Brændte mandler som alle mennesker kan lave (hvis de er i besiddelse af en kogeplade)

Hvis der er noget jeg kan finde ud af at lave, og som jeg selv synes jeg er bedre til end min mor er, så er det brændte mandler, og det gode ved det er, at det ikke er specielt svært, så længe man har to hænder, en pande, et komfur, mandler, sukker og vand. Og det har de fleste mennesker heldigvis, så det vil sige at næsten alle kan lave brændte mandler selv i stedet for at betale mega mange penge for dem et eller andet sted, hvor de ikke engang smager specielt godt.

Opskriften er så simpel at det næsten burde være ulovligt.
Hvis du har 100 gram mandler, skal du bruge 1 dl sukker og 1 dl vand. Min erfaring på dette område er dog, at alt under 300 gram mandler er for lidt og at de ender op med at være spist inden juleaften er begyndt (medmindre du gemmer dem for folk eller truer med at dræbe dem).
Samtidig er det en skidt idé at lave en portion af mere end 300 gram, da det så bliver svært at få plads til det på panden. Så konklusionen er, at jeg synes at I skal bruge 300 gram mandler, men der er ingen tvang.

Sæt panden på høj varme i starten, og bland det hele sammen. Det skal se sådan ud:

DSC_0173

Nu går der nogle minutter før der begynder at ske noget, men hvis man vil lave brændte mandler, så skal man have tålmodighed! Ellers bliver det bare underligt eller forkullet, og det er ikke intentionen.

Kunsten at lave brændte mandler består af fire stadier, og det første ser sådan her ud:

DSC_0175

Skru lidt ned for varmen, og rør godt rundt i det hele. Du behøver ikke at røre i det hele tiden, men man kan ikke bare lade det stå og passe sig selv, imens man laver noget andet som fx at læse avisen. Man skal være 100 % fokuseret og til stede, for ellers kan der ske frygtelige ting!!

Der går cirka 10 minutter før mandlerne træder ind i det næste stadie, som ser sådan her ud:

DSC_0179

 

Nu skal man begyndte at være endnu mere opmærksom end man før var, og desuden skrue ned på middelvarme. Rør KONSTANT i mandlerne, og stop aldrig!
Så når du efter endnu et par minutter til det tredje stadie:

DSC_0180

Her skal du stadig røre i mandlerne konstant og aldrig, jeg gentager ALDRIG forlade dem!! Betragt mandlerne som dine børn (som du er igang med at tilberede ved en meget høj temperatur)

Efter omkring 5 minutter i dette stadie, når du til det fjerde stadie, hvor du skal afgøre, hvornår mandlerne er færdige:

DSC_0181

Teknisk set kunne jeg godt have givet dem to minutter mere, så sukkeret var nået at smelte lidt mere, men skidt pyt. Jeg var panisk angst for at give dem for meget, og det endte op med at blive ret godt alligevel.
Herefter lægger du dem ud på noget bagepapir på en tallerken og venter til de køler af, for ellers brænder du dig. Desuden skal du huske at slukke for komfuret, og sætte panden i blød i varmt vand, for ellers er den umulig at gøre ren.

Det var sådan set det.

Glædelig jul!!!

/A

2 tanker om “Brændte mandler som alle mennesker kan lave (hvis de er i besiddelse af en kogeplade)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.