Eksamensræs og ferieforvirring

HEJ!
Det er længe siden jeg sidst har skrevet et indlæg. Næsten en måned. Det skyldes ikke at jeg har haft specielt travlt, nærmere det modsatte. Jeg har brugt det meste af tiden på at sidde, læse, se alle Harry Potter filmene to gange, læse noget mere, være til skriftlig matematik eksamen, læse til psykologi eksamen, være til psykologi eksamen, være sur og vred fordi det ikke gik som planlagt pga. min lærer som hele tiden afbrød mig, holde fri, være på arbejde, få 12 i skriftlig matematik (wuhuu!) og læse mere til eksamen.
Ja, masser af spændende ting. Nu er der to døgn til min sidste eksamen, og i går blev jeg endelig ramt af følelsen af, at jeg faktisk har virkeligt meget styr på det, og at jeg kommer til at klare det godt. Eller, jeg har hele tiden vidst, at det efter al sandsynlighed ville gå ret godt, men nu føler jeg mig mere overbevist om det end før.
Det er ikke fordi at jeg har brugt 1000 timer på at forberede mig, og har læst nat og dag. Generelt har jeg taget det ret afslappet. Altså ikke sådan fuck-skolen-jeg er-på-facebook-hele-dagen afslappet, men afslappet på en god måde. Jeg har brugt nogle timer hver dag på at læse op på de ting jeg var i tvivl om, skrive 15 siders noter til alt, og øve mit oplæg igennem en del gange. Nok omkring 15 gange. Det startede med at tage omkring 35 minutter, hvis jeg snakkede langsomt og sagde alt jeg ville. Men det gik ikke, eftersom det højst må tage 15 minutter. Så jeg blev ved med at øve det, og i går endte det så med at det tog 13 minutter, hvilket er perfekt. Jeg snakkede relativt hurtigt, men det er nødvendigt, for ellers går der for lang tid. Jeg kan altid trække vejret bagefter, ingen grund til at spilde tid på det.

Nu skal jeg bare have printet mine noter ud, læst dem igennem en sidste gang, printe min synopsis i den nye opdaterede version, tranportere mig selv op på skolen mandag 15.15 i lokale 15 (og HUSKE at aflevere mine skolebøger, for ellers sker der frygtelige ting!!), og så kan jeg ikke gøre mere. Altså jo, så er der også lige selve eksamen, selvfølgelig, men det bliver ikke noget problem. Selvom det er relativt upraktisk at jeg er den allersidste. Eller måske bliver det en fordel. Jeg har en teori om, at lærerne måske falder i søvn, fordi de er så trætte efter at have hørt på diverse mennesker plapre løs om Kina hele dagen, og så pludselig vågner op og bliver nødt til at give mig 12, fordi de har det dårligt med at de faldt i søvn.
Lad os se om det bliver en realitet.
Og så er der ferie. Helt indtil den 28. juli hvor jeg skal på arbejde igen. Der er 5 UGER til!! Det er mega længe! Det bliver underligt ikke at skulle arbejde i så lang tid. Men det er sikkert fint nok. Så kan det være at jeg bliver bedre til at huske mit sociale liv i stedet for. Jeg er blevet frygteligt dårlig til at huske at kontakte folk. Men jeg er opmærksom på det, så undskyld til alle der føler sig glemt (hvis der overhovedet er nogen der læser dette indlæg, og har orket at læse videre indtil nu)

Efter eksamen har jeg ikke nogen planer for den kommende uge endnu. Udover at der er Sankt Hans om aftenen selvfølgelig. Og så har jeg (måske) en halv aftale med Randi og Bokka om torsdagen, men jeg er ikke sikker på det. Ellers skal jeg bare læse og holde fri.

Vi er pt. igang med at bestille vores sommerferie. (*GIPS* “HAR I IKKE GJORT DET ENDNU?????!!” råber alle). Nej, vi har ikke fået det gjort endnu. Det vil sige, at vi heftigt har diskuteret det i tre måneder, men ikke er blevet enige indtil nu. Eller dvs. vi er stadig ikke enige, men jeg tror vi er blevet enige om, at tage til Norge, selvom alle ikke er enige. WUHUUU!!! Jeg blev så glad da det endte med det. Jeg ELSKER Norge, mere end noget andet. Dette vil jeg nævne mere om i et andet indlæg, tror jeg. Men Norge er det bedste sted i verden, og selvom jeg har været der 7 gange, så vil jeg altid gerne derhen igen. Jeg er begyndt at overveje tanken om at flytte derop, når jeg er færdig med HF og efter al sandsynlighed skal have et år fri, inden jeg (efter planen) skal flytte til Aalborg (forhåbentlig med Bokka). Arbejde deroppe i et år og tjene masser af penge, så jeg ikke behøver at stifte gæld indenfor den nærmeste fremtid, og så komme hjem igen. Selvfølgelig er der er en vis sandsynlighed for at jeg ikke gider at hjem igen, fordi der er så pænt og hyggeligt, men det tror jeg nu alligevel gerne at jeg vil.
Men lad os nu se. Det er mest af alt en hyggelig tanke, som teknisk set ikke er umulig at føre ud i livet.
Det finder jeg ud af til den tid.

Nåh. Men nu vil jeg læse videre i Harry Potter and the Order of the Phoenix, og håbe på, at vi får bestilt ferien uden at dræbe hinanden.

(Hvis I trænger til noget sjovt at foretage jer, så kan I jo evt. tælle hvor mange gange tallet 15 blev nævnt i dette indlæg, for jeg har på fornemmelsen, at det er ret mange gange).

Uhh, så var vi også i Mariager i sidste uge. (Jeg HAR foretaget mig noget andet end at sidde, nu hvor jeg tænker over det!!)

De havde et fint lille bibliotek, som så mega hyggeligt ud. (i hvert fald udefra.)


Deres SuperBrugs havde vist været ude for en ulykke, så det ud som. Meget interessant, faktisk.


Alligevel prøvede de stadig at bilde folk ind at de har åbent hver dag.


Dette ligner et billede der burde ligge på Instagram. Men det gør det ikke. Selvom det ser hipster-agtigt ud, så symboliserer det, at jeg har spist meget frugt og en (lidt for stor, kunne man evt. sige) mængde rosiner og mandler/hasselnødder. Det ved jeg, at I er meget glade for at vide.


Men ikke alt for meget sundheds-pjat. Jeg lavede den bedste biksemad til mig selv i mandags, bestående af nogle kødrester (det lyder drabeligt), kartofler, engelsk sovs, og den hemmelige ingrediens der gør alt bedre: ristede løg. Og så et spejlæg, og RIGTIG ketchup! Ikke det sukkerfri stads som jeg har spist de sidste to måneder, eftersom jeg har vurderet, at det var fjollet, for det er jo ikke fordi at man spiser to kg ketchup dagligt, vel.
Det var alt for nu.

Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.