af den grund endte jeg op med at beslutte mig for, at det ville jeg da også. Jeg lod mig rive med af fællesskabet, fordi 10. klasse havde været mit bedste skoleår nogensinde, og det faktisk var gået utrolig godt. Jeg klarede mig godt fagligt, havde fået rigtige venner og havde et relativt lavt fravær sammenlignet med de tidligere 4-5 år. Så jeg lod mig rive med af den gode stemning, troede på, at jeg ville kunne klare det, og tænkte ikke yderligere over det. Så i august 2013 startede jeg på gymnasiet, dog et andet gymnasium end det som de fleste jeg kendte var startet på.

Det viste sig dog ret hurtigt, at jeg var kommet til at kaste mig selv midt ud i en 1000 meter dyb sø, hvor jeg langt fra kunne bunde, uanset hvad jeg gjorde. Meget hurtigt begyndte de første tegn på stress at vise sig. Der var alt for mange timer ift. hvad jeg kunne klare på det tidspunkt, jeg gik i klasse med 31 mennesker, havde 10 forskellige fag på én gang, følte at al min fritid pludselig var forsvundet, og selvom jeg kun havde gået der to uger, var jeg ved at gå psykisk ned. Jeg følte, at der var alt for mange forventninger til mig på alle fronter. Jeg vil ikke sige, at 10. klasse var ren afslapning, men overgangen til gymnasiet gjorde mig ikke i tvivl om, hvor markant en forskel der er på de to ting.
Jeg havde nok urealistiske forventninger, ja, men tanken om endelig at kunne klare det alle andre kunne klare, kunne jeg godt lide. Og jeg forstår godt, at jeg havde det på den måde. Men jeg havde glemt at tænke over, at det ikke nødvendigvis er rigtigt for mig, bare fordi det er det for en masse andre.

Jeg kunne hurtigt fornemme at jeg havde to muligheder: 1) At presse mig selv til det yderste hver eneste dag for at kunne lave lektier, deltage i timerne, lave afleveringerne til tiden, fremstå engageret og samtidig være social og lære folk at kende.
2) At opgive at være aktiv i timerne, ikke bruge energi på alle de sociale ting der hører til i gymnasiet, og i stedet fokusere på at lave lektierne og afleveringerne og møde op til timerne.

Jeg startede ud med at prøve den første mulighed. Det gik nogenlunde den første uges tid, hvor der skete så mange nye ting at jeg ikke rigtigt nåede at tænke over, hvordan jeg egentlig havde det. Jeg var optaget af at forsøge at passe ind, forsøge at vise folk min personlighed og få venner, være åben overfor alle, komme godt fra start fagligt, vise lærerne mit engagement, overveje om jeg skulle stille op til elevrådet og 5000 andre ting.
Derefter begyndte jeg at kunne mærke hvordan livsenergien lige så langsomt forsvandt fra min sjæl. Jeg var hele tiden bange for at have glemt noget, jeg havde ikke tid til nogensinde bare at lave ingenting, og hvis jeg endelig havde tid, så havde jeg det dårligt med, ikke at bruge tiden på noget fornuftigt i stedet. Jeg kunne ikke se, hvordan helvede jeg skulle kunne overleve 3 år i den tilstand.

Det mest problematiske er, at min (igennem mange år mere eller mindre kroniske) hovedpine bliver 10 gange værre når jeg er stresset/presset. Og det skal jeg lige love for at den blev. Så jeg prøvede strategi nr. 2. Det gjorde mig sådan set bare i enormt dårligt humør hele tiden, at der var så mange ting jeg ikke følte, at jeg havde energi til at prioritere, og ret hurtigt blev det klart for mig, at det heller ikke var en langtidsholdbar løsning. Hvis jeg havde valgt at fortsætte, ville jeg have været nødt til at sige mit arbejde op (også selvom det kun er 5 timer om ugen), og dét ville fandme have gjort mig i dårligt humør, så tak til mig selv for at jeg ikke lod det nå dertil.

Efter at jeg havde tvunget mig selv til at tage med på intro-hytteturen, havde ligget vågen i et telt en hel nat og følt mig tæt på at fryse ihjel hvert øjeblik, imens nogle andre valgte at holde sig vågne hele natten og støje voldsomt meget, kunne jeg mærke hvordan glasset med vand som i forvejen var fyldt helt op, begyndte at løbe over, og til sidst oversvømme hele min sjæl.

Der var ingenting i vejen med de mennesker jeg gik i klasse med. Men jeg passede bare ikke ind i hele gymnasie-livsstilen, og hvis jeg skal være ærlig, så vidste jeg det inderst inde hele tiden. Jeg skulle af en eller anden grund bare lige se, om jeg nu ikke kunne klare det alligevel, fordi jeg tænkte at det ville være en personlig sejr, hvis jeg kunne.
Men jeg måtte erkende, at jeg langt fra kunne leve op til alt det, som jeg havde tænkt at jeg skulle leve op til.
Det resulterede i, at jeg til sidst efter 5 uger måtte tage beslutningen om, at jeg blev nødt til at gøre noget drastisk, hvis jeg ikke skulle ende op med at blive voldsomt træt af livet, og have det mere eller mindre frygteligt hver dag.
Så jeg besluttede (i samarbejde med mine forældre, selvfølgelig) at stoppe på STX. (Jeg nægter at bruge udtrykket ‘droppe ud’, da det får det til at lyde som om, at jeg bare lige besluttede mig for at jeg ikke lige gad mere, og det var langt fra tilfældet i denne situation).
Nogle mennesker ville sikkert mene, at 5 uger langt fra er lang tid nok at basere sådan en beslutning på, og jeg tænkte det også selv. Samtidig var der noget der sagde mig, at det var det eneste rigtige at gøre, og at der ikke var nogen grund til at trække tiden ud mere. For der var ingen grund til at ‘vente og se’, om det kunne blive bedre, når jeg udmærket var klar over, at det kun ville blive værre. Når man er i gang med noget der er helt forkert, så ved man det sgu godt selv, hvis man bare er ærlig overfor sig selv. Så jeg sagde stop.

Og det viste sig at blive den bedste beslutning jeg har taget i meget lang tid.
Om mandagen efter jeg havde taget den endelige beslutning, tog min far og jeg op på HF, for at tale med en studievejleder på HF Enkeltfag.
Da jeg trådte ind på skolen, havde jeg umiddelbart ikke en følelse af, at jeg var i gang med noget helt rigtigt. Det føltes enormt uhyggeligt, skræmmende og grænseoverskridende, at jeg nu havde besluttet mig for at starte på noget nyt igen.

Jeg havde diverse fordomme og stereotype forestillinger om HF, fordi der i samfundet (og blandt mange unge mennesker) er en fælles holdning om, at HF er et sted for alle dem der gerne vil hoppe over hvor gærdet er lavest.

Så jeg besluttede at give HF en chance, for uanset hvad, var det min eneste mulighed for at få en gymnasial uddannelse, og derfor var det nødt til at fungere.
Jeg blev tilmeldt 5 fag, og skulle have 17 timer om ugen på skolen (+psykologi som selvstudie).
Jeg havde fri hver onsdag, og havde nogle overskuelige dage. Først var jeg bange for, om jeg måske ville komme til at have for lidt at lave, men det viste sig at passe utroligt godt. Og jeg fandt ret hurtigt ud af, at HF langt fra er et sted hvor man kun kommer hen, hvis ens liv er gået fuldstændig galt, og man ikke har andre muligheder.
Derimod er det et sted, som har givet mig så mange positive oplevelser igennem halvandet år nu, at jeg ikke troede det var muligt.

I starten vidste jeg ikke helt hvordan jeg skulle forholde mig til, at jeg ikke havde en fast klasse, og at alle andre var ældre end mig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle forvente af det.
Men for satan da også, hvor er alle mine fordomme/forestillinger om HF-studerende og mennesker generelt blevet afkræftet i voldsom grad.
Det mest positive ved det her sted, er at folk (størstedelen i hvert fald) selv har valgt at gå her, og gør det, fordi de har et mål de gerne vil opnå. Mange har været ude og arbejde i nogle år, taget andre uddannelser, eller måske bare været i tvivl om, hvad der var det rigtige for dem.
Her er unge mødre som studerer imens de har små børn, folk fra underklassen, folk med anden etnisk baggrund og folk som mig der kommer (næsten) direkte fra 10. klasse. Og det at der er så mange forskellige mennesker samlet på ét sted, betyder at jeg har fået en meget bedre forståelse for andre mennesker.
Jeg har lært, at unge mødre ikke er uansvarlige sociale tabere som ingen hjerner har, og ikke er i stand til at tage fornuftige beslutninger (som de ellers bliver fremstillet som i medierne og realityprogrammerne).
Jeg har lært, at en meget stor del af dem, som ikke har boet i Danmark altid, er meget mere motiverede for at få noget ud af deres liv og tage en uddannelse, end de bliver fremstillet som, og som folk tror.
Jeg har lært, at folk der måske var i større sandsynlighed for at ende i underklassen/arbejderklassen som deres forældre, sagtens kan bryde den sociale arv, og tage en uddannelse.

Ikke at jeg før troede at verden var sort/hvid, men jeg har fundet ud af, hvorfor det er sindssygt vigtigt at omgive sig med mennesker, der er anderledes end en selv. For det er dem der er anderledes end mig, som jeg har lært mest af, og som har formået at få mig til at få et mere nuanceret syn på mange ting. Fx er der en helvedes stor del af dem jeg snakker mest med nu, som ryger. I starten tænkte jeg “Ihh hvor uansvarligt!” og havde diverse fordomme. Men så lærte jeg, at rygere også bare er mennesker, og at de ikke er mere uansvarlige end dem der spiser chokolade/chips hver aften.

Jeg føler mig meget mere som en del af fællesskabet nu, hvor jeg går på en skole, hvor der på ingen måde er en bestemt måde man skal være på, for at være ‘rigtig’. For når folk er så forskellige, så kan det samtidig ikke blive andet end helt ok, at vi aldrig bliver ens. I stedet er der en meget større respekt for alle forskellighederne, og de bliver hyldet og brugt til noget godt, frem for at blive skubbet væk.
Jeg har lært, at jeg kan snakke med de fleste mennesker, og at vi faktisk er ret ens, selvom vi også er forskellige. For i sidste ende er vi alle bare mennesker, som er forskellige steder i livet.

Jeg tænker tit på, hvad folk skulle gøre, hvis HF (&VUC) ikke fandtes, for der er ikke noget sted, der på samme måde ville kunne ’samle’ folk op, og give dem en ny chance. Og det er der sgu noget smukt over.

 

Hvis jeg ikke af diverse grunde havde valgt at stoppe på gymnasiet, så ville jeg ikke være endt op her. Jeg ville ikke have tænkt “hov, måske er det her ikke det rigtige for mig”. Og derfor er jeg fandme glad for, at mit kamp/flugtsystem slog til, og gav mig stress.

Tak til mig selv for det.

Det var alt for nu. Jeg håber at I fik noget ud af at læse dette.

Hyg jer.

/A

Hvad nu, hvis det er nødvendigt at skrive om det man helst ikke vil tale om?

Hej verden.
Jeg er ved at være meget træt af, konstant (ok, det er nok en overdrivelse) at få idéer til indlæg jeg gerne vil skrive, skrive halvdelen af indlægget, eller det hele nogle gange, for derefter at lade være med at udgive det, fordi jeg føler at jeg bør censurere mig selv. Ikke fordi jeg skriver stødende ting om nogle der kunne blive sure (i teorien kunne det nok godt ske), men fordi jeg har det underligt med, at der rent faktisk er folk der læser mine indlæg. Hvis jeg skriver et indlæg, skal jeg være afklaret med, at alle jeg kender sådan set kan læse det (hvis de altså ved at jeg har en blog, hvilket mange ikke ved). Jeg er ikke en person der normalt sidder og fortæller en masse detaljer om mit liv eller diverse personlige oplevelser til alle jeg kender, så derfor føles det ikke naturligt at skrive et indlæg om et eller andet personligt.

Fx har jeg brugt relativt lang tid på at skrive et ret godt indlæg omkring mine egne oplevelser med stress. Formålet med det, var at udgive det, så folk rent faktisk kunne læse det. Selvom det er en personlig oplevelse, så synes jeg sådan set ikke, at det er så privat, at jeg ikke kan tale om det med folk. Jeg er meget afklaret omkring det, specielt fordi hele oplevelsen førte til alt muligt positivt, bagefter.
Alligevel holder jeg mig tilbage. Jeg fik den tanke at “jeg kan ikke udgive dette indlæg, for hvad nu hvis min fremtidige arbejdsgiver googler mig, finder min blog, læser indlægget, og derefter beslutter sig for ikke at ansætte mig, fordi jeg har indrømmet, at jeg kan blive stresset, hvis der sker alt for meget på én gang?”

 Normalt tænker jeg ikke specielt meget over, at der er alle mulige mennesker der kan læse mine indlæg, hvis jeg skriver om et eller andet mere eller mindre ubetydeligt, som fx at jeg har bagt muffins/vasket tøj. Men hvis det bliver noget, som på den ene eller anden måde kan bruges imod mig i fremtiden, så er det straks noget andet. Og det synes jeg sådan set er utroligt nederen. Jeg går meget ind for det der med, at man ikke skal spekulere så meget på hvad nogle andre tænker, så hvorfor helvede kan jeg ikke bare være skidhamrende ligeglad?
Det er egentlig meget interessant. Hvis jeg selv skal sige det, har det intet at gøre med, at jeg ikke tør at fremstå ‘uperfekt’, men måske har det alligevel det. Det er så let kun at skrive om de gode ting, hvis man har en blog, uanset om man skriver om madlavning, fitness, fiskeri eller bare sig selv. Hvorfor skulle man skrive om de ting der går dårligt? Hvorfor skulle man skrive om alle de fisk man ikke har fanget, de vanillekranse man glemte i ovnen så de blev kulsorte(dette er rent faktisk sket for mig), eller de dage hvor man ikke orker at tage i fitness?
Hvad får jeg personligt ud af at fortælle folk om mine personlige oplevelser omkring fx stress?

Umiddelbart ingenting. Men hvis man tænker nærmere over det, så er der faktisk meget mere at vinde for mig selv, og også for andre, ved at skrive et realistisk indlæg om noget mange har oplevet, frem for at skrive om alle de dage, hvor det hele har kørt i skysovs.
Ved ikke at skrive om stress, er jeg selv med til at tabuisere det endnu mere. Ved ikke at indrømme, at jeg ikke er perfekt, er jeg med til at opretholde idealet om, at man skal fremstå perfekt. Og vigtigst af alt, sker der det, at når jeg censurerer mig selv, så får jeg mig selv til at tro, at det er en dårlig idé at sætte fokus på de ting, som jeg ikke har lyst til at tale med alle om.

Sådan behøver det ikke at være.

Og derfor har jeg tænkt mig, fra nu af, at lade mig selv skrive om både de gode og dårlige ting, for i sidste ende handler livet ikke om alle de udelukkende positive ting, det handler om at acceptere, at der altid vil være mindre fantastiske ting. Det er nogen gange de negative oplevelser, der får os til at opdage, hvad vi bør gøre anderledes fremover, og hvad der egentlig betyder noget.

Så nu kommer der fandme et personligt indlæg! Og måske nogle flere, når jeg har fundet ud af, om jeg tør.

Hyg jer.
/A