Fredag 25. april

HEJ!

Det er fredag i dag, og det var en god dag! Solen skinnede, hvilket betød at alle mennesker i hele verden var i godt humør. Det var rart. (Eller, næsten alle i hvert fald).
Jeg møder sent om fredagen, så jeg startede dagen med at rengøre vasken og toilettet. Det er jo en dejlig måde at starte dagen på. Ja ja. Det siger en del om, hvor meget mere energi jeg har fået, efter jeg er stoppet med at spise sukker. Det er faktisk ret frygteligt, så stor en forskel det gør. Jeg har generelt haft det meget bedre end normalt, så det er det hele værd. Min hjerne fungerer mere optimalt, hvilket er meget praktisk, nu hvor eksamen nærmer sig.
Nåh, men jeg var søreme i skole i dag. Det var en interessant og lettere stressende/forvirrende oplevelse. Vi skulle have afvekslende undervisning i samfundsfag, hvor vi skulle sidde overfor hinanden og bruge to minutter på at besvare et spørgsmål og skrive noter til det, og derefter REJSE os op og gå videre til den næste person i rækken, og svare på et nyt spørgsmål. Det var et forsøg på at lave en anderledes form for repetition af årets emner, og det var da også meget fint, selvom jeg ellers hader sådan noget. Men det var meget fint, for folk er hyggelige.
Til sidst gav læreren os chokolade, som tak for et “godt og lærerigt år” eller et eller andet. Jeg takkede pænt nej, hvilket resulterede i at hun prøvede at tvinge alle andre til at tage mere chokolade, fordi hun skulle have det hele brugt. Det var en meget interessant oplevelse.
Næste uge er den sidste rigtige skoleuge i skoleåret. I et tidligere indlæg kom jeg til at skrive at den sidste rigtige mandag i skoleåret var for tre uger siden, men det har jeg opdaget er forkert, eftersom det er nu på mandag som er den sidste mandag. Jeg tvivler på at nogen har lagt mærke til den detalje eller overhovedet tænkt over det, og når det kommer til stykket er I nok også ret ligeglade med hvad jeg skal på mandag, men jeg skriver det alligevel.
Nåh. Men det er altså underligt at det bare sådan slutter. Jeg ved ikke helt hvordan jeg har det med det. På den ene side er det frygteligt trist, fordi jeg har hygget mig mega meget, og jeg har lært diverse rare mennesker at kende dette skoleår. På den anden side er det fint at det slutter, eftersom jeg glæder mig til næste skoleår, fordi jeg skal have nogle gode fag, heldigvis sammen med nogle fine mennesker som jeg kender i forvejen. Og fordi det bliver lidt interessant at se hvordan det er at have geografi.
Jeg tror faktisk det bliver et skidehyggeligt år. Men derfor er det stadig trist når ting slutter.
Ellers er der ikke sket så meget. Jeg har arbejdet ret meget i denne uge, så min hjerne var en smule kogt til sidst. Men i dag var jeg allerede hjemme klokken 14, og så satte jeg mig ud i haven, og blev siddende der i tre timer. Jeg læste videre i 1984 af George Orwell. Jeg har snart læst 2/3 af den. Den var lidt hård at komme ind i, og der er nogle dele af den som også kræver en del koncentration, eftersom jeg læser den på engelsk. Men det er uden tvivl skide god litteratur, og det gør mig glad. Jeg kan ret godt lide den.

I morgen skal vi holde fødselsdag for familien. Vi skal mødes i en skov i Aarhus. Fordi vi kan.
Det bliver interessant.
Farvel.
Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.