Frisørsagen – filosofiske overvejelser del 3

Hej verden.
Jeg kom lige før til at gå på Facebook, og som det næsten altid er tilfældet, medførte det at jeg endte op med at være virkeligt irriteret på menneskeheden (i hvert fald en del af den). Der var en nyhed omkring den såkaldte “frisørsag” (de kunne godt have fundet på et lidt mere fancy navn synes jeg personligt).
DR Nyheder havde lagt en artikel ud omkring det, hvilket selvfølgelig havde resulteret i, at diverse mennesker havde kommenteret det, og mange af dem uden overhovedet at vide hvad det handler om, men det er jo ikke nogen overraskelse. Det er sjovt som folk føler sig berettigede/i stand til at udtale sig om noget, bare fordi de har gjort sig den store anstrengelse at læse overskriften..

En masse mennesker (sjovt nok næsten udelukkende mænd) har skrevet diverse kommentarer, hvor de udtrykker, hvor enige de er i Landsrettens afgørelse om, at det er i orden at kvinder skal betale mere for en klipning end mænd.

F.eks skriver en person ned navn Lars dette: “Forfærdelige kvindemenneske. Kan man ikke lide forretningsbetingelserne, skal man finde nogle andre at handle med. Ikke pudse statens bevæbnede agenter på folk.”

Og helt frygteligt blev det, da jeg læste dette: Og… sagen ender nok med at frisører landet over skæver til dommen og tænker “vi må nok hellere klippe efter timetakst fra nu af. Og lige forhøje den takst et par trin, bare for at være på den sikre side”.
Og så ryger regningen videre til alle. Ikke kun kvinder der vil have herrefrisurer.
Min hjerne skriger ind imellem på aktiv dødshjælp. Det her er et af de tidspunkter”.

Jeg håber lidt, at han i det mindste mener aktiv dødshjælp til ham selv, men jeg tvivler.

“No offense, men har aldrig set en mand med hendes frisure”

Det er ret interessant som (nogle, ikke alle) mænd flipper helt ud og får det til at lyde som jordens undergang, at en kvinde overhovedet kan finde på at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det nu lige er, at hun skal betale 60-70 (i nogle tilfælde 200) kr. mere for en klipning af en frisure, der tager omkring 10 minutter at klippe, af den ene grund, at hun er kvinde.

Jeg blev ret overrasket da jeg læste alle kommentarerne, da jeg i mit hoved havde tænkt, at det da var fuldstændig logisk, at prisen burde afhænge af frisørens tidsforbrug på at klippe den frisure personen ønsker, fremfor at den er kønsbestemt. Det giver jo ingen mening for mig at se.
Derfor har jeg valgt at lave en tegning af situationen:

frisør

 

To personer med samme hårlænge vil gerne klippes. De har begge to en relativt ukompliceret frisure, som tager præcis samme tid at klippe. Dog skal den ene person som er en kvinde betale 200 kr. for en klipning, imens den anden kun skal betale 130 kr. (Afgør selv hvilken af personerne der er kvinde, og se bort fra, at den ene er ved at få brændt sit hår af fordi solen er unaturligt tæt på).

Det er blevet afgjort, at frisører ikke kan nægte kvinder en herreklipning, hvis de ellers spørger om det. Det er jo sådan set fint nok, bortset fra at det stadig ikke hænger sammen. Har det nogen som helst relevans for klipning af en persons hår, om vedkommende er mand eller kvinde? Kvinder kan have kort hår. Mænd kan have langt hår. Det er en stærk generalisering at sige “det er ok at kvinder skal betale mere, da de har langt hår og mere komplicerede frisurer”. I nutidens samfund kan man ikke opdele det på den måde, og jeg kan ikke helt se meningen med det.

Det bliver pludselig ret tydeligt, at vi ikke har så meget ligestilling som vi burde have.

Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.