Nye bøger og mere ferie

Så er det sgu onsdag igen. Det er næsten som om, at det er onsdag hele tiden. Men det er det ikke. Surprise

Nåh, men lige nu sidder jeg og slapper af efter en lang dag. Man bliver træt, når man har ferie! 
Resten af familien er gået tidligt i seng, så nu er det kun min hund og jeg der er vågne. (Den tæller som en person, ja)(Selvom jeg tvivler på at den kan holde sig vågen meget mere end to minutter endnu))
Det er ret hyggeligt. Har fundet en playliste på Spotify, der hedder “Relaxing music for dogs -acoustic songs”, og selvom det føles en anelse sygt, så virker det faktisk, både på mennesker og dyr. Man bliver helt rolig ind til sjælen af det, og hunden falder altid i en meget dyb og komalignende søvn, når jeg hører det. Dét er fandme smart!
Dagen startede med, at min hund vækkede mig. Og nej, det var ikke ved at den kom og åbnede min dør, og kom ind med en bakke med fancy morgenmad til mig, som den selv havde lavet, men derimod ved at stå og gø (af ingenting!!) i hvad der føltes som 357 minutter. Det har den en vane med at gøre hver onsdag morgen kl. 8.. Åh altså, hvem elsker ikke hunde?
Men hunden havde ret; jeg skulle ikke ligge og sove hele dagen. Det første jeg gjorde, var at læse An Abundance of Katherines færdig. Det er altid lidt trist at blive færdig med en god bog. Men så var det heldigt, at jeg havde købt nogle nye bøger, som kom med posten i dag:
The catcher in the Rye, To Kill a Mockingbird, The Great Gatsby, Pride and Prejudice og 1984.

Jeg er gået lidt i amok i engelske bøger for tiden, og det er lidt noget skidt, at jeg er begyndt at synes at det er herre nice at købe bøger, så jeg har dem selv til evig tid, da jeg på den måde er med til at udslette bibliotekerne, og dermed mit eget arbejde.. Men hvad fanden.

Grunden til, at det lige blev de bøger jeg købte, er at jeg i mandags fandt en liste der hed noget i retning af “Bøger alle mennesker bør læse mindst én gang i livet”. Der var ret mange bøger på listen, men alle fem lå nogenlunde i toppen, og jeg havde hørt om dem før, så jeg købte dem. 

Bøgerne ankom omkring middag, og min hjerne nåede lige at tænke “Ihh hvor godt, så kan du sidde og læse hele dagen!” inden jeg kom i tanke om, at jeg havde lovet min mor at tømme opvaskeren.
Så det gjorde jeg, og jeg satte ALTING på plads oveni købet. Da jeg havde gjort det, ryddede jeg op i køkkenet så der ikke lå nogen ting og flød, og så fik jeg af en eller anden grund den idé, at jeg ville rengøre/rense vasken og komfuret. Så det gjorde jeg, og ihh, hvor blev der fint! Jeg burde spontant  rense vasken noget mere, tror jeg.
Nu skulle man tro, at jeg havde udrettet nok for i dag, men NEJ! Det lykkedes at få overbevist mig selv om, at jeg skulle gå i gang med min matematikaflevering. (Gå i gang med, ikke nødvendigvis lave færdig, hvilket jeg langt fra gjorde, men det behøver vi ikke at komme nærmere ind på)
Det endte med at jeg var i gang med en opgave der handlede om at beregne noget med lysbølgerne i en sø, eller noget i den stil, da jeg indså, at jeg ikke gad at lave mere. Derfor pakkede jeg det hele ned, og valgt at udsætte det til dagen inden jeg skal i skole igen. Fornuftigt, ja. 

NU kunne jeg komme i gang med at læse. Og så var det store spørgsmål, hvad jeg skulle starte med. Jeg endte med at gå i gang med denne, af den grund, at den er forholdsvis kort:
Den indeholder en masse virkeligt avancerede engelske ord, som jeg aldrig har hørt nogen bruge før, og som jeg ikke forstår betydningen af, men det får mig til at føle mig sofistiskeret at læse ord jeg ikke forstår, så det er meget godt.
Jeg er allerede over halvvejs. Når jeg er færdig med den, vil jeg gå i gang med The Catcher in the Rye.
Om halvanden måned bliver jeg 18, men jeg tror ærligt talt jeg egner mig bedre til at blive 51, i det at mine yndlingsbeskæftigelser er at læse, spise citronmåne og drikke varm mælk med honning. Jeg er bange for, at jeg en dag finder på, at jeg vil begynde at gå til banko hver tirsdag eller senior-vand-zumba. 
Det var alt for nu.
/A

4 tanker om “Nye bøger og mere ferie

  1. Man oplever mange ting i løbet af et langt liv. Det er desværre ikke kun positive ting. Det er ofte noget med: “3 regninger samme dag!?” eller: “fik ikke købt mælk, så havregrynene i morgen tidlig bliver med vand på”, eller lignende seriøse genvordigheder, men i dag skulle det vise sig at være anderledes. INTET var åbenbart overladt til tilfældighederne (man burde spille lotto NU).

    Jeg havde netop brygget en spand dejlig stærk kaffe (Rød Merrild, mellemristet) og åbnet en god flaske cognac (Delamain Vesper, 35 år), da jeg via Twitter erfarer at Amandas blog netop er blevet opdateret. Hvem sagde 3 x WIN??

    Amanda er en modig pige! KØBER bøger og er dermed medvirkende til afskaffelse / nedlæggelse af hendes (og andres) jobfunktion i bogudlejningsbranchen. Har man hørt magen; “at save den gren over man selv sidder på”. Nå, men Amanda fik bøgerne købt, og læser nu engelske ord hun ikke forstår. Det er helt fantastisk! Mit bedste fag i skolen var faktisk engelsk. (gad vide om min engelsk-lærer Kristian Engel lever endnu?) Måske skulle man kigge lidt på de bøger der?

    Vi er ikke færdige endnu, for Amanda gav mig inspiration til rengøring / oprydning i køkkenet, hvilket ER tilendebragt. Nu ser det SÅ fint ud igen. At jeg så fik rengøringsvanvid og endte med at støvsuge det meste af lejligheden, er en helt anden historie.

    Tak for endnu et dejligt inspirerende blogindlæg. Jeg har en dejlig fornemmelse i kroppen, nu da jeg skal til at sove (måske er det de 2 eller 3 glas cognac? Det vides ikke med sikkerhed),

    PS: Der nævnes noget med en alder og nogle “vaner”. Hertil kan jeg slå fast, at jeg IKKE spiser citronmåner og ej heller drikker varm mælk med honning. Så fik vi lige det sat på plads 🙂

    God nat og sov godt 🙂

    1. Har købt dem på saxo.com. Det var relativt billigt, og hvis de er på lager, kommer de med posten efter 1-2 dage.
      Uhh, do it! Så kan vi have sofistikerede samtaler hvor vi diskuterer budskaberne i dem 😀
      Og ellers kan du bare låne dem af mig, efter jeg har læst dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.