Mandag – manflu og årets 2. sygedag

Jeg havde årets 2. sygedag i dag. Det er ret irriterende, eftersom jeg også havde en sygedag i sidste uge, og at jeg lige havde sat en ny rekord med intet fravær i 4 måneder. 
Men det er der ikke noget at gøre ved, eftersom jeg er blevet ramt af manflu. Jeg har ondt i halsen og har feber, og jeg er overbevist om, at det betyder at livet er ved at sive ud af mig, og det hele snart er slut. Jeg har virkelig ondt af mig selv, hvilket er ret frygteligt. 

Har ikke lavet ret meget i dag, ud over at sidde. Wuhuuu. 
Jeg startede med at se et program der hed “Dræbt af sin penneven”, som, sjovt nok, handlede om en der var blevet dræbt af sin penneven. (Pennevennen var en morder der sad i fængsel). Det var et relativt deprimerende program. 
Derefter så jeg “The Truman Show”, som faktisk var en meget god film. Jeg er ret sikker på at jeg har set noget af den før, men jeg kan ikke huske hvor eller hvornår, så derfor så jeg den igen. I forhold til at det er en film der ligger på Netflix, er jeg positivt overrasket, da det for det meste er noget lort der er på Netflix.

Bagefter så jeg et madprogram, med en der lavede en treretters menu på 28 minutter, og blev ved med at snakke om at det var mega simpelt og at alle kunne klare det. Ja, det er godt du, det kommer ikke til at ske. 

Efter det læste jeg det sidste af Paper Towns af John Green. Det er ikke den bedste af hans bøger, men jeg kan ret godt lide den alligevel. Hans bøger minder egentlig ret meget om hinanden, når man tænker over det. Det er den samme type mennesker der er med, og handlingen i bøgerne minder også en del om hinanden, men jeg synes egentlig ikke at det er et problem. Generelt er det nogle awesome bøger han har skrevet.

Nåh. Jeg har feber, så jeg ved ikke helt hvorfor jeg overhovedet skriver dette. Jeg gik også igang med at lave en matematikaflevering, men så indså jeg, at det var virkelig langt ude, eftersom den først skal afleveres den 2. april, og der er over to uger til den 2. april. Men jeg fik lavet fancy overskrifter og skrevet mit navn og sådan, så jeg har da udrettet lidt.

Planen var, at jeg skulle være rask nu, så jeg kunne komme i skole i morgen, men uheldigvis har jeg kun fået det værre i løbet af dagen. Jeg har prøvet at bede til de højere magter, men det hjalp ikke, eftersom jeg har meldt mig ud af Folkekirken i sidste uge. Satans også. Hvis det at betale kirkeskat betyder, at man bliver helbredt hurtigere for diverse sygdomme, så er det måske det værd. Men hvad fanden.

Jeg kan også bare blive buddhist, og tro på evig genfødsel og begynde at meditere hele tiden. 
Well. Måske ikke.

Håber jeg er er rask i morgen, og hvis jeg ikke er det, så håber jeg, at jeg er rask til terminsprøven i matematik på fredag. Og hvis jeg ikke er det, så klarer jeg det alligevel, fordi jeg er awesome.
(Lad mig leve i troen i det mindste, tak)

Farvel. Hyg jer.
/A

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.