Månedsarkiv: november 2014

Onsdag i naturvidenskabens, jordskælvenes og indvoldenes tegn

Hej verden.
Her kommer for en gangs skyld et indlæg om min dag, da jeg for en gangs skyld føler, at der er sket nok til, at jeg kan lave et indlæg om det.

Det startede med at jeg cyklede i skole i 50 minusgrader hvilket resulterede i, at jeg fik mere hovedpine end jeg havde i forvejen. Det er det upraktiske ved dette vejr (og grunden til at det bliver godt når jeg om et år forhåbentlig har mere fritid og dermed tid og overskud til at tage kørekort).
Da jeg så kom til geografi og klokken var 8, sad der 1 PERSON i lokalet. Da der var et minut til at timen skulle starte, var vi fire mennesker. 5 minutter efter timen var startet var vi 6. 10 minutter efter var vi 8, og så endte tre-fire mennesker op med at møde kl. 9, så vi var omkring 11-12 personer (ud af omkring 24 i alt). Bundrekorden er 7 personer, så det var ikke engang et ekseptionelt lavt antal af folk, det var bare onsdag morgen. Min lærer endte op med at konkludere, at det måtte være fordi at vi hader geografi. (Hader er et stærkt ord, men det nærmer sig sandheden).
Men det var sådan set ikke helt vildt frygteligt i dag. Vi skulle inddeles i grupper og lave en fremlæggelse om enten jordskælvet i Haiti eller Japan. Da der kun var én af de personer jeg normalt taler med der var mødt op, endte vi med at være i gruppe med to andre fra holdet, som jeg aldrig rigtigt har talt med, selvom jeg nu har haft timer med dem i over tre måneder, og de har siddet og stirret mig ind i nakken ligeså længe (altså fordi de sidder bag ved mig normalt, ikke fordi de er nogle creepy typer).
Vi valgte at arbejde med Haiti, hvilket sådan set var ok. Det var ikke sindssygt interessant, men det var 1000 gange bedre end at lave opgaver omkring vindretningen.
Der var 316.000 mennesker der døde, 300.000 der blev sårede og 1.000.000 der blev hjemløse pga. jordskælvet (som målte 7 på Richterskalaen). Desuden var der 52 efterskælv der var relativt kraftige, og som fik diverse bygninger til at styrte sammen. Og det hele skete den 12 januar 2010 kl. 16.53 lokal tid.

SÅ, nu har jeg spredt relevant faglig viden til verden, og kan derfor godt tillade mig at komme med flere ligegyldige detaljer:

Jeg endte op med at bruge noget tid på at formatere baggrundene på vores Powerpoint, så det fik et fancy udseende (jeg havde lyst til at lave regnbuetema, men det passede ikke rigtigt til stemningen, når der er en masse folk der er blevet dræbt).
Derefter skulle vi fremlægge det, hvilket sådan set gik fint nok. Vores lærer sagde at det var “fint og rigtig godt”, så jeg er tilfreds.

Så havde vi mellemtimer, hvor jeg sad sammen med de andre, som (efter de havde taget sig sammen til at komme i skole tre timer for sent) arbejdede på deres kemi-aflevering, og jeg sad og lavede ingenting/gik i gang med at skrive ting ned til min SSO. Da jeg ikke har kemi, var det nogenlunde som at høre nogen tale russisk, så det var vældig interessant.
Desuden fik vi diskuteret, hvorfor der ikke bliver produceret clementin-juice når der findes appelsinjuice, og diverse andre ting.

Så gik vi til biologi, hvilket var en interessant oplevelse. Vi skulle dissekere svinehjerter og overvære obduktionen af en gris, og derfor var alle meget spændte og i tvivl om hvad der mon ville ske.
Vi blev delt op i to hold, og mit hold startede ud med at se grisen blive obduceret, efter vi havde iført os forklæder og skobeskyttere(de der blå plasticpose lignende ting, som de har på i Hammerslag når de går rundt inde i husene).
Vi skulle stå omkring det bord dyrlægen stod ved, hvor hun havde lagt 5 små grise og to lidt større. Dette var i sig selv en smule ubehageligt, men det blev meget mere dramatisk end det, for så begyndte hun at skære en af de store grise op, og så var der pludselig frit udsyn til diverse indvolde som jeg umiddelbart ikke havde den store trang til at opleve i 3D (teknisk set 4D da det var inkl. en voldsom og meget kraftig lugt af død gris og diverse andre lugte).
Jeg kunne teknisk set lægge et billede ind af hele herligheden, men det tror jeg at jeg vil skåne jer for. Til gengæld kan I få disse billeder at se, som en ansat på skolen kom og tog af os, imens vi var i gang med obduktionen:

obduktion af gris2

 

obduktion af gris

 

(Her ser vi mig der er i gang med at filme det hele med en anden persons telefon, fordi vedkommende ikke selv kunne filme videre, fordi hun havde griseblod på hænderne, og jeg var den eneste person der ikke havde den store trang til at røre ved grisens indvolde, og derfor kunne filme).
(Desuden er disse billeder blevet lagt på skolens facebookside, og de kommer også på hjemmesiden, og det er første gang jeg formår at komme på skolens hjemmeside, så jeg tillader mig at føle mig lidt kendis agtig over det)

Det man ikke kan se ud fra billederne, er at jeg brugte størstedelen af min energi på at lave vejrtrækningsøvelser, tænkte gode tanker og forsøge at lade være med at tænke på, hvordan det mon så ud, dengang Peter Lundin parterede sin kæreste og hendes to børn. (Dette syntes min hjerne at jeg skulle tænke helt vildt meget over). Jeg ventede sådan set bare på at få et panikanfald eller at kaste op ud over alt, da en af de andre havde fået det dårligt meget pludseligt og blev nødt til at gå ud og alt muligt.

Efter vi havde overlevet hele griseobduktionen, og fundet ud af at en gris’ nyre skåret over på midten, ligner en tomatskive FRYGTELIGT meget (ikke flere tomater til mig), skulle vi dissekere svinehjerter. Dette gik umiddelbart fint, eftersom jeg var sammen med en person der gerne ville være den der førte kniven. Dog havde vi nogle aorta/lungearterie problemer, da slagteriet umiddelbart havde fjernet disse ting på forhånd, og det derfor var lidt svært at se hvor de skulle have siddet. Men det var ok.
Da vi fik fri var det voldsomt rart at komme ud i luften igen og imens jeg fulgtes med en af de andre væk fra skolen gik jeg og filosoferede over, hvorvidt jeg nu lugtede af død gris for evigt. Det har jeg stadig ikke fundet ud af om jeg gør, men jeg håber at det ikke er tilfældet.

Dette har alt i alt været en succesfuld dag, en slags i hvert fald. Nu er min telefon fyldt op med diverse billeder af indvolde og hjerter, så det er alt sammen meget godt.

Hyg jer.
/A

Man tager altid et valg, også når man ikke gør det – filosofiske overvejelser del 5

Hej verden. Der er noget frygteligt over, at næsten alle mine “filosofiske overvejelser” indlæg er inspireret ud fra en artikel TV 2 Nyhederne/DR har lagt på Facebook. Men det må I/jeg forsøge at se bort fra, for SÅDAN ER DET!

Nåh, men det der skete, var at jeg så denne overskrift:

Snapchat gjorde Louise til et monster”

Dette fik mig til at blive nysgerrig, da jeg fik store forventninger pga. ordet “monster”. Jeg endte dog op med at blive voldsomt skuffet. Læs selv artiklen(og se videoen, der er utroligt indholdsløs)

http://beep.tv2.dk/nyheder/snapchat-gjorde-louise-til-et-monster

Det handler kort sagt om en 22-årig kvinde, som er afhængig af Snapchat (en app man bruger til at sende billeder til hinanden). Hun mener at Snapchat har overtaget hendes liv, og at hvis man først er hoppet med på bølgen og har installeret appen, er der ingen vej ud af det store sorte hul af usikkerhed og afhængighed som man bliver trukket ned i (dette har hun dog ikke udtrykkeligt udtalt, men det er nogenlunde det hun siger).

Jeg anerkender, at hun gør opmærksom på problemet og står frem og fortæller åbent om det, da det er et problem hos mange mennesker i dag, men som ingen har lyst til at stå ved.
Det er meget fint at hun fortæller om det. Men hvad kan vi bruge det til?
I videoklippet fortæller hun om sin afhængighed, imens der ved siden af sidder en psykolog og taler om hvorfor mennesker søger anerkendelse og hvad de sociale medier repræsenterer og alt muligt vi allesammen ved i forvejen.

Det der irriterer mig, er at det fremstilles som om, at det er alt eller intet. Enten er du totalt afhængig af de sociale medier, eller også er du et stenalder-menneske der aldrig bruger nettet. Det kommer til at lyde som om, at mennesket ingen form for fri vilje eller evne til selvregulering har.
Jeg har f.eks. Snapchat på min telefon, men jeg går kun derind, hvis en af mine 4-5 venner derinde sender noget til mig, og for det meste svarer jeg ikke, da jeg ikke ser et formål med at tage et billede og sende det til folk, hvis jeg ikke laver noget interessant. Nogen gange har jeg det på samme med Facebook, Twitter og Instragram. Jeg kan sagtens lade være med at gå derind i flere timer, hvis jeg beslutter mig for det. Og det kan andre mennesker også.
Der er ingen som helst undskyldning for bare at lade sig styre af en app, og forklare det med at man er afhængig, og at den er designet til at gøre folk afhængige. Det er alt sammen meget muligt, men man har altid et valg, og man tager altid et valg, uanset om man gør det bevidst eller ej. Som den franske filosof Jean-Paul Sartre sagde, så ER mennesket frihed. Man kan ikke undgå at tage et valg, og man tager også et valg, når man tror man vælger ikke at gøre det(se, nu bliver det filosofisk! Tak til min ven Iris for at lære mig dette).

Du har altid et valg til at gøre hvad du har lyst til, og der er ikke nogen mennesker eller nogen app der kan fratage dig dette valg (der er visse historiske begivenheder dette ikke helt passer på, men det ser vi bort fra lige nu).
Når du vælger at lade en app gøre dig afhængig, og du ikke gør noget for at ændre situationen, så har du hermed taget et valg – et valg om at opgive din personlige frihed.
Princippet er, at man selv vælger hvordan man handler og reagerer i en situation. Og det ville mange mennesker have rigtig godt af at huske på!

En app kan ikke gøre dig usikker – den kan bare gøre dig opmærksom på den usikkerhed der allerede er indeni dig.

 

Men nu skal det ikke lyde som om, at jeg overhovedet ikke kan relatere til problemet, for det kan jeg sagtens. Her på det sidste er jeg begyndt at lægge mange billeder på Instagram, og jeg synes det er ved at nå til det punkt at jeg ikke helt kan tage mig selv seriøst, da jeg for et par dage siden endte op med at tage et billede af mig selv iført nissehue (jeg NÆGTER at bruge ordet ‘selfie’.( og nu har jeg så lige gjort det alligevel..)). Normalt har jeg et princip om ikke at tage billeder af mig selv i forskellige ligegyldige situationer, og da jeg tydeligvis har overtrådt den regel, og gerne vil symbolisere overfor verden og mig selv, at jeg mestrer disciplinen selvregulering, så vil jeg i den næste uge ikke lægge nogle billeder på Instagram ELLER Twitter/Facebook. Desuden vil jeg fortsætte med ikke at bruge Snapchat.

Så får vi se om jeg ender med at bryde sammen af et angstanfald, fordi jeg er i tvivl om mine relationer til andre mennesker og ikke kan få nok bekræftelse og anerkendelse.

Det bliver interessant.

 

Hvad nu, hvis jeg gerne vil være buschauffør, eller ikke ved hvad jeg vil med mit liv? – filosofiske overvejelser del 4

Hej verden.

Dette indlæg har jeg haft lyst til at skrive længe, da jeg nogen gange kan blive SÅ frustreret over nutidens senmoderne samfund, hvor det føles som om, at man ikke kan tillade sig ikke at have en klar plan for, hvad man vil når man er færdig med gymnasiet/HF. Faktisk starter det allerede når man er 12 og går i 6. klasse, og bliver tvunget til at lave en såkaldt “uddannelsesplan”, hvor man allerede på det tidspunkt bliver spurgt om, hvad man vil efter skolen og hvilket arbejde man godt kunne tænke sig. Og du skal ikke skrive i din uddannelsesplan, at du drømmer om at blive buschauffør, medmindre du gerne vil høre din UU-vejleder bede dig om at tage dig sammen og tage opgaven seriøst. Du skal stile efter et PERFEKT arbejde, hvor du kan tjene masser af penge og helst have magt over andre.

Denne indoktrinering starter meget tidligt i livet, også før vi overhovedet begynder i skole, hvilket medfører, at vi vænner os til ikke at sætte spørgsmålstegn ved, at ens arbejde selvfølgelig er det vigtigste i livet. Vi skal gå i skole for at få en uddannelse, så vi kan få det perfekte job, og tjene penge. Vi skal have en struktureret plan for, hvad vi præcist vil med vores karriere ned til mindste detalje, helst allerede inden vi begynder i gymnasiet, så vi får valgt de rigtige fag på A-niveau. Vi skal hurtigt videre i uddannelsessystemet, og der er ikke tid til at begynde at skifte mening! Og hvis du vælger at tage et sabbatår, så skal du have det rigtig dårligt med, at du ikke bare går i gang med din uddannelse så hurtigt som overhovedet muligt. (Samtidig er der også en masse folk der ser på en som om, at man er fra Mars, hvis man ikke vil have et sabbatår, og ikke føler et behov for at komme ud og rejse rundt i hele verden. Forvirrende? Ja tak). Vi skal en masse ting på én gang, og det bliver set som et nederlag, hvis du vælger noget forkert.

Vi bygger hele vores identitet og personlighed på vores arbejde. Vi skal tage efteruddannelse og være kursus hver anden uge, og for guds skyld ALDRIG stå stille. Vi skal være i konstant udvikling, og hvis vi ikke er det, så er vi gået i stå som mennesker, og findes der noget mere FRYGTELIGT end at være gået i stå som menneske? Du skal ikke bare have et arbejde, du skal have et arbejde der fuldender dig som menneske!

Der er en forventning til, at det perfekte job vil gøre dig til en lykkelig person. Vi skal stile efter at få et arbejde, som vi kan have hele livet, og som vi ALDRIG vil blive trætte af. Man skal vælge noget spændende, helst noget der hedder et eller andet fancy navn på engelsk, og som ingen rigtigt forstår hvad er.

Du vil være “key account manager”? Godkendt. Du vil være skraldemand? (eller, renovationsmedarbejder som det hedder nu til dags). Hvad? Skraldemand? Nååh, du laver sjov! Haha, hvem fanden vil være skraldemand?

Det er åbenbart ikke fysisk muligt, at være skraldemand og være glad i dette samfund. Folk kan umuligt tro på, at en person der IKKE har en lang videregående uddannelse, kan have et godt liv. Det er det samme med buschauffører. Af en eller anden grund er de havnet meget langt nede i hierarkiet, og der er aldrig nogen der overhovedet tænker tanken, at det kan være at de elsker deres arbejde, for deres arbejde er det samme hver dag, og de skal ikke på kursus hver anden uge eller tage en master i et eller andet fancy for at kunne beholde deres arbejde. De har et ensformigt arbejde, og derfor er de gået i stå som mennesker, virker det til at de fleste mener uden at sige det højt.
Af samme grund er der stor mangel på social og sundhedshjælpere. Det bliver ikke anset for at være en fancy uddannelse, og man kan UMULIGT tage sig selv seriøst, hvis man ikke stiler efter andet end det.

Og hvor helvede er logikken i det? Ældrebyrden (Ja Pia Kjærsgaard, det er muligt at du synes at det er et forfærdeligt ord, men nu bruger jeg det!!) bliver større og større, og der er meget mere brug for social og sundhedshjælpere/assistenter end der er brug for key account managers/folk med en doktorgrad i ‘anvendt filosofi’. Og der er OGSÅ brug for skraldemænd og buschauffører og folk der renser kloaker!!

Jeg HADER at folk har denne her forestilling om, at uddannelse og arbejde er det vigtigste i livet, for det synes jeg ikke det er. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange indenfor det seneste år jeg er blevet spurgt om, hvilken uddannelse jeg vil tage efter HF, og hvilket arbejde jeg vil have. Jeg er glad for at folk interesserer sig for mig, det er ikke det, men det er som om, at det bliver fastholdt i at være det vigtigste i verden, når det første vi spørger et menneske vi møder om er “Nåh, men hvad laver du så til daglig?”.

Vi kan ikke finde på andet at tale om, for hele vores person er opbygget omkring arbejdet.

Hvorfor ikke spørge om noget relevant, som f.eks. “Hvad gør dig glad?”, “Hvad tror du meningen med livet er?”, “Hvad holder du allermest af at gøre”?
Der er SÅ MEGET andet der er mere vigtigt i livet end hvilket job man har, og jeg ville så inderligt ønske, at vi ville nå til et sted, hvor vi ikke ville se anderledes på en buschauffør end en person der har læst International Business på CBS. De kan begge to være ulykkelige, og de kan begge to være rigtigt glade. Det er ikke alt i verden der afhænger af ens arbejde, og bare fordi du har en lang uddannelse, gør det dig ikke mere kvalificeret eller berettiget til at få et godt liv.

Nej, jeg ved faktisk ikke helt præcist, hvad mit drømmejob er. Jeg siger til folk, at jeg vil studere psykologi, og det vil jeg også gerne, fordi jeg synes det er spændende. Men jeg har ikke lyst til at arbejde som psykolog. Faktisk vil jeg allerhelst være forfatter, men det nævner jeg ikke rigtigt, da det ikke virker som en sikker fremtidsplan. Og det skal det jo være, for jeg skal være sikker på, at jeg finder på noget som jeg ALDRIG bliver træt af at lave de næste 80 år.

Jeg vil ikke have så mange forventninger til et arbejde. Jeg behøver ikke at tjene 800.000 om året og have en rigtigt god pensionsordning. Jeg behøver ikke at få et perfekt liv og være i konstant udvikling. Jeg vil sådan set bare gerne have det godt, og have penge nok til at overleve, for det er vel det det handler om, ikke? Hvorfor skal jeg absolut have et drømmejob, hvis mindre sagtens kan gøre det?

Hvis dette samfund ikke skal ende med at nedbryde sig selv (som jeg har en teori om, at det er i gang med), så skal vi acceptere at der er brug for alle, og at alle mennesker er lige meget værd, uanset om de har planlagt deres liv ned til mindste detalje eller ikke, uanset om de vil være ingeniører eller buschauffører,

Og så vil jeg opfordre ALLE til at stoppe med konstant at spørge unge mennesker (børn på 10 år og opefter) hvad de vil uddanneses som, hvad de vil arbejde som, og alt i den dur. De skal nok finde deres passion, hvis man lader dem leve deres liv, i stedet for hele tiden at forstyrre dem, og spørge hvor det egentlig er, at de er på vej hen, og hvad de nu vil med det.

Respekt til alle dem der tør at stå ved, at de INGEN idé har om hvad de vil endnu, men samtidig også dem der tør stå ved at deres største drøm er at blive mekaniker eller læge. ALLE er lige gode uanset om de har en plan eller ej.

Det var alt for nu.
Hyg jer.
/A

Frisørsagen – filosofiske overvejelser del 3

Hej verden.
Jeg kom lige før til at gå på Facebook, og som det næsten altid er tilfældet, medførte det at jeg endte op med at være virkeligt irriteret på menneskeheden (i hvert fald en del af den). Der var en nyhed omkring den såkaldte “frisørsag” (de kunne godt have fundet på et lidt mere fancy navn synes jeg personligt).
DR Nyheder havde lagt en artikel ud omkring det, hvilket selvfølgelig havde resulteret i, at diverse mennesker havde kommenteret det, og mange af dem uden overhovedet at vide hvad det handler om, men det er jo ikke nogen overraskelse. Det er sjovt som folk føler sig berettigede/i stand til at udtale sig om noget, bare fordi de har gjort sig den store anstrengelse at læse overskriften..

En masse mennesker (sjovt nok næsten udelukkende mænd) har skrevet diverse kommentarer, hvor de udtrykker, hvor enige de er i Landsrettens afgørelse om, at det er i orden at kvinder skal betale mere for en klipning end mænd.

F.eks skriver en person ned navn Lars dette: “Forfærdelige kvindemenneske. Kan man ikke lide forretningsbetingelserne, skal man finde nogle andre at handle med. Ikke pudse statens bevæbnede agenter på folk.”

Og helt frygteligt blev det, da jeg læste dette: Og… sagen ender nok med at frisører landet over skæver til dommen og tænker “vi må nok hellere klippe efter timetakst fra nu af. Og lige forhøje den takst et par trin, bare for at være på den sikre side”.
Og så ryger regningen videre til alle. Ikke kun kvinder der vil have herrefrisurer.
Min hjerne skriger ind imellem på aktiv dødshjælp. Det her er et af de tidspunkter”.

Jeg håber lidt, at han i det mindste mener aktiv dødshjælp til ham selv, men jeg tvivler.

“No offense, men har aldrig set en mand med hendes frisure”

Det er ret interessant som (nogle, ikke alle) mænd flipper helt ud og får det til at lyde som jordens undergang, at en kvinde overhovedet kan finde på at sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor det nu lige er, at hun skal betale 60-70 (i nogle tilfælde 200) kr. mere for en klipning af en frisure, der tager omkring 10 minutter at klippe, af den ene grund, at hun er kvinde.

Jeg blev ret overrasket da jeg læste alle kommentarerne, da jeg i mit hoved havde tænkt, at det da var fuldstændig logisk, at prisen burde afhænge af frisørens tidsforbrug på at klippe den frisure personen ønsker, fremfor at den er kønsbestemt. Det giver jo ingen mening for mig at se.
Derfor har jeg valgt at lave en tegning af situationen:

frisør

 

To personer med samme hårlænge vil gerne klippes. De har begge to en relativt ukompliceret frisure, som tager præcis samme tid at klippe. Dog skal den ene person som er en kvinde betale 200 kr. for en klipning, imens den anden kun skal betale 130 kr. (Afgør selv hvilken af personerne der er kvinde, og se bort fra, at den ene er ved at få brændt sit hår af fordi solen er unaturligt tæt på).

Det er blevet afgjort, at frisører ikke kan nægte kvinder en herreklipning, hvis de ellers spørger om det. Det er jo sådan set fint nok, bortset fra at det stadig ikke hænger sammen. Har det nogen som helst relevans for klipning af en persons hår, om vedkommende er mand eller kvinde? Kvinder kan have kort hår. Mænd kan have langt hår. Det er en stærk generalisering at sige “det er ok at kvinder skal betale mere, da de har langt hår og mere komplicerede frisurer”. I nutidens samfund kan man ikke opdele det på den måde, og jeg kan ikke helt se meningen med det.

Det bliver pludselig ret tydeligt, at vi ikke har så meget ligestilling som vi burde have.

Hyg jer.
/A

Filosofiske overvejelser del 2 – hvorfor man skal sige sin mening, selvom man ikke tør.

Hej verden.

I dag lærte jeg en meget vigtig ting, som jeg teknisk set godt vidste i forvejen, men her kommer nogle ord om det.

Vi skulle lave evaluering af undervisningen og evaluere vores egen læring i psykologi i dag. Det virkede først til at være noget hippie-pædagogisk pis, men det viste sig at være meget fint, efter vi var kommet over det punkt, hvor min lærer stod og prøvede at motivere os til at lave et “koordinatsystem over vores egen læring og motivation”. Dette var der ikke nogen vild jubel over, så vi gik videre til det der rent faktisk var vigtigt, nemlig hvordan undervisningen kan blive bedre.
Jeg har nu ventet i omkring to en halv måned på en mulighed som denne, da jeg kort sagt har været ret utilfreds med undervisningen igennem hele skoleåret. Der har været en generel utilfredshed med vores lærer hos alle folk jeg taler med, og kort sagt har jeg ikke følt, at jeg har lært nok ift. hvad jeg havde forventet. Jeg vil ikke opremse alt det jeg synes der har været i vejen med undervisningen, men der er bare ikke rigtigt et højt nok niveau, når man tænker på at det er B-niveau.

Normalt er jeg ikke en person der brænder for at sige min mening i offentlige forsamlinger, og specielt ikke hvis det handler om noget, hvor folk kan blive stødte eller slet ikke forstår ens pointer. Men jeg valgte at være ligeglad med alt det, så da min lærer spurgte, om der var nogen input til hvad der fungerer godt og dårligt i undervisningen, så var jeg den FØRSTE der rækkede hånden op (uhhh).
Så formulerede jeg en sætning, hvor jeg på en velformuleret måde fik forklaret, at jeg godt synes at niveauet kunne blive sat op, da det ikke fungerer for mig, at vi bruger så lang tid på gentagelser af ting som langt de fleste allerede har styr på, og at jeg desuden føler, at jeg mangler et overblik over hvad det egentligt er, at vi skal nå igennem i løbet af året af emner, da jeg personligt synes at vi har brugt relativt lang tid (tre måneder) bare på at komme igennem det første emne. (dette var en meget lang sætning)

Det føltes meget angstfremkaldende at sige hvad jeg rent faktisk tænkte, på en så ærlig måde, men samtidig føltes det MEGA awesome, fordi jeg føler at jeg fik sagt det på en måde, hvor jeg ikke talte på alles vegne og egentlig bare sagde hvad jeg selv synes.
Der var nogle få personer der erklærede sig enige i dette, og jeg tror at mange var en smule bange for at sige noget, men det var også hvad jeg havde forventet. Det er jo altid lettere ikke at sige noget, hvis der er nogle andre der gør det for en, og dette har jeg selv gjort SÅ mange gange før, at jeg ikke orkede det mere, for HELT ærligt.. Har det nogen betydning, om der er nogen der vil indrømme at de er enige med en, og hvorfor skal man bekymre sig et sekund om, hvorvidt nogle mennesker er uenige med en?
Hvis man er træt af noget igennem en længere periode, så skal man gøre noget ved det, og det kunne jeg mærke at jeg havde brug for i dag. Jeg ville ikke kunne tage mig selv seriøst, hvis jeg havde sagt ingenting, og derefter bare var blevet ved med at brokke mig over undervisningen sammen med de andre, da dette ikke gør andet, end at gøre mig i dårligt humør.

Man skal ikke bare være et offer for omstændighederne, og beslutte sig for at være sur og irriteret, for hvordan skulle noget så kunne blive bedre? Hvis man ikke selv tager ansvar, så er der heller ikke noget der ændrer sig. Hvordan kan jeg forvente, at min lærer læser mine tanker, og selv finder ud af, at undervisningen ikke fungerer, hvis ingen tør at sige noget?

Og det der er det rigtigt gode ved det, er at det faktisk virker til at have haft en rigtigt god effekt allerede. Min lærer var meget forstående, og sagde mange gange, at han ikke tog det vi sagde personligt, og faktisk bare var interesseret i at forbedre sig, fordi han stadig er nyansat på skolen. Så jeg tror nu på, at det bliver bedre fremover, og så vil jeg huske på, at det er en fordel at sige noget, hvis der er et eller andet man er utilfreds med, og som har gået en på i en længere periode, eller bare i en periode.
Så længe man siger sig mening på en konstruktiv måde, så folk kan bruge det til noget, så sker der oftest ikke frygtelige ting for en. Hvis ingen tør gøre noget, så sker der ingenting.

Så husk at sige jeres mening, alle mennesker i hele verden som læser denne blog!

Hyg jer.
/A

 

Hej verden. Jeg har lige besluttet for 10 sekunder siden, at jeg vil lave en serie af indlæg, der skal handle om diverse ting som jeg nogen gange kan bruge meget lang tid på at tænke over.

Her den anden dag faldt jeg over en artikel på min skoles hjemmeside, hvor en person fra mit geografi/biologihold fortalte, at hun ikke vidste hvad hun skulle have gjort uden HF enkeltfag og fjernundervisning (selvstudie), da hun ikke psykisk kan holde til at være i skole 7 timer hver dag, og at hun har haft depressioner og stress før i tiden.
Dette satte diverse tanker i gang i mit hoved, da jeg automatisk havde vurderet hende til at være en person der havde styr på det hele, og ikke et sekund havde tænkt på, at hun måske også havde ting i sit liv der var svære.
Det er ret interessant, da jeg faktisk aldrig har talt med hende. Min hjerne har bare overbevist mig om, at hun måtte være en glad person, af den grund at hun for det meste ser glad ud.
Og det er et generelt problem vi mennesker har. Vi dømmer folk uden rigtigt at vide noget om dem, hvilket i nogle situationer kan være godt, f.eks. hvis vi ser en person med en pistol, er det ret praktisk at vores hjerner hurtigt fortæller os at de er farlige, og at vi skal løbe væk. Men ellers er der ikke ret meget godt forbundet med at dømme folk før vi kender dem (specielt når de ikke er interesserede i at slå os ihjel)

Personligt har jeg en tendens til at forsøge at overbevise mig selv om, at jeg er sådan en person der ikke har fordomme om folk, eller som dømmer nogen uden at kende dem. Men sådan en person er jeg altså ikke (endnu). Hvis nogen siger “Jeg bruger 700 kr. om måneden på at tage sol” – så dømmer jeg dem. Hvis nogen har farvet deres hår pink, så dømmer jeg dem. Også selvom det ville være smukt hvis jeg ikke gjorde.
På den anden side betyder det også, at jeg ofte automatisk tænker, at folk der fremstår glade, åbne og positive har perfekte liv. Det er fuldstændig åndssvagt, for det ved jeg jo godt, at ingen har. Det er endnu et eksempel på et generelt problem, og det forklarer bl.a. hvorfor nogle folk kan få depressioner og mindreværdskomplekser af de sociale medier; vi tror at andre har perfekte liv, fordi de fremstår sådan. På overfladen.

10593060_10204497601105116_3397366429402985860_n

De færreste skriver en statusopdatering hvor de fortæller om ting de er kede af, eller hvis de har haft en virkeligt dårlig dag, hvor de har følt sig alene i verden. Det gør jeg da heller ikke selv, i hvert fald ikke om de ting der virkeligt går mig på. Og det er ok. Jeg går ikke ind for at vi skal skrive en masse deprimerende statusopdateringer der er fyldt op med brok og depressive tanker. Vi skal bare huske, at hvis folks Facebook opdateringer og Instagram billeder afspejlede det virkelige liv, ville der være ligeså mange dårlige ting som gode ting. Alle problemerne opstår så snart vi tror, at folk er glade og lykkelige bare fordi de ser sådan ud.
Sådan har jeg tænkt om en masse personer før jeg blev venner med dem, og fandt ud af, at de har mindst lige så mange problematiske/mindre awesome ting i deres liv, som jeg har.

Vi lader os så let overbevise om, at ting forholder sig på en bestemt måde uden at have nogle rigtige beviser for det. Jeg har ikke lige umiddelbart svaret på hvordan man stopper med det, men jeg vil selv være mere opmærksom på det fremover, og det ville da være meget godt hvis der var andre folk der også ville det.
Man kan ikke 100% undgå at dømme folk, men man skal huske, at bare fordi ens hjerne fortæller en, at den og den person er sådan og sådan, betyder det langt fra, at det er rigtigt. Vi ved faktisk ikke rigtigt noget om andre menneskers liv, før vi har lært dem rigtigt at kende og har haft rigtige samtaler med dem, som ikke bare indebærer at tale om vejret (dette er en af grundene til at jeg har det svært med small talk-konceptet).

Jeg vil slutte dette af med et citat fra min yndlingsbog, som meget kort og præcist beskriver hvad jeg mener:

“Don’t judge a man until you have walked two moons in his moccasins.”
Sharon Creech, Walk Two Moons

Hyg jer.
/A