Efterårsferie – sightseeing i Esbjerg

Hej verden.
Jeg foretog mig rent faktisk noget i går, så derfor kommer dette indlæg til at handle om det, for det er jo ikke hver dag den slags sker.
Eftersom det er efterårsferie, som de hurtige nok har opfattet efterhånden, valgte vi at tage til Esbjerg, af den grund at min bror og jeg har talt om at tage til Esbjerg i omkring 5 år, men uden at det blev til noget.
Så vi tog afsted, og vi var så spændte at vi var ved at sprænge i luften.
IMAG5256
Det første sted vi ankom til, efter at have kørt i næsten to timer, var Esbjerg Musikhus.
IMAG5270Det var et meget underligt sted, og det mindede mig mest af alt om hotellet i The Shining. Det var mega stort og skræmmende. Måske fordi vi var de eneste mennesker udover en billetdame, og at klokken var 11 om formiddagen. Men det var faktisk relativt uhyggeligt. Vi gik udelukkende derind for at udnytte deres gratis toiletfaciliteter, hvilket betød at vi skulle gå ned ad en masse trapper, for at komme ned til endnu et meget stort åbent areal fyldt med garderobe og toiletter og alt muligt. (Altså ikke at toiletterne stod midt i rummet, der var døre). Toiletterne var nogle meget store rum, hvor der var spejle overalt og omkring 30 toiletter. Jeg var det eneste menneske derinde, hvilket egentlig passede mig fremragende.

Nåh, men efter vi allesammen havde været på toilettet (hver for sig, ikke sammen, nej), kom vi pludselig til at stå stille, og så var der pludselig sådan en lyd der lød som noget i retning af en gyserfilm. Det lød som om, at der var en der stod og hviskede noget lignende “aaaaaaaaarrrrrrhhhhh” på en mega uhyggelig måde. Det er lidt svært at beskrive det med ord, man skulle nok have været der. Men det var i hvert fald en meget farlig situation, så vi skyndte os at løbe væk i en helvedes fart.
IMAG5265
(Jeg er ikke sikker på at man kan fornemme den uhyggelige stemning, men jeg håber I kan sætte jer ind i det)
IMAG5268
Sådan så det ud nede fra kælderen. DET er sgu da skideuhyggeligt!!

Efter denne oplevelse gik vi hen til Esbjerg centrum. Det var faktisk meget fint. Vi gik forbi et solcenter, der sjovt nok reklamerede med nye rør:
IMAG5273
Hvad nu, hvis man bedre kan lide gamle rør?

Nåh, men vi gik lidt rundt og forsøgte at finde et sted at spise. Dette lykkedes til sidst, da vi fandt et sted der hed “Hos Ingeborg”. Vi valgte at gå derind fordi de havde alt muligt dejligt gammeldags dansk mad (Dansk Folkeparti ville elske det sted), bl.a. suppe, smørrebrød, og diverse retter der involverede smørsovs).
IMAG5274
Vi kom derind og fik det eneste ledige bord, og Ingeborg kom og tog imod bestillinger. Ingeborg var en meget fin og relativt gammel dame på 76, som vi fandt ud af senere. Hun var den eneste der gik rundt og serverede til folk, selvom hun havde lidt svært ved at gå i normalt tempo. Hun tog det meget roligt, hvilket faktisk var mega inspirerende, og det var også sådan cirka første gang i mit liv at jeg har set en person over 30 være tjener. Det var skidegodt.

Vi fik vores mad, og alt var godt, og der var også smørsovs. Det var en god oplevelse.
Derefter endte vi med at bestille kringle, også selvom vi ikke var mere sultne og også selvom jeg teknisk set ikke spiser kage. Men jeg vurderede at det ikke er ret tit at man har mulighed for at få rigtig kringle, og at det ikke er særlig tit at vi er i Esbjerg og endnu mere sjældent at vi er Hos Ingeborg. Så jeg spiste kringle, eller dvs. 2/3 af stykket, da jeg til sidst måtte give op. Jeg var overbevist om, at jeg hvert sekund kunne dø af mæthed, så jeg valgte at stoppe. Men det var en skidegod oplevelse.

Efter dette tog vi afsted for at komme hen til Esbjerg Sælcenter, som i virkeligheden hedder “Jagt og fiskerimuseet”. Men der var sæler, og diverse andre fisk/fugle, og det var skidegodt.
IMAG5295
Dette var dog relativt ubehageligt, men jeg er glad for, at den var lukket inde så den ikke kunne slippe ud og suge min sjæl ud (man skal ikke stole på et dyr der har 8 arme(eller et menneske for den sags skyld)).

IMAG5292
Her ser vi nogle fisk, som jeg har glemt hvad hedder.

IMAG5288
Her ser vi endnu en form for fisk, som var meget hyggelig.

IMAG5285
Der hang et skelet i loftet, som stammer fra et eller andet dyr jeg ikke kan huske hvad hed.

IMAG5296
Dette skulle forestille at være et billede af sælerne, men det kan jeg se nu at det ikke er, hvilket er lidt dumt, eftersom formålet med dette indlæg var at vise billeder af sæler. Men jeg orker ikke at hente mit kamera og lægge billederne fra det over på computeren, så det må blive i et andet liv.

Bagefter var vi ovre ved nogle store skulpturlignende ting. Det var interessant, og det regnede.

Til sidst endte det med at vi købte mad fra Sunset, fordi det var sent, og min mor ikke havde lyst til at spise rugbrød til aftensmad som ellers var planen. Så vi brugte en masse penge i går, men det var en god dag.

I dag (tirsdag) skal jeg bage knækbrød, læse “The Darkest Minds”, pakke til i morgen hvor mor og jeg skal på et fancy kroophold med buffet og hele lortet, og senere i dag skal vi i biografen og se “Fasandræberne”. Så det er jo alt sammen meget godt. Torsdag når vi kommer hjem skal jeg på arbejde, fredag skal vi i Ikea for at købe hylder og evt. en fodskammel, lørdag skal jeg arbejde, og søndag skal jeg lave alle de lektier jeg ikke kommer til at lave de andre dage af ferien.

Nu har jeg officielt ikke mere at sige, og jeg skal ud og vaske stegepanden op, så farvel.
Hyg jer.
/A

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.