når solen går ned 

træk vejret 

og grib min hånd 

solen vil skinne 

og vi vil flyve igen 

når skyerne driver sydpå 

og fuglene vender hjem 

foråret venter lige om hjørnet 

hvis bare du holder fast 

kan du ikke se 

at du tilhører dig selv 

hvert et åndedræt 

hvert et smil 

hver en celle 

du er din egen 

lad ingen eje dig 

alt du skal 

er at være lige her 

du skal ikke undskylde 

for at eksistere 

så udfyld hele rummet 

ret dig op 

tal højere end igår 

og husk dem på 

at dit hjerte stadig slår 

kig op 

spejl dig selv i nattehimlen 

hvorfor tror du 

at vi låser os inde 

når solen går ned 

og månen skinner i vores øjne 

i nat 

er vi er alle stjerner

vi redder verden

du vil redde verden
men dine sko er blevet væk
du vil huskes af alle
men glemmer dig selv
du gik i hi
og tog min sjæl med
du åbnede de lukkede døre
du gav mig troen tilbage
på andre end mig selv
februar
jeg har ventet længe
kom ind og få en kop kaffe
og et stykke kringle
før du forsvinder
kan du ikke selv se
at du er alt jeg har brug for
du er solen der består
frosten
stormen
og sneen der forgår
du vækkede mig
satte mig fri
lyste verden op
og satte aftryk
vi tog på eventyr
og fandt andre end os selv
jeg troede på i går
nu tror jeg på i morgen
jeg kender dig
og jeg finder hjem i solstrålerne
der skinner i dine øjne
februar
du er en stjerne
vi har brug for hinanden
men jeg må afsted
og du må med toget hjem
husk hvem du var
red dig selv
for til marts bliver græsset grønnere
men bare vent
vi ses til næste år
vi redder verden
når vi genopstår

Gode dage, genforeninger og duftlys uden duft

Hej verden.

Jeg føler, at jeg har lært en masse i løbet af denne uge. Også selvom det kun er torsdag på nuværende tidspunkt. Det skyldes nok, at jeg rent faktisk har været ude i samfundet alle dage i denne uge, og at jeg har været social (chokafsløring). Og det har været fænomenalt.

Jeg har snakket virkeligt meget i denne uge, nok mere end jeg sammenlagt snakkede i januar (da alle de samtaler, jeg har haft med mig selv, ikke rigtigt tæller med i regnskabet). Og selvom jeg holder af stilhed, så holder jeg samtidig af at blive mindet om, at jeg også kan være det modsatte af stille. 

Jeg holder også af at blive mindet om, hvor befriende det føles at genforenes eller reconnecte, som de smarte typer siger, med folk jeg ikke har set i noget tid. Det er nu sket to gange i denne uge med to forskellige personer, og det har været lige, hvad jeg har haft brug for. Der er et eller andet over det, der gør mig enormt glad og lettet indeni. I januar og indtil starten af februar, var jeg så meget i min egen verden, og fokuserede så meget på at have nok i mit eget selskab, at jeg lidt endte med at glemme, at jeg faktisk virkeligt godt kan lide andre mennesker, og at jeg virkeligt kan nyde folks selskab – når jeg er i det rigtige selskab, vel at mærke. Og i de seneste dage er det igen gået op for mig, at jeg fandme er nødt til at bruge mere tid sammen med de mennesker, som jeg kan snakke med i timevis uden på noget tidspunkt at tænke “hvad skal jeg sige”.  De mennesker, der har kendt den 16-17 årige version af mig, og som ved, hvem jeg er. De mennesker, der bliver ved med at kunne huske mit had til storcentre og forkortelsen “remo” (eller mayo, det er lige så irriterende). De mennesker, der rent faktisk går op i, hvordan jeg har det, og spørger ind til det og lytter. Dem, der får mig til at se på klokken og ønske, at tiden gik langsommere. Og dem, som minder mig om, at jeg har formået at sætte aftryk, og ikke bliver glemt, uanset hvor mange måneder der går.

Det at genforenes med folk, føles lidt som den dag, hvor jeg ryddede op og fandt 100 kroner, som jeg havde glemt, at jeg havde lagt i en æske et år tidligere. For selvom relationen har ligget i en æske i et stykke tid, har den jo været der hele tiden, og har været indenfor rækkevidde, selvom jeg ikke har kunnet se den. Og jeg har i perioder glemt alt om indholdet af den æske, og glemt alt om, hvor fedt det er at finde 100 kroner. Men jeg har samtidig tænkt på, hvor fedt det kunne være at finde 100 kroner. Og så sker det en dag, og jeg bliver altid overrasket over, hvor fantastisk det føles, at få 100 kroner af mit fortidige jeg.

Med andre ord, så elsker jeg at se folk, som jeg holder af, igen, når jeg ikke har set dem længe, for det minder mig om, hvem jeg er, hvem jeg var, og hvem jeg ønsker at blive. Og nogen gange er det bare en enorm befrielse at omgås folk, der kender mig, så alt ikke hele tiden er nyt og forvirrende.


(Ja, jeg bruger blandt andet min fritid på at spille og synge “Leaving on a Jetplane” og optage det (fordi det er den eneste sang, jeg kan spille/synge, uden at mindst en af delene lyder forfærdeligt. Men jeg har ikke tænkt mig at dele det med internettet)).


(En beskedudveksling, jeg havde med min bror tidligere i dag – han er i Norge lige pt.)

Desuden holder jeg også af at blive mindet om, at jeg elsker Queen, og særligt denne sang:

Og lige for tiden er jeg også fan af denne sang, den har noget desperat over sig på en god måde:

Jeg købte nogle duftlys i tirsdags, og jeg tror muligvis, at det var en forfærdelig investering, eftersom de ikke har duftet på noget tidspunkt. Måske skyldes det, at rummet jeg sidder i, er for stort, og duften derfor spredes til så stort et areal, at den udtyndes, og jeg derfor ingen duftindtryk modtager. Eller noget i den stil.

Jeg har også fået kringle i denne uge, og fundet ud af, hvor Institut for Fysik ligger. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Desuden har jeg anskaffet mig en ny hue, i håbet om at komme til at ligne en af dem fra SKAM, men jeg ligner mere en kriminel eller bare en, der har skumle planer.

Jeg har også købt fire nye krus hos forskellige keramikere i Ebeltoft, og det gør mig glad indeni.

Og jeg har været på uni og lært ting og for en gangs skyld begyndt at få følelsen af, at jeg nok skal klare alting og at jeg godt kan finde ud af at være studerende. Og at jeg faktisk godt kan lide det.

Jeg har både fundet mig selv i solnedgangene, og jeg har fundet mig selv i andre mennesker. Desuden fandt jeg lige før mig selv i en kop pebermynte-te.

Jeg synes faktisk, at det er et godt liv. Og jeg er virkeligt glad for, at jeg bliver ved med at lære.

Hyg jer – og husk at bruge jeres tid sammen med dem, der giver jer en følelse af, at I aldrig har været alene.

//A

En strandtur og diverse tanker om havet og Valentinsdag

Hej verden.

Som nævnt i dagens første indlæg, tog jeg ud i sommerhuset i eftermiddags efter min forelæsning. Det har på alle måder været transporttiden værd, også selvom jeg kun har været her i tre-fire timer.

Da jeg ankom sad jeg udenfor i noget tid og spiste min middagsmad og (gen)læste to kapitler af Harry Potter #1. Det føltes sensationelt på flere planer, eftersom det er en stor ting at kunne sidde udenfor, og fordi det er revolutionerende, at jeg havde både tid, overskud og lyst til at læse for fornøjelsens skyld.

Efter det besluttede jeg mig for at gå ned til vandet, da jeg følte en trang til det.

Det var en god beslutning, da det var lige på solnedgangs-tidspunktet.


Og imens jeg betragtede solnedgangen med mig selv og blev mindet om meningen med livet, føltes det som om, at der ikke var nogle andre steder i verden, jeg kunne tænke mig at være i stedet. På det tidspunkt føltes det som det eneste rigtige at være lige der, hvor jeg var.

Jeg gik forbi det sted, hvor badebroen plejer at være sat op om sommeren, og jeg havde en spontan erindring fra sidste gang, jeg var på den bro. Det føltes som om, at det er flere år siden, men i virkeligheden var det i september.

Jeg gik også forbi (dvs. jeg hoppede over) et vandløb på stranden. Hver gang jeg gør det, bliver jeg mindet om, at der er mange måder at overkomme problemer på, og at det handler om at se sig for, så man ikke altid hopper over det sted, hvor der er overvejende sandsynlighed for at få våde sko. Det kan være fint at få våde sko ind imellem, men hvis du tror, eller nogen fortæller dig, at du er nødt til at hoppe over det samme sted hver gang, så skal du se dig bedre for. For hvis du kigger op, er der masser af andre veje, du kan tage.

Desuden var jeg tæt på at falde, da der var en sti, der var glat og potentielt livsfarlig (det er muligvis en overdrivelse). Og det, samt solnedgangen og vandløbet, jeg måtte hoppe over, fik mig til at indse, hvad jeg egentlig mener om Valentinsdag (forklaring følger).

Jeg havde jo lovet, at jeg ville skrive en kritik af Valentinsdag-konceptet, når jeg havde fundet ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Men i dag indså jeg, at der ikke er nogen grund til at kritisere Valentinsdag. Ligesom der heller ikke er nogen grund til at kritisere Mors/Fars Dag, og alt det andet, jeg altid går rundt og siger, at jeg er imod.

For hvorfor bruge min energi på at være fjendtligt indstillet overfor noget, der muligvis bringer glæde i nogle folks liv? Hvorfor skulle jeg bruge timevis på at tænke over alt det problematiske ved Valentinsdag, når jeg i stedet kunne gøre noget rart og hyggeligt, som fx at læse Harry Potter eller skrive et digt?

Der er ingenting galt med Valentinsdag. Det var i år en helt almindelig tirsdag (det var en utroligt god tirsdag, men det var af andre grunde), og hvis det kan få nogle mennesker til at huske at værdsætte hinanden, at der afsættes en officiel dato der fungerer som “kærlighedsdag”, så fred være med det. Det er godt at værdsætte alle de gode mennesker, man har i sit liv. Det synes jeg egentligt, at man skulle gøre hver dag, ligesom jeg synes, at det giver mening at værdsætte havet og skoven og naturen generelt hver dag. Men det er ikke noget jeg tvinger mig selv til, det sker bare. Når jeg ser på en solnedgang som den jeg så tidligere i dag, kan jeg ikke lade være med at føle mig heldig og taknemmelig. Det er en god følelse. Og man skal gøre alt hvad man kan for at få den følelse frem i sit liv. Hvis Valentinsdag kan hjælpe til det, så kan jeg ikke have et problem med det.

Valentinsdag er hvad man gør det til. Der er ingen, der tvinger nogen til at fejre det, og ingen, der tvinger nogen til at have en holdning til det. Det er tilladt at være ligeglad eller at hade dagen såvel som at elske dagen.

Hvordan hænger det sammen med at være ved at falde og at hoppe over et vandløb? Det hænger muligvis ikke sammen, men det gør det i mit hoved. Fordi i dag har været så flot en dag, og alt har virket til at give mening. Jeg har været hjemme, i Randers, i Aarhus, i sommerhuset og ved stranden, og alle de steder, jeg har været, har jeg tænkt “her er sgu pænt, hvad har jeg gjort for at fortjene dette”. Det tænkte jeg også, da jeg stod på Århusvej og ventede på bussen. Jeg følte mig heldig.

Og hvis Valentinsdag kan fungere som en dag, hvor vi minder hinanden om at være glade og taknemmelige for det, vi har, så giver det god mening at have sådan en dag. Jeg kommer aldrig til at synes, at det er en skøn mærkedag, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at den er lidt overflødig. Men så igen, det kunne man også sige om Kristi Himmelfartsdag eller alle helligdage i det hele taget.
Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget.

Vi skal turde at stoppe op. Betragte solnedgangene. Mærke vinden og se fuglene flyve i flok over vandet. Se nogle mennesker i det fjerne, og svagt kunne høre deres grin.
Vi skal stoppe op og mærke alt det, der er godt. Alt det, som kærligheden er i (jeg beklager den formulering, det lyder forfærdeligt, men det er nødvendigt for at illustrere min pointe).
For kærligheden kan findes i alting, hvis man ønsker at finde den. Vi kan både finde den, når vi selv ser på solnedgangen, eller når vi ser den sammen med nogen. Om man har kærlighed i sit liv er ikke afgjort af den ene faktor, om man har en kæreste eller ej. Det handler om, hvordan man ser på verden. Hvordan man tænker om andre mennesker, og om man tror på, at vi alle er lige meget værd. At vi alle fortjener at være glade og tilfredse.

Hvis det står til mig, skal Valentinsdag være en dag, hvor vi minder hinanden om, at det er godt at vise sine følelser, og at det er godt at stoppe op og reflektere over, hvor heldig man er (eller omvendt, hvorfor man måske ikke føler sig heldig). Den kunne ligeså godt blive kaldt “International  vis-dine-følelser” dag. Den kunne også blive kaldt alt muligt andet.

Hvis Valentinsdag skal give mening, skal den handle om at hoppe over vandløbene og at gå på de steder, hvor man er ved at falde. Det skal handle om at hoppe, også selvom man med stor sandsynlighed vil falde i vandet og få våde sko. For det handler om at turde. At turde at være glad og at give udtryk for det. At turde at vise andre, at vi værdsætter dem.

Det skal handle om at turde at sige/vise, hvad man føler, og ikke lytte på nogen, der siger, at man burde føle noget andet eller vise det på en bestemt måde. For ingen kan fortælle dig, hvordan du skal krydse vandløbet. Du kan aldrig vide, om du får våde sko, men til gengæld kan du gå rundt med kolde fødder hele livet, hvis du aldrig tør at hoppe over vandløbet. Så hop over det. Du må gerne holde nogen i hånden imens, for når alt kommer til alt skal vi alle den samme vej. Men du skal huske, at det er dig, der hopper, og at du gør det for din egen skyld. Ikke fordi, at du føler, at du skal, eller fordi nogle presser dig til at hoppe.

Jeg ved ikke, om dette gav mening, men nu er det sent og jeg har fået nok af at være vågen for i dag.

Hyg jer.

//A

 

 

 

 

En uventet kaktus 

Hej verden. 

I går aftes bankede det på døren. Jeg var sikker på, at det enten var rottefængeren eller en mand (eller kvinde) der skulle hente vores kaffemaskine, fordi den skal til reparation. Så jeg var forberedt på at sige “hej, den står i en kasse ovenpå fryseren i skuret” (altså kaffemaskinen, som vi havde pakket ned). Men det var overhovedet ikke en, der ville have kaffemaskinen med, det var derimod en mand fra Interflora. Han overrakte mig en kaktus og ønskede mig en god aften. Jeg blev utroligt forvirret, for jeg havde slet ikke forventet at modtage en kaktus. Det forventer jeg aldrig at gøre, så når det sker, bliver jeg meget overrasket (det er sket to gange i mit liv nu). Jeg blev dog ekstra overrasket denne gang, da jeg ikke vidste, hvem den var fra. Det var et mysterium, og jeg gik igang med at forsøge at analysere mig frem til, hvem fanden der havde sendt mig en kaktus. 


På det medfølgende kort stod der ikke andet end “Til Amanda og Lars-Kirsten. Glædelig Valentinsdag!” 

Ud fra dette kunne jeg ikke konkludere så meget, udover at det måtte være en person, der læser min blog og som har læst det indlæg, jeg skrev torsdag nat i sidste uge. I det indlæg frabad jeg mig at modtage blomster i anledning af Valentinsdag og gjorde opmærksom på, at jeg meget hellere ville modtage en kaktus, hvis det endelig skulle være, eftersom Lars-Kirsten (min kaktus) søger en partner. 

Men da der efterhånden er mange forskellige folk, som jeg har fået til at læse min blog, var der op til flere potentielle muligheder. Derfor begyndte jeg at skrive til forskellige folk (som jeg kender, ikke bare tilfældige mennesker) og spørge, om de havde sendt mig en kaktus. Det benægtede alle dog at have gjort, hvilket ikke undrede mig, men det betød kun, at mysteriet blev endnu større. Jeg spurgte også min farmor, selvom jeg kunne regne ud, at det ikke var fra hende, da hun meget sjældent benytter sig af udråbstegn. Min bedstemor spurgte jeg til gengæld ikke, da hun aldrig har haft en computer eller en internetforbindelse. 


Efter lidt tid endte kaktus-afsenderen med at afsløre sig selv, men kaktus-afsenderen forbliver anonymiseret (så I allesammen kan leve i illusionen om, at jeg har en hemmelig beundrer). 


Jeg er nået frem til, at Lars-Kirstens nye kaktus-partner skal hedde Torben-Birthe, da jeg elsker begge navne, og synes det skaber noget godt at sætte dem sammen. Dog har Lars-Kirsten faktisk ikke mødt sin nye partner endnu, da jeg skulle afsted så tidligt i morges, at jeg ikke kunne nå at arrangere et møde mellem dem (og desuden har jeg heller ikke fået pakket Birthe ud endnu). Men faktum er, at Lars-Kirsten nu har fået sig en partner for livet (hvis de ellers passer sammen rent menneskeligt, bare fordi de begge to er den samme type plante har de ikke nødvendigvis de samme livsværdier). 


Det var så historien om, hvordan Torben-Birthe kom ind i mit og Lars-Kirstens liv. 

Lige pt. er jeg i bussen på vej til sommerhuset, hvilket ikke var meningen, men mine oprindelige planer blev ændret, og jeg følte ikke for at sidde alene i et tomt hus, så nu tager jeg ud til min mor og Kalle i sommerhuset og lader som om, at jeg har vinterferie indtil imorgen kl. 10, hvor jeg tager afsted igen. Jeg har flere sociale aftaler og skal til forelæsning, så ingen ferie til mig. 

Men det gør nu ingenting. Til forelæsningen i dag lærte jeg en masse og jeg føler mig generelt ret positivt indstillet omkring alting. Måske er det fordi, at jeg pt hører ABBA og betragter det nydelige landskab. Det er et virkeligt fantastisk vejr, og jeg kan ikke lade være med at føle mig heldig over at eksistere, når her er så pænt og jeg ikke umiddelbart kan komme i tanke om noget at være træt af. 


Bussen er netop kørt forbi 20-30 ældre mennesker, som var iført refleksveste på trods af at solen skinner mere lige nu, end den sammenlagt har gjort de sidste to måneder. Det er der noget livsbekræftende over på en eller anden måde. 


Denne uge er indtil videre fænomenal. Som billedet indikerer så jeg Irene igår, og det var en virkeligt god dag. Vi var på shopping, så jeg købte nogle forskellige ting og da vi spiste diskuterede vi politik og livet generelt. Det interessante er, at når jeg er sammen med folk, jeg føler mig helt tryg ved, snakker jeg meget mere, end jeg ellers gør. Jeg bliver helt overrasket over mig selv, når det sker, men det er godt, da det minder mig om, hvordan det skal være. Jeg skal bruge mere tid sammen med dem, der flår ordene ud af mig. Dem, der minder mig om, at jeg er i stand til at sige utroligt filosofiske ting uden at have planlagt det på forhånd. 

Det er et godt liv. Husk på det, ikke? 

//A 

du blev en stjerne

du var et blad
der ville redde verden
så du fløj afsted
vinden drev dig væk
over bjergtoppene
og ned i dalene
du så det hele oppefra
men du havde ingen arme
ingen bremser
talte dage
du var en sang
der skrev dig selv
på en vinteraften
husker du
at jeg hørte dig
når nætterne var lange
og skoven var min stue
du var en bog
der handlede om alle andre
end dig selv
du var de ord
jeg aldrig fik sagt
du var et ur
der løb afsted
jeg stillede dig frem
og du satte mig på pause
en januarnat
hvor jeg havde nok i mig selv
du var solstrålerne
i mine øjne
da sneen faldt
og alle blev stille
et minde om grønnere tider
en lovning på alt det
vi ikke længere kan se
du var en solnedgang
et sted på djursland
en mandag aften
jeg ville beholde dig
tage dig med hjem
gemme dig i en æske
men du forsvandt i skyerne
da jeg så den anden vej
du blev en stjerne
og du er mit hjem
i dig finder jeg mig selv
når jeg bliver væk i natten
viser du vej
husk nu
at skinne mere end sidste år
vis mig
at mit hjerte stadig slår

En fødselsdag og dertilhørende eksistentialistiske overvejelser

Hej verden.

Min bror har 18-års fødselsdag i dag. Det har været en god dag, og jeg har formået at bage boller og lave en kagemand af vandbakkelse, selvom jeg stadig er en smule syg. Så hurra for det.
Hvis nogen skulle være interesserede i at vide det, så gav jeg ham et (meget hjemmelavet) gavekort til en endags-tur til Boller Slot (et sted lidt udenfor Horsens, som vi begge holder meget af, primært pga. navnet), 100 kroner, noget chokolade og sidst men ikke mindst; en spandauer fra Fakta (jeg havde pakket den ind i avispapir og alt muligt, han blev meget glad og overrasket). Han fik også et (hjemmelavet) gavekort til nogle vaders, klikpedaler og dertilhørende cykelsko. Så alt endte lykkeligt.

På det seneste, efter at jeg har været så meget alene i sommerhuset, og særligt efter at have brugt halvdelen af ugen på at ligge syg derude, har jeg indset nogle ting.

(trommehvirvel, uhhh, hvad har jeg mon indset, er det noget revolutionerende, fortæl fortæl)

Jeg har først og fremmest fået bekræftet, at jeg sagtens kan underholde mig selv i mange dage, og at jeg generelt har det utroligt godt i mit eget selskab. Det er ret vigtigt, for jeg har brug for mig selv, hvis jeg skal have det godt og rart.

Men jeg har også brug for andre mennesker.
Det opdagede jeg ved at isolere mig selv fra alt og alle. For med tiden begyndte jeg at værdsætte min alenetid mindre og mindre, fordi jeg havde så meget af den. I slutningen af januar nåede jeg til et punkt, hvor jeg rent faktisk var socialt understimuleret, hvilket var interessant, da jeg langt oftere oplever at være overstimuleret og tænke “aarrrhh, der sker alt for meget, jeg vil bare have fred og ro”.
Men fred og ro i ubegrænsede mængder bliver ikke ved med at være lige så fantastisk, som det var det første stykke tid. For selvom jeg sagtens kunne holde det ud og som sådan godt kunne få tiden til at gå, så kunne jeg mærke, at noget manglende.

Som de siger i SKAM: “Mennesker trenger mennesker” – og det er rigtigt.
Ved at få alting lidt på afstand og tilbringe noget kvalitetstid med havet, er jeg blevet mindet om, at jeg har masser af gode mennesker i mit liv, som jeg holder af at bruge tid sammen med. Og at Svend Brinkmann har ret, når han siger, at meningen med livet ligger i vores relationer til andre. For jeg kan bruge nok så meget tid på at filosofere over livet og blive begejstret over pæne solnedgange og måden, hvorpå solstrålerne spejles i havoverfladen. Men hvis jeg for altid skal holde det for mig selv og aldrig ser på solnedgangene med andre end mig selv, så går noget af værdien tabt.

Det handler alt sammen om balance. For der skal både være solnedgange, jeg ser alene, og solnedgange jeg ser sammen med andre. Der skal være tid til at drikke te, filosofere over det hele og ikke snakke med nogen i det virkelige liv i en dag eller to. Men jeg skal fandme også tage mig tid til at være sammen med andre mennesker. For jeg kan faktisk godt lide andre mennesker (chokafsløring). Det hele giver bare mere mening, når det ikke kun handler om mig selv.

Jeg bliver ved med at opdage, hvor svært det er at holde balancen. Men jeg skal nok lære det. En eller anden dag. Jeg skal helt sikkert nok også komme ud af balance igen og først opdage det, når det er for sent (og jeg er ved at falde ned fra en høj bygning).

Og det er ok – så længe jeg ikke falder ned fra den høje bygning. Det er ok at gå ud til kanten engang imellem, måske er det faktisk det eneste rigtige, for hvordan skulle jeg ellers kunne orientere mig?

Jeg er fyldt med en følelse af, at jeg holder af alt og alle (hvilket jeg selvfølgelig ikke gør, det er bare en følelse). Nu skal dette ikke blive alt for sukkersødt, men jeg føler, at jeg har opdaget påny, at jeg virkeligt holder af min familie, og jeg har indset hvor taknemmelig jeg er for at have dem. For selvom de altid har været der, betyder det ikke, at jeg kan tage dem for givet. En god familie er ikke noget alle har, og nogle folk har ikke specielt gode forhold til deres søskende eller forældre. Men det har jeg altid haft (det er ikke for at blære mig). Og jeg er heldig.

Min mor er på alle måder et godt menneske, og hun vil altid være et af mine største idoler (også selvom hun snakker/råber meget højt, når hun taler i telefon med folk). Hun gør det, hun gerne vil, og hun arbejder hårdt for at få det til at lykkes. Hun lytter altid, når jeg har et eller andet, jeg har behov for at snakke om, og hun har igennem tiden givet mig mange gode råd, som jeg ikke ville have været foruden.
Hun har opdraget min bror og jeg til at blive gode og anstændige mennesker (det var primært hende, der for alvor satte grænser i vores barndom, min far stod for alt det sjove i stedet). Desuden lavede hun en fænomenal jordbærtærte i sommers, åh, den var god. Og det var hendes idé at købe i sommerhuset, hvilket jeg er hende meget taknemmelig for.

Min far er også et godt menneske (selvom jeg ikke er enig med ham på mange punkter rent politisk), og jeg beundrer hans evne til at falde i snak med tilfældige mennesker alle mulige steder. Han har altid noget at spørge om, og han har en oprigtig interesse i andre mennesker.
Og selvom jeg ikke altid kan koncentrere mig, når han på entusiastisk vis forklarer mig om kloaksystemer, astronomi, fysik, pensionsordninger, aktier, it-systemer og telefonmaster, så beundrer jeg ham for at være interesseret i så mange ting. Jeg har altid vidst, at jeg kunne spørge ham, hvis jeg havde brug for den ene eller anden type viden. Han spørger altid interesseret ind til det, jeg går og tænker på, og han vil gerne lytte til mig, når jeg vil snakke om store eksistentialistiske spørgsmål, samfundets opbygning eller religion. Det har fået mig til at blive ved med at sætte spørgsmålstegn ved tingene og finde ud af, hvad mine egne holdninger er.
Og så har han altid været der til at hente mig, hvis lortet for alvor er brændt på. Når jeg har brug for ham, så er han der, og det vil jeg altid være taknemmelig for. Jeg er også glad for de ture, vi var på sammen sidste år til Mallorca og Israel.

Min bror er det mest underholdende menneske jeg kender, og han er helt sikkert den primære grund til, at jeg endnu ikke er flyttet hjemmefra. Jeg kender ingen andre, der har en humor, der minder så meget om min egen. Jeg har ikke lyst til at sige farvel til vores eftermiddagskaffe, gåture og samtaler om dagligdagens strabadser. I hvert fald ikke lige nu. 

Det er et godt liv, og det er nogen gange godt at få tingene lidt på afstand, så jeg kan opdage, hvad der virkeligt betyder noget.

Hyg jer.

//A

En kritik af et problematisk tv-program

Hej verden.

Jeg er stadig syg, men pga. de to kopper hvidløgste, som jeg har indtaget indenfor det seneste døgn er min feber faldet til 38, hvilket har resulteret i, at jeg har fået vasket op for første gang siden i søndags. Jeg har også fået læst hele 15 sider og skrevet noter, hvilket jeg tvang mig selv til at gøre, eftersom jeg ikke ønsker at komme håbløst bagud allerede nu. Og alt sammen lykkedes pga. hvidløg. Åh, hvidløg, du fuldender mig.

Nåh, men nu til sagen:

Eftersom jeg har set en del tv de seneste par dage af mangel på bedre underholdningsmuligheder, er jeg løbet tør for programmer, som jeg rent faktisk ønsker at se. Så det resulterede i, at jeg i morges, da jeg spiste morgenmad (hvilket fandt sted kl. 13) valgte at se et program, som jeg ikke havde forventet, at jeg nogensinde ville se igen (og nej, jeg hentyder ikke til Aftenshowet).
(trommehvirvel, spænding, uhh, hvilket program så jeg mon så)
Jeg så det første afsnit af den nye sæson af “Gift ved første blik”.

Det ser ikke godt ud, når det kommer ned på skrift. Jeg er ikke stolt af det, og jeg så det kun, fordi jeg ikke kunne se andre mulige løsninger. Det var enten det, eller at se et gammelt afsnit af Kender Du Typen. Og så blev jeg alligevel enig med mig selv om, at det var mere konstruktivt at se Gift ved første blik, da jeg ikke har set det i nogle år, og teknisk set ikke kan kritisere et program, som jeg ikke har set. Med andre ord så jeg  primært programmet for nu at kunne kritisere det med god samvittighed. Så her kommer noget af det, som jeg indtil videre er nået frem til.

Helt grundlæggende er der bare noget trist ved det faktum, at DR har formået at skabe et program, som amerikansk tv har ønsket at købe rettighederne til. Da det skete, synes jeg godt, at DR lige kunne have indset, at de nok burde stoppe med at lave programmet, hvis det appellerer til dét segment. Men nej, de har i stedet valgt at lave en fjerde sæson og blive ved. Og det er der ingen grund til.

Det primære problem med programmets koncept er, at det er virkeligt overfladisk. Det handler jo ikke om at “give kærligheden den ultimative chance”, som de selv siger; det handler om at lave tv, der tiltrækker flest mulige seere. Det handler ikke om, at “lave de perfekte match”. Nej. Deltagerne er castet ind i programmet og er blevet udvalgt med henblik på, at de skal gøre programmerne interessante og sindsoprivende at se. De er selvfølgelig ikke bare blevet udvalgt, fordi de passer fantastisk sammen.

Desuden handler det ikke om, at de skal indgå et ægteskab. For jo, det gør de rent formelt, men det er jo ikke et reelt ægteskab, eftersom det intet fundament har. De kender ikke hinanden og får ikke rigtigt mulighed for at komme til det, eftersom folk sidder hjemme i deres stuer og kan se med på det hele. Deltagerne sættes i sådan en overvældende situation, hvor alting lige pludselig sker på én gang, at jeg synes, at det fra et psykologisk synspunkt er kritisabelt, eftersom de ikke får mulighed for at vænne sig til situationen uden konstant at få et kamera i hovedet og blive bedt om at fortælle, hvordan de synes, at det går med at være gift. Jeg tænker, at det er en meget stressende situation at sætte mennesker i. Det handler ikke om opbygningen af et ægteskab eller en menneskelig relation; det handler om at sætte to mennesker under et massivt pres, og fremstille det på en måde, så det bliver dramatisk, interessant og muligvis lidt rørende.
Programmet er både for privat og samtidig for upersonligt.

Personligt har jeg meget svært ved at forstå, hvorfor man skulle have lyst til at blive gift med en tilfældig person, bare for at blive gift. Det er så ukonkret og upersonligt, og det handler jo ikke om kærlighed. For ingen af deltagerne bliver gift, fordi de er forelskede og mener, at de har fundet en, de ønsker at bruge resten af livet sammen med; nej, de bliver gift for at blive gift. De bliver ikke gift pga. en personlig relation, kemi og et ønske om at være sammen med hinanden for evigt; de bliver gift pga. ønsket om at finde en eller anden at blive gift med, som kan give dem det, de savner. Det bliver til et individualistisk projekt på den dårlige måde, hvor begge parter tænker “jeg skal giftes” fremfor “vi skal giftes”.

Der er bare noget ved det program, der får ægteskabet til at fremstå utroligt frastødende (men så igen, jeg har aldrig kunnet forestille mig selv at blive gift, så tanken om ægteskabet har altid fremstået mere eller mindre frastødende for mig). De snakker om, at 46 % af alle ægteskab ender i skilsmisser og at 1,6 millioner danskere “lever som singler”, som om, at det er lig med noget helt forfærdeligt, der er nødt til at blive løst. I starten af programmet, før deltagerne er blevet gift, bliver de præsenteret med deres navn og nedenunder antallet af måneder/år, de har været singler. Efter de er blevet gift, præsenteres de med deres navn og nedenunder står der så, at de er gift og hvem de er gift med. Og den lille detalje har måske et informativt formål, men på en eller anden måde siger det samtidig alt om, hvordan deltagerne fremstilles i programmet. Først er de singler. Så er de gift. Deres civilstatus bliver gjort til deres overordnede identitet, og det gør mig ret trist, for først og fremmest er de jo mennesker, og det synes jeg ikke rigtigt, at programmet formår at fremstille dem som.

Sikke en stor omgang pis. Det må være konklusionen.

Og dermed; glædelig valentinsdag!!! (jeg har også overvejet at skrive en kritik af valentinsdag-konceptet, men jeg er nået frem til, at jeg ikke ønsker at ødelægge den gode stemning, for hvad nu, hvis det viser sig, at jeg har læsere, der er store fans af valentinsdag og virkeligt har glædet sig til den dag i et helt år? Jeg kan da ikke tage glæden fra dem.
Så skriv venligst en kommentar/send mig en mail hvis du læser min blog og godt kan lide valentinsdag/Valentines Day/you name it. (Hvis jeg ikke modtager nogle henvendelser, så vil jeg tillade mig at ødelægge den gode stemning engang i fremtiden/næste uge, når jeg har fundet ud af, hvordan jeg kan kritisere valentinsdag, uden at folk opfatter det som om, at jeg bare er sur og bitter, fordi jeg ikke selv har modtaget nogle kort eller blomster og chokolade fra diverse hemmelige beundrere). Men det står ikke ret højt på min prioriteringsliste at skrive det indlæg, eftersom jeg får travlt i den kommende periode og i næste uge har hele fire sociale aftaler, og desuden har tænkt mig at møde op til undervisningen på uni. Det bliver godt for mig at komme lidt ud, tror jeg.

(Jeg føler, at dette billede er en meget god afrunding på alt dette)

I må hygge jer.

(Hvis nogen skulle få den idé at sende mig blomster, så lad venligst være, da jeg højst sandsynligt ikke er hjemme, og desuden hellere vil modtage en kaktus, eftersom blomster er spild af penge, indpakning og jordens ressourcer. Og fordi min kaktus Lars-Kirsten godt kunne bruge sig en partner. Kønnet er lige meget, Lars-Kirsten er åben for alle muligheder)

 

//A

 

 

aaarrrhhhh (det mest ynkelige indlæg nogensinde)

Hej verden.

Jeg har 39 i feber (muligvis mere, det er nogle timer siden at jeg sidst målte den). Af den grund har jeg haft en utroligt kedelig dag, hvor min største præstation har været at skrælle tre gulerødder (det lykkedes mig kun at spise to af dem).

Det var ikke en del af planen, at jeg skulle blive syg, så det har resulteret i, at jeg er strandet i sommerhuset (det var meningen, at jeg skulle hjem i dag, men det måtte jeg udskyde eftersom jeg ikke kan overskue at gå udenfor).
Jeg har også ondt i halsen og har utroligt ondt af mig selv, eftersom her ikke er nogen andre til at have ondt af mig. Det er meget interessant at være helt alene og have feber. Det er vel sådan det er at blive voksen; du er selv ansvarlig for at have ondt af dig selv (eller det er nok nærmere omvendt).

Så der var ikke andet for end at bruge (noget af) dagen på at beklage mig til forskellige folk over skrift:

(Min mor skrev til mig, at hun var helt oppe at køre, fordi hun havde købt 20 kg mel på nettet, og at det bare var vildt fedt).

Jeg har også beklaget mig til Iris og Irene, og nu beklager jeg mig så til alle der læser dette blogindlæg, hvilket er utroligt ynkeligt. Men lige nu, midt i min feberpsykose, synes jeg at det er det eneste rigtige at gøre, eftersom jeg er ude af stand til at skrive om noget dybt og filosofisk lige pt.

Det er kun lidt over en måned siden, at jeg sidst var syg, så indtil videre har 2017 ikke været et lykkebringende år på den helbredsmæssige front. Det interessante er, at jeg nærmest altid bliver syg med feber, hvis jeg har følt mig stresset i en periode. Det siger vel noget om sammenhængen mellem sind og legeme (jeg føler i den forbindelse for at perspektivere til René Descartes’ teori om dualismen mellem sind og krop, også kaldet sjæl-legeme problemet. Descartes mente, at kroppen og sjælen var to forskellige substanser, men han anerkendte samtidig, at disse to substanser kan kommunikere. Selve problemet opstår i kommunikationen, da denne ikke burde være mulig mellem to substanser, der er så forskellige som kroppen og sindet var ifølge Descartes. Noget rummeligt kan ikke påvirke noget ikke-rummeligt, eller hvad det nu var, at han sagde.

Jeg har ingen idé om, hvad min pointe er med det. Måske skulle jeg bare gå i seng.

Det er desuden et ret irriterende tidspunkt at blive syg på (men så igen, det er det næsten altid), eftersom jeg havde planer om rent faktisk at skulle ud i samfundet i denne uge. Det må jeg erkende nok ikke kommer til at ske, hvilket er noget skidt, eftersom jeg stadig ikke har fået købt min brors fødselsdagsgave (han har fødselsdag på fredag). Det er altså ikke godt, jeg plejer at have styr på gaverne tre måneder i forvejen, men det har jeg ikke denne gang. Og så er det endda hans 18 års fødselsdag. Suk. Jeg er en dårlig søster. Heldigvis har jeg malet et fødselsdagskort til ham, der kommer til at fungere som en form for gavekort. Et gavekort til en tur (med mig) til et særligt sted i Horsens Kommune, som vi begge holder meget af. Plus, at jeg giver en gratis is på havnen.
Han har selv sagt, at han ønsker sig, at vi tager på tur sammen igen (hvortil jeg svarede, at det primært er folk over 50 der ønsker sig oplevelser, hvortil han svarede ja). Så en tur skal han få.
(Han læser aldrig min blog, så det er derfor, at jeg ikke er mere påpasselig med at afsløre hemmelige detaljer om gaven).

Jeg kom lige tilfældigvis til at opdage, at det i dag er præcis halvandet år siden, at Pelle (min tidligere hund) blev aflivet. Det er underligt, at tiden går så hurtigt. Snart bliver Kalle 2 år (eller 24 måneder, som de irriterende mødre ville sige det), og inden det bliver jeg 21 (eller 252 måneder, som ingen ville sige det). Det er jeg egentlig overraskende ligeglad med, til forskel fra sidste år, hvor jeg havde en pre-20-års-krise.

I dag er det forøvrigt 8 måneder siden, at jeg blev student, og så er det snart et halvt år siden, at jeg startede på uni.

Spændende, ikke?

Dette indlæg er virkeligt kedeligt (det siger jeg ikke for at være beskeden, men af ærlighed), og jeg er træt og er ved at koge ihjel samtidig med, at jeg fryser, så nu vil jeg gå i seng)

Hyg jer.

//A

 

hvis regnen bliver ved

jeg snubler over mig selv

dagen lang

bliver jeg væk

i en norsk uldtrøje

jeg har glemt

hvor jeg blev af

men hvad betyder det

når der findes stearinlys

kamillete

og islandsk indierock

tågen pakkede mig ind

men i morgen er en ny dag

jeg slipper ud

og solen vil skinne

når jeg finder mig selv ved vandet

jeg vil ikke undskylde mere

for jeg er nok

i solskin

i tåge

og hvis regnen bliver ved