Filosofiske overvejelser del 2 – hvorfor man skal sige sin mening, selvom man ikke tør.

Hej verden.

I dag lærte jeg en meget vigtig ting, som jeg teknisk set godt vidste i forvejen, men her kommer nogle ord om det.

Vi skulle lave evaluering af undervisningen og evaluere vores egen læring i psykologi i dag. Det virkede først til at være noget hippie-pædagogisk pis, men det viste sig at være meget fint, efter vi var kommet over det punkt, hvor min lærer stod og prøvede at motivere os til at lave et “koordinatsystem over vores egen læring og motivation”. Dette var der ikke nogen vild jubel over, så vi gik videre til det der rent faktisk var vigtigt, nemlig hvordan undervisningen kan blive bedre.
Jeg har nu ventet i omkring to en halv måned på en mulighed som denne, da jeg kort sagt har været ret utilfreds med undervisningen igennem hele skoleåret. Der har været en generel utilfredshed med vores lærer hos alle folk jeg taler med, og kort sagt har jeg ikke følt, at jeg har lært nok ift. hvad jeg havde forventet. Jeg vil ikke opremse alt det jeg synes der har været i vejen med undervisningen, men der er bare ikke rigtigt et højt nok niveau, når man tænker på at det er B-niveau.

Normalt er jeg ikke en person der brænder for at sige min mening i offentlige forsamlinger, og specielt ikke hvis det handler om noget, hvor folk kan blive stødte eller slet ikke forstår ens pointer. Men jeg valgte at være ligeglad med alt det, så da min lærer spurgte, om der var nogen input til hvad der fungerer godt og dårligt i undervisningen, så var jeg den FØRSTE der rækkede hånden op (uhhh).
Så formulerede jeg en sætning, hvor jeg på en velformuleret måde fik forklaret, at jeg godt synes at niveauet kunne blive sat op, da det ikke fungerer for mig, at vi bruger så lang tid på gentagelser af ting som langt de fleste allerede har styr på, og at jeg desuden føler, at jeg mangler et overblik over hvad det egentligt er, at vi skal nå igennem i løbet af året af emner, da jeg personligt synes at vi har brugt relativt lang tid (tre måneder) bare på at komme igennem det første emne. (dette var en meget lang sætning)

Det føltes meget angstfremkaldende at sige hvad jeg rent faktisk tænkte, på en så ærlig måde, men samtidig føltes det MEGA awesome, fordi jeg føler at jeg fik sagt det på en måde, hvor jeg ikke talte på alles vegne og egentlig bare sagde hvad jeg selv synes.
Der var nogle få personer der erklærede sig enige i dette, og jeg tror at mange var en smule bange for at sige noget, men det var også hvad jeg havde forventet. Det er jo altid lettere ikke at sige noget, hvis der er nogle andre der gør det for en, og dette har jeg selv gjort SÅ mange gange før, at jeg ikke orkede det mere, for HELT ærligt.. Har det nogen betydning, om der er nogen der vil indrømme at de er enige med en, og hvorfor skal man bekymre sig et sekund om, hvorvidt nogle mennesker er uenige med en?
Hvis man er træt af noget igennem en længere periode, så skal man gøre noget ved det, og det kunne jeg mærke at jeg havde brug for i dag. Jeg ville ikke kunne tage mig selv seriøst, hvis jeg havde sagt ingenting, og derefter bare var blevet ved med at brokke mig over undervisningen sammen med de andre, da dette ikke gør andet, end at gøre mig i dårligt humør.

Man skal ikke bare være et offer for omstændighederne, og beslutte sig for at være sur og irriteret, for hvordan skulle noget så kunne blive bedre? Hvis man ikke selv tager ansvar, så er der heller ikke noget der ændrer sig. Hvordan kan jeg forvente, at min lærer læser mine tanker, og selv finder ud af, at undervisningen ikke fungerer, hvis ingen tør at sige noget?

Og det der er det rigtigt gode ved det, er at det faktisk virker til at have haft en rigtigt god effekt allerede. Min lærer var meget forstående, og sagde mange gange, at han ikke tog det vi sagde personligt, og faktisk bare var interesseret i at forbedre sig, fordi han stadig er nyansat på skolen. Så jeg tror nu på, at det bliver bedre fremover, og så vil jeg huske på, at det er en fordel at sige noget, hvis der er et eller andet man er utilfreds med, og som har gået en på i en længere periode, eller bare i en periode.
Så længe man siger sig mening på en konstruktiv måde, så folk kan bruge det til noget, så sker der oftest ikke frygtelige ting for en. Hvis ingen tør gøre noget, så sker der ingenting.

Så husk at sige jeres mening, alle mennesker i hele verden som læser denne blog!

Hyg jer.
/A

 

2 tanker om “Filosofiske overvejelser del 2 – hvorfor man skal sige sin mening, selvom man ikke tør.

  1. Hvor er jeg stolt af dig, det er modigt at tør sige sin mening foran hele klassen, men du har så ganske ret. det er også altid bedre at få det sagt inden man bliver så rasende at man får sagt en hel masse lort, som man bagefter fortryder 🙂

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.