Spontan glæde

Jeg vågnede kl. 8 i den tro, at jeg skulle ud af døren 2 ½ time senere (hvilket vil sige præcis det tidspunkt som dette indlæg er skrevet på). Så kiggede jeg på min telefon, og så at jeg havde fået en sms fra skolen. Først troede jeg, at det var matematik-Kirsten, fordi hun havde sagt noget om, at hun ville sende en sms til os omkring et eller andet fancy software-halløj som jeg ikke kan huske hvad var. Nåh, men det viste sig, at det ikke var matematik-Kirsten, men derimod en meget mere interessant besked, omhandlende at samfundsfag er aflyst i dag pga. sygdom, hvilket vil sige, at jeg har fri HELE DAGEN!!!

Jeg ved godt, at man ikke må være begejstret over andre menneskers lidelser, men jeg går ud fra, at det skyldes at læreren stadig har ondt i halsen, eftersom han i tirsdags nævnte, at han altså ikke kunne råbe rigtig højt, fordi han havde ondt i halsen. Og så længe det kun er ondt i halsen, og ikke noget farligt, så tillader jeg mig at være meget entusiastisk omkring det, specielt fordi det betyder, at jeg ikke behøver at bevæge mig ud i samfundet/regnvejret hele dagen. Jeg synes også at denne uge har været en smule hård, så det passer mig skide godt med en fridag.
Jeg havde lidt planlagt at jeg ville se fjernsyn og høre høj musik og bage boller og knækbrød, men den høje musik bliver ikke til noget, eftersom min far arbejder hjemmefra, og hans telefon hele tiden ringer, og en masse fancy mennesker vil tale med ham. Så jeg må nøjes med at bage boller og knækbrød og høre lav musik. Men det er også fint.
Jeg tror ikke jeg har tænkt mig at lave lektier i dag, medmindre jeg pludselig får en stor trang til at gå videre med min geografi-aflevering. Dog fornemmer jeg ikke, at det kommer til at ske.
Nåh, men det gode ved fridage er at have tid til at lave god morgenmad, som ikke bare er blevet varmet i mikroovnen.
Permalink til billede
Ristet brød og en omelet der blev mega god i dagens anledning + grøn te, som i dagens anledning er gul. (jeg forstår ikke hvordan grøn te’s farveegenskaber fungerer. Nogle gange er den gul, andre gange orange eller mørkerød/brun. Et evigt mysterium)
Jeg tror ikke jeg har mere at sige. Glædelig fredag, verden.
Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.