vintersang

du er en kop kaffe
på den koldeste vinterdag
du er meget bedre
end det dyreste regnslag
//
du er vintersolen
der omsider kommer frem
du er det varme uldtæppe
når jeg endelig vender hjem
//
du er julelysene
der tændes i min have
du er alt det
jeg holder mest af at lave
//
du er en kold brise
der gør mine kinder røde
du er håndcremen
der gør mine hænder bløde
//
du er latter og glade dage
der aldrig får en ende
du er alt det jeg håbede
at jeg en dag ville finde
//
du er svaret på de store spørgsmål
du gør min tilværelse så nem
du er tankerne der giver mig ro på
du er der hvor jeg finder hjem

årstiderne skifter | et digt

årstiderne skifter
imens jeg sidder og ser på
de røde og gule farver
blander sig med de grå
//
i grænselandet
mellem varme og kulde
slipper jeg tankerne
om alt det
jeg troede jeg skulle
//
lad mig finde ro
heroppe i min redde
lad mig leve
af de faldne blade
//
omfavn mig blidt
men klem gerne til
jeg frygter dig ej
jeg ved hvad jeg vil
//
du er efterårssolen
der lyser på min vej
du er alt det
der vækker liv i mig
//
jeg fyldes af varme
i alt hvad jeg gør
og du ser at jeg lever
som aldrig før

Sommeren er forbi

Hej verden.

Det her er min sidste feriedag. I morgen starter jeg på kandidaten i psykologi, og min tre måneder lange sommerferie er dermed slut.

Jeg har brugt denne sidste feriedag på at ordne praktiske ting – handle ind, støvsuge, rydde op og få overblik over pensum. En masse ting der er nødvendige for, at jeg i de kommende dage kan fokusere på uni og ikke tænke på, at der er en masse praktisk, jeg også skal have gjort. Det er rart at få udrettet noget, og det er rart at være effektiv. Men der er noget andet, jeg også er nødt til at gøre, så jeg kan starte op i morgen med et åbent sind.

Jeg er nødt til at reflektere over min sommerferie og se tilbage på, hvad den har indeholdt. Jeg har en følelse af, at hvis jeg ikke laver dette indlæg, så vil min hjerne ikke rigtigt kunne forstå, at nu er ferien altså slut. Det er ikke sikkert, at det er rigtigt. Men under alle omstændigheder vil jeg skrive om min ferie. Læs med, hvis I har lyst.

I starten af min ferie var jeg fyldt op med glæde og tilfredshed. Jeg havde afleveret min bacheloropgave og havde gjort et godt stykke arbejde. Jeg kom igennem det på trods af at have følt mig ensom og fortvivlet flere gange i skriveprocessen. Det var et kæmpe pres at skulle skrive så “vigtig” en opgave og at stå alene med ansvaret for, at den blev god. Men jeg klarede det sgu, og i slutningen af juni fik jeg at vide, at jeg fik 10 for min opgave. Jeg var så glad og lettet derefter, og min tilfredshed var stor. Jeg følte mig fri, og jeg nød at kunne lave lige det, jeg havde lyst til. Jeg genfandt glæden ved simple aktiviteter såsom at cykle lange ture og at læse bøger. Jeg kunne sidde i flere timer og koncentrere mig om en bog, og jeg sad gerne ved vindueskarmen – den kan også bruges i mangel på en altan.

Juni måned var generelt fyldt med en masse sociale arrangementer. Der var min bachelorfest, som jeg har skrevet om tidligere – en skøn dag med rigtigt mange af mine yndlingsmennesker. Desuden var jeg på kursus og er nu certificeret personlighedstester (hvilket det ikke hedder, men det lyder sjovere). Jeg var også en weekend i København med S, og vi holdt også fødselsdag for S midt i juni måned. Desuden skulle S og hans band spille i forbindelse med Fatter Eskil Prisen 2019, hvor de var gået videre til finalen – og jeg endte med at få en vidunderlig oplevelse ved at deltage i det arrangement. Det varede i seks timer og foregik på en blanding af et spillested og en bar/værtshus. Og jeg havde været SÅ angst for at skulle deltage, af grunde jeg nærmest ikke engang kan huske nu. Det endte med at blive mega hyggeligt, og det var så trygt og positivt og rart at være der, da jeg kendte en del folk, heriblandt svigermekanikken, der også var med (skønne skønne svigermekanik, de fortjener medaljer i lange baner). Det var simpelthen et skønt arrangement, og jeg fandt ud af, at det er en myte, at jeg hader den slags ting (koncerter med mange mennesker, lidt plads og folk, der ryger og drikker). For jeg nød det virkelig, og jeg fandt ud af, at mine ænstelige tanker trådte helt i baggrunden, fordi mit fokus var på S og mine forhåbninger om, at de ville vinde (jeg kan dog afsløre, at de ikke vandt, og at jeg stadig er bitter over det, men har accepteret det).

I juli måned var der Tall Ships Races i Aalborg, hvilket indebar, at en masse store skibe kom og lagde til ved Aalborg havn i et par dage. Jeg var nede og se på skibene sammen med min bror, som gav mig en is på havnen, i anledning af, at jeg var blevet bachelor. Det blæste helt vildt, og der skete ikke så meget andet end det – men alligevel er det noget, jeg husker.

Og så var der turen til Amsterdam med min bror og min far. Jeg husker det som en rigtig hyggelig tur, som var præget af en afslappet stemning og en god kommunikation blandt os alle. Vi så det, vi så, og var ikke sure eller skuffede over det, vi ikke fik nået. Vi nød de tre-fire dage, vi havde i Amsterdam, og for mig handlede det faktisk mest om selskabet. Man kommer tættere på hinanden, når man oplever noget nyt sammen, og man får ofte talt om nogle andre ting, end man ville tale om derhjemme over en kop kaffe. Desuden er det bare rart med fælles minder, for så er der noget, man kan tale om på de mørke efterårsdage.

Jeg har virkelig nydt at tilbringe tid med min bror denne sommerferie, og jeg tror, at det er noget af det, jeg vil savne mest, nu hvor ferien slutter. Vi ses selvfølgelig jævnligt, og jeg har lige invitereret ham på aftensmad på torsdag, men det er bare slet ikke det samme. Vi har tilbragt så meget tid sammen igennem vores opvækst, og vi har en relation, der er helt uerstattelig. Vi har så mange interne ting sammen, og vi har i den grad et særligt søskende-bånd. Jeg er så glad for de oplevelser, vi har delt her i sommeren, og jeg siger til mig selv, at der nok skal komme mange flere. Jeg vil gøre alt det, jeg kan, for at bevare vores gode søskenderelation, på trods af at vi bliver ældre og er på vej i forskellige retninger.

Min sommer har været fyldt med glade stunder, og jeg har lavet en masse vidunderlige og mindeværdige ting. Jeg husker, at jeg sidste sommer havde svært ved at få tiden til at gå, og at jeg i den grad følte mig understimuleret. Men sådan har det slet ikke været i år. Jeg har været god til at komme ud og lave noget med andre, samtidig med at jeg har nydt at lave ting på egen hånd. Jeg har følt, at der var balance i tingene, og det har simpelthen været så rart.

I starten af august var jeg på ferie i Toscana med mine forældre, bror, S og ikke at forglemme, Kallehunden. Det var vanvittigt varmt, smukt, hyggeligt, lærerigt, udfordrende og glædesfyldt. Det var vidunderligt at være samlet med alle dem, jeg holder allermest af i en uge plus det løse. Hvor har vi fået mange nye minder sammen, og hvor er jeg taknemmelig for at det kunne lade sig gøre – at alle kunne få fri på samme tid, og at alle havde lyst til at være sammen med hinanden.

Men for dælen, hvor var det også hårdt. Det er ikke nemt at være fem forskellige mennesker, der skal blive enige om en masse ting – men det gik faktisk overraskende godt. Når jeg siger, at det var hårdt, så var det i kraft af, at det var så vidunderligt at være samlet. Jeg elsker dem alle sammen så meget, og efter at have oplevet så meget sammen og holdt ferie i så smukke omgivelser sammen, var det forfærdeligt hårdt for mig at skulle sige farvel. For virkeligheden er jo, at det ikke er ret ofte, at vi alle er samlet. Både min bror og jeg er flyttet hjemmefra for længst, vi bor i forskellige byer og selvom jeg ser dem alle forholdsvist ofte, så er det bare sjældent at vi alle er samlet. Og derfor gjorde det ret ondt at skulle sige farvel.
Det blev ok igen, hurtigt efter jeg kom hjem, men jeg kan stadig mærke et stik i hjertet, når jeg tænker på det. Det var så rart at have dem, jeg allerbedst kan lide, samlet på et sted – ja, det var også MEGA udfordrende, og vi var allesammen vildt irriterende, nogle mere end andre – men det var bare så naturligt for mig, at vi var samlet. Jeg brugte ikke min telefon de første fem dage af ferien, da jeg fandt ud af, at jeg slet ikke havde brug for den. For vi var jo sammen – og vi formåede virkelig at underholde hinanden.

Jeg husker aftenenerne med brætspil på terassen (og halvtreds myggestik på benene) og følelsen af at være opslugt af nuet. Jeg husker, hvordan vi nød udsigten fra vores hus og funderede over, hvor heldige vi var/er. Jeg husker, at vi kørte i bjergene og hørte sange som disse:

Det er nogle vidunderlige minder at sidde tilbage med nu, og hvor er jeg bare taknemmelig for at have oplevet det. Tak til mine forældre, min bror og S for oplevelsen. Tænk at de ville bruge deres tid sammen med mig og hinanden – for er vores tid i bund og grund ikke det største, vi kan give hinanden? 

Vi er ved at nå til vejs ende nu (jeg må stoppe dette indlæg før jeg kammer alt for meget over af følelser, og desuden skal jeg ud og lave lasagne nu). Der er meget, jeg ikke har nævnt, såsom et bryllup i Sønderjylland, begejstringen over et brætspil, S og jeg er blevet besatte af, og alt muligt andet.

Denne sommer har mindet mig om glæden ved at lave noget med folk jeg holder af, og hvor meget det betyder at have følelsen af, at jeg har de rigtige mennesker i mit liv, og at jeg faktisk ikke mangler noget. Det har været en vidunderlig sommer – og mest af alt på grund af den måde, jeg selv har haft det på. Den tilgang, jeg har haft til tingene. Jeg har taget ansvar for mig selv, og jeg har observeret, at jeg fx er blevet markant bedre til at sige nej og stå ved mine grænser. Jeg lever, som jeg ønsker at leve, og jeg er blevet så meget mere ligeglad med, hvad andre mennesker tænker om mig. Det bliver bedre og bedre at være mig, og jeg synes selv, at jeg er rigtigt god til at eksistere.

=)

Jeg takker for denne vidunderlige ferie og alt det, den har lært mig, og alle de minder, den har givet. (jeg takker ikke gud eller universet eller noget bestemt, jeg takker bare).

Jeg glæder mig virkelig til at komme i gang med uni igen, og jeg glæder mig til at få “travlt” og have noget, jeg skal. Det er så uvant for mig, og det er længe siden, at jeg har haft så meget undervisning, som jeg kommer til at have det næste halve år. Jeg kan næsten ikke forholde mig til, at jeg i morgen forventes at møde op i et lokale klokken 14 – og at jeg får fravær for det, hvis jeg ikke er der. Det er underligt, efter at have haft så meget frihed i tre måneder. Underligt at skulle leve op til fastsatte krav og rammer igen. Og samtidig så uendeligt befriende – for det giver hverdagen noget mening og struktur, når der er noget, man skal. Når man har noget, man må gøre, for at nærme sig sit mål.

Jeg glæder mig til at sidde tirsdag eftermiddag og længes efter weekenden – og at mærke fredagsfølelsen, når weekenden starter, og man oplever den enorme frihed i at have fri i hele to dage. Jeg har haft fri i tre måneder, og som jeg skriver dette kan jeg mærke, at det faktisk er ok, at det slutter her. Sommeren er forbi for mit vedkommende, og selvom vejret stadig er ekstremt sommerligt, så omstiller jeg mig i disse dage til efteråret. Jeg er klar til at sige farvel og på gensyn.

Jeg glæder mig til at længes efter ferien, glæder mig til at mindes denne sommer. Alt imens jeg starter op på et nyt semester, og for hver dag kommer tættere og tættere på målet om at blive psykolog.

//A

Guide til din studiestart

Hej verden.

For første gang i årevis kommer her et indlæg, der har til formål, at andre mennesker rent faktisk kan få noget konkret ud af at læse det. Denne blog er jo grundlæggende et egocentrisk projekt (hvilket jeg også tror mange andre blogs er, men det skal jeg nok passe på med at udtale mig om). Jeg har ikke en stor læserskare, og derfor er jeg (heldigvis) ikke tvunget til at skulle skrive om noget, som mange kan relatere til – selvom jeg da håber, og sådan set også ved, at der findes folk, der får noget ud af at læse min blog. Så hurra for det, og lad os nu komme til sagen:

Nu bliver det relevant for titusinde vis af mennesker (potentielt set). For nylig er der nemlig mange, der har fået besked om, at de er blevet optaget på en videregående uddannelse, som de skal starte på om et par uger. Og hurra og tillykke til alle dem/jer – må I blive glade for jeres nye uddannelser! Hurra for at leve i et land, hvor vi frit kan uddanne os, det synes jeg, at vi fejrer alt for lidt.

Men hvad gør man så, når man skal starte på en videregående uddannelse? Jeg husker den panik, jeg selv oplevede, da jeg for tre år siden skulle starte på uni. Den startede sådan set mange måneder før, jeg vidste, at jeg var optaget – bare tanken om at skulle på universitetet, syntes jeg var ufatteligt skræmmende. Jeg følte mig ikke voksen nok, ikke klar nok. Men alligevel havde jeg en fornemmelse af, at det var det rigtige for mig. Så jeg startede på psykologi og holdt fast i det, og nu er jeg pludselig færdig med bacheloruddannelsen og starter på kandidaten om to uger. Sikke en omgang, og sikke mange ting, jeg ville ønske, at jeg havde tænkt på, inden og under min opstart på studiet. Derfor kommer her den officielle Studiestartsguide 2019 af A. Thylkjær (den store blogger og digter, der dog først bliver kendt ca. 200 år efter sin død, så det har lange udsigter endnu).

Jeg vil forsøge at lave en punktopstilling med 10 punkter, men det vil muligvis blive et uoverskueligt og meget langt indlæg alligevel. Nyd det =)

10 ting der er gode at vide/overveje/reflektere over i forbindelse med din studiestart

1. Gå ikke i panik, hvis studiet ikke er, som du havde forventet. Forsøg at give slip på den stress, du kan føle, hvis du er usikker på, om du nu har valgt rigtigt. Giv det noget tid, og forsøg at skrue ned for forventningerne – både til dig selv, dine medstuderende, dine undervisere og uddannelsen i det hele taget! Forsøg at slippe idéen om, at din uddannelse skal være meningsfuld og være en kæmpe del af din identitet (det ved jeg dog ikke engang, om jeg selv kan finde ud af..) Men forsøg virkelig at skrue ned for dine forventninger, og lad være med at dømme dig selv for hårdt, hvis det er svært i starten! Det må gerne være svært.

2. Accepter, hvis det ikke fungerer for dig at studere. Det er ingen skam at skifte uddannelse, eller at gøre noget andet end at uddanne sig. Der kan være rigtigt mange grunde til, at du er i en situation, hvor det bare ikke er optimalt for dig at studere. Hvis du efter at have været igang med din uddannelse i et stykke tid bare kan mærke, at det ikke er rigtigt for dig, så gør noget ved det. Lad være med at lade dig selv blive helt ødelagt psykisk, fordi du har bildt dig selv ind, at du absolut skal gennemføre denne uddannelse, som du er startet på. Du skal ingenting. Du skal bare tage ansvar for dig selv (hvilket også er svært nok i sig selv). Måske er det helt essentielt, at du skifter retning, eller at du måske tager et (ekstra) sabbatår, hvis det er det, du har brug for. Det er noget, du bedst kan mærke selv, men det kan være vanvittigt svært. Jeg har i hvert fald kunnet mærke på mig selv igennem min tid på uni, at jeg, på trods af at have haft diverse kriser særligt i starten af studiet, alligevel har været sikker på, at jeg ville fortsætte det, jeg havde sat i gang. Jeg kunne mærke, at det var det rigtige, og at de problemer/udfordringer, jeg løb ind i, var nogen, jeg godt kunne håndtere, og som jeg var nødt til at håndtere. Jeg så det ikke som en god mulighed at droppe ud af studiet på noget tidspunkt, da jeg hele tiden har vidst, at det var dette studie, der ville kunne give mig de bedste muligheder for at beskæftige mig med det, der giver mest mening for mig. På den måde var det faktisk rart, at det var svært til tider, da det betød, at jeg fik overvejet grundigt, om jeg var i gang med det rigtige – om det var besværet værd. Det konkluderede jeg, at det var, men det kan være, at du ender med at konkludere noget andet for dig selv. Og det er helt ok! Jeg vil ikke opfordre nogen, til at droppe ud ligeså snart, at der opstår et problem eller at noget er træls, for så vil du muligvis allerede overveje at droppe ud i rusugen, hvis du minder det mindste om jeg selv. Nej, sørg for at have gennemtænkt det og gjort brug af den hjælp og rådgivning du kan få at studievejledere og evt. psykologer på dit uddannelsessted, hvis det er svært for dig at træffe beslutningen. Undersøg evt. om du kan tage orlov eller udskyde nogle fag – det kan måske også være en hjælp!

3. Lad være med at flytte i forbindelse med din studiestart, hvis du kan undgå det.
Du behøver ikke at bo i den by, du skal studere i – fair nok, hvis du virkeligt gerne vil, men man kan godt glemme, at det er en mulighed at pendle. Hvis du i forvejen bor et sted, du elsker, og er i en overskuelig afstand til din nye uddannelse, så vil jeg råde dig til at vente med at tage beslutningen om, hvorvidt du skal flytte tættere på dit studie (jeg er selv endt med at flytte længere væk fra mit studie, end jeg startede ud med). Dette råd kan I muligvis ikke bruge til noget nu, men det er også mere for at pointere, at der er andre muligheder, end at bo lige op og ned af din nye skole. Du kan spare mange penge ved at flytte til en nærliggende by og pendle derfra.

4. Studiet behøver ikke at være hele dit liv. Du må gerne beholde dit gamle liv imens du studerer! Har du en fritidsinteresse, du elsker at dyrke, så hold fast i den så vidt muligt, og hold fast i de mennesker, der gør dig glad. Dit nye studie behøver ikke at blive hele din identitet, faktisk vil jeg mene, at det er en fordel, hvis du ikke ændrer alt i dit liv, blot fordi du skal til at studere. Det er jo sådan set bare en ny skole, du skal starte på, det behøver ikke at være “starten på de bedste 5 år i dit liv!” eller hvad folk ellers går rundt og siger. Med andre ord; slap helt af og sæt ikke dit nye studie op på en piedestal!

5. Vent med at få et studiejob, hvis det er muligt for dig. Opstarten er stressende nok i sig selv, og jeg ved, at mange stresser over at skulle have et job – måske fordi de føler, at de bør få et studiejob, men egentlig ikke helt kan overskue det. Der er selvfølgelig mange, der ikke kan klare sig uden den ekstra indtægt, og derfor kan det jo være en nødvendighed med et arbejde i fritiden. Men hvis du sådan set godt kan klare dig uden et job, i hvert fald i en periode, så kan det være en kæmpe lettelse ikke at have et arbejde, og særligt i det første års tid af studiet. Det er alligevel svært at få et studierelevant arbejde, lige når man er startet på sit studie, og så er det bare fedt at kunne bruge sin energi på sit studie fremfor sit job. Dette er selvfølgelig forskelligt fra person til person – nogen folk elsker at have travlt og keder sig uden et job – og andre er ligesom mig, og har behov for også at kunne slappe af og tage tingene mere i eget tempo. Der er nok at lave på et fuldtidsstudie, og derfor skal man virkelig ikke føle sig forkert, hvis man ikke har overskud til at arbejde ved siden af.

6. Du behøver ikke at deltage i rusugen, hvis du ikke har lyst! Heller ikke selvom alle mulige folk vil forsøge at presse dig til det og komme med argumenter som “denne uge er fundamentet for din sociale fremtid på studiet” og “det er en fed mulighed for at lære sine medstuderende at kende, hvis du ikke deltager kommer du udenfor fællesskabet fra start”. Intet af det er rigtigt, og det er begrænset, hvor meget man skal lytte til mennesker, der slet ikke kender en, men alligevel giver en “gode råd”. Ja, jeg er ikke fan af rusuge-konceptet, da man virkelig kan føle sig totalt forkert fra dag 1, hvis man ikke kan holde til at være i gang fra kl. 8 om morgenen til 2 om natten for at socialisere med tonsvis af folk, man aldrig før har mødt. Rusugen kan være hård for de introverte typer, og særligt hvis man er ung og har svært ved at sige fra og stå ved sine grænser. Man kan nemt blive presset ud i noget, man ikke har lyst til, hvilket jeg synes er ærgerligt. Rusugerne forløber forskelligt fra studie til studie, men jeg oplevede i hvert fald et meget uoverskueligt og omfattende program. Dog vil jeg ikke råde jer til at droppe rusugen helt, for den består af mange forskellige aktiviteter, heriblandt også faglige aktiviteter, der er gode at deltage i. Desuden ER det en god mulighed for at møde sine medstuderende og lære deres navne igennem de obligatoriske navnelege (…), men man skal bare ikke presse sig selv ud i en total overstimulation. Det er ikke rigtigt, at man bliver kørt ud på et sidespor, hvis man ikke deltager i hele rusugen – man har jo reelt 3-5 år til at lære sine medstuderende rigtigt at kende, og dette kan ikke gøres på 5 dage plus en hyttetur. Så derfor, deltag i det, du har lyst til, og forsøg at hvile så meget i dig selv, at du er i stand til at sige “tak for i dag, nu vil jeg gå hjem og slappe af”, når klokken er 17 og udklædningsfesten skal til at starte. Det er ok ikke at deltage i alting! Ingen opdager det, da alle er så fokuserede på selv at passe ind og finde nogle nye gode venner, at de slet ikke vil tænke over, hvorfor du ikke var med til fest tirsdag aften. Og du kan være SIKKER på, at der er mange introverte i flokken af nye medstuderende, og at du langt fra er den eneste, der bare gerne vil hjem og sidde i stilhed lidt. Det er mega hårdt at starte et nyt studie, og du skal ikke forvente af dig selv, at du skal blive en anden person, bare fordi der er rusuge. Du er ok som du er! Og du kommer meget længere med at stå ved dig selv.

7. Snak med dine medstuderende om det, du synes, der er svært! Jeg ville ØNSKE, at jeg i højere grad havde gjort dette, men det var som om, at der ikke rigtigt var nogen, der turde, før vi var kommet længere i studiet. Dette er selvfølgelig meget forskelligt fra studie til studie, men jeg oplevede i hvert fald, at vi alle prøvede at bevare en facade i starten og ikke rigtigt talte om, hvor svært det hele kunne være. Jeg ville ønske, at jeg bare havde turdet at være mere sårbar og stå ved det, jeg følte, men det var ikke tilfældet. Og det er en utrolig svær disciplin at indrømme, at man synes noget er hårdt – om det så er en tekst, man ikke forstår, et fag man synes er uendeligt hårdt eller studielivet i det helet taget. Men jeg ved, at det hele bliver så meget nemmere, når man deler det med nogen. Så udnyt at du har medstuderende, der går i gennem det samme som dig, og som derfor sandsynligvis vil have nogle af de samme tanker selv – på trods af, at de ikke fortæller det! Der er jo nogen, der skal starte med at åbne op, ellers kan alle gå og holde deres problemer inde (også, når man går på psykologistudiet). Det er så dumt, at alle går rundt og føler sig forkerte, fordi de tror, at alle andre har styr på det – hvilken ingen har, selvom det kan se sådan ud.
Tal med hinanden! Skammen vil fylde meget mindre, hvis du taler højt om det, der er svært, og hvis du møder forståelse fra andre – hvilket jeg er meget sikker på, at du vil!

8. I forlængelse af ovenstående: lad være med at sammenligne dig selv med dine medstuderende! Det er en FORFÆRDELIG idé, og det vil intet godt gøre for dig, andet end at give dig mindreværdskomplekser, og skabe en unødig distance mellem dig og dine medstuderende.

9. Det er ok, hvis du ikke forstår, hvad videnskabsteori er. Og det er også ok, hvis du heller ikke forstår det efter at have gennemført din bacheloruddannelse. Jeg har ikke orket at sætte mig ind i det, og det har heller ikke været nødvendigt. Dette kan selvfølgelig afhænge af, hvilket studie du går på, så det er måske ikke godt at følge dette råd. Men jeg ville ønske, at jeg selv havde vidst det for tre år siden – og at jeg ikke havde forsøgt at lade som om, at jeg godt forstod det, når vi skulle lave gruppearbejde. Generelt er det en dårlig idé at lade som om, at man forstår noget, da det er en pinagtig situation at sidde i. Indrøm hellere, at du intet forstår – det får du mere ud af i længden.

10. Accepter, at du kommer til at begå dine egne fejl, og at det er helt ok, da du vil lære af dem! (forhåbentlig..) Så kan du engang udfærdige din egen liste med råd til kommende studerende og give dine erfaringer videre – og de kan læse den, og alligevel gøre alt det, du fraråder dem at gøre. For når det kommer til stykket er vi nødt til at gøre os vores egne erfaringer – man kan ikke bare læse en eller anden guide på en tilfældig persons blog og så få en perfekt studiestart (øv).

Jeg håber alligevel, at I har fået noget ud af at læse dette indlæg, og at det ikke har afskrækket jer helt fra at skulle studere. Jeg tror bare på, at det er en fordel at have realistiske forventninger til sin studiestart, og det er svært at få, hvis man kun hører og læser om, hvor fedt det er, når man starter på “drømmestudiet” (hvilket i øvrigt er et udtryk, der virkeligt irriterer mig grænseløst, det sætter urealistiske forventninger op, og man kan kun blive skuffet, hvis man tror, at et bestemt studie kan kaldes drømmestudiet (hej, jeg er pessimist)). “Svesken på disken”, som min farmor siger, eller også er det min mor, der siger det. Men det er sådan set også lige meget for jer, konklusionen er bare, at vi ligeså godt kan være ærlige overfor hinanden og lade være med at lade som om, at alting er perfekt og problemfrit.

Jeg kunne skrive meget mere, men det må stoppe nu.

Hyg jer, og glædelig studiestart om en måned =)

//A

Det fordømmende og intolerante menneske (mig)

Hej verden.

Mit seneste indlæg handlede om, at jeg mener, at det bedste man kan gøre, er at starte med at få styr på sit eget liv og sine egne handlinger, før man bruger al sin energi på at fokusere på verdens problemer, og føler sig utilstrækkelig, fordi man alligevel ikke formår at løse disse problemer. I mit tilfælde handler det om en irritation over, at folk smider skrald på gaden, og en erkendelse af, at jeg ikke får dem til at stoppe med det, uanset hvor meget jeg hidser mig op.

Alt det er vældig klogt og noget, som jeg tror på – da jeg ikke mener, at man skal påtage sig alle verdens problemer, da dette netop blot fører til, at man sidder tilbage og er sur og bitter, fordi man jo ikke selv kan gøre nok til at løse dem. Derfor må man fokusere på sine egne handlinger, og finde ud af, om de passer sammen med ens holdninger. Og så må man tage den derfra.

Problemet er, at jeg indser mere og mere, hvor forfærdeligt dårlig jeg selv er til at leve efter dette. Nogle dage går det fint, men i bund og grund er jeg faktisk en virkeligt fordømmende person. Og når jeg er fordømmende overfor andre, bruger jeg min energi på at tænke dårligt om andre (fordi de fx smider skrald), hvilket gør, at jeg har mindre energi, som jeg rent faktisk kan bruge til noget produktivt. Desuden føles det træls at være fordømmende – det er forbundet med en masse ubehag og angst, samt en masse skuffelser. Jeg kan stille rigtigt høje krav til andre mennesker, og det betyder samtidig, at jeg også stiller høje krav til mig selv. Hvis jeg dømmer andre, der sidder indenfor hele dagen i sofaen selvom solen skinner udenfor, så betyder det samtidig, at jeg dømmer mig selv, hvis jeg selv gør det samme en dag. Hvis jeg dømmer andre, når de har en opvask der hober sig op, men som de ikke tager, så dømmer jeg også mig selv, hvis jeg ikke har fået vasket op i en dag eller to.

Kort sagt, så gør det livet unødvendigt anstrengende, når man fordømmer andre. At dømme andre er jo en nødvendighed for, at vi kan overleve og vurdere om folk vi møder er farlige eller venlige – men at fordømme andre er aldrig godt. Alligevel er det enormt menneskeligt – bare se alle de religioner, hvor man bliver straffet på den ene eller anden måde, hvis man har gjort noget, der er i strid med reglerne. Man kan blive udstødt og brændt på bålet osv. (selvom det forhåbentlig hører til sjældenhederne i dag). Og generelt bruger vi mennesker masser af tid og energi på at dømme hinanden. Vi fordømmer dem, der ikke lige passer ind i klassen/på arbejdet, dem der er stille, dem der larmer, dem der er sjove, dem der snakker for meget.

Jeg har erkendt på det seneste, at jeg ikke er et særligt tolerant menneske. For et par år siden brugte jeg meget energi på at fremstå tolerant. Jeg ønskede at være inkluderende overfor alt og alt og FOR ALT I VERDEN ikke dømme nogen baseret på køn/seksuel orientering/hudfarve/uddannelsesniveau og så videre. Jeg prøvede virkelig at være tolerant, men i mit forsøg på at være det, endte det primært med, at jeg bare blev endnu mere fordømmende overfor andre mennesker. Jeg dømte andre på grund af de mindste tegn på, at de selv var fordomsfulde og ikke-tolerante. Men det gjorde jeg jo ikke fordi, at jeg selv var blevet et mega tolerant menneske – det var faktisk det helt modsatte. Jeg prøvede at fremstå som noget, jeg ikke var, og derfor brugte jeg min energi på at dømme andre mennesker, der udviste de sider, som jeg ikke kunne lide ved mig selv. Sådan er det meget ofte, når der er noget ved andre, som virkeligt irriterer og frustrerer en – det er fordi, at der er et eller andet ved en selv, som man ønsker at forandre og ikke bryder sig om – men som man ikke har lyst at erkende eksistensen af.

Man kan blive forfærdeligt selvretfærdig, når man forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man er noget, man i virkeligheden ikke er. Hvis man ikke erkender, at man i bund og grund har en masse fordomme om andre mennesker og har en tendens til at (for)dømme dem pga. alt muligt, så tror jeg nemt, at man kommer til at sidde fast. Man bliver sur og bitter og man er sikkert et forfærdeligt selskab for folk man omgås, hvis de konstant skal høre på ens selvretfærdige pis.

 

Som sagt har jeg erkendt, at jeg ikke er et tolerant menneske. Men det betyder ikke, at jeg har formået at stoppe med at være unødvendigt fordømmende overfor andre. Det er en meget lang proces, og den vil nok tage et godt stykke tid – og jeg vil nok aldrig kunne stoppe med at være fordømmende, for som sagt er det noget helt menneskeligt, og jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Det bør heller ikke være nødvendigt, for det som det i virkeligheden handler om, må være at erkende, at det er sådan jeg pt. er, og at jeg skal gøre hvad jeg kan for at opdage det, når jeg dømmer andre. For så kan jeg finde ud af, hvorfor jeg gør det, og hvad grunden i virkeligheden er.

Et eksempel, som jeg før har nævnt på denne blog, men aldrig fik uddybet helt, er min tendens til at dømme folk, der drikker alkohol. Dette er noget, jeg igennem det seneste år har arbejdet så meget med, at det i dag fylder MARKANT mindre for mig, end det tidligere har gjort. Og det er mega fedt, for uha hvor jeg har brugt meget energi på at dømme folk og have trælse følelser omkring det, når folk i min omgangskreds har drukket alkohol. Det har virkelig været slemt, men jeg har fundet ud af, hvad årsagen er til, at jeg har så svært ved at tolerere det. Og det handler primært om mine egne usikkerheder og min frygt for at stå alene tilbage og ikke kunne være en del af gruppen. Derfor er jeg blevet bange for alkoholen, fordi den er et samlingspunkt for mange andre, som jeg har følt mig udelukket af. Dette var jeg dog ikke klar over i mange år, og derfor var alkohol for mig forbundet med alt muligt træls og skidt. Jeg kunne finde en masse evidens for, at alkohol rent sundhedsmæssigt heller ikke er godt, og jeg var meget opmærksom på historier om, hvordan folk er kommet galt afsted efter at have indtaget alkohol. Jeg prøvede at bekræfte mig selv i, at alkohol virkelig er en trussel, og at det er farligt, når folk jeg holder af, indtager alkohol. Og det var ikke en rar måde at eksistere på, hverken for mig eller min omgangskreds. For det gjorde blot, at jeg blev fordømmende og var uforstående, når nogen fx fortalte mig, at de havde tømmermænd eller havde været ude at drikke i weekenden osv. Jeg fordømte dem for at gøre noget, som jeg selv havde så meget modstand i mod, og jeg havde meget svært ved at rumme, at det var sådan. For det gjorde mig virkeligt bange og utryg. Men i stedet for at arbejde med kernen af problemet, som jeg dengang ikke vidste hvad var, blev det bare en selvforstærkende effekt af angst og negative tanker om folks alkoholforbrug. Jeg var fuldstændig uforstående for, hvorfor mennesker drikker alkohol, og jeg tænkte, at det ideelle ville være, hvis alle bare stoppede med at indtage alkohol.

Mine fordømmelser for folks forbrug af alkohol gjorde INTET godt – det eneste, det gjorde, var at skabe en distance mellem mig og andre mennesker. For det er virkeligt svært at kunne slappe af og nyde andres selskab, hvis man fordømmer dem så meget for deres handlinger, som jeg gjorde. Og HELDIGVIS er det blevet meget meget bedre, og det er nået til et punkt, hvor jeg ofte slet ikke tænker på det. Jeg er stadig ikke tryg ved den effekt, som alkohol kan have på folk, men jeg er er mere realistisk omkring det, og jeg bruger meget mindre energi på at tænke på alkohol i det hele taget. Jeg er også blevet mere forstående omkring, hvorfor folk drikker alkohol, og jeg lært, at man sagtens kan have et forbrug af alkohol uden at det er et skadeligt forbrug eller et decideret misbrug – før tænkte jeg det meget sort/hvidt, og mente at bare et lille forbrug af alkohol var skadeligt. Jeg ved godt nu, at det ikke hænger sådan sammen. Derfor er jeg også blevet meget mindre fordømmende, og det er først og fremmest rart for mig men også for andre mennesker. Det gør mig til en bedre person, og det gør mit liv bedre, at jeg har kunnet slippe mine fordømmelser.

Jeg kan dog stadig komme til at fordømme folk for deres alkoholforbrug. Det er primært, hvis det handler om et meget stort forbrug (og allerede der dømmer jeg, for hvem bestemmer, hvad et stort forbrug er?). Og mest af alt, hvis folk ikke lader til at kunne styre sig, når de først er kommet i gang, og ender med at drikke så meget, at de bliver fulde på den måde, hvor det ikke længere er sjovt og hvor de kan være til fare for sig selv.

Jeg er også ekstremt fordømmende overfor folk, der kører spirituskørsel! Og folk, der tager hårde stoffer eller ryger hash (ikke som i, at jeg tænker at de er forfærdelige mennesker, men som i at jeg tænker, at de har nogle problemer af en eller anden art, som er grunden til deres forbrug af rusmidlerne). Hvilket jo heller ikke er godt, da jeg jo ikke aner, hvad deres grunde er til, at de gør, som de gør.

Jeg har lige været i Amsterdam i weekenden, og der fik jeg for alvor testet, hvor tolerant jeg er overfor hashrygning, for er I VANVITTIGE hvor var der mange, der røg hash, og det var så tilgængeligt, at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg synes dog egentlig, at det gik overraskende fint med at tolerere, at det var sådan, det var. Måske fordi jeg havde været på Christiania i starten af min sommerferie, hvor jeg blev konfronteret med de samme ting, og nåede til en erkendelse af, at det jo sådan set var fredeligt nok, og at der ikke var nogen, der ønskede at skade mig. Sådan tænkte jeg også i Amsterdam, men jeg kunne alligevel ikke lade helt være med at blive fordømmende overfor selve kulturen. Det havde dog også noget at gøre med den åbenlyse prostitution, som ikke var rar at opleve. Og det handler vel i bund og grund om, at jeg oplevede, at folk gav slip på deres hæmninger og bare lod deres lyster tage over – lysterne til købesex og hash i diverse former. En manglende selvkontrol, som jeg har det med at være ekstremt fordømmende overfor.

Og mon ikke det er fordi, at jeg inderst inde føler, at jeg selv har for lidt selvkontrol og er dårlig til at styre mine impulser? Derfor lægger jeg mærke til det hos andre, og afskyr det hos andre, fremfor at starte med mig selv og arbejde på at opbygge min egen evne til selvkontrol (som fx når der er chips på tilbud i netto og jeg nærmest automatisk køber dem uden at stoppe mig selv).

Jeg er et fordømmende menneske. Og det vil jeg gerne ændre på.
Det starter med erkendelsen af, at jeg har tendens til at dømme andre for nogle bestemte handlinger, og at det er ok. Jeg skal finde ud af, hvorfor jeg dømmer andre, og jeg skal forstå den reelle årsag, før det kan forandres. Det er op til mig at arbejde med det, og det er ikke andre mennesker, der er ansvarlige, bare fordi min hjerne fortæller mig, at de gør noget forkert. Det er ikke hele verdens opgave at indrette sig på en måde, så det bliver behageligt for mig at eksistere – det er min opgave at forsøge at være forstående overfor, at andre mennesker gør som de nu gør, og at jeg ikke behøver at dømme dem for hvad de nu end gør. Jeg må hjertens gerne være uenig og tage afstand fra ting, som fx racistiske politikere eller mordere eller forældre, der har en idé om, at det er dårligt at få sit barn vaccineret mod diverse børnesygdomme. MEN jeg behøver ikke gå mere ind i det end det – jeg behøver ikke at piske en stemning op og lade mig rive med, hvis det ikke gør noget godt for mig. Ja, jeg nyder at hidse mig op over forskellige ting, og jeg har meget stærke holdninger til alt muligt, men måske behøver jeg ikke at hidse mig op over alting og fordømme andre mennesker for alt muligt, der i virkeligheden ikke siger noget om, hvem de er som personer.

Held og lykke til mig med det – og en virtuel medalje til dig, der har formået at læse hele dette indlæg, for sikke da en omgang. Jeg håber, at du fik noget ud af at læse det, og jeg håber, at det kan bidrage til, at du selv ser indad (selvom du også er velkommen til at fordømme mig for at være et fordømmende menneske, det styrer du helt selv).

Hyg jer.

//A

 

 

 

Start med dig selv

Hej verden.

I denne uge har Aalborg været vært for arrangementet Tall Ship Races. Dette indebærer, at en masse skibe er kommet til byen, og at der har været flere hundredetusinder gæster til arrangementet. Det hele kulminerede sent i går aftes med Danmarkshistoriens hidtil største fyrværkerishow – et vanvittigt arrangement, som var utroligt smukt, særligt fordi det var akkompagneret af musik, så fyrværkeriet på utrolig vis passede til musikken. Det var en vild oplevelse – og der var rigtigt, rigtigt mange mennesker, der var mødt op for at se showet, som varede en halv time, Vi stod tæt pakket på havnen og op ad byens gader for at kunne være der allesammen, og det er altid interessant at iagttage, hvad der sker, når så mange mennesker er samlet. Det er som om, at de regler, vil følger til daglig, bliver ophævet, og at det pludselig er tilladt at skubbe til folk, så man kan komme hurtigt hen til sin bil og komme hjem, når man har set det, man ville. Vi glemmer hensynet til hinanden, måske fordi vi ikke kan overskue at forholde os til den store menneskemængde, og derfor bliver vi nogle egoister. Det kom også til udtryk på en meget forstyrrende måde under selve fyrværkerishowet. Lige så snart det startede, begyndte folk at række deres arme i vejret for at optage videoer med deres smartphones. Et fuldstændig vanvittigt socialt fænomen – primært fordi vi jo alle ved, at det IKKE bliver en god optagelse, og at den på ingen måde kan måle sig med den virkelige oplevelse. Desuden vidner det om, at vi alle er så optagede af at skulle dokumentere det, vi oplever, at vi faktisk helt glemmer at være til stede, fordi vi har travlt med at tage billeder og videoer – hvilket er ufatteligt trist og spild af liv! Men mest af alt synes jeg smartphone-fænomenet fik mig til at føle, at jeg stod i en flok af egoister. Folk virkede slet ikke til at tænke på, at der stod flere hundrede mennesker bag ved dem, som også gerne ville se showet, og som måske ikke lige syntes det var super fedt, at se på en masse smartphones i stedet for det reelle show. Det gjorde mig virkeligt irriteret, og jeg følte en vis håbløshed på menneskehedens vegne. Desuden begyndte jeg at lægge mærke til, da vi skulle gå hjem derfra, hvor mange tomme ølkrus og andet skrald der lå rundt omkring på havnen. Og det er jo ikke noget nyt. Er vi i virkeligheden bare en stor flok egoister, der ikke kan finde ud af at tænke på andre? Er vi dårligt opdragede, eller skyldes det en lidt for slap kultur, og at vi har det lidt for godt her i landet? Hvorfor opfører vi os ikke mere respektfuldt i offentligheden?

Der er talrige eksempler på arrangementer, hvor folk virkeligt smider skrald og ikke selv rydder op bagefter. For eksempel er der Aalborg Karneval, hvor hele byen fyldes med affald, tomme/knuste glasflasker og tonsvis af plastic, der bare ligger og flyder – “for der kommer nogen og rydder op efter os i morgen”. Der er Roskilde Festival, og festivaler generelt, hvor folk lever i bunker af affald og tis og emballage fra alt muligt halløj. Det får bare lov at ligge og flyde, og når festivalen er slut lader de fleste deres telte stå og tager kun deres vigtige personlige ejendele med hjem. Og så er der kanel-traditionen, som resulterer i at der ligger kanel i enorme mængder på gadehjørnerne – hvilket i øvrigt er den mest åndssvage tradition, jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan VIRKELIG ikke se, hvordan det skulle være “en sjov tradition”, og særligt ikke, når det indebærer at binde folk til en lygtepæl mod deres vilje. Men det må de selvfølgelig selv om – det er bare ikke ok, at det skal gå udover byen og alle os andre, at de skal have denne sjove kaneltradition. Hvis man vil hælde kanel på sine venner i det offentlige rum, så må man for fanden da også sørge for at få ryddet op efter sig selv igen. Det kan aldrig blive nogle andres ansvar – men det bliver det jo så alligevel, fordi folk bare lader kanelen ligge. Det gør mig så HIDSIG (hej, jeg har et stort temperament, selvom jeg måske på overfladen fremstår mild og venlig).

Og noget andet, der virkelig også hidser mig op, er den ufattelige mængde af cigaretskodder, der ligger OVERALT. Uanset hvor du er, i en hvilken som helst by, kan du ikke gå én meter uden at blive mødt af mange, mange cigaretskodder, der er smidt på jorden. Det er som om, at vi har vedtaget, at det er ok, at det er sådan. At det er ok, at fortovene er fyldt med skodder, som kun bliver til flere og flere (og som kommunen så på et eller andet tidspunkt er nødt til at bruge ressourcer på at fjerne). Det er som om, at det er blevet ok at opføre sig som en mega egoist – særligt når vi færdes i større grupper, hvor det er normen at man smider skrald/skodder/kanel.

Jeg siger ikke, at de mennesker, der smider cigaretskodder og ikke tænker på at få ryddet op efter sig til festivalen/havnefesten/kanelbadet er dårlige mennesker – for jeg kender og holder stærkt af masser af folk, der gør netop disse ting. Men jeg synes sgu, at det er for slapt. Og det giver mig lyst til at give folk, og menneskeheden i det hele taget, en ordentlig gang voksen-skæld-ud. Jeg har lyst til at være en sur mor, der fortæller børnene, at jeg er SKUFFET og at de FOR FANDEN bare har at begynde at opføre sig pænt med det vuns!!

Start med dig selv

Det, at jeg hidser mig op, kommer dog ikke til at have nogen som helst forandrende effekt på andre menneskers adfærd. MEN! Det betyder ikke, at jeg intet kan gøre, eller at jeg skal stoppe med at gå op i, at vi skal rydde op efter os selv og ikke kaste rundt med alt muligt pis og lort. For det jeg kan gøre, er nemlig at starte med mig selv. Jeg kan starte med at sørge for, at jeg rydder ordentligt op efter mig selv, og at jeg ikke selv bidrager til at gøre problemet værre. Og så kan jeg gå skridtet videre og begynde at tage ansvar for det skrald, jeg møder på min vej. Et tomt ølkrus, en McDonalds pose, der ligger og flyder, en glasflaske, der ligger på gaden. Jeg kan samle affaldet op og smide det ud i den nærmeste skraldespand. Det er i hvert fald meget mere produktivt end bare at hidse mig op over, at det ligger der. Og nej, det er ikke min opgave at rydde op efter andre, men hvis skraldet ligger på gaden, og jeg gerne vil have det væk, hvorfor skulle jeg så ikke fjerne det? Jeg har to velfungerende arme, og jeg kan ligeså godt fjerne affaldet, for hvem skal ellers gøre det? Kommunen? Hmm, kunne det ikke være fedt, hvis kommunen kunne bruge sine ressourcer på andre og vigtigere ting end at samle skrald op fra dovne borgere? Det synes jeg. Og derfor må jeg påtage mig ansvaret, når jeg ser noget skrald, der ligger og flyder.

Det er videnskabeligt bevist, at folk er mere tilbøjelige til selv at smide skrald, hvis der i forvejen ligger skrald et sted. “De andre gjorde det, så jeg må også”. Vi lægger ansvaret over på nogle andre og bilder os selv ind, at vi ikke gør noget forkert, for hvilken forskel gør det, at vi lige smider et tomt plastickrus, når der i forvejen ligger en dynge af skrald.
Netop af denne grund er det meget effektivt at samle det skrald op, man ser på gaden – for hvis det får lov at blive liggende, bliver det bare til mere og mere og mere. Når et område er rent og pænt, er det mindre sandsynligt, at man vil smide sit skrald der – og derfor giver det for eksempel rigtig god mening, når der en gang årligt er Affaldsindsamling, hvor folk mødes overalt i landet og samler skrald ind.

En selvforstærkende effekt

Du må selv starte med at være et godt eksempel, hvis du ønsker at en forandring skal ske i verden. Det hjælper ikke noget bare at skælde ud, som jeg selv har en tendens til. Du må tage ansvar for dig selv og derefter tage ansvar for det skrald, du møder på din vej, og som du ikke ønsker at se på. Du kan ikke bare vente på, at nogle andre fjerner det. Det hele starter med dig selv – og det bliver meget nemmere for dig at eksistere, hvis du selv påtager dig et ansvar. Først og fremmest for dig selv – for hvis alle mennesker gjorde det, ville vi nok ikke have problemer med skrald i naturen. Men det gode, der desuden kan ske, ved at du rydder op efter dig selv, og samler skrald op, der ligger og flyder på fortovet, er at andre mennesker ser det og bliver inspireret til at gøre det samme. Vi mennesker er jo sociale dyr, og når vi ser nogen gøre noget, kan vi få lyst til selv at gøre det samme – hvis man ser rigtigt mange smide skrald i offentlige skraldespande, vil man også selv være mere tilbøjelig til at gøre det. For så bliver det en normal ting at gøre. Vi lærer ved at imitere hinandens handlinger, og dette er vigtigt at huske på i en situation, hvor man ønsker at folk skal smide deres skrald i skraldespandene. Vi gør allesammen en forskel, når vi smider vores skrald ud, eller skrald vi finder på gaden, for jo flere der gør det, jo flere vil begynde at gøre det. En selvforstærkende effekt, som er værd at huske på. Ikke kun i forhold til skrald, men også i forhold til alt muligt andet, man synes er et problem i samfundet. Min ven Iris samt min bror er begge to utroligt gode til at tage ansvar for at smide det skrald ud, som ligger og flyder på gaden. Og det bedste ved det er, at det er naturligt for dem at gøre det. Det er ikke fordi de ønsker at fremstå som gode mennesker, der redder planeten. Det er bare fordi, at de ikke synes, at der skal ligge skrald på gaden.

Så start med dig selv, og sørg for, at du opfører dig på den måde, som du ønsker at alle andre også skal opføre sig på – og du er godt på vej til at bidrage til en forandring til det bedre. Det vil jeg i hvert fald prøve at huske mig selv på at gøre.

Hyg jer – og lad være med at smide jeres skrald på gaden, medmindre i ønsker at vores smukke land skal blive en stor losseplads.

Hilsen A (den sure mor)

Siden sidst

Hej verden.

Først og fremmest: JEG FIK 10 FOR MIN BACHELOROPGAVE!!! Hvilket er vanvittigt (min opgave var god og velskrevet, men jeg synes sgu det er vildt at få 10 på universitetsniveau). Det er en kæmpe lettelse, og nu kan jeg omsider ånde lettet op op for alvor holde sommerferie (jeg afleverede i slutningen af maj, men fik først karakter+feedback for to dage siden). Alligevel valgte jeg at tage chancen og holde bachelorsommerfest for 25 mennesker for en uge siden, før jeg havde fået min karakter (da jeg godt turde antage, at jeg ikke ville dumpe). Og  det er jeg så glad for, at jeg valgte at gøre, for det var virkelig en fin oplevelse. Vi holdt det i sommerhuset og det var et skønt arrangement. Jeg havde planlagt, at vejret skulle blive godt, og det blev det søreme også. Vi kunne være udenfor hele dagen, og vi sad ude indtil kl 23, hvor de sidste gæster tog hjem. En vidunderlig dag, og fedt at markere, at jeg er færdig med min bachelor, for det har satme været noget af et arbejde! Jeg kan ikke helt forstå, at det allerede er tre år siden, at jeg startede på uni, men så igen, tiden går bare hurtigt. Og om to år er jeg HELT færdig!! Det er vanvittigt.


(min mor og jeg og en distraheret svigerfar, der muligvis kigger på et fly)

Generelt har jeg brugt min sommerferie på nogle gode ting, indtil videre. Jeg har lavet en masse sociale ting, hvilket har været mega befriende efter en lang periode, hvor jeg pga. opgaveskrivning ikke har haft særligt meget social energi. Og så har jeg læst to romaner indenfor en uge, og det er mange år siden det sidst er sket i det tempo – hvilket er skide godt. Jeg mærker hvor meget jeg har savnet at læse for fornøjelsens skyld. Jeg er også begyndt at tage på cykeltur – har godt nok kun gjort det to gange her i ugen, men det har været overraskende sjovt og ikke lige så hårdt som jeg havde forventet, så jeg ved, at det er noget jeg vil fortsætte med at gøre (bare ikke, når der er 28 grader varmt, ligesom der har været i dag).

Noget andet, der er godt og rart og samtidig vildt, er at jeg om en uges tid har været sammen med S i to år (!!) Det betyder, at jeg ENDELIG er berettiget til at sige ting som “efter alle disse år….” og “tak for alle de år, vi har haft sammen”, og det er sgu fedt.

Jeg kunne skrive så meget om S, og om hvor glad jeg er for ham, og noget om, at kærligheden er større end alt andet osv. Men det er bare ikke særlig lærerigt eller interessant for jer at læse om, så det vil jeg spare jer for. Jeg vil hellere skrive om det, der er udfordrende ved at være i et parforhold, men det gemmer jeg lige til en anden god gang.

Hurra for S, hurra for sommerferien, hurra for alle vidunderlige folk i mit liv, og hurra for, at jeg gør de ting, jeg elsker. Og hurra for jer, der har læst dette indlæg – jeg skal lige have oppet/uppet mit game lidt, som de unge siger, men jeg har næsten glemt, hvordan jeg plejer at skrive blogindlæg – jeg foretrækker at udtrykke mig igennem dige, men lige i dette tilfælde ville det være noget rod.

God sommerferie til jer allesammen, også jer, der ikke har sommerferie : )

Hyg jer!

//A

jeg ser et liv der ender | et digt

fortæl mig om steder
der ikke findes mere
fortæl mig dine historier
der må være mange flere
//
fortæl mig om den verden
som kun er virkelig for dig
fortæl mig om de mennesker
du har truffet på din vej
//
fortæl mig om hende
der var din allerbedste ven
fortæl mig om du tror
du skal møde hende igen
//
fortæl mig om ham
du plejede at følges med
fortæl mig om den dag
han endelig fik fred
//
fortæl mig om hende
du var engang
fortæl hvem hun var
og syng hendes sang
//
fortæl mig om planeter
som kun du har set
fortæl mig om du noget fandt
efter altid at have ledt
//
fortæl om dine fejltagelser
og det du fortryder allermest
fortæl mig hvad du ville lave om
hvis ikke det var alt for sent
//
fortæl mig om du fik det
du ønskede dig her i verden
fortæl mig om du lykken fandt
et sted blandt glæderne og smerten
//
jeg fortæller dig det nok skal gå
og holder dit liv i mine hænder
du siger at lyset brænder for mig
og jeg ser et liv der ender
(P.S: dette digt er ikke baseret på virkelige hændelser (i hvert fald ikke noget, der er sket for mig endnu) :))

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

jeg er din skam

jeg lever bedst i stilhed
bare hold mig for dig selv
jeg kan eksistere i en evighed
hvis du ikke snakke vil
//
jeg findes i hvert et menneske
et af livets grundvilkår
hvis du ikke ser dig for
gør jeg dig til et åbent sår
//
jeg er ikke særligt venlig
har slet ingen empati
får dig til at tro du er alene
du vil aldrig kunne føle dig fri
//
jeg lever under overfladen
allerlængst inde i dig
jeg kan ikke overleve
hvis du afslører mig
//
jeg har siddet længe på tronen
hersket over dit indre
men når du snakker om mig
bliver mit herredømme mindre
//
jeg har stoppet dig i mange ting
du har ladet mig leve længe her
men mine dage er talte
for du har opdaget dit eget værd
//
jeg bliver svagere dag for dag
for du har opdaget
at jeg findes
du har set mig
gennemskuet mig
min storhedstid vil jeg mindes