Månedsarkiv: januar 2015

Hvorfor det er ok ikke at gøre alt til perfektion

Hej verden.

I dag lavede jeg geografi rapport med to af mine HF-venner. Da SSO-ugen går i gang i morgen, og vi derfor ikke har tid til at tænke et sekund på geografi, besluttede vi os for at vi ville lave det færdigt i dag. Dette gik dog ret dårligt, for det første fordi opgaven var træls og endte op med at fylde 15 sider, fordi vi skulle have så mange skemaer, modeller, diagrammer og alt muligt pis og lort med. Desuden er jeg/vi ikke så positive for geografi generelt. Dog har jeg fundet ud af, at det er godt for mit stressniveau at have geografi, da det får min puls til at falde så meget, at jeg nogen gange er i tvivl om, hvorvidt jeg stopper med at leve det næste øjeblik. Så tak til geografi for at forbedre mit mentale helbred.

Rapporten skulle handle om demografi (befolkningsbeskrivelse), hvor vi skulle analysere diverse skemaer osv. Da vi nåede til diskussions-afsnittet var alt livsenergien forsvundet fra vores kroppe, og vi var derfor ikke specielt grundige med at lave dette. Faktisk kan jeg ikke præcist huske hvad jeg endte med at skrive, da det er som om, at jeg allerede var i gang med at bevæge mig over på den anden side. Men vi endte op med at blive enige om, at måden man i ulandene samt ilandene kan mindske forsørgerbyrden/ældrebyrden fx er at fjerne prævention så der kommer flere børn. Desuden kan man belønne folk for at ryge cigaretter og spise fed mad, da det kan få dem til at dø tidligere, og de derfor ikke skal være på plejehjem i 30 år. Man kan også indføre børnearbejde, da dette på kort sigt vil gøre forsørgerbyrden mindre for hver person. Generelt skal man bare få folk til at arbejde indtil de dør, så bliver mange problemer løst.
Vi kom også frem til at folk har det med at dø oftere i Nepal end i Danmark, hvilket skyldes diverse faktorer som jeg ikke har tænkt mig at komme ind på nu/nogensinde.

Det hele havde udviklet sig i retning af noget meget fjollet, hvilket er begyndt at ske relativt ofte i skolen (hovsa), men jeg synes faktisk vi gjorde det så godt som vi kunne i denne situation. Vi/jeg har lidt svært ved at fokusere på noget andet inden SSO-ugen starter i morgen, så jeg synes sådan set bare det er godt, at vi har lavet det færdigt.

Det blev nok den værste aflevering jeg nogensinde har været med til at lave, og det ligner ikke mig. Derfor besluttede jeg mig for at skrive en kommentar til afleveringen til vores lærer. Her forklarede jeg ham, at vi har prøvet at lave det så godt vi kunne, og at vi faktisk har brugt 4-5 timer i alt på det, men at vi ikke har mere tid til at lave det pga. SSO. Jeg fik også tilføjet, at vi heller ikke har tid til at lave det i vinterferien, da vi alle tre skal på hver vores skiferie til Østrig. Og så ønskede jeg ham en god ferie, høfligheden skal vi ikke glemme.

I situationen syntes jeg at jeg var hysterisk morsom, og det synes jeg sådan set stadigvæk, selvom det også er lidt angstfremkaldende at opgaven rent faktisk skal rettes igennem, samt at vi risikerer at han spørger os om vi har taget nogle billeder dernede som vi vil vise til klassen. Men så må jeg bare finde på noget snedigt.

Nåh, men det jeg ville frem til med dette, er at det nogen gange er en god idé at prøve at lave ting, der slet ikke lever op til det niveau, man normalt stræber efter at opretholde. Dette synes jeg selv at jeg er blevet meget bedre til indenfor den seneste tid.
Jeg siger ikke, at man bare skal lave sine lektier på en sjusket måde og hoppe over hvor gærdet er lavest, men nogen gange er det fint at vælge sine kampe. Mit fokus lige nu er på SSO, men det har jeg så til gengæld også meget større forventninger til end jeg har til mine geografi-evner. Man bliver nogen gange nødt til at prioritere, for alting kan ikke blive helt vildt godt. Eller jo, i teorien kunne jeg godt blive helt vildt perfektionistisk og blive en person der aldrig er tilfreds medmindre jeg laver alting til et 12-tal, men det ved jeg vil være en skidt idé for mit mentale helbred, og jeg har sådan set heller ikke lyst til at det skal være på den måde nogensinde.

Desuden synes jeg også, at jeg fortjener at lade mig selv have det sjovt ind i mellem (ok, jeg har det sådan set sjovt hver dag, men lad os se bort fra det). Hvis min “vilde ungdom” består af at lyve omkring at jeg har været på skiferie i Østrig, så er det sådan det bliver.

For hvad er det værste der kan ske? At vi får at vide, at vores analyse ikke er dybdegående nok (og at dele af opgaven er ikke-eksisterende)? At jeg dør af skam over at have lavet en relativt frygtelig opgave? At vi får at vide, at det ikke er godt nok?

Hvad sker der mon så?

Ingenting. Det betyder ikke, at jeg ikke er god nok, det betyder bare, at jeg måske efter alt dette SSO halløj er slut, skal prioritere geografi højere hvis jeg gerne vil lave en dybdegående analyse en anden gang.

Det var alt for nu. I må hygge jer.

/A

Tema: Stress | Perfektionisme, uddannelse og fremtiden

Jeg skal snart i gang med at skrive SSO (større skriftlig opgave) omkring stress hos ungdommen i det senmoderne samfund. Dette emne er interessant af mange grunde, men problemet er at ungdommen i dag er en meget blandet gruppe af mennesker, som er svær at generalisere ud fra.

De mange muligheder som vi i dag har, og det store fokus der er på uddannelse i medierne, i politik og i folks egne hoveder, betyder at unge mennesker udvikler forskellige strategier, når de er i gang med en uddannelse.

Nogle unge, specielt piger, ender op med at blive voldsomt perfektionistiske og lave lektier 7 timer om dagen/natten når de kommer hjem, uden nogensinde at føle at de gør det helt så godt som de burde/kunne. Dette er en meget trist tendens, og jeg diskuterede det med min far i går. Han spurgte mig hvad jeg troede var grunden til, at det specielt er pigerne dette sker for, og ikke drengene. Og jeg ved faktisk ikke, hvad jeg skal mene. Der er efter al sandsynlighed ikke et entydigt svar, for det er et samspil mellem mange ting. Det er sikkert igen diskussionen om arv og miljø, der bl.a. gør sig gældende, men selvom nogen måske vil mene det modsatte, tror jeg at miljø har den største indflydelse. Ja, der er nogle forskelle på mænd og kvinder rent biologisk, men faktisk tror jeg, at den største grund er opdragelsen. Både fra forældrene og samfundets side. Ligestilling eller ej, så bliver piger og drenge ikke behandlet ens. Samfundet har en tendens til at fortælle piger, at det er godt, at de er pligtopfyldende og gerne vil klare sig godt, og det samme kan selvfølgelig også gøre sig gældende for drenge, ligesom at mange andre faktorer også spiller ind. Men faktum er, at jeg tror, at piger generelt kan have en tendens til at ønske at opnå perfektion og at alt skal se godt og pænt ud. Og dette kan helt sikkert føre til perfektionisme og stress eller andre psykiske problemer, hvis det går helt galt.

“Hvorfor?”, kunne man spørge. Måske skyldes det, at de prøver at overgå hinanden. Måske skyldes det mindreværdskomplekser. Måske skyldes det alt muligt andet. Hvem ved? Hvorfor kan det aldrig blive godt nok?

Denne tendens er vokset i takt med at vores samfund er blevet mere velfungerende og vi har fået muligheder for i høj grad at forme vores eget liv. Det er som om, at vi ikke kan finde ud af hvornår nok er nok. Vi skal altid lige prøve at få lidt mere, end det vi allerede har, for SÅ bliver vi lykkelige. Problemet er, at det aldrig går sådan. Selv hvis du rent faktisk opnår det, du altid har drømt om og har troet ville gøre dig lykkelig, er der stor sandsynlighed for, at du stadig ikke er lykkelig. Du finder bare noget andet, du mener ikke er perfekt nok.

Så konklusionen på det er, at perfektionisme ikke er vejen frem, i hvert fald ikke hvis du gerne vil have det godt psykisk.

Hvad kan man så gøre, hvis man gerne vil gennemføre sin uddannelse?

Der er flere muligheder: (nu generaliserer jeg igen, baseret på mine egne oplevelser på diverse uddannelsesinstitutioner de seneste par år).

Der er flere strategier man kan vælge at lade sig inspirere af:

Du kan enten blive en person der brokker sig konstant over alt, og giver skolen/læreren/samfundet skylden for dine problemer, som du ikke kan overkomme selv. Disse personer findes der desværre mange af (afhængig af, hvilke sociale kredse man befinder sig i), men heldigvis har jeg valgt/lært at ignorere dem, da livet ellers bliver trist.

Du kan også blive en person, der ikke brokker sig og i stedet lader som om, at du har forstået stoffet, men teknisk set ikke er interesseret eller ønsker at lære det overhovedet. Du hopper altid over hvor gærdet er lavest, og gør aldrig noget for din egen lærings skyld, hvis det ikke er påkrævet. Med andre ord; en manipulerende 12-tals maskine.

Så kan du selvfølgelig være heldig at være en person, der meget hurtigt forstår stoffet, og ikke skal bruge ret lang tid på at få en så god forståelse for tingene, at du kan lade være med at forberede dig til timerne, og lige nå gennemlæse det hele 2 minutter inden timen starter. Disse personer findes der egentlig mange af, som jeg ser på det i hvert fald, men det er jo altid svært at vurdere andres indsats.

På den anden side er der de perfektionistiske personer, som gør deres uddannelse til endnu en mulighed for at smadre sig selv psykisk. Det kan aldrig blive godt nok, og hvis man ikke får 12 til en eksamen betyder det, at man ikke kan se sig selv i øjnene i flere måneder (også selvom man har fået andre 12 taller i mellemtiden).
Dermed ikke sagt, at det altid er en frygtelig ting at være perfektionistisk anlagt, men dette udtryk har fået en meget negativ klang her de seneste år. I teorien burde der ikke være noget galt med at gå op i at lave tingene ordentligt. Men når man fx går i gymnasiet, og der i forvejen ligger et stort pres på én, er det en genvej til helvede at lægge endnu et pres på sig selv. Grundlæggende handler det om at acceptere sig selv, også når man ikke får 12, og at kende sine egne styrker og svagheder.
Jeg vil fx være fint tilfreds med at få 7 i geografi, men til psykologi B eksamen stiler jeg efter 10 eller 12, da det et fag jeg er god til og rent faktisk synes er interessant. Jeg har ikke brug for at kunne det globale vindsystem udenad, derfor er der ingen grund til at presse mig selv til at synes, at det er skidhamrende fedt, for sådan fungerer det alligevel ikke.
Problemet opstår sådan set, når vi glemmer at fokusere på vores interesser, og i stedet tvinger os selv til at lære ting uden at tænke over, hvorfor/om de overhovedet er relevante.

Der er også de personer som tager det hele mere afslappet, og ikke (fremstår som om at de) har de store psykiske udfordringer med at håndtere at de får karakterer, der oftest ligger i den lave ende. De kan glemme at lave lektier (hvilket er en egenskab jeg nogen gange beundrer, da jeg aldrig tillader mig selv at glemme ting), og de bruger ikke læseferien på at læse op 10 timer om dagen. Måske ved de overhovedet ikke, hvad deres planer for livet er (uha, hvor frygteligt!!)

Hvis jeg nu havde baseret dette på en kvalitativ undersøgelse, som jeg havde foretaget blandt en masse forskellige folk, der tager en uddannelse, så kunne jeg have konkluderet noget på alt dette, men det ser jeg ikke umiddelbart som en mulighed. Jeg tror egentlig, at der er lige mange mennesker i hver ‘kategori’, men ingen af dem er specielt praktiske at befinde sig i. Du bliver med stor sandsynlighed stresset af at være perfektionistisk, på den anden side kan du ikke komme til at studere International Business (hvis du skulle have et ønske om det) hvis du har et gennemsnit på 5,6, og hvis du konstant brokker dig, nægter at tage ansvar og i stedet giver samfundet skylden for dine personlige problemer, så kommer alle til at hade dig.

Personligt prøver jeg at være en blanding af det hele, men det går ikke altid lige godt. Jeg er stadig ikke nået dertil, hvor jeg kan glemme at lave lektier, men her på det sidste er jeg blevet bedre til at prioritere, hvad jeg skal bruge min tid på, og derfor laver jeg ikke alting perfekt. Fx har jeg ikke 100 % styr på beviset for cosinusrelationen endnu, selvom jeg muligvis skal fremlægge det på mandag.
Men hvad så? Hvad så hvis alt ikke er perfekt? Hvad hvis jeg laver en fejl, eller siger noget forkert? Jeg er efterhånden ved at indse, hvad der sker ved det, og her kommer det:

INGENTING!!

Da jeg rakte hånden op og sagde “socialpsykologi” og svaret i virkeligheden var “kognitionspsykologi” (selvom socialpsykologi teknisk set ikke var forkert, det var bare ikke lige det læreren fiskede efter), skete der intet. Jeg tænkte “nåh, ok”, og så var det det.

Man kan forestille sig alt muligt frygteligt, men det sker ikke 95 % af tiden. Så hvorfor bekymre sig om det, og i stedet for bare at erkende, at ingen mennesker nogensinde bliver perfekte?

Jeg skal gerne have et gennemsnit på omkring 10,5 for at kunne søge ind på psykologi. Lidt hurtig hovedregning viser, at det betyder, at jeg ikke behøver at få 12 i alle eksaminer. Derfor har jeg heller ikke tænkt mig at sætte et mål for, at jeg skal have 12 i alle fag, bare fordi jeg synes, at det kunne være fedt. Jeg er ved at nå til den erkendelse, at verden ikke går under, selv hvis jeg ingen 12 taller får. Hvad er det værste der kan ske? At mit gennemsnit bliver for lavt? Får det verden til at gå under, hvis jeg kun får et gennemsnit på 10?
Nej. Så ville jeg bare skulle finde på noget andet at studere, hvilket ikke er et problem, da der efterhånden findes 100000 uddannelser. Der er sikkert mange ting, jeg kunne vælge at bruge mit liv på, som ville gøre mig glad på hver sin måde. Jeg kunne sikkert også blive glad, hvis jeg ikke fik en lang videregående uddannelse, og i stedet gjorde noget seriøst ud af at blive forfatter. For det er sådan set det jeg gerne vil, men jeg har en fornemmelse af, at det nok skal komme til at lykkes på den ene eller anden måde.

Det handler ikke kun om at få 12. Det handler om at arbejde på at bevæge sig i den retning, man ønsker at komme i. Hvis man kan kombinere det med at tage sin uddannelse og få 12 taller, så er det win-win. Men hvis det ikke lykkes, så tror jeg ikke på, at man skal opgive. Jeg tror på, at man kan komme til at bruge sit liv på lige det, man vil, hvis man bare arbejder for det på den ene eller anden måde.

Nåh, nu kom det til at handle om mig (hvilket i teorien også er meningen eftersom dette er en blog, der tilhører mig). Men mit budskab til verden er, at I allesammen lige skal slappe lidt af, og lade være med at forvente alt muligt åndssvagt af jer selv. Når alt kommer til alt, så skal vi alle dø en dag, og når jeg engang dør, så håber jeg ikke at min sidste tanke vil være “Nææh, hvor er jeg glad for mit perfekte eksamensgennemsnit”/”min meget høje stilling hvor jeg har magt over en masse folk”.

 

/A

Slutning på ferien, oprydning og rengøring af huset+toilettet

Hej verden. Jeg er godt klar over at det er en yderst uinspirerende overskrift jeg har valgt, men det beskriver meget godt hvad dette indlæg kommer til at handle om, selvom jeg godt kan se at det lyder relativt nederen alt sammen.

Dette er det første indlæg jeg skriver i 2015, og eftersom det er næsten to uger siden jeg sidst skrev et indlæg, tænkte jeg at det var på tide med et nyt.

Der er sket meget på den tid. For det første var det juleaften. Det var ok, selvom jeg ikke var i julehumør overhovedet. Men det var jeg til gengæld i oktober og november, så det kan vel være det samme. Dog fik jeg det jeg ønskede mig, og sovsen var god, så jeg klager ikke.

DSC_0237

 

DSC_0228

DSC_0240

Den 25. havde min bror og jeg stearin-fest fordi han havde givet mig tre gule stearinlys i julegave. På mystisk vis endte huset ikke med at blive brændt ned til grunden, og vi ødelagde heller ikke engang bordet.

DSC_0251

Jeg kom også i gang med at læse The Hunger Games bøgerne, og jeg endte op med at læse dem alle tre indenfor 5 dage. De første to var virkeligt gode, så jeg var havde meget store forventninger til den sidste, Mockingjay. Jeg glædede mig meget til at finde ud af hvordan det hele endte, og hvad den gode grund mon var til, at man har valgt at lave den til to film og ikke bare én.
Og som altid når man har store forventninger til noget, blev jeg skuffet. For det første er bogen 400 sider lang i modsætning til de første to der begge er næsten 500 sider lange. Og der sker nærmest ingenting i de første 2/3 af bogen, så jeg føler mig utroligt irriteret over at jeg har betalt 190 kr. for at se den første film, og skal gøre det samme igen når 2’eren kommer (medmindre jeg har tænkt mig at se den alene, så kunne jeg teknisk set spare penge, men det sker nok ikke). Der er ingenting ved bogen der gav mig en følelse af, at der var for mange vigtige detaljer i den til at folket ville kunne overskue at det hele var samlet i ÈN film, og at de simpelthen var nødt til at opdele den i to af respekt for handlingen i bogen. AARRGGHH!!
For det andet var slutningen utroligt skuffende. Jeg kan ikke sige så meget om hvorfor, da jeg ikke vil afsløre noget for dem der stadig ikke ved hvordan det ender, men det var fandenrøvme en irriterende slutning. Der var sådan cirka intet der gik som jeg syntes det skulle, og jeg synes ikke at mange at de vigtige karakterer i bogen fik den afslutning de fortjente.

Af disse grunde sov jeg mega dårligt natten til Nytårsaftens dag, fordi jeg blev færdig med bogen kl. 23, og jeg var virkeligt sur og irriteret. Hvis ikke det var sådan en utroligt pæn bog som jeg har fået af Iris, så ville jeg have brændt den på stedet. Men prøv lige at se den!

IMG_20141230_132430

 

Af denne grund var jeg ikke i verdens bedste humør nytårsaften, men det endte alligevel op med at blive en fin dag/aften.

Jeg er lidt i krise over at det er 2015 og at tiden går meget hurtigt, at jeg snart bliver 19, at alle folk jeg snakker med på skolen bliver studenter om under et halvt år, og samtidig er jeg i krise over at der kun er halvandet år til at jeg selv bliver student og dermed også skal flytte hjemmefra. På den anden side har jeg en fornemmelse af, at det alt sammen bliver godt. Så teknisk set er det hele vel fint, men alligevel.

De sidste par dage har jeg lavet geografiaflevering, biologiaflevering, været på arbejde og forberedt min SSO, som jeg skal igang med at skrive om under 4 uger. Dette har jeg det lidt ambivalent med, men jeg tror nok jeg skal nå at blive klar til det.

I dag stod jeg tidligt op som den første i huset, hvilket betød at der var stille og fredeligt i huset (hvis man lod være med at lægge mærke til min fars højlydte snorken). Det var smukt.
Da jeg havde siddet i nogle timer, valgte jeg spontant at rydde op i mine bøger på mit værelse. De fleste var nogle jeg har haft stående i flere år, og som jeg ved jeg aldrig får læst som derfor lige så godt kan komme væk. Nogle andre af dem var bøger jeg har læst som simpelthen er så dårlige at de ikke engang fortjener en plads på den nederste hylde i min bogreol, så nu skal de sendes af helvede til, for det har jeg længe haft lyst til. (Dog ender det nok bare med at de kommer til en genbrugsbutik, på udramatisk vis). Hvis jeg ikke var principielt imod madspild og dermed også bog- og papirspild, så ville jeg for længst have brændt den ene Twilight bog jeg ejer, og nok også “If I stay”, “The Maze Runner” og “The statistical propability of love at first sight”. Det er nogle forfærdelige bøger allesammen, og jeg vil ikke anbefale jer at læse dem. (Dog er de rigtigt gode hvis man gerne vil have ødelagt sit humør og blive meget hissig).

Jeg fik også sorteret nogle dvd’er fra, som var “Remember me”, “Twilight New Moon”, “House of Wax”, “Dear John” og “Burried”, som allesammen er nogle åndssvage film jeg aldrig har tænkt mig at se igen i mit liv. (Jeg var inde i en dyster periode da jeg købte de film, hvilket jeg først kan se nu). (Teknisk set har jeg ikke set “House Of Wax”, men jeg føler at jeg har fået rigeligt af den bare ved at høre dens titel).

DSC_0285
Nu har jeg plads til flere nye bøger, og dermed har jeg legitimeret det bogkøb jeg foretog for et par dage siden.

DSC_0282

Den øverste hylde er til de bøger jeg endnu ikke har fået læst og som jeg enten har tænkt mig at læse, eller som jeg har tænkt mig at beholde fordi de får min bogsamling til at fremstå mere sofistikeret. Et eksempel er “This Side of Paradise” af F. Scott Fitzgerald og “Walden” af Henry David Thoreau. Jeg kommer med 90 % sandsynlighed aldrig til at læse dem, men jeg kan godt lide tanken om at læse dem, dog får det mig ikke til at udføre det i praksis.

Efter jeg havde sorteret bøgerne endte jeg op med at rengøre hele huset, da min familie var ude at gå, og der derfor var helt stille og fredeligt. Jeg kunne sagtens få min egen husholdning.

DSC_0271

 

 

Her ser vi et billede af noget risotto, som jeg lavede her den anden dag. Det ligner ikke noget specielt, og min brors første kommentar til det var, at det mindede ham om camping og at være på ferie i Norge (hvilket er udelukkende positivt som jeg ser det, selvom vores kost i Norge for det meste primært består af hvide ris og koteletter). Men alle sagde “Mmmmhhh” og tog flere portioner, så jeg er tilfreds. Dog kan jeg ikke give jer en opskrift, da jeg selv har fundet på den ved praktisk talt at vælte forskellige ting ned i gryden og blande coctailpølser i det. Det vil jeg opfordre jer alle til at prøve.

DSC_0276

Her ser vi min kat, og jeg er officielt løbet tør for ting at skrive, så jeg vil slutte af med et citat fra en af mine yndlingsforfattere:

mobile-26087-1392920775-5

Det var alt for nu. I morgen starter hverdagen igen, og jeg er ikke mentalt klar, men samtidig bliver det godt at komme igang igen.
Hyg jer.
/A