Hjernens opbygning | Hvad fanden skal jeg bruge dette til? #1

Hej verden.

Hvis man kender mig (og lytter til hvad jeg siger), så vil man vide, at jeg har faget neuropsykologi i dette semester, og at det betyder, at jeg har gang i et længerevarende projekt, hvor jeg forsøger at lære at forstå hjernens opbygning så hurtigt og samtidig så grundigt som muligt. Det er dog som om, at mine 20 siders noter med forklaringer på en masse smarte latinske udtryk, ikke rigtigt er blevet lagret i min langtidshukommelse. Derfor vil jeg nu forsøge at fremme læringsprocessen ved at skrive dette indlæg, der handler om hjernens opbygning, da det forhåbentligt kan resultere i, at jeg kommer til at kunne huske stoffet bedre, og at der måske er folk ude i verden, der kan lære noget af det.
Jeg har desuden besluttet, at jeg ligeså godt kan udnytte muligheden til at gøre det til en serie af indlæg, der alle kommer til at handle om forskellige psykologiske emner. Idéen til det udspringer af, at jeg har indset, at jeg er nødt til at minde mig selv om, hvad jeg kan bruge alt det, jeg lærer til, for ellers føles det ret meningsløst at læse 150-200 sider om ugen. Hvis jeg skal forblive motiveret, er jeg nødt til at føle, at jeg er i stand til at videreformidle det, jeg har lært, og forklare det så alle andre også kan forstå det og måske bruge det til noget. For hvad skulle meningen være med at studere psykologi, hvis jeg bare holder det, jeg lærer, inde i mit eget hoved?

(Uni på en vinterdag, næh hvor flot)

Men nu ikke mere snak og sjov, for nu bliver det alvorligt:

Ovenstående er en hjemmelavet model over hjernen set fra venstre side. Forrest (i det pink område) er pandelappen, frontal lobe, placeret. Ved siden af (i det blå område) ses isselappen, parietal lobe, mod højre (det lilla område) ses nakkelappen, occipital lobe, og herunder ses lillehjernen (cerebellum) og rygmarven (spinal cord). Til sammen udgør de fire lapper hjernebarken, cerebral cortex, som er det yderste lag, der beskytter de strukturer, der ligger gemt indenunder.
Pandelappen/frontallappen er vigtig for vores bevægelser og for kognition (tankeprocesser, følelser, indlæring mv.) på højt niveau. Isselappen modtager sensorisk information, og er vigtig for den såkaldte spatiale kognition, og altså vores fornemmelse for rum. Tindingelappen er derimod ansvarlig for lugtesansens, læring, hukommelse og lydindtryk, og hvis denne del af hjernen beskadiges vil det kunne ødelægge hørelsen. Til sidst er der nakkelappen, der modtager og processerer information fra øjnene og dermed er ansvarlig for synet.

Men før jeg forklarer yderligere om hjernens opbygning, opdelinger og disses funktioner, vil jeg forklare, hvad hjernen består af på celleniveau, da udgangspunktet for at forstå helheden er at have en forståelse for de enkelte dele.

Neuroner og synapser

Hjernen består af neuroner (et smart ord for hjerneceller/nerveceller). Det anslås, at den typiske menneskehjerne indeholder 80-90 billioner neuroner (en billion er tusinde milliarder, så det er en hel del). En neuron kan betragtes som en utroligt lille informations-processerings-enhed, der modtager input fra andre neuroner og bearbejder disse, hvorefter den processerede information sendes videre til andre neuroner.

Hver neuron har altså information i sig, som den ønsker at sende videre til andre neuroner, så det kan blive sendt til den rigtige del af hjernen, hvor det kan processeres. Derfor er der nødt til at være forbindelser imellem neuronerne, så de kan kommunikere med hinanden (denne kommunikation kaldes neurotransmission). Neuronforbindelser kaldes synapser, og er små mellemrum, der er mellem neuronerne, hvor neuronerne har kontakt til de omkringliggende neuroner. Eftersom der er 80-90 billioner neuroner i hjernen er der endnu flere synapser, faktisk op til tusinde billioner. Synapserne består af en presynaptisk membran, en synaptisk kløft og en postsynaptisk membran. Den presynaptiske membran transmitterer information ved at udløse en neurotransmitter til den synaptiske kløft, der er mellemrummet mellem to neuroner. Denne neurotransmitter indeholder et stof, der bidrager til kommunikation mellem neuronerne. Elektrisk aktivitet i den presynaptiske membran får neurotransmitteren til at blive udløst til den synaptiske kløft, og her bevæger den sig så over, indtil den når til de postsynaptiske receptorer, der står for at indfange og reagere på neurotransmitterens indhold. Det vil sige, at neurotransmitteren i sig selv aldrig kommer helt ind til den postsynaptiske membran, da den blot binder sig til receptorerne og derefter bliver udstødt igen, når den postsynaptiske membran har afgivet et svar og sendt det afsted (det er egentligt trist, men sådan er det at være en neurotransmitter).

Forskellige typer af neuroner og bestanddele

Neuronerne består af flere forskellige organeller, og hvis man har haft biologi for nylig vil man muligvis kunne huske, hvad mitokondrier, ribosomer og cellekerner er for noget. Hvis ikke kan jeg afsløre, at cellekernen er det sted i cellen, der indeholder generne/arvematerialet i form af DNA, imens mitokondrierne står for at producere energi i hver celle og ribosomerne står for proteinsyntesen, hvor information fra cellekernen bliver omsat til proteiner, der skal bruges i cellen.

Desuden har neuronerne fire strukturelle opdelinger, der hver er specialiseret i en form for informationsprocessering:

  1. Cellelegemet (soma), der indeholder cellekernen (nucleus). Den fungerer som en intergrationszone, hvor den information, neuronen modtager, bliver bearbejdet.
  2. Dendritter – disse modtager input i form af impulser fra andre neuroner, og derfor kaldes de også input zonen. Dendritterne er arrangeret som forgreninger, der udspringer fra cellelegemet, og som ligner træer lidt, hvilket er praktisk, da de dermed kan have flere kontaktpunkter med andre neuroner (dvs. flere synapser).
  3. Axoner – disse står for at bære informationer/impulser fra neuronens soma og ud (dette hedder anterograd (fremadrettet) transport), og axonerne kaldes derfor overføringszonen. Hver axon forgrener sig i underordnede axoner (axon collaterals). Axonerne står også for den retrograde transport, hvilket modsat den anterograde, vil sige en tilbagerettet axontransport, der bærer materiale langvejs fra og tilbage til cellelegemet.
  4. Axonpoler/terminaler – disse er små specialiserede “buler”, der sidder for enden af alle de underordnede axoner. Dette kaldes output zonen, fordi de står for at transmittere neuronens aktivitet på tværs af synapserne og videre til andre celler

Med andre ord, så foregår der en hel del transport til og fra neuronernes cellelegemer, neuronerne imellem og på både korte og lange afstande. Derfor er der brug for alle disse bestanddele.

Der findes flere forskellige former for neuroner, der har forskellige funktioner i kroppen, der som følge heraf har dendritter og axoner med forskellige størrelser og længder, alt afhængig af, hvilken form for informationsprocessering de skal udføre. Der findes bl.a. motorneuroner, der står for at styre bevægelserne, og som har lange axoner, der rækker ud til musklernes synapser og får dem til at trække sig sammen og på den måde reagere på hjernens kommandoer. Der findes også sensoriske neuroner, der står for at bære information fra det perifere nervesystem og tilbage til rygmarven og hjernen (centralnervesystemet/CNS). Det er altså neuroner, der fx detekterer lyd eller lys, og som skal videregive disse impulser til CNS.

Dog er langt de fleste af hjernens neuroner interneuroner, der bare står for at modtage informationer og sende disse videre til andre neuroner. Disse har korte axoner, fordi de ikke skal transportere impulser over lange afstande, da de bare kan videregive dem til de neuroner, som de ligger afstandsmæssigt tæt på. Derfor kan de siges at være de mest funktionelle neuroner.

Neuronerne har altså en stor diversitet, da de kan have mange former og størrelser. Det er ligesom den menneskelige population; nogle har meget store og lange kroppe, andre har brede og korte kroppe og andre har korte og smalle kroppe (og andre variationer er også mulige). Ingen af disse typer kan siges at være bedre end de andre, da det alt sammen afhænger af, hvilken funktion de hver især har. Fx er det fordelagtigt, at de neuroner, der forbinder rygmarven med resten af kroppen, har axoner, der kan være over en meter lange, da de skal transportere neuronens elektriske signaler væk fra cellelegemet og ud til fx hånden. Det ville ikke kunne lade sig gøre, hvis axonen var en millimeter lang. På den anden side er det mere adaptivt/fordelagtigt, at neuroner der ligger tæt op ad mange andre neuroner, har korte axoner, da de ikke skal transportere de elektriske signaler særligt langt. Det ville desuden blive noget værre rod, hvis alle neuronerne havde lange axoner, da de bare ville vikle sig sammen og alt ville blive træls. Neuronerne har forskellige opgaver og derfor er det praktisk, at de kan variere i størrelse og form.

Hjernens plasticitet

Noget andet, der er praktisk, kaldes neurogenesis. Det vil sige, at nye neuroner dannes i hjernen. Dette sker både rent udviklingsmæssigt hos børn for at muliggøre, at hjernen kan færdigudvikles, og det sker hos voksne, dog ikke i samme grad, da neurogenesis generelt aftager med alderen. I den voksne hjerne opstår neuronerne to steder i hjernen; i en del af hippocampus, der som bekendt er vigtig for læring og hukommelse, og i striatum, der er en del af forhjernen, der er væsentlig for belønningssystemet. Man kan selv gøre meget for at fremme neurogenesis-processerne i sin hjerne: helt overordnet fører læring til, at der i højere grad dannes nye hjerneceller, og dette er sådan set meget logisk. Men andre ting som fx den mad, man spiser, madens konsistens og ens stressniveau kan enten fremme eller hæmme neurogenesis. Dette er interessant, da det sådan set vil sige, at vi påvirker vores hjerner med den livsstil, vi fører.

Et andet begreb, der beskriver hvordan vores hjerner påvirkes af vores levevis, handler om neuroplasticitet. Dette henviser ikke til, at der dannes nye neuroner, men derimod at forbindelserne mellem neuronerne ændres, som følge af vores adfærd og stimuli fra omgivelserne. Dette foregår i praksis ved, at synapserne (mødepunkterne ml. neuronernes forgreninger) kan forsvinde eller opstå nye steder, som respons på en ændret synaptisk aktivitet. Denne forhøjede synaptiske aktivitet i bestemte netværk/nervebaner fører til kraftigere signaler, der fører til flere neuroner og dermed også flere synapser og forbindelser. Hjernen indretter sig dermed efter, hvordan vi bruger den. Neuroplasticiteten er altså nervesystemets evne til at ændre sig som respons på menneskets omgivelser og indkommende stimuli herfra. Derfor er der noget om snakken, når man siger, at hjernen bliver bedre af at blive brugt, og at den ligesom en muskel kræver træning, hvis den skal blive bedre og stærkere.

Hjernen set indefra (tværsnit)

Ovenfor ses endnu en hjemmelavet model af hjernen (encephalon på latin), som her er set indefra i et tværsnit, der viser de forskellige strukturer, der findes under hjernebarken.

Generelt kan det siges, at hjernen er opdelt i forhjernen, midthjernen og baghjernen, hvilket ovenstående model (som jeg har tegnet af efter, selvom jeg ikke har brugt de samme farver) viser på en meget fin måde. Desuden er der to hjernehalvdele, der begge er identiske, og på ovenstående model ses den højre hjernehalvdel.
Hele det blå område udgør storhjernen (cerebrum), der indeholder hjernebarken (cerebral cortex), der er hjernens yderste del, der er opdelt i de to hjernehalvdele og de fire lapper, som nævnt ovenfor. Neuronerne i hjernebarken er opdelt i seks lag i et væv, der kaldes neocortex, som jeg vender tilbage til senere. Det er i hjernebarken at de “højere kognitive funktioner” styres, og desuden gør hjernebarken os i stand til at være bevidste.  Hjernebarken er altså rimeligt vigtig, kort sagt.

En vigtig del af storhjernen, der befinder sig i forhjernen, er det limbiske system, der er et MEGET vigtigt system, og nu skal jeg fortælle hvorfor:

Det limbiske system

Det limbiske system er utroligt vigtigt for vores hukommelse, læring, instinktive adfærd og den emotionelle processering. Det er et udspredt område af nuclei (samlinger af neuroner) i hjernen, som tilsammen danner et netværk, og det er udviklingsmæssigt et af hjernens ældste områder. Det består af amygdala, der er en samling af neuroner, der er placeret i den mediale tindingelap, hvilket vil sige sådan ca. lige midt i hjernen, sagt på en mere upræcis måde. Amygdala styrer lugtesansen fordi området for de olfaktoriske sanser (lugtesansen) er placeret her, ligesom amygdala også står for regulation af, respons på og behandling af emotioner (et smart ord for følelser).

Det limbiske system indeholder desuden hippocampus, som er vældigt vigtig for vores indlæring, hukommelse og særligt evnen til at danne episodiske og selvbiografiske erindringer (altså at huske personlige begivenheder med større eller mindre personlig signifikans). Desuden spiller hippocampus ind for vores orienteringsevne (så når jeg farer vild gang på gang forskellige steder i Aarhus, er det altså specielt hippocampus, der er ansvarlig for dette). Begynder man at lide af Alzheimers er det i hippocampus, at de første ændringer kan ses.

To andre vigtige dele af det limbiske system er hypothalamus og thalamus. Hypothalamus ligger under thalamus og står for hormonregulering og regulation af sult, tørst, temperatur, vrede, frygt, seksuel adfærd og stofskifte. Den regulerer altså mange funktioner i kroppen og har derfor mange nerveforbindelser (dvs. neuroner og synapser). Generelt er hypothalamus den del af hjernen, der står for at reagere hormonalt på menneskets oplevelser, og derfor er den vigtig for vores valg og beslutningstagen. Desuden styrer hypothalamus hypofysen, der er den lille røde klump, der ligger nedenunder det karrygule område på figuren, som står for at producere og regulere hormoner, og som desuden har en tæt forbindelse til den primitive hjerne (den ældste del af hjernen), hvilket gør at den kan udøve stor kontrol over kroppens andre organer.
Ovenover hypothalamus, imellem midthjernen og hjernebarken, er thalamus som sagt placeret, og den står for at fordele og videresende information, i form af sensoriske og motoriske signaler, til resten af cortex. Desuden er bevidstheden placeret her (mere eller mindre).

Desuden findes hjernebjælken, corpus callosum, og ovenpå denne ligger cingulate gyrus, der også er en del af det limbiske system, og som er vigtig for dirigeringen af vores opmærksomhed. Den er placeret midt i hjernebarken og modtager input fra thalamus og neocortex (der ligger ovenpå det limbiske system), og sender output til den limbiske cortex, der omgiver det limbiske system.

Hypothalamus og andre limbiske strukturer, der ligger tæt på hjernens base, kobles til amygdala via såkaldte stria terminalerJeg kan umiddelbart intet huske om disse, men i mine noter har jeg skrevet at de: “deltager i det vi er meget motiverede for, fx sex og trusler, og står for at integrere hormonelle signaler”. Så det er jo interessant.

Diverse andre vigtige strukturer i hjernen

Under det limbiske system ligger krybdyrhjernen, der er den del af hjernen, der evolutionært set er blevet udviklet tidligst, og som derfor ligner dyrenes hjerner meget. Det skal dog ikke forstås sådan, at menneskets krybdyrhjerne er identisk med krybdyrenes hjerne, da de har udviklet sig i to forskellige retninger rent evolutionært.

En anden vigtig del af hjernen sidder i baghjernen og kaldes hjernestammen. Den forbinder cerebrum og cerebellum (stor- og lillehjernen) med rygmarven (som leder sensoriske informationer fra kroppen til hjernen og motoriske signaler fra hjernen til kroppen) hvorfor den er en vigtig del af CNS (centralnervesystemet). Den styrer nogle livsnødvendige funktioner såsom regulering af åndedræt og kredsløb. Hjernestammen består af medulla (den forlængede rygmarv, der er det nederste af hjernestammen), som er forbundet til hjernebroen (pons), der er en bro mellem storhjernens to hjernehalvdele, der desuden er vigtig for finmotorikken. Ovenover hjernebroen findes midthjernen, der er vigtig for sensoriske og motoriske indtryk. Desuden indeholder den øvre del af midthjernen de såkaldte øvre og nedre colliculus, der står for hhv. at modtage syns- og lydindtryk. Desuden indeholder midthjernen to vigtige motoriske centre, der hedder substantia nigra, som indeholder neuroner, der udløser neurotransmitteren dopamin, der er vigtig for vores fysiske og psykiske funktioner, indlæringsevne, hukommelse mv, og den røde nucleus, der kommunikerer med motorneuronerne i rygmarven, som er vigtige for vores bevægelser.

Desuden er der lillehjernen, cerebellum, der er placeret bagerst i hjernen under nakkelappen (occipital lobe), og er forbundet til cerebrum via hjernebroen, der ligger nedenunder den. Cerebellum står for at koordinere vores bevægelser og “udglatte” dem så de bliver mere sammenhængende. Den har desuden en funktion for bestemte kognitive aspekter (hvad det så end er) og nogle former for læring.

(Et forfærdeligt madbillede fra i sommer, som jeg føler for at sætte ind, selvom det ingen relevans har, andet end at det minder mig om et fremragende måltid).

Ventrikelsystemet

Hjernen flyder rundt i såkaldt hjernerygmarvsvæske, cerebrospinal fluid (CSF), hvilket er utroligt praktisk, da det beskytter den mod stød, at den ikke bare ligger og kan trille rundt indeni hovedet, når vi fx bukker os ned. Derudover er det via CSF at bestemte materialer kan udveksles, hvilket fx er næringstoffer mellem blodkarrene og hjernevævet. CSF dannes af choroid plexus, og består af filtreret blod. Det lyder ikke så rart, men det er funktionelt.

Og nu, hvor jeg har forklaret hvad CSF er, kan jeg næsten ikke komme udenom at forklare det ventrikulære system. Det er et system, der er forbundet med rygmarven, og som består af nogle hulrum (ventrikler) i CNS, der indeholder CSF væsken. Det består af fire ventrikler, hvoraf de to af disse ventrikler (de laterale ventrikler) er placeret i siden af hver sin hjernehalvdel, og går ud i alle fire lapper. Disse to ventrikler er omgivet af choroid plexus, der som sagt danner CSF.
Ventrikelsystemet fungerer således, at CSF flyder fra de laterale (sideliggende) ventrikler og hen til den tredje ventrikel, der er placeret i midthjernen. Herfra fortsætter det ad en “smal gang” hen til den fjerde ventrikel, som ligger mellem cerebellum (lillehjernen) og pons (hjernebroen). Under cerebellum findes tre små åbninger, hvoraf CSF kan slippe ud af det ventrikulære system og cirkulere op over hjernens ydre overflade og rygmarven. Herefter absorberes CSF tilbage i cirkulationssystemet igennem nogle store vener, der er placeret nedenunder kraniets top. Og så kan processen ellers fortsætte for evigt. Er det ikke smukt?

Hvad fanden skal jeg bruge dette til?

Det skal jeg sige dig! Du/vi skal bruge dette til at få en større forståelse for, hvad der er grundlaget for vores tanker, følelser, reaktioner og adfærd. For vores adfærd og kognitive evner kan i høj grad siges at være et resultat af, hvor funktionelle forbindelserne er imellem de forskellige hjerneområder, og hvor effektiv en kommunikation der er mellem de forskellige bestanddele, heriblandt neuronerne, der er små og uendeligt mange, og som hele hjernen er udgjort af. Der er næsten 100 BILLIONER neuroner, og ja, det er fandme mange. Men selvom vi fødes med så mange hjerneceller, kan vi som nævnt også selv påvirke forekomsten af nye neuroner, og vi kan påvirke de synaptiske forbindelser mellem de forskellige neuroner, ved at træne vores hjerner, så forbindelserne styrkes og antallet af dem forøges, så der kan sendes kraftigere signaler igennem dem. Vores adfærd og vores omgivelser har en betydning for vores hjerners opbygning, og selvom der ikke som sådan er kommet nogle nye strukturer til i mange, mange år, og vi har de samme hjerner, som de havde i stenalderen, er hjernen altså stadig i stand til at udvikle sig pga. sin neuroplasticitet, så vi dermed kan tilpasse os vores omgivelser. Det er fandme praktisk.
Hjernen er utroligt kompleks, og jeg kunne have lavet et indlæg på 300 sider og stadig ikke have forklaret alting grundigt nok. Men dette var en form for introduktion til hjernens opbygning, og selvom intentionen primært var at skrive dette for min egen lærings skyld, håber jeg, at nogle af jer kunne bruge det til noget og måske endda lære noget af det. Skriv en kommentar, hvis du har læst det hele (så giver jeg et stykke virtuel kage) og lad mig vide, om du forstod det eller om det hele var en stor gang pis. Og hvis du er en person, der allerede ved en masse om hjernen, så lad mig også vide, om det var en stor gang pis, eller om det var ok.

Hyg jer – og husk cykelhjelmen, for hjernen er for vigtig til at du kan tåle at få den ødelagt!

//A

i dine øjne

du bankede på
og lukkede dig selv ind
jeg satte døren på klem
du tog min tid
og kølede rummet ned
du er en kop økologisk kaffe
klokken to om natten
en håbløs idé
der vækker mig natten lang
du er bunkerne af ting
jeg falder over hver morgen
du er alt det
jeg aldrig får brug for igen
du er vejsalt
i mine øjne
du finder ind
til alle sår
du er en snestorm
der spænder ben
når jeg vil afsted
du tog min sjæl
og smed den til storskrald
du tog min stemme
og prøvede at skrue ned
du så aldrig
at solen bor i mine øjne
for du beholdt solbrillerne på
selv på de mørkeste dage
du var en tynd kop kaffe
men solen er tilbage
og jeg ændrer retning
jeg skal en anden vej nu
måske skal jeg længere nordpå
på nye eventyr
for her
i dine øjne
finder jeg aldrig hjem

sneen falder

sneen falder
og i mørket mister du dig selv
du er bange for at falde
så du bliver indenfor
du ligger stille
indtil stormen stilner af
du ser dig selv krakelere
foran blændede folk
du er i stykker
og alle ser væk
når du kommer for tæt på
du tror
at ingen ser dig
når du sidder
på bagerste række
men du er det eneste
vi altid har set
de mørke dage
kommer aldrig tilbage
for du lyser verden op
ved du godt
at solen har overvintret
i dine øjne
og at min sjæl
består af solceller
så tag solbrillerne af
og smid dem til storskrald
se dig selv i øjnene
spejl dig i havet
i vinduerne
og i alle de andres grin
smil til dig selv
lad os tænde lyset i mørket
i dag hjælper vi hinanden
for ved du hvad
de lyse dage er tilbage

Gode dage kommer ikke dårligt tilbage

Hej verden.

Jeg går ud fra, at titlen på dette indlæg tiltrækker jer, fordi den rimer. Man må jo tage diverse virkemidler i brug for at få læsere.

Jeg har haft en relativt indholdsrig uge, hvor det hele generelt bare er gået godt. Det har været en utroligt positiv uge, og jeg har haft nogle lange men virkeligt gode dage på uni. Jeg føler, at det er lykkedes mig at være en god studerende, og jeg har fået ros for en skriftlig opgave, som jeg arbejdede på hele weekenden, holdt oplæg, været social, været til et vildt fedt foredrag, gået utroligt mange kilometer og været tilstede til al undervisningen (i hvert fald fysisk), og så føler jeg desuden, at jeg har været et godt menneske. Jeg har fået snakket med masser af folk, og jeg har spurgt dem om, hvordan de havde det, jeg har grinet og været glad, og så gav jeg kaffe til en fra min studiegruppe, hvilket vakte en enorm glæde (det var onsdag morgen kl. 9, så det giver mening). Desuden var der en anden fra min studiegruppe, som sagde “Tak fordi du er så cool” til mig den anden dag, og det var nok dagens (muligvis ugens) højdepunkt. Generelt har jeg bare følt mig ovenpå siden sidste uge, hvilket er interessant, da det er længe siden, at jeg sidst har haft det sådan i en længere periode.

Dette betyder ikke, at jeg har fået læst hele ugens pensum, for det har jeg ikke, da jeg har været nødt til at prioritere. Men jeg har lært en hel del, og jeg har deltaget og jeg har NYDT at gøre alt det, jeg har gjort i denne uge. Det er først nu, at jeg for alvor har en følelse af, at jeg har valgt det rigtige studie, og at jeg er lige der, hvor jeg skal være. Og det er sgu rart. Dermed ikke sagt, at det er let og ikke-krævende, nærmere tværtimod. Der er alt muligt, jeg skal, og jeg er i teorien bagud og jeg har en hel del om hjernen, jeg skal have læst og lært i denne weekend, hvis jeg skal kunne leve op til de smarte forsker-typers forventninger. Men jeg har det fint med det. For jeg er efterhånden nået til den erkendelse, at mit fokus skal være på at lære noget, jeg kan bruge til noget, fremfor at skulle gøre alt til perfektion og leve op til alle forventninger. Jeg bliver jo ikke en god psykolog bare fordi, at jeg bruger al min livsenergi på at forsøge at leve op til læringsmålene – jeg bliver derimod en god psykolog, hvis jeg fokuserer på at lære noget, som jeg kan bruge til at forstå mennesker bedre og selv blive et bedre menneske, der kan hjælpe andre, både nu og i fremtiden.

Kort sagt, så føler jeg, at det går godt. Og jeg føler mig som et vildt positiv menneske, der godt kan lide verden. Jeg tror faktisk også, at jeg føler mig en smule cool (hvad det så end er). Og det er sgu meget rart. Det er underligt, for når jeg er inde i sådan en periode, som de seneste to uger har været, så føler jeg på en måde, at jeg skal starte forfra med at lære mig selv at kende. For lige pludselig er det nogle andre ting, der gør mig glad, end det var i januar.
Lige pludseligt nyder jeg at være ude i samfundet mange dage i træk og at snakke med folk, hvor jeg i januar nød bare at være i naturen og primært snakke med mig selv. Jeg sang imens jeg kogte pasta, og nu synger jeg i mit hoved, imens jeg transporterer mig selv til/fra Aarhus. Jeg nød at sidde i stuen i sommerhuset og se på sneen, der faldt. Nu nyder jeg (næsten) at sidde på bagerste række i auditoriet og se sneen falde i uniparken.
Jeg fandt mig selv på stranden, og nu finder jeg mig selv alle steder.
Og lige nu er der ikke noget af det, der føles bedre end det andet. Lige nu føler jeg den samme glæde over at være “tilbage i samfundet” som jeg følte i januar, da jeg havde ferie og følte, at jeg kunne gøre alt det, jeg gerne ville. Lige nu føler jeg en nærmest ustyrlig glæde over det, som jeg i januar var glad for at have en pause fra.

Måske ligger den største værdi i virkeligheden i dette paradoks – for det minder mig om, at jeg både kan finde mig selv, når jeg er alene, og når jeg er i andres selskab. At der ikke kun er ét sted, hvor jeg kan have det godt og være glad, og at jeg ikke altid har de samme behov. At jeg både har brug for mig selv og for andre mennesker.

“Problemet” er, at jeg er en person, der føler alting meget stærkt. Så når noget er positivt, føler jeg mig fyldt op af positivitet, og det er som om, at min sjæl er lavet af solstråler og alt muligt godt. Jeg bliver ofte meget overvældet, hvis jeg oplever mange gode ting på én gang, men på samme tid bliver jeg også meget entusiastisk, og får lyst til at gøre endnu flere af de ting, fx at lave en masse sociale aftaler og at tage til flere frivillige foredrag osv. Ligesom jeg i januar bare havde lyst til mere social isolation i naturen, fordi det gav mig energi på det tidspunkt. Men problemet opstår, fordi det på et tidspunkt bliver for meget, uanset om jeg er for meget alene eller for meget sammen med folk. Hvis der ikke er en balance mellem de to ting, kommer jeg i ubalance, og så bliver jeg endnu mere overvældet og højst sandsynligt en smule stresset. Og det er også selvom, at jeg nyder det jeg laver, og har det godt med de folk, jeg er sammen med. Lige pludselig flyder bægeret bare over, og så føles det hele pludselig ikke længere som om, at min sjæl er lavet af solstråler. Heller ikke selvom, at jeg har gjort nogle ting, der har givet mig den følelse. Det var lidt det, der skete for mig i starten af første semester, hvor jeg havde gang i alt for mange ting på én gang, fordi jeg følte mig entusiastisk omkring det hele og ikke havde lyst til at vælge noget af det fra. Jeg kan mærke, at jeg er lidt bange for, at det hele skal gentage sig. At jeg bliver så begejstret for alting, at jeg siger ja til alt for meget, og at jeg glemmer mig selv på vejen, og skal bruge flere måneder på at finde mig selv igen.

Hvordan sikrer jeg, at der er balance i mit liv, så jeg hverken siger ja/nej til for meget eller for lidt? Hvordan kan jeg vide, hvornår jeg skal stoppe op og tage en fridag, hvor jeg afholder et Harry Potter maraton (dvs. at se mindst to af filmene i træk) med mig selv, og hvornår jeg hellere skal tage ud i verden og være sammen med mennesker? Og hvornår skal jeg hellere læse og nedprioritere alt andet? Hvorfor er der ikke nogen, der kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre?

Det er der en vældig god grund til, og det er, at jeg er her for at lære. Jeg er her for at lære om mig selv og om andre mennesker, og det er alle andre også. Men ingen er ens, og ingen lærer på præcis samme måde, så derfor er der ikke andre end mig selv, der kan fortælle mig, hvad jeg skal gøre. Og selvom jeg ikke er helt sikker på, hvad det er, jeg skal lære om mig selv, så ved jeg, at jeg vil lære det, jeg har brug for, af de beslutninger jeg træffer. Uanset om jeg senere finder ud af, at jeg måske hellere skulle have gjort noget andet, så lærer jeg. Hvis jeg aldrig tør at gøre noget, aldrig tør løbe en risiko eller gå en anden vej, end jeg før har gået, så kommer jeg jo aldrig nogen vegne, for så lærer jeg ingenting. Så kunne jeg sidde med en kop kamillete i sommerhuset hver eneste dag og ikke kunne høre andet end min egen puls, imens jeg kunne tænke på, hvor langt væk jeg var fra alt og alle.
Men det har jeg ikke lyst til. For hvis jeg altid er langt væk fra alt og alle, mister det sin værdi. Ligesom det kan miste sin værdi at være sammen med mennesker, hvis det sker alt for ofte. Der er ikke noget sjovt ved at have for meget af noget, for som sagt, så er balance det essentielle. Det er sjovere at sidde med en kop kamillete i sommerhuset, når jeg også har været ude i samfundet og har været en del af noget mere, end bare mine egne tanker.

Jeg var i øvrigt meget bange for, om det ville dræbe min kreativitet at skulle starte op på uni igen, da jeg tænkte, at jeg umuligt ville kunne have tid og overskud til at skrive digte eller blogindlæg, og at jeg nok ikke ville føle mig inspireret til det. Men sådan har det langt fra været de seneste par uger. Jeg har ikke haft vildt meget tid, men til gengæld er jeg blevet fyldt med masser af ny inspiration, og jeg har fået lyst til at skrive om nogle andre ting, end jeg havde i sidste måned (selvom det ikke er en stor forandring, jeg kører stadig i det eksistentialistiske dødstema, og så meget andet). Og det er endnu et bevis på, at jeg har brug for andet end bare mit eget selskab, hvis jeg skal gøre en forskel i verden.

Som Jan Tønnesvang sagde det i sin tale til studiestarten i august: “Det handler om at melde sig ind”. At melde sig ind i studiet, det sociale fællesskab, foredragene, studiegrupperne. Og i livet generelt (i hvert fald som jeg vælger at forstå det).
Så nu vil jeg melde mig ind i mit eget liv og tage mine egne beslutninger og lære af dem. Jeg vil sikkert sige ja til for mange ting og andre gange sige nej til for mange ting, og så vil jeg lære af det, og så vil det hele ske en gang til. Og det er sgu smukt. Tror jeg.

Nu er det midnat, og jeg må tage ansvar for mit eget liv og dermed min søvn, så farvel.

Hyg jer – og husk hue, vanter og de gode støvler, for godt fodtøj er fundamentet for et godt liv, særligt i disse dage med glatte sne- og isbeklædte (det er muligvis ikke et ord) veje.

//A

 

 

når solen går ned 

træk vejret 

og grib min hånd 

solen vil skinne 

og vi vil flyve igen 

når skyerne driver sydpå 

og fuglene vender hjem 

foråret venter lige om hjørnet 

hvis bare du holder fast 

kan du ikke se 

at du tilhører dig selv 

hvert et åndedræt 

hvert et smil 

hver en celle 

du er din egen 

lad ingen eje dig 

alt du skal 

er at være lige her 

du skal ikke undskylde 

for at eksistere 

så udfyld hele rummet 

ret dig op 

tal højere end igår 

og husk dem på 

at dit hjerte stadig slår 

kig op 

spejl dig selv i nattehimlen 

hvorfor tror du 

at vi låser os inde 

når solen går ned 

og månen skinner i vores øjne 

i nat 

er vi er alle stjerner

vi redder verden

du vil redde verden
men dine sko er blevet væk
du vil huskes af alle
men glemmer dig selv
du gik i hi
og tog min sjæl med
du åbnede de lukkede døre
du gav mig troen tilbage
på andre end mig selv
februar
jeg har ventet længe
kom ind og få en kop kaffe
og et stykke kringle
før du forsvinder
kan du ikke selv se
at du er alt jeg har brug for
du er solen der består
frosten
stormen
og sneen der forgår
du vækkede mig
satte mig fri
lyste verden op
og satte aftryk
vi tog på eventyr
og fandt andre end os selv
jeg troede på i går
nu tror jeg på i morgen
jeg kender dig
og jeg finder hjem i solstrålerne
der skinner i dine øjne
februar
du er en stjerne
vi har brug for hinanden
men jeg må afsted
og du må med toget hjem
husk hvem du var
red dig selv
for til marts bliver græsset grønnere
men bare vent
vi ses til næste år
vi redder verden
når vi genopstår

Gode dage, genforeninger og duftlys uden duft

Hej verden.

Jeg føler, at jeg har lært en masse i løbet af denne uge. Også selvom det kun er torsdag på nuværende tidspunkt. Det skyldes nok, at jeg rent faktisk har været ude i samfundet alle dage i denne uge, og at jeg har været social (chokafsløring). Og det har været fænomenalt.

Jeg har snakket virkeligt meget i denne uge, nok mere end jeg sammenlagt snakkede i januar (da alle de samtaler, jeg har haft med mig selv, ikke rigtigt tæller med i regnskabet). Og selvom jeg holder af stilhed, så holder jeg samtidig af at blive mindet om, at jeg også kan være det modsatte af stille. 

Jeg holder også af at blive mindet om, hvor befriende det føles at genforenes eller reconnecte, som de smarte typer siger, med folk jeg ikke har set i noget tid. Det er nu sket to gange i denne uge med to forskellige personer, og det har været lige, hvad jeg har haft brug for. Der er et eller andet over det, der gør mig enormt glad og lettet indeni. I januar og indtil starten af februar, var jeg så meget i min egen verden, og fokuserede så meget på at have nok i mit eget selskab, at jeg lidt endte med at glemme, at jeg faktisk virkeligt godt kan lide andre mennesker, og at jeg virkeligt kan nyde folks selskab – når jeg er i det rigtige selskab, vel at mærke. Og i de seneste dage er det igen gået op for mig, at jeg fandme er nødt til at bruge mere tid sammen med de mennesker, som jeg kan snakke med i timevis uden på noget tidspunkt at tænke “hvad skal jeg sige”.  De mennesker, der har kendt den 16-17 årige version af mig, og som ved, hvem jeg er. De mennesker, der bliver ved med at kunne huske mit had til storcentre og forkortelsen “remo” (eller mayo, det er lige så irriterende). De mennesker, der rent faktisk går op i, hvordan jeg har det, og spørger ind til det og lytter. Dem, der får mig til at se på klokken og ønske, at tiden gik langsommere. Og dem, som minder mig om, at jeg har formået at sætte aftryk, og ikke bliver glemt, uanset hvor mange måneder der går.

Det at genforenes med folk, føles lidt som den dag, hvor jeg ryddede op og fandt 100 kroner, som jeg havde glemt, at jeg havde lagt i en æske et år tidligere. For selvom relationen har ligget i en æske i et stykke tid, har den jo været der hele tiden, og har været indenfor rækkevidde, selvom jeg ikke har kunnet se den. Og jeg har i perioder glemt alt om indholdet af den æske, og glemt alt om, hvor fedt det er at finde 100 kroner. Men jeg har samtidig tænkt på, hvor fedt det kunne være at finde 100 kroner. Og så sker det en dag, og jeg bliver altid overrasket over, hvor fantastisk det føles, at få 100 kroner af mit fortidige jeg.

Med andre ord, så elsker jeg at se folk, som jeg holder af, igen, når jeg ikke har set dem længe, for det minder mig om, hvem jeg er, hvem jeg var, og hvem jeg ønsker at blive. Og nogen gange er det bare en enorm befrielse at omgås folk, der kender mig, så alt ikke hele tiden er nyt og forvirrende.


(Ja, jeg bruger blandt andet min fritid på at spille og synge “Leaving on a Jetplane” og optage det (fordi det er den eneste sang, jeg kan spille/synge, uden at mindst en af delene lyder forfærdeligt. Men jeg har ikke tænkt mig at dele det med internettet)).


(En beskedudveksling, jeg havde med min bror tidligere i dag – han er i Norge lige pt.)

Desuden holder jeg også af at blive mindet om, at jeg elsker Queen, og særligt denne sang:

Og lige for tiden er jeg også fan af denne sang, den har noget desperat over sig på en god måde:

Jeg købte nogle duftlys i tirsdags, og jeg tror muligvis, at det var en forfærdelig investering, eftersom de ikke har duftet på noget tidspunkt. Måske skyldes det, at rummet jeg sidder i, er for stort, og duften derfor spredes til så stort et areal, at den udtyndes, og jeg derfor ingen duftindtryk modtager. Eller noget i den stil.

Jeg har også fået kringle i denne uge, og fundet ud af, hvor Institut for Fysik ligger. Hvad mere kunne jeg ønske mig?

Desuden har jeg anskaffet mig en ny hue, i håbet om at komme til at ligne en af dem fra SKAM, men jeg ligner mere en kriminel eller bare en, der har skumle planer.

Jeg har også købt fire nye krus hos forskellige keramikere i Ebeltoft, og det gør mig glad indeni.

Og jeg har været på uni og lært ting og for en gangs skyld begyndt at få følelsen af, at jeg nok skal klare alting og at jeg godt kan finde ud af at være studerende. Og at jeg faktisk godt kan lide det.

Jeg har både fundet mig selv i solnedgangene, og jeg har fundet mig selv i andre mennesker. Desuden fandt jeg lige før mig selv i en kop pebermynte-te.

Jeg synes faktisk, at det er et godt liv. Og jeg er virkeligt glad for, at jeg bliver ved med at lære.

Hyg jer – og husk at bruge jeres tid sammen med dem, der giver jer en følelse af, at I aldrig har været alene.

//A

En strandtur og diverse tanker om havet og Valentinsdag

Hej verden.

Som nævnt i dagens første indlæg, tog jeg ud i sommerhuset i eftermiddags efter min forelæsning. Det har på alle måder været transporttiden værd, også selvom jeg kun har været her i tre-fire timer.

Da jeg ankom sad jeg udenfor i noget tid og spiste min middagsmad og (gen)læste to kapitler af Harry Potter #1. Det føltes sensationelt på flere planer, eftersom det er en stor ting at kunne sidde udenfor, og fordi det er revolutionerende, at jeg havde både tid, overskud og lyst til at læse for fornøjelsens skyld.

Efter det besluttede jeg mig for at gå ned til vandet, da jeg følte en trang til det.

Det var en god beslutning, da det var lige på solnedgangs-tidspunktet.


Og imens jeg betragtede solnedgangen med mig selv og blev mindet om meningen med livet, føltes det som om, at der ikke var nogle andre steder i verden, jeg kunne tænke mig at være i stedet. På det tidspunkt føltes det som det eneste rigtige at være lige der, hvor jeg var.

Jeg gik forbi det sted, hvor badebroen plejer at være sat op om sommeren, og jeg havde en spontan erindring fra sidste gang, jeg var på den bro. Det føltes som om, at det er flere år siden, men i virkeligheden var det i september.

Jeg gik også forbi (dvs. jeg hoppede over) et vandløb på stranden. Hver gang jeg gør det, bliver jeg mindet om, at der er mange måder at overkomme problemer på, og at det handler om at se sig for, så man ikke altid hopper over det sted, hvor der er overvejende sandsynlighed for at få våde sko. Det kan være fint at få våde sko ind imellem, men hvis du tror, eller nogen fortæller dig, at du er nødt til at hoppe over det samme sted hver gang, så skal du se dig bedre for. For hvis du kigger op, er der masser af andre veje, du kan tage.

Desuden var jeg tæt på at falde, da der var en sti, der var glat og potentielt livsfarlig (det er muligvis en overdrivelse). Og det, samt solnedgangen og vandløbet, jeg måtte hoppe over, fik mig til at indse, hvad jeg egentlig mener om Valentinsdag (forklaring følger).

Jeg havde jo lovet, at jeg ville skrive en kritik af Valentinsdag-konceptet, når jeg havde fundet ud af, hvordan jeg skulle gøre det. Men i dag indså jeg, at der ikke er nogen grund til at kritisere Valentinsdag. Ligesom der heller ikke er nogen grund til at kritisere Mors/Fars Dag, og alt det andet, jeg altid går rundt og siger, at jeg er imod.

For hvorfor bruge min energi på at være fjendtligt indstillet overfor noget, der muligvis bringer glæde i nogle folks liv? Hvorfor skulle jeg bruge timevis på at tænke over alt det problematiske ved Valentinsdag, når jeg i stedet kunne gøre noget rart og hyggeligt, som fx at læse Harry Potter eller skrive et digt?

Der er ingenting galt med Valentinsdag. Det var i år en helt almindelig tirsdag (det var en utroligt god tirsdag, men det var af andre grunde), og hvis det kan få nogle mennesker til at huske at værdsætte hinanden, at der afsættes en officiel dato der fungerer som “kærlighedsdag”, så fred være med det. Det er godt at værdsætte alle de gode mennesker, man har i sit liv. Det synes jeg egentligt, at man skulle gøre hver dag, ligesom jeg synes, at det giver mening at værdsætte havet og skoven og naturen generelt hver dag. Men det er ikke noget jeg tvinger mig selv til, det sker bare. Når jeg ser på en solnedgang som den jeg så tidligere i dag, kan jeg ikke lade være med at føle mig heldig og taknemmelig. Det er en god følelse. Og man skal gøre alt hvad man kan for at få den følelse frem i sit liv. Hvis Valentinsdag kan hjælpe til det, så kan jeg ikke have et problem med det.

Valentinsdag er hvad man gør det til. Der er ingen, der tvinger nogen til at fejre det, og ingen, der tvinger nogen til at have en holdning til det. Det er tilladt at være ligeglad eller at hade dagen såvel som at elske dagen.

Hvordan hænger det sammen med at være ved at falde og at hoppe over et vandløb? Det hænger muligvis ikke sammen, men det gør det i mit hoved. Fordi i dag har været så flot en dag, og alt har virket til at give mening. Jeg har været hjemme, i Randers, i Aarhus, i sommerhuset og ved stranden, og alle de steder, jeg har været, har jeg tænkt “her er sgu pænt, hvad har jeg gjort for at fortjene dette”. Det tænkte jeg også, da jeg stod på Århusvej og ventede på bussen. Jeg følte mig heldig.

Og hvis Valentinsdag kan fungere som en dag, hvor vi minder hinanden om at være glade og taknemmelige for det, vi har, så giver det god mening at have sådan en dag. Jeg kommer aldrig til at synes, at det er en skøn mærkedag, for jeg kan ikke lade være med at tænke, at den er lidt overflødig. Men så igen, det kunne man også sige om Kristi Himmelfartsdag eller alle helligdage i det hele taget.
Måske skal vi tænke mere over, hvad vi selv ønsker at fejre, fremfor hvorfor alle mulige andre folk fejrer noget.

Vi skal turde at stoppe op. Betragte solnedgangene. Mærke vinden og se fuglene flyve i flok over vandet. Se nogle mennesker i det fjerne, og svagt kunne høre deres grin.
Vi skal stoppe op og mærke alt det, der er godt. Alt det, som kærligheden er i (jeg beklager den formulering, det lyder forfærdeligt, men det er nødvendigt for at illustrere min pointe).
For kærligheden kan findes i alting, hvis man ønsker at finde den. Vi kan både finde den, når vi selv ser på solnedgangen, eller når vi ser den sammen med nogen. Om man har kærlighed i sit liv er ikke afgjort af den ene faktor, om man har en kæreste eller ej. Det handler om, hvordan man ser på verden. Hvordan man tænker om andre mennesker, og om man tror på, at vi alle er lige meget værd. At vi alle fortjener at være glade og tilfredse.

Hvis det står til mig, skal Valentinsdag være en dag, hvor vi minder hinanden om, at det er godt at vise sine følelser, og at det er godt at stoppe op og reflektere over, hvor heldig man er (eller omvendt, hvorfor man måske ikke føler sig heldig). Den kunne ligeså godt blive kaldt “International  vis-dine-følelser” dag. Den kunne også blive kaldt alt muligt andet.

Hvis Valentinsdag skal give mening, skal den handle om at hoppe over vandløbene og at gå på de steder, hvor man er ved at falde. Det skal handle om at hoppe, også selvom man med stor sandsynlighed vil falde i vandet og få våde sko. For det handler om at turde. At turde at være glad og at give udtryk for det. At turde at vise andre, at vi værdsætter dem.

Det skal handle om at turde at sige/vise, hvad man føler, og ikke lytte på nogen, der siger, at man burde føle noget andet eller vise det på en bestemt måde. For ingen kan fortælle dig, hvordan du skal krydse vandløbet. Du kan aldrig vide, om du får våde sko, men til gengæld kan du gå rundt med kolde fødder hele livet, hvis du aldrig tør at hoppe over vandløbet. Så hop over det. Du må gerne holde nogen i hånden imens, for når alt kommer til alt skal vi alle den samme vej. Men du skal huske, at det er dig, der hopper, og at du gør det for din egen skyld. Ikke fordi, at du føler, at du skal, eller fordi nogle presser dig til at hoppe.

Jeg ved ikke, om dette gav mening, men nu er det sent og jeg har fået nok af at være vågen for i dag.

Hyg jer.

//A

 

 

 

 

En uventet kaktus 

Hej verden. 

I går aftes bankede det på døren. Jeg var sikker på, at det enten var rottefængeren eller en mand (eller kvinde) der skulle hente vores kaffemaskine, fordi den skal til reparation. Så jeg var forberedt på at sige “hej, den står i en kasse ovenpå fryseren i skuret” (altså kaffemaskinen, som vi havde pakket ned). Men det var overhovedet ikke en, der ville have kaffemaskinen med, det var derimod en mand fra Interflora. Han overrakte mig en kaktus og ønskede mig en god aften. Jeg blev utroligt forvirret, for jeg havde slet ikke forventet at modtage en kaktus. Det forventer jeg aldrig at gøre, så når det sker, bliver jeg meget overrasket (det er sket to gange i mit liv nu). Jeg blev dog ekstra overrasket denne gang, da jeg ikke vidste, hvem den var fra. Det var et mysterium, og jeg gik igang med at forsøge at analysere mig frem til, hvem fanden der havde sendt mig en kaktus. 


På det medfølgende kort stod der ikke andet end “Til Amanda og Lars-Kirsten. Glædelig Valentinsdag!” 

Ud fra dette kunne jeg ikke konkludere så meget, udover at det måtte være en person, der læser min blog og som har læst det indlæg, jeg skrev torsdag nat i sidste uge. I det indlæg frabad jeg mig at modtage blomster i anledning af Valentinsdag og gjorde opmærksom på, at jeg meget hellere ville modtage en kaktus, hvis det endelig skulle være, eftersom Lars-Kirsten (min kaktus) søger en partner. 

Men da der efterhånden er mange forskellige folk, som jeg har fået til at læse min blog, var der op til flere potentielle muligheder. Derfor begyndte jeg at skrive til forskellige folk (som jeg kender, ikke bare tilfældige mennesker) og spørge, om de havde sendt mig en kaktus. Det benægtede alle dog at have gjort, hvilket ikke undrede mig, men det betød kun, at mysteriet blev endnu større. Jeg spurgte også min farmor, selvom jeg kunne regne ud, at det ikke var fra hende, da hun meget sjældent benytter sig af udråbstegn. Min bedstemor spurgte jeg til gengæld ikke, da hun aldrig har haft en computer eller en internetforbindelse. 


Efter lidt tid endte kaktus-afsenderen med at afsløre sig selv, men kaktus-afsenderen forbliver anonymiseret (så I allesammen kan leve i illusionen om, at jeg har en hemmelig beundrer). 


Jeg er nået frem til, at Lars-Kirstens nye kaktus-partner skal hedde Torben-Birthe, da jeg elsker begge navne, og synes det skaber noget godt at sætte dem sammen. Dog har Lars-Kirsten faktisk ikke mødt sin nye partner endnu, da jeg skulle afsted så tidligt i morges, at jeg ikke kunne nå at arrangere et møde mellem dem (og desuden har jeg heller ikke fået pakket Birthe ud endnu). Men faktum er, at Lars-Kirsten nu har fået sig en partner for livet (hvis de ellers passer sammen rent menneskeligt, bare fordi de begge to er den samme type plante har de ikke nødvendigvis de samme livsværdier). 


Det var så historien om, hvordan Torben-Birthe kom ind i mit og Lars-Kirstens liv. 

Lige pt. er jeg i bussen på vej til sommerhuset, hvilket ikke var meningen, men mine oprindelige planer blev ændret, og jeg følte ikke for at sidde alene i et tomt hus, så nu tager jeg ud til min mor og Kalle i sommerhuset og lader som om, at jeg har vinterferie indtil imorgen kl. 10, hvor jeg tager afsted igen. Jeg har flere sociale aftaler og skal til forelæsning, så ingen ferie til mig. 

Men det gør nu ingenting. Til forelæsningen i dag lærte jeg en masse og jeg føler mig generelt ret positivt indstillet omkring alting. Måske er det fordi, at jeg pt hører ABBA og betragter det nydelige landskab. Det er et virkeligt fantastisk vejr, og jeg kan ikke lade være med at føle mig heldig over at eksistere, når her er så pænt og jeg ikke umiddelbart kan komme i tanke om noget at være træt af. 


Bussen er netop kørt forbi 20-30 ældre mennesker, som var iført refleksveste på trods af at solen skinner mere lige nu, end den sammenlagt har gjort de sidste to måneder. Det er der noget livsbekræftende over på en eller anden måde. 


Denne uge er indtil videre fænomenal. Som billedet indikerer så jeg Irene igår, og det var en virkeligt god dag. Vi var på shopping, så jeg købte nogle forskellige ting og da vi spiste diskuterede vi politik og livet generelt. Det interessante er, at når jeg er sammen med folk, jeg føler mig helt tryg ved, snakker jeg meget mere, end jeg ellers gør. Jeg bliver helt overrasket over mig selv, når det sker, men det er godt, da det minder mig om, hvordan det skal være. Jeg skal bruge mere tid sammen med dem, der flår ordene ud af mig. Dem, der minder mig om, at jeg er i stand til at sige utroligt filosofiske ting uden at have planlagt det på forhånd. 

Det er et godt liv. Husk på det, ikke? 

//A 

du blev en stjerne

du var et blad
der ville redde verden
så du fløj afsted
vinden drev dig væk
over bjergtoppene
og ned i dalene
du så det hele oppefra
men du havde ingen arme
ingen bremser
talte dage
du var en sang
der skrev dig selv
på en vinteraften
husker du
at jeg hørte dig
når nætterne var lange
og skoven var min stue
du var en bog
der handlede om alle andre
end dig selv
du var de ord
jeg aldrig fik sagt
du var et ur
der løb afsted
jeg stillede dig frem
og du satte mig på pause
en januarnat
hvor jeg havde nok i mig selv
du var solstrålerne
i mine øjne
da sneen faldt
og alle blev stille
et minde om grønnere tider
en lovning på alt det
vi ikke længere kan se
du var en solnedgang
et sted på djursland
en mandag aften
jeg ville beholde dig
tage dig med hjem
gemme dig i en æske
men du forsvandt i skyerne
da jeg så den anden vej
du blev en stjerne
og du er mit hjem
i dig finder jeg mig selv
når jeg bliver væk i natten
viser du vej
husk nu
at skinne mere end sidste år
vis mig
at mit hjerte stadig slår