Månedsarkiv: januar 2014

Chokolade-pulvermousse – opskrift

Da jeg var i Kiwi i dag, var der tilbud på chokolade mousse-pulver. Det kostede 10 kr, og jeg havde lyst til at bruge penge, så det købte jeg. 
I anledning af bloggens 1 uges fødselsdag, valgte jeg at jeg ville glæde min familie med denne smarte dessert. 
Her kommer en opskrift på, hvordan man tilbereder denne avancerede dessert, som ser sådan ud når den er færdig:

Fancy, ikke?

1. Åben posen med pulver. Brug evt. en saks, hvis du ikke er stærk nok til at flå den op.
2. Tag en skål med høje kanter. De høje kanter er vigtige, medmindre du gerne vil have et tyndt lag af pulver spredt ud over hele dit køkken.
3. Hæld pulveret i skålen.
4. Find et decilitermål, og mål 2,5 dl mælk af.
5. Hæld mælken i skålen med pulver.
6. Find en elpisker. Sæt piskerisene i. 
7. Pisk i 4-5 minutter ved høj hastighed, til moussen har en luftig konsistens. 
Herefter har du to valgmuligheder: 
8.a) Lad pulvermoussen blive i skålen, og stil den i køleskabet i mindst en time.
8.b) Find fire vinglas, og fordel pulvermoussen i dem, så der ser fancy ud.
Denne meget avancerede og sofistikerede dessert vil gøre dig populær og med garanti give dig nye venner. 
/A

Fredag – på eventyr i Nordbyen og maler-forretningen

Dagen startede med, at jeg tog bussen til skole. Det gik fint, og jeg kom frem til skolen uden at falde og dø. Fredagswin. 

Så havde vi historie, og lærte alt muligt om Al-Qaeda og Osama Bin Laden. Hyggeligt.
Vi fik en time for tidligt fri, fordi vi har for mange timer skemalagt. Her kunne jeg have valgt at tage hjem, men det gjorde jeg ikke.
SSO-skriveugen skulle sættes igang, og selvom jeg ikke skal skrive SSO i år, blev jeg på skolen og ventede i en time sammen med de andre(dvs. Iris) indtil at de kunne få deres problemformulering udleveret kl. 14.30.
Imens vi ventede, sad vi i kantinen og drak varm kakao, eller ‘chokomilk’ som der stod på den fancy automat at det hed. Det var ret hyggeligt, selvom jeg personligt syntes, at det var for dårligt at så lille et glas kakao koster 5 kr, når det ikke engang er fyldt op til kanten.

Jeg var slet ikke klar over, at der kunne være så mange mennesker på så relativt lidt plads, før jeg pludselig befandt mig i en gymnastiksal sammen med alle skolens 2. HF’ere og alle fra HF enkeltfag. Hvilket kort sagt vil sige en hel del mennesker, som til sammen larmede en del. Altså en form for helvede på jord, hvis man spørger mig. Det var ret frygteligt, men jeg kan ikke rigtigt klage, eftersom jeg teknisk set bare kunne have ventet udenfor.
Nåh, men vi slap til sidst væk fra Helvedes forgård. Iris foreslog at vi tog i Eurospar, hvilket jeg var med på, eftersom at der var -40% på alt i butikken, fordi de lukker på søndag. Det er faktisk ret tragisk, men det resulterede i, at jeg købte diverse ting, som jeg slet ikke mangler. Alle mennesker i butikken lignede nogle dyr, der var igang med at samle forråd til vinteren. Jeg skal lige love for, at de gik til den. Men det var meget sjovt.

Iris foran hylden med mel og andre spændende ting^
Bagefter skyndte vi os langsomt hen til busstoppestedet, hvilket resulterede i, at vi ikke nåede bussen. Derfor gik vi i Kiwi, for at købe mælk, og se på hakket svinekød:
Lidt dumt hvis man køber 500 gram kød for 29 kr. når 1 kg også koster 29 kr. Tror de at folk er dumme eller hvad?
 
Vi nåede på mirakuløs vis den næste bus, og kom ned til byen. Vi gik i en fancy butik der solgte en masse forskellige former for maling, hvilket faktisk var meget sjovt. Der var ingen andre mennesker i butikken, og de ansatte så meget overraskede ud, ved synet af hele TO mennesker i deres butik. Der er nok ikke ret mange mennesker, der køber maling i en rigtig farvehandel længere. I stedet tager de nok bare i Silvan.
Maling over det hele
 
Da vi havde købt maling, gik vi hen til Slikkepinden, som var det egentlige formål med det hele. Hvordan skulle vi klare os uden usunde ting?
Jeg var i godt humør, lige indtil jeg trådte ind ad døren til slikbutikken. Hvis jeg troede, at jeg havde befundet mig i Helvedes forgård tidligere på dagen, så kunne jeg godt tro om igen. Der var børn (og voksne mennesker) over alt, gulvet var glat, og jeg troede at jeg skulle dø. Vi endte dog med at klare os igennem det på mirakuløs vis, uden at falde og dø, eller at blive trampet ned af nogle børn.
Derefter var vi i Stereo Studio. Her opdagede jeg, at halvdelen af butikken pludselig er blevet en form for hipster tøjforretning, fyldt med masser af “se mig jeg går rundt med mit headset om halsen og er en hård type” tøj. Det var underligt.
Og bagefter det gik vi ned til vores busser, trætte og mentalt udmattede efter to timers indkøb. Tak til Iris for en awesome og hyggelig dag.
/A

Torsdag – kunsten at kunne sige mange ord, om få ting

Det er torsdag i dag! Nææh, det havde I ikke regnet ud!

Dagen startede med, at jeg endnu en gang var på skolen næsten en time før mødetid. Det er lige før, at jeg mistænker mig selv for, ikke at have noget liv. 
Havde to matematiktimer, hvilket var hyggeligt som altid. Generelt har jeg det altid hygegeligt når jeg er i skole, samtidig med at jeg lærer noget, hvilket er meget heldigt. 
Derefter kæmpede jeg mig igennem sneen hen til busstoppestedet, og endte sjovt nok på busterminalen. Der var 20 minutter til at bussen hjem kørte, så jeg valgte at gå i Matas og Føtex, bruge 140 kr., og gå tilbage til busterminalen på 10 minutter! Det var relativt effektivt klaret.
Så kom jeg hjem, og fandt dette sjove billede, som jeg endte med at sidde og grine højlydt af dette billede i nogle timer: 

Mere skal der ikke til for at underholde mig. 
Bagefter kogte jeg endnu en gang noget pasta, som jeg (ADVARSEL: Læs ikke videre, hvis du er helsefanatiker, eller går ind for en sund livsstil!!) spiste med smør og parmesanost. Og fuck, hvor var det det hele værd. Der er et eller andet mega awesome over at spise god (usund) mad. Det bliver man altså et bedre menneske af. 
Derefter tog jeg på arbejde. Bussen var forsinket, og buschaufføren var et forvirret menneske, som hele tiden glemte at sætte folk af, så de blev nødt til at råbe flere gange, om de godt måtte komme af. Jeg sad og udviklede en teori om, at buschaufføren sikkert havde en skummel plan, med at køre os alle ud i skoven, og slå os ihjel én efter en, og derfor ikke ville sætte nogen af. Men sådan gik det selvfølgelig ikke, og alle endte med at overleve.
 Det var en ret almindelig, men hyggelig, torsdagsvagt. Det viser sig, at bibliotekaren som jeg har vagt med om torsdagen, læser min blog. Og hun synes, at den er god! Det er da rart at vide, at der rent faktisk er nogen der læser hvad der står. Vi blev enige om, at jeg er god til at skrive mange ord om ingenting, og at det er en god egenskab at have her i livet.
Jeg vil slutte af med at vise et billede fra en bog, som hed noget med “Dyr og mennesker, vi gør det samme”, eller noget i den stil. Det var en ret interessant oplevelse at ‘læse’ den: 
Hyg jer. 
/A

Tirsdag – forsinket indlæg om endnu en spændende dag

Igår var det tirsdag, og eftersom jeg har modtaget diverse klager og henvendelser fra folk der var skuffede over, at der ikke kom noget indlæg i går, har jeg besluttet at skrive det nu, selvom det pt er onsdag.

Dagen startede ret tidligt. 5.30. Hvorfor fanden stod du op 5.30, kvinde?, tænker den kloge læser. Og ja kære læser, det er fandme et godt spørgsmål. Jeg kunne have sovet en halv time længere, hvis jeg havde valgt at tage bussen i skole, men det havde noget dybt inde i mig virkeligt ikke lyst til, så jeg stod op 5.30, for at kunne køre med min far, der skulle være ekstra tidligt på arbejdet. Det resulterede i, at jeg var på skolen da klokken var præcis 6.57, og blev mødt af dette syn:

Nej, der var ikke andre mennesker end mig der havde fået den sindssyge idé at være på skolen en time og ti minutter før mødetid. Der var helt stille og tomt overalt, og det var en ret interessant oplevelse. Sådan så kantineområdet ud:
Men når man som mig elsker stilhed og ingen mennesker, så var det mega rart.
Jeg gik over til det lokale vi skulle være i, og sagde godmorgen til rengøringsdamen (som sjovt nok var igang med at gøre rent). Hun blev mega begejstret for at se et levende menneske, hvilket hun normalt nok ikke oplever ret tit klokken syv om morgenen, når hun er igang med at gøre lokale 24 rent. Så vi fik os en sludder om hele verdenssituationen (hvilket vil sige hendes børn, hendes iPhone-afhængighed, og det faktum at tavlen er meget svær at gøre ren for tiden). Det viste sig, at den kære rengøringsdamenogså også går på HF Enkeltfag. Det er da meget sjovt, og faktisk utrolig praktisk. Uddannelse og arbejde samlet i én bygning!
Efter hun var blevet færdig med at rense tavlen og var gået til engelsk-time, satte jeg mig til at læse de 1000 sider vi havde for i samfundsfag og historie, og stregede det over, som jeg tænkte var vigtigt. Håbede at det ville få det til at hænge nogenlunde fast, men det viser sig, at det ikke hjælper at strege tilfældige ord over med henholdsvis en grøn og en blå overstregningstusch, hvis man ikke ved, hvad man leder efter. Husk det, kære læser.
Så startede timen, og jeg lærte alt muligt avanceret historie-halløjsa, og derefter samfundsfag. Tirsdag er altid en hyggelig men også hård dag, fordi vi altid lærer så sindssygt meget. Til sidst skulle vi se et program om 9/11, hvilket ødelagde mit humør lidt, og fik mig til at tænke på, hvorfor fanden mennesker hele tiden har behov for at være i krig med hinanden. Og udenfor så der sådan ud, hvilket kun gjorde det hele værre:

Så havde vi fri, og Iris og jeg skyndte os langsomt hen til nærmeste busstoppested. Der var en halv time til at næste bus skulle komme, så vi gik hen til et andet stoppested, hvor jeg aldrig havde været før. Det var meget interessant. Da vi kom ned til byen, var der tyve minutter før vores busser ville komme, så som altid gik vi i Føtex. Der var ikke sket de store forandringer siden vi havde været der fire dage tidligere, udover den vigtige detalje, at prisen på Kinderæg var faldet med 2.28 kroner. Det var ret godt. Livets små glæder. Og endnu en god grund til at købe Kinderæg.
Udenfor Føtex sad der en mand og spillede et sjovt instrument, som jeg ikke helt ved hvad var. Jeg gav ham ikke engang nogle penge, så det er faktisk en ret ligegyldig detalje.
Efter jeg kom hjem, skete der ikke noget der er værd at fortælle om. Udover at jeg spiste cornflakes.
 
 
Det var hvad jeg havde at sige om tirsdag.
(Jeg skal nok snart skrive et indlæg der rent faktisk handler om et rigtigt emne, i stedet for bare at komme med alle mulige detaljer om de forskellige dage, som dybest set ikke er specielt interessante i sig selv. Selvom jeg faktisk synes det er ret sjovt at skrive alt muligt ligegyldigt shit ned, og sende det ud i cyberspace, så jeg stopper nok ikke med det)
/A
 

 

Onsdag – detaljer om min yderst interessante dag

I dag er det onsdag! Surprise

Jeg er i den heldige situation, at jeg ikke har nogle timer om onsdagen dette skoleår, hvilket er en virkelig praktisk ting. Det er ligesom en weekend midt på ugen! Hvis jeg engang bliver magtfuld og får lov til at bestemme ting, vil jeg gøre det til en menneskeret, at have fri hver onsdag.
Dagen startede med, at jeg stod op. Sjovt nok. Så spiste jeg cornflakes, med MASSER af sukker, imens jeg så Go’Morgen Danmark. Det var mega fedt! Selvom jeg nok er kommet til at indtage lidt for store mængder cornflakes på det sidste, hvis man spurgte en fancy ernæringsekspert. Men hvad fanden. Jeg har også fået en vane med at spise ét Kinderæg hver dag, hvilket både er usundt og dyrt, men jeg er overbevist om, at det altså forbedrer mit liv lidt. Og så kan det vel være lige meget, om det ikke er helt sundt. Hvis man ikke må spise Kinderæg, så har jeg ikke lyst til leve i denne verden mere.
Mine forældre kommenterede mit stigende forbrug af Kinderæg igår, og kiggede bekymrede på mig. Det endte dog med, at jeg vandt ved brug af argumentet “Jeg vil have lov at leve vildt og gøre dumme ting i min ungdom, også selvom det er dyrt!”. Og så tror jeg de indså, at der findes værre ting jeg kunne være afhængig af.
Nåh, det var lidt et sidespring. Efter jeg havde spist cornflakes, blev jeg siddende i sofaen. Og der blev jeg siddende i nogle timer, indtil det var middag, og jeg rejste mig op, for at koge noget pasta. Det var for en gangs skyld rigtig pasta, og ikke det der fuldkornspjat. Det var ret godt.
Så fandt jeg en film på Netflix, som hedder “Anklaget”. Den handlede om en far, der blev beskyldt for at have begået incest mod sin datter, og hvor det igennem næsten hele filmen virker som om, at det er noget hun finder på, og at han er udskyldig. Men så (ADVARSEL, AFSLØRING AF HANDLING KOMMER NU, SÅ KIG VÆK HVIS DU IKKE VIL VIDE DET): viser det sig, at han ER skyldig, hvilket var mega uventet og forvirrende. Jeg havde lige fået medlidenhed med ham, fordi jeg var sikker på at datteren løj, men så fik jeg det dårligt med mig selv, fordi han bare var en manipulerende satan.
Bagefter sad jeg noget mere i sofaen. Ja, kort sagt har jeg brugt det meste af dagen på at sidde, men fuck hvor har det været hyggeligt og rart. Onsdag er en god dag.
Da klokken blev 15.30 tog jeg på arbejde. Det var relativt farligt og risikabelt, fordi der lå sne overalt i hele verden.
Der var startet en ny bogopsætter, og jeg fik den vigtige opgave at tjekke om hun havde sat bøgerne rigtigt på plads. Jeg følte mig mega vigtig og magtfuld, men samtidig en smule ond, fordi jeg egentlig ikke bryder mig om at påpege andre menneskers fejl. Men jeg sagde det på en pæn og konstruktiv måde, så hun kunne lære af sine fejl. Og så huskede jeg at rose hende, så det blev til en win-win situation. Det lyder som noget fra en dårlig bog om børneopdragelse…
 
Der skete ikke så meget andet, udover at nogen spurgte mig hvordan man fik kopimaskinen til at virke, hvilket jeg ikke ved noget om, så jeg fik nogle der har forstand på det til at hjælpe. Jeg ville ønske, at jeg kunne hjælpe folk med kopimaskinen, men jeg har aldrig lært hvordan, og det kommer nok ikke til at ske.
Well. Det er begrænset hvor meget mere jeg kan skrive om denne dag, så jeg stopper nu. I morgen kommer der forhåbentlig til at ske flere spændende ting, som jeg kan skrive om.
/A

Hvorfor forældre bør stoppe med at overbeskytte deres børn

Dette indlæg ville teknisk set kunne skabe en del vrede, hvis der var virkeligt mange mennesker(læs; småbørnsforældre) der læste det. Det går jeg stærkt ud fra, at der ikke er, så derfor har jeg tænkt mig at sige alt jeg mener, uden at censurere mig selv for en gangs skyld. Det skal nok ende galt, tænker den kloge læser. Og ja, det gør det sikkert, men hvad kan man gøre.

Det skal handle om noget, der virkelig kan få mit pis i kog: Overbeskyttende forældre.
Den type forældre, som vil gøre alt i hele verden for, at deres børn ALDRIG kommer til at møde konflikter og udfordringer i deres liv. Ja, I ved hvad jeg mener, for der findes relativt mange der er sådan. 
Jeg synes generelt, at det er forkert, at man gør sine børn til sit livsprojekt, og sætter dem og deres behov foran alt andet. At man behandler dem som om, at de er guds gave til menneskeheden, og at de er det mest fantastiske nogensinde. Og ikke mindst, at man giver dem en tro på, at de er det vigtigste i hele verden, og at de kan få alt hvad de vil. Man gør sine børn en bjørnetjeneste, ved at overbeskytte dem, og det vil kun skade dem senere i livet. De vil blive nogle ulidelige mennesker, som ikke er til at holde ud at være sammen med, fordi de er vant til, at verden altid indretter sig efter dem og deres behov. 
Der er en tendens til at specielt kvinder, er begyndt at leve igennem deres børn. ALT handler om, hvordan lille Villads* har det, og kvinden vil gøre alt for at være den perfekte mor. Men hvordan er man en perfekt mor? Er det ved at fjerne alle problemer på barnets vej, og sørge for at de aldrig slår sig, bliver drillet i børnehaven eller skolen, og aldrig sige fra overfor barnet, når det opfører sig hysterisk, fordi man ikke tør tage konflikten? 
Nej. En god mor, er en mor der sætter grænser, lærer børnene at respektere andre mennesker, og som  giver barnet en tro på sig selv, ved at lade det klare nogle ting på egen hånd. En god mor giver barnet et realistisk syn på sig selv, og hvad det kan forvente af verden, i stedet for at bilde barnet ind, at det er mega specielt og unikt, og at det kan få alt.
Mange er så fokuserede på, at barnet skal have en perfekt barndom, at de ikke tør at opdrage på barnet, selvom det er nødvendigt. De vil ikke tage konflikten for, så bliver Villads* jo ked af det, og han kan ikke lide at få skæld ud. 
Nemlig! Det er meningen med skæld ud! Børn kan ikke lide det, og derfor er det mega effektivt, når man skal have et budskab igennem!
Børn bliver ikke gladere af at blive skånet for konflikter. Nej. De bliver derimod ulykkelige mennesker, som får et unødvendigt besværligt liv. 
Børn bliver ikke skadet for livet, ved at opleve problemer og konflikter, for sådan er livet. Fyldt med masser af konflikter og forhindringer, og det kan børn ligeså godt lære fra starten af. Det vil give dem så mange problemer senere i livet, hvis de ikke har lært, at hele verden ikke indretter sig efter dem. Og lær nu for guds skyld dine børn at respektere andre mennesker, tak.
*Villads er et opdigtet navn, ikke et barn jeg kender, så lad være med at slå mig ihjel hvis du har et barn der hedder Villads.
/A

Nogen gange er det ok at være et egocentrisk røvhul

Dette indlæg kommer til at handle om noget, som jeg tror de fleste kender, men som de færreste tør at sige højt: 

Følelsen af, at være bedre end andre til noget. Hvor fedt er det ikke at vide, at man er den bedste?
Det har jeg gået rundt og tænkt lidt over, her de sidste par dage. Det startede med, at min psykologi-lærer havde skrevet i en tilbagemelding til mig, at jeg havde en meget god forståelse for emnet, og at det jeg havde lavet altså var rigtig godt. Dermed ikke sagt, at jeg var bedre end alle andre, men sådan føltes det i hvert fald. Og selvom det er frygteligt, så er den følelse ret rar. Hvem elsker ikke at få ros? Og stiler vi dybest set ikke allesammen efter at blive de bedste til noget? 
Følelsen af at være bedst, tror jeg, er noget man let kan blive afhængig af. Jeg har en teori om, at det er grunden til, at folk får stress; de vil allesammen være bedre end de andre, for at føle, at de er gode nok. Og det er noget skidt, da det helst ikke skal handle om, at man skal bekræftes i, at alt hvad man gør er perfekt. Men så længe man ikke lader det tage overhånd, tror jeg det er en god ting, at man ønsker at være bedst til noget.
Der er noget mega inspirerende ved mennesker, der tør at stå ved, at de gerne vil være de bedste til noget. Desværre tror jeg ikke, at der er ret mange der, når det kommer til stykket, tør at sige lige ud, at de elsker følelsen af at være bedre end andre. Det føles som om, at man er et egocentrisk røvhul, hvis man kommer med sådan en udtalelse. Men behøver det at føles sådan? Vi har det jo allesammen på den måde, for sådan er det at være menneske. Vi elsker anerkendelse, og hvorfor er det forkert at erkende det? 
Problemet ligger dybest set nok i, at de mennesker der stiller sig frem og siger, at de elsker at være de bedste, ofte er nogle egocentriske røvhuller. Af den simple grund, at de er de eneste der tør at sige det, fordi de er ligeglade med hvad andre synes, og i stedet fokuserer på sig selv.
Jeg vil nødig opfordre til, at alle skal være nogle idioter overfor hinanden. Men jeg synes, at vi bør tillade os selv at være nogle egocentriske røvhuller noget mere, på den gode måde. Hvis der er noget man elsker at lave, og som man gerne vil være den bedste til, så skal man ikke tænke så satans meget på, hvordan andre opfatter en, men i stedet bare gøre det, og give sig selv lov til at nyde følelsen af nogen gange at være den bedste. 
Med andre ord: FUCK JANTELOVEN! (Eller hvad man nu siger, for at lyde moderne)
/A

Lørdag – endnu en indholdsrig dag fyldt med interessante oplevelser

Hej! 
I dag er det lørdag. (Surprise, det var der ingen der havde opdaget)
Først var jeg på arbejde. Havde taget en ekstravagt i voksenbiblioteket, hvilket resulterede i, at jeg blandt andet fandt denne interessante bog:
En travl men god dag på jobbet. Bagefter tog jeg hjem til min fine ven Rebekka. Da jeg ankom til hendes hus, blev jeg lukket ind af hendes mor, fordi hun var i bad. Så gik jeg lidt rundt på hendes værelse, læste i “Håndbogen om katte”, og denne guide til at overleve en eventuel zombieapokalypse: 
Det er det gode ved Rebekka. Hun er ALTID forberedt på, at zombieapokalypsen kan bryde ud hvert sekund. 
Så drak vi kaffe, spiste pasta (rigtig pasta, ikke alt det fuldkornspjat), og så “The Lorax”. Det var en ret hyggelig film, som kort sagt handler om, at det er en dårlig idé at fælde alle verdens træer for at tjene penge. Og så brød de hele tiden ud i sang, hvilket var meget rart. Bagefter så vi nogle afsnit af en serie der handlede om nogle søstre der havde en cupcake-forretning. De var nogle ret anstrengende mennesker at høre på, og efter tre afsnit var det nok. 
Spændende dag i mit spændende liv. Hyg jer.
/A

Du skal da have børn! Ellers er du forkert!

Jeg faldt over denne artikel (eller, jeg faldt ikke bogstaveligt talt, men det lyder bedre end at sige, at jeg fandt den på Politikens Facebookside).

http://politiken.dk/debat/ECE2191560/saa-fat-det-dog-nogle-af-os-har-bare-ikke-lyst-til-at-faa-boern/

Den handler om en kvinde, der har valgt ikke at få børn. Hun beskriver hvor frustreret hun er, over at der i samfundet er en forventning om, at (især) kvinder SKAL have børn, for ikke at blive set skævt til af andre. Folk synes det er HELT forkert, hvis man som kvinde ikke ønsker at blive mor, og ingen holder sig tilbage fra at fortælle kvinderne hvor meget de tager fejl.
Du ved ikke hvad du går glip af! Du bliver ensom som gammel. Vil du være skyld i at mennesket ender med at uddø, fordi der ikke bliver født nok børn?
(Jeg har endnu ikke hørt nogen bruge det sidste argument, men det ligger altså lidt imellem linjerne)
Det er som om, at man som kvinde begår en forbrydelse mod samfundet og naturen, ved ikke at få børn. Som om at man automatisk er forpligtet til at videreføre slægten, bare fordi man kan. Men sådan burde det ikke være. Ja, det er da meget muligt at det kan ende med at menneskeracen uddør, hvis ALLE stopper med at få børn. Men er det ikke bedre, end at man får børn fordi man føler at man skal?
Bare fordi man kan føde børn, er man vel ikke forpligtet til det. Man er ikke forpligtet til at sætte næste generation i verden.
Hvorfor er det i orden at rakke ned på de kvinder, der bevidst har valgt ikke at få børn? Er det så også i orden, hvis jeg går rundt og spørger gravide kvinder, hvorfor fanden de har valgt at få et barn, og derefter hælder en masse af mine kritiske holdninger ud over dem? Nej vel? For sådan noget gør man ikke. Selvom det dybest set er fuldstændig det samme. Vi kan ikke tillade os at blande os i så personlig en beslutning.
Jeg diskuterede emnet med mine forældre, hvilket endte i et mindre skænderi, fordi de begge sagde, at det var fordi jeg var teenager, at jeg ikke synes det lyder mega tiltalende at få børn. Og hvis der er noget der kan gøre mig vred, så er det at bruge “Det er bare en del af din teenage-oprørs-fase” som atgument i en diskussion.
Nej, jeg skal ikke kunne afvise 100% at jeg nogensinde får børn. Det finder jeg ud af i fremtiden. Men jeg vil have ret til at sige, at jeg ikke lige umiddelbart har lyst til at leve det heltiske børnefamilieliv, og få frataget min nattesøvn. Med mindre jeg pludselig ændrer personlighed meget radikalt, kan jeg ikke se at det nogensinde ville fungere. Jeg har ikke lyst til at tilsidesætte mine egne behov, og jeg vil ikke leve et stresset liv, hvor jeg løber rundt og skal køre alle børnene til tennis og ballet og svømning, og samtidig pudse vinduer og støvsuge. Nej. Det synes jeg ikke lyder specielt tiltalende lige nu.
Det er klart, du er jo teenager. Når du bliver 30, begynder det biologiske ur automatisk at tikke, og SÅ kan du ikke lade være med at få børn.
Men hvad hvis det biologiske ur ikke begynder at tikke? Er det så et udtryk for, at der noget galt med mig? Fandme nej. Jeg tror faktisk det er et sundhedstegn, at nogle mennesker ikke har behov for at få børn. De har nok i sig selv, og har ikke brug for at påtage sig identiteten som forælder, for at føle sig ok. Hvis det er negativt, så ved jeg ikke længere hvad for et sted verden er blevet.
Grundlæggende handler det om, at jeg hader den forventning der er til, at jeg selvfølgelig skal have børn engang. Ingen siger “Hvis du engang før børn”, men “når du får børn”. Alle prøver at overbevise mig om, at jeg bliver klogere engang. Det bliver ikke accepteret, hvis jeg siger, at jeg ikke har lyst til at få børn. Det kan godt være at det ligger langt ude i fremtiden, men jeg ved vel bedst selv, om jeg vil det eller ej.
Jeg bliver lidt teenageoprørsk (det er et ord fra nu af) indeni, når nogen forventer, at jeg gør noget bestemt. Jeg vil have lov til selv at bestemme hvad jeg vil, uden at nogen skal belære mig med, at jeg bare er en naiv teenager, som bliver klogere engang når jeg bliver 30.
Og apropos det biologiske ur, så mener jeg, at det er noget overvurderet pjat. Er det ikke mest en pæn måde at sige på, at man er en 30-årig ugift kvinde der bor alene med sin kat, og efterhånden er begyndt at føle ensomheden og angsten for at dø alene komme snigende? Og man bliver desperat, og derfor skynder sig at få nogle børn, som man kan tage sig af, for at kompensere for den ensomhed man føler indeni?
Nu bliver det filosofisk, men handler det i bund og grund om angsten for at være alene? Det tror jeg faktisk. Og det er værd at tænke over. Hvorfor er det mere socialt acceptabelt at få børn fordi man prøver at undgå ensomhed, end at vælge det hele fra, fordi man rent faktisk har nok i sig selv, og ikke ser et problem i at være alene?
Jeg går ind for det frie valg, og husk, at bare fordi noget er det rigtige for dig, er det ikke nødvendigvis det rigtige for andre mennesker. Tak. 

Filosofiske tanker om islagkage, weekend og gode bøger

Efter jeg kom hjem fra skole og havde været i Føtex, og nået at kaste mig ind i bussen et sekund før den kørte, har jeg ikke lavet så meget andet end at sidde i sofaen.. (Crazy life, I know) Sad og snakkede med min kære broder i nogle timer, hvor vi egentlig bare brokkede os over andre mennesker og samfundets opbygning generelt. Det var ret hyggeligt. Derefter så vi X Factor og spiste foran fjernsynet. Kan det blive mere deprimerende og taberagtigt? spørger den kloge læser. Og ja det kan det, alt afhængig af, hvordan man definerer ‘taberagtigt’. 

Det er denne islagkage, et godt symbol på. Vi er i alt to mennesker, som skal spise den, og nogen vil nok synes, at det er relativt deprimerende at bruge fredag aften på at spise en halv islagkage. Men det synes jeg faktisk ikke. Anthon Bergs islagkage er en af de ting, som ikke kan undgå, at forbedre ens liv lidt. Det er som et stykke af himlen, direkte fra fryseren. Snyd ikke dig selv for livets små glæder!


Nu ser vi Danmark-Kroatien, imens jeg forbereder mig mentalt på, at jeg skal på arbejde i morgen. Men det bliver hyggeligt nok, selvom der altid er masser af mennesker der kommer og spørger efter diverse bøger om lørdagen. På et senere tidspunkt kommer der nok et indlæg om, hvorfor jeg synes biblioteket er et af de bedste steder i verden, for det er det altså.
Bagefter skal jeg hjem til en af mine allerbedste venner i hele verden, som jeg ikke har set i TO MÅNEDER! Det er simpelthen frygteligt, at der er gået så lang tid. Glæder mig til at se hende igen. 
Søndag skal jeg lave lektier, eftersom mine lærere har bedt os om at forberede os grundigt til mandag, hvor der er nogle fancy mennesker der skal overvære undervisningen, og det derfor vil være praktisk, hvis vi har nogenlunde styr på det, og ikke bare siger alt muligt som er forkert. 
Jeg håber også at jeg får tid til at læse i min nye bog, som jeg lige er gået igang med:
An Abundance Of Katherines. 
Har læst fire sider indtil videre, og jeg vidste allerede fra første linje, at jeg elsker den. Men kan man andet end at elske John Greens bøger? 
Der er nu ikke noget der er bedre end en god bog. Altså en rigtigt god bog, og ikke bare en god bog. Sådan en bog, som ændrer ens liv lidt, så det aldrig bliver helt det samme. 

Sådan har jeg det også med The Perks of Being a Wallflower. Den kan jeg ret godt lide. 

Alt for nu.
/A