Rationalitetens irrationalitet – filosofiske overvejelser del 6

Hej verden. (Jeg håber ikke, at overskriften får jer til at løbe skrigende væk. Denne blog har nogle identitetsmæssige problemer nogle gange, og er stadig ved at finde ud af, hvem den er som blog, hvilket forklarer den pludselige brug af alle disse fancy faglige termer)
Jeg havde samfundsfag i dag, og for tiden arbejder vi med ideologier og velfærdsmodeller. I den forbindelse havde vi en opgave om en teori af den tyske sociolog Jürgen Habermas; “Systemverdenens kolonisering af livsverdenen“. (Lidt avanceret skal det jo være, når det er B-niveau).
I denne forbindelse bruger han begreberne om rationalitetens irrationalitet, systemverdenen og livsverdenen til at beskrive, hvorfor det er problematisk, at vores velfærd uddeles til folk ud fra tanken om, at alle har ret til det samme, selvom folk er forskellige og nogle har brug for mere og andre har brug for mindre. Rationalitetens irrationalitet er netop, at systemet behandler mennesker som én homogen gruppe, der alle skal have samme behandling, selvom mennesker er forskellige og ikke kan sættes i bås – nogle har brug for mere og andre har brug for mindre velfærd, men eftersom systemverdenen koloniserer livsverdenen (dvs. at den tager over og styrer menneskers livsbetingelser) tildeles velfærd ud fra princippet om, at alle har ret til det samme (i hvert fald ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel). Man ser ikke på mennesket bag.

Systemverdenen er alt det, der kan opgøres i tal, dvs. økonomi, regler og love og den slags. Livsverdenen er så vores værdier og normer, som vi har fået på baggrund af vores kultur. Det Habermas mener, er at systemverdenen har overtaget magten, hvilket er problematisk fordi han ikke mener, at mennesker kan sættes i bås. Alle er forskellige, og har som følger heraf forskellige behov, der bør opfyldes på forskellig vis. Når velfærd skal fordeles ud fra den socialdemokratiske velfærdsmodel (som er den af de tre velfærdsmodeller der ligner den danske mest), vil der ske det, at mange mennesker vil modtage velfærd, selvom de teknisk set ikke har brug for det. Man kan ikke framelde fx børnechecken eller folkepensionen, fordi alle skal have det samme. På den anden side kan du være i en stor personlig krise pga. alt muligt, der kan være sket i dit liv, uden at du kan få så meget hjælp som du behøver. Der sker mange ting i menneskers liv, og du kan have brug for en velfærdsydelse, som du ikke kan få, fordi du ikke opfylder de krav, der er sat fra systemets side. Folk kommer i klemme i systemet. Et eksempel er alle de folk, der bliver sendt ud af Danmark, selvom de taler dansk, er fint integrerede i samfundet og har boet her i mange år. Måske har de nogle papirer, der ikke er i orden, og så dør deres ægtefælle, og så er det ud, fordi sådan siger loven (systemverdenen).

Folk bliver ofre for systematiseringen, fordi de bliver sat i bås – dette er rationalitetens irrationalitet. Alle har ret til velfærd, og alle har ret til den samme velfærd, men i bund og grund er alle mennesker forskellige og har forskellige behov. Derfor giver det ikke mening at tildele velfærd til mennesker ud fra et princip om, at alle har ret til det samme, fordi de er ens.

For folk bliver aldrig ens.
Dette synes jeg er det mest relevante og interessante ved teorien. Vi har et samfund, som er opbygget omkring et ønske om lighed og lige muligheder/rettigheder til alle, og vi kan godt lide tanken om, at vi alle i teorien har mulighed for at gøre det samme som alle andre.

Men sådan fungerer virkeligheden sjovt nok ikke. Selvom vi har gratis velfærdsydelser såsom uddannelser, behandling på sygehuse m.m., så kan alle aldrig få helt de samme muligheder. Som sociologen Pierre Bourdieu siger, så har vi alle en social, kulturel og økonomisk kapital, som er afgørende for, hvordan vores liv bliver. Det har betydning hvilken familie du er født ind i, hvor du bor og hvordan din sociale status er.
Ingen lov kan give alle mennesker den samme kapital/de samme muligheder.
Dette skal man ikke bruge som en undskyldning for at være på kontanthjælp hele sit liv, hvis man ikke fejler noget og sagtens kan arbejde, men man kan bruge det som en metode til at forstå folk på. Vi glemmer tit at andre mennesker ikke er født med de samme livsvilkår som os selv, og at det derfor ikke er så sort/hvidt, som det måske ser ud fra vores eget synspunkt.

Det jeg gerne vil sige med alt dette, er at vi skal huske, at alle mennesker er forskellige, og at vi aldrig kan blive helt ens – og det er heller ikke meningen at vi skal det. Det er godt, at vi har de samme muligheder (på papiret), men vi kommer aldrig til at blive en stor gruppe af den samme type person. Vi skal ikke være ligesom alle andre. Vi skal bare koncentrere os om, at være den person vi er født som, og ikke at prøve at være ligesom alle de andre, for når det kommer til stykket, så er de også bare en stor gruppe af forskellige personer. Men vi skal huske på, at vi alle har en baggage med os, og at vi må se på mennesket bag i stedet for at forsøge at systematisere alting.

Håber dette indlæg gav mening/måske var inspirerende for nogen.

Hyg jer.
/A

2 tanker om “Rationalitetens irrationalitet – filosofiske overvejelser del 6

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.