Sådan bliver du lykkelig uden at skade miljøet

Vi har lige haft geografi, og nu er der mellemtimer, så jeg vil lige benytte lejligheden til at skrive nogle inspirerende ord, imens jeg udskyder den aflevering jeg lige skulle til at starte på.
Vores geografilærer viste os en TED Talk, som han selv mente var “en virkeligt god video”. Han var meget entusiastisk omkring den. Nu ville det jo være smart hvis jeg linkede til den, men jeg kan ikke huske hvad den hed, så der kommer ikke noget link, hvilket nok også er ligemeget, eftersom jeg tvivler på, at nogen af jer virkelig ville klikke på det under alle omstændigheder.
Men det handler om, at vi har et for stort økologisk fodspor de fleste steder i verden, hvilket betyder, at vi i f.eks. Vesten forbruger så meget (mad, transport, alt hvad vi gør/laver), at vi bruger hvad der svarer til tre jordkloders ressourcer. Det er ikke så godt, fordi vi jo som bekendt kun har én jordklode. Surprise.
I videoen nævner manden der snakker (som i øvrigt så meget glad ud), at han har brugt hele sit liv på at studere alt det der ikke bliver målt i alle de fancy undersøgelser der bliver foretaget. Han mener, at der bør være mere fokus på alt det vi kan gøre for at blive glade, som ikke handler om forbrug og andre ting der er skadelige for miljøet/verden. Derfor har han lavet en liste med fem ting, som man (ifølge ham) kan gøre for at blive lykkelig:

1. Sociale relationer. Man skal bruge tid sammen med dem man holder af, for så bliver man glad.

2. Være aktiv. (Dette kan jeg selv relatere til, fordi jeg en dag i skolen præsterede at sidde ned i 6 timer, uden at rejse mig op én eneste gang. Da jeg fik fri, var jeg i skidedårligt humør)

3. Være opmærksom på alt omkring sig. Mindfullness, og alt det der.

4. Lære, og at blive ved med at lære hele livet. Hvis man stopper med at lære, går det udover ens helbred, og det er noget skidt.

5. Give til andre fremfor at tage alt selv. Han sagde, at en mand der donerede 100 dollars til et godt formål fremfor at bruge pengene på sig selv, var meget gladere end en mand der brugte alle pengene på sig selv. (Dette kan diskuteres, eftersom man ikke bliver glad af at give sine penge til alt muligt random)

Det var det. Håber I kunne bruge det til noget.
Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.