Livets små/store glæder

Hej verden (for anden gang i dag).

Jeg har et meget simpelt budskab, jeg ønsker at udtrykke igennem billeder jeg har taget i dag, da jeg i dag har tænkt meget over, hvorfor det helt præcist er, at jeg har en tiltagende følelse af, at livet og dets indhold er godt og rart.

Jeg tror, at meget af det handler om at livet faktisk er mere simpelt end man skulle tro. Og at det er de små ting i hverdagen, der nogen gange gør den største forskel. Fx mødte jeg i dag to ænder, og det gjorde mig virkeligt glad indeni. Det handler vel om, at jeg skal lade mig selv føle den glæde og suge den til mig og lade den præge resten af min dag. Det gjorde jeg i morges, og jeg har haft en virkeligt god dag (dog var det ikke kun pga. de to ænder, men det har da hjulpet på det)

Desuden var uniparken virkeligt flot i morges – det er den oftest, men det er altid på lidt forskellige måder, og jeg nyder at tage mig tid til at betragte den slags detaljer i omgivelserne, for det har en stor betydning med æstetiske omgivelser – og derfor ønsker jeg at værdsætte dem, når de er til stede.

Nu er jeg så kommet ud i sommerhuset, og har været her siden i eftermiddags, og her er så pænt. Pga. vinduerne, der får det til at føles som om, at havet og skoven er en del af stuen, ender jeg altid om aftenen med at sidde/gå rundt og tænke på igen og igen, hvor heldig jeg er, at jeg er her, et sted hvor der er så pænt. Jeg føler mig heldig, når jeg betragter et flot vejrfænomen, og det er så simpel en ting, at skyerne flytter sig og ændrer form, at jeg tror det er virkeligt vigtigt at lægge mærke til det og værdsætte det.

Og så er der havet. Hvis man har læst mine digte, vil man vide, at jeg ofte beskriver havet som det sted, jeg finder hjem i. For det gør jeg. Der er et eller andet ved vandet, der tiltrækker mennesker, for hvorfor skulle der ellers gå så mange i strandkanten? De kunne gå på vejen i stedet for, men nej, de går i strandkanten, fordi de gerne vil være tæt på havet men samtidig ikke så tæt på, at de går rundt nede i det. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor mennesket drages af havet, men jeg formoder, at det har noget at gøre med, hvor basal en ting vand er for menneskets og verdens eksistens – det er kilde til liv – og i nogle tilfælde en kilde til død. Men havet er sådan en substans, som vi får et godt liv ud af at værdsætte. Hvis vi værdsætter havet og suger det til os, så tror jeg, at det vil bidrage til et mere positivt livssyn.

(Dette billede er overhovedet ikke taget i dag, men det er et eksempel på hvordan små ting kan gøre mig glad – matchende farver)

Vegansk chokoladekage kan også gøre mig glad, ikke så meget fordi den er vegansk men mere pga. selve processen med at lave den og se det lykkes, selvom jeg brugte en anden “metode” end jeg tidligere har gjort.

Nåh. Nu gider jeg fandme ikke mere.

Hyg jer. Og værdsæt alle de små og gode ting i livet, inkl. andre mennesker; de kan overraske positivt.

//A

Fysisk udmattelse og voldsom glæde 

Hej verden.


Der er godt nok sket meget i denne uge, og det er kun onsdag middag på nuværende tidspunkt. Dog er jeg på vej ud i sommerhuset, hvor jeg skal være i fem dage, og jeg kan forestille mig, at der ikke kommer til at ske helt ligeså meget, hvilket bliver godt. 

Jeg gider ikke at skrive om alt det, jeg har oplevet de seneste par dage, så I får kun det relevante at vide, hvilket I nok vil sætte pris på. 


Først og fremmest: jeg skal flytte! Jeg fik at vide igår, at jeg har fået den lejlighed, jeg vildt gerne ville have, og selvom det nu er et døgn siden, føles det stadig som om, at jeg ikke helt forstår det endnu. Jeg skal lige have det processeret, og det har jeg ikke helt haft mulighed for endnu, eftersom jeg ikke har været alene på noget tidspunkt det seneste døgn. Så nu skal jeg ud i sommerhuset og indtage noget noget broccoli broccoli soya/rismælk (som jeg netop har fundet ud af, at Netto sælger for 10 kr pr styk, hvilket er en virkeligt fantastisk ting, jeg er helt oppe at køre over det (eller også er jeg bare overtræt, eftersom jeg stort set ikke har sovet i nat a diverse grunde). Jeg tror også, at jeg vil tillade mig at indtage noget Pepsi Max, for nu er der for en gangs skyld noget at fejre, så det er ok at genoptage mit misbrug (selvom man vel ikke kan genoptage noget, der aldrig har været afsluttet).


Men ja, jeg skal flytte, og jeg har det virkeligt godt med det. Det føles som det helt rigtige tidspunkt (det er d. 1/7 og det er perfekt, da jeg så kan bruge min tre måneder lange sommerferie på at tage i IKEA 50 gange) og jeg er glad. Det er i Dronningborg, og der har jeg i lang tid ønsket mig at komme til at bo, fordi jeg synes, at der er hyggeligt. Teknisk set ligger det længere væk fra Aarhus end min nuværende bopæl gør, men det gør mig ingenting. Det er så tæt på Randers centrum at jeg kan gå eller cykle derned, og tage bussen derfra, så det bliver ikke som sådan mere besværligt, det kommer bare til at tage 10 minutter mere hver vej. Og det er intet problem, jeg rejser gerne i timevis for at komme hen til steder, jeg holder af. Jeg kan virkeligt se mig selv blive glad for at bo i lejligheden, og derfor er transporttiden intet problem. 

Nåh, hvad er der mere at sige? Der er sikkert noget, jeg har glemt at nævne, men den sidste rest af min energi blev brugt på at slæbe tre liter rismælk, soyamælk, diverse grøntsager og noget nyt smart keramik, jeg netop har købt i Aarhus (fordi jeg ligeså godt kunne tage i Bruuns Galleri i stedet for bare at stå og vente på bussen i en time). 

Jeg føler, at det går godt for mig for tiden. Jeg får muligvis ikke læst ligeså meget, som jeg gerne skulle ifølge planen, men jeg har det godt og jeg er social og jeg føler, at jeg er på vej i den helt rigtige retning. Jeg føler, at jeg stoler på mig selv, og at gør nogle gode ting for tiden. Det er meget rart. 

Jeg var i øvrigt til en virkeligt underlig forelæsning i formiddags. Forelæseren var endnu engang ham, der ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus) og som har en kat, der hedder Wolfgang. Det startede med, at han afspillede en sang af The Rolling Stones, og derefter spillede han Nicki Minaj for os, uden at forklare, hvorfor han gjorde det. Derefter gik han igang med undervisningen, der handlede om “perceptuelle aktiviteter”, og jeg forstod virkeligt ikke meget af det. Den manglende nattesøvn gjorde i hvert fald ikke noget godt, lad os sige det sådan. På et tidspunkt fik han os til at lave en øvelse, hvor vi allesammen skulle lukke øjnene i fem minutter. Han kaldte det en “introspektiv fænomenologisk undersøgelse”, hvilket egentligt bare vil sige en undersøgelse af, hvad folk oplever inde i sig selv, når de lukker øjnene. Så ja. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal bruge dette til i det virkelige liv, men jeg tænker, at det handler om at det, vi ser, er et resultat af vores aktive handling, hvor vi perciperer verden og bruger dette til at navigere i miljøet. 

Det gav nok ikke nogen mening, men jeg er også ved at falde i søvn, hvilket er noget skidt, da jeg snart skal af bussen. 


Nåh. Hyg jer. 

//A 

Endnu en god dag og endnu en potentielt kommende lejlighed

Hej verden.

I dag har været en god dag, selvom jeg endnu engang ikke har fået læst alt det, jeg havde tænkt, at jeg skulle. Men det går nok (det har været mit motto, siden jeg startede på uni). Det jeg læste, var dog vældig interessant, selvom det var en gammel og underlig tekst. Det handlede om visuel perception, nærmere bestemt en teori om den “omgivende optiske orden” (Gibson, 1979). Den omhandler måden, vi perciperer (opfatter) verden på, og argumenterer for, at vi perciperer forskellige objekter i verden ud fra, hvad disse stiller til rådighed for os – fx perciperer vi et bjerg og perciperer, hvad det sætter os i stand til at gøre – det er fx vanskelig at løbe op ad et stejlt bjerg, så det opfatter vi og indretter os efter dette. Desuden bliver der lagt meget vægt på såkaldte observationspunkter – det sted, vi er, imens vi ser på noget – og disses betydning for, hvad vi perciperer. Det, vi perciperer fra et bestemt punkt, fortæller noget om, hvem vi er som observerende, mere end det fortæller noget om det vi ser på – for det vi ser på ser forskelligt ud, alt afhængig af, hvor vi står henne, og om andre objekter er i vejen for objektet, vi ser på – hvis et objekt skjules af et andet, kaldes det okklussion (muligvis ikke en god oversættelse). Og det siger noget om menneskets kognitive evner, at vi fx er i stand til at vide, at ét objekt dækker over et andet, og at hele objektet er til stede, selvom vi måske kun kan se halvdelen af det.
Vi flytter os rundt fra sted til sted, og det vi perciperer ændrer sig – i hvert fald fra vores perspektiv, men i virkeligheden ændrer selve objektet sig jo ikke, hvilket vi dog ikke altid tænker over. Dette er meget praktisk, da det betyder, at vi perciperer objekter som en del af en helhed, fremfor en masse forskellige ting, der alle kan ses fra en masse forskellige vinkler, som vi skal gå rundt og huske på. I stedet ser vi objektet fra den vinkel, vi står i fra observationspunktet, og så påvirkes vores perception af dette og vores opfattelse af verden skabes.

Jeg ved ikke, om det giver mening. Måske.

Nåh, men nu til det interessante: jeg var ude for at se på en ny lejlighed i dag. Den var virkeligt fin, dog er de igang med at totalrenovere den, så huslejen stiger (hvilket ikke gør så meget, da lejen var virkeligt billig før), og der kommer nyt køkken, badeværelse, nye vinduer og en ny smart altan. Den ligger i et hyggeligt område, hvor der bor masser af ældre mennesker, og jeg mødte min potentielt kommende nabo. Hun var en gammel flink dame, der virkede utroligt interesseret i, at jeg skulle flytte ind, fordi hun tænker, at jeg ikke er sådan en der larmer. Hun sagde, at vi skal have citronfromage sammen, hvis jeg får lejligheden. Så nu håber jeg, at jeg får den. Jeg kan mærke, at jeg faktisk virkeligt gerne vil have den. Jeg har en følelse af, at jeg ville kunne få det virkeligt godt der, og jeg har en god fornemmelse indeni omkring det. Der er noget hyggeligt og trygt over at have en ældre hyggelig nabo, der vil komme med citronfromage. Og der er noget rart over området, for jeg har i mange år ønsket potentielt at komme til at bo der.

Så jeg håber. Nu skal jeg bare vente et par dage, og hvis jeg ikke hører noget, betyder det, at jeg ikke har fået den. Men måske hører jeg noget, hvis jeg er heldig. Jeg er nr. 11 til den, og jeg fik at vide, at der ikke er andre, der har været ude at se på den endnu. Så jeg håber at folk vil afskrækkes af den forhøjede husleje og den store del af ældre beboere, så jeg kan få den.

Åh, jeg håber det.

(Ja, jeg er måske blevet lidt forelsket i en bygning, der er under kraftig renovering, men sådan sker det jo nogle gange).

Vi får se. Som de kloge siger, så skal man ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt (der vil jeg, som den Alternativist jeg er, så nok sige, at man slet ikke skal skyde bjørnen og heller ikke sælge skindet). Men pointen er, at det hele nok skal gå på den bedste måde, for skæbnen har styr på det – hvis det er den rigtige lejlighed for mig, så får jeg den, og hvis der er en anden lejlighed, jeg hellere skal have, så får jeg den ikke. Skæbnen styrer det (mon skæbnen gider at gøre det, når jeg i alle andre situationer går rundt og siger, at jeg fandme ikke tror på skæbnen, og at det er noget pis at tro på den slags fordi livet er konstitueret af tilfældigheder).

Hvem ved.

Det er et godt liv, og i morgen får jeg en social dag, og om under to døgn er jeg tilbage i sommerhuset. Jeg er glad. Det er jeg faktisk. Hurra.

(Min potentielt kommende udsigt – alt byggerodet kommer til at forvinde inden jeg potentielt flytter ind)

Jeg føler mig voksen på en underlig måde. Det er interessant at føle, at jeg faktisk godt kan de ting, jeg gerne vil, og at jeg faktisk har lyst til de ting.

Det her er en tid, hvor alt ændrer sig – og det er lidt overvældende og lidt smukt på én og samme tid.

Hyg jer.

//A

Alt det, ingen af os ejer | Om SKAM og stor kunst

Hej verden.

Jeg har netop læst denne artikel i Information, og nu er jeg nødt til at lave blogindlæg nr. 2 om SKAM, da jeg har nogle tilføjelser til det første indlæg, jeg skrev for tre måneder siden.

Artiklen belyser 18-årige Milles tanker omkring  tv-serien SKAM, der for to uger siden havde premiere på sin fjerde og sidste sæson. Mille mener (ligesom jeg), at SKAM kan noget særligt, fordi det er en ungdomsserie, der ikke taler ned til de unge – det føles ikke som om, at den er lavet af nogle voksne, der vil sprede et bestemt budskab til ungdommen. Det er en serie og har skrevet serien uden at have en bestemt agenda.

Mille udrykker, at hun og andre unge, ønsker at kunne have serien for sig selv, og at det derfor er irriterende, at mange voksne mennesker også ser SKAM, og at der skrives så mange artikler om serien i de store aviser.
Jeg forstår godt hendes frustration – det er den samme følelse af afmagt, jeg selv oplever, når alt jeg vil, er at gå en rolig tur på stranden med mig selv og min hund, men er tvunget til at erkende, at der er 50 andre mennesker (og hunde), der har fået den samme idé. Det gør mig frustreret, for jeg føler, at stranden er mit sted. Havet er det sted, hvor jeg finder mig selv. Og alle andre, der også er ved stranden, bliver til irritationsmomenter – for de minder mig om, at jeg ikke ejer stranden, selvom jeg føler, at den er en del af min sjæl.

Vi har vel alle et egocentrisk ønske om, at de ting, der frembringer de største følelser i os, skal være vores ting – så de ikke kan tages fra os. Så vi ikke bare er en del af mængden, der alle elsker det samme.

Billedresultat for skam

Og det er ok. Det er helt fint at elske noget og føle, at det betyder noget helt specielt for en, og at andre aldrig helt vil kunne forstå, hvordan man føler. Det er ok at ønske, at man kunne have stranden for sig selv. Og det er ok at ønske sig at kunne beholde SKAM for sig selv, så ens egen subjektive oplevelse ikke bliver farvet af, hvad andre mennesker og forskellige artikler siger om serien.
Men selvom det er ok at have det ønske og den følelse, når det kommer til SKAM (eller andre ting), så synes jeg personligt, at det er vigtigt at huske, at der ikke er nogen, der “ejer” retten til at se og elske SKAM. Måske er seriens målgruppe 16-årige piger, men det er nu og engang sådan med stor kunst, at det kan frembringe følelser i os alle. Uanset om vi tilhører den oprindelige målgruppe eller ej, så kan vi komme til at føle noget, der får os til at opleve et tilhørsforhold til SKAM. Det spiller ingen rolle, om man er 16, 21 eller 50 – ens egen oplevelse af det kunstværk, jeg mener SKAM er, har man ret til at have, uanset hvilken alder man har. For det smukke ved stor kunst er, at det kan fortolkes på tonsvis af forskellige måder, alt afhængig af hvem man er, hvad man har oplevet og hvor man er i sit liv.  Den kunst, der er den smukkeste, er den mange mennesker kan finde sig selv i – på vidt forskellige måder. Og derfor er SKAM indbegrebet af stor kunst. Det er en serie, du kan se som 16-årig og få enormt meget ud af, og du kan se den (igen) som 21-årig og højst sandsynligt se nogle ting, du ikke så, da du så den første gang. For stor kunst har flere lag, og du kan ikke se igennem alle lagene med det samme – det ved du bare ikke på det tidspunkt. Så når du ser SKAM (igen) som 50-årig, vil du (måske) se nogle andre lag i serien, som du ikke så tidligere, eller som du ikke ville have opdaget som 16-årig. Der er nogle lag, du vil lægge mere mærke til end andre, og der er nogle lag, du ville have være meget optaget af som 16-årig, som du ser anderledes på som 50-årig. I stedet for at komme til at tænke på ham den nydelige, lyshårede fyr fra skolen, som du havde øjenkontakt med den anden dag, kommer du til at tænke på dengang for mange år siden, hvor du endte med at finde ud af, at ham den lyshårede fyr nok ikke var dit livs kærlighed. Men du vil blive mindet om, hvordan dit 16-årige jeg havde det dengang, og det vil gøre dig lidt glad indeni at blive mindet om følelser, du har følt for så længe siden, men som på en eller anden måde er de mest naturlige at finde frem igen, selvom du ikke længere er 16 og ingen idé har om, hvor den nydelige lyshårede fyr, du ikke har set i 30 år, er i dag.

Vi mennesker bliver ældre hele tiden, og vi ændrer os hele tiden og lærer nye ting – men dem vi er i dag, er nu og engang ikke andet end produkter af dem, vi tidligere har været. Vi har de yngre versioner af os selv inde i os, og vi bærer rundt på dem resten af livet. Og derfor tror jeg, at SKAM har så stor succes hos mange forskellige aldersgrupper – fordi den taler til alle vores indre yngre versioner af os selv. Den aktiverer vores indre 16-årige jeg, vores 18-årige jeg og vores nuværende (i mit tilfælde) 21-årige jeg. Vi ser serien sammen med alle vores yngre jeg’er, og vi får en god følelse indeni. For der er plads til alle de tidligere jeg’er, og alle deres forskellige betragtninger.

Det smukke ved stor kunst, som SKAM er et eksempel på, er at det frembringer følelser i os, som respons på den subjektive oplevelse vi har med kunsten. Og vi kan føle så uendelig mange forskellige ting ved at se på helt den samme scene – for vi har ikke de samme erfaringer i baggagen, og vi kommer til at tænke på helt forskellige personer og situationer, når vi fx ser scenen, hvor Noora kysser William for første gang. Nogle tænker måske på en/flere de godt gad at kysse, hvor andre tænker på nogen, de glæder sig til at kysse igen, og nogle tredje tænker på en/flere de kyssede engang. Og alle vil smile (de fleste vil i hvert fald, om end indvendigt) når de ser scenen – men af forskellige grunde. For kunst er en subjektiv oplevelse, og det er det, der gør det smukt.

Med andre ord, så er der ikke nogen grund til overhovedet at diskutere, om de unge bør have SKAM for sig selv. For ingen kan tage patent på følelser. Ingen kan sige, at de har mere ret til at opleve et kunstværk end andre har. Ingen kan sige, at deres oplevelse er den rigtige, og at andre, der er ældre (eller yngre) ikke har en ligeså god forståelse for kunstværket, som en selv og ens egen generation har.

De unge ejer ikke retten til at se og elske SKAM. Jeg ejer heller ikke den ret. Og det er en god ting. For alt det interessante opstår, når vi er i stand til at se på det samme, og det får vidt forskellige associationer og følelser til at opstå hos os. Men det interessante sker også, når vi mennesker, med alle vores forskelligheder, ser en serie som SKAM og pludselig oplever fuldstændigt det samme. At vi pludseligt alle sammen oplever det som det vigtigste i verden, at Isak og Even ender op med at finde rigtigt sammen og hjælpe hinanden på rette vej.

Der er noget smukt over, at en serie, der er skrevet til 16-årige piger, kan blive så populær i forskellige aldersgrupper, og at den kan fremkalde de samme ting i os alle, og samtidig blive opfattet og fortolket på vidt forskellige måder. Der er noget virkeligt smukt over, at vi, unge som voksne, kan samles om en serie, der er lavet til norske teenagere, og at vi kan få så meget ud af den, som vi gør. Her går vi rundt og tror, at vi er så forskellige, men vi er måske mere ens, end vi tror. Og det er der ikke noget galt i. Billedresultat for skam

SKAM kan ikke tages fra de unge, for de vil altid have deres egen subjektive oplevelse af serien. Og SKAM kan heller ikke tages fra de voksne, for de har også deres egen oplevelse af den. At nogle voksne kan lide SKAM, gør ikke serien “voksnificeret” – for SKAM er den samme serie, uanset hvem der ser den. At andre end en selv elsker serien, uanset hvilke grunde de har til det, kan aldrig forringe ens egen oplevelse – for det er ens egen oplevelse. Og stor kunst har vi mennesker ret til at have vores egen oplevelse af – og vi har ret til at gemme de oplevelser dybt indeni os, eller at fortælle alle andre om vores oplevelser. Vi har ret til at skrive artikler om SKAM, uanset hvilken alder vi har.

Vi har alle ret til at gå ture på stranden og have vores egen oplevelse af det.

Vi har alle ret til at finde os selv. Og vi skal ikke sige til hinanden, at det kun er særligt inviterede personer, der har ret til at finde sig selv i bestemte ting. Om det så er SKAM, havet eller 80’er musik – vores subjektive oplevelse kan og skal ikke sammenlignes med noget andet, for den er nok i sig selv.

Ligesom mine forældres generation ikke ejer rettigheden til at lytte til Pink Floyd og føle, at de finder sig selv i det, så ejer min generation heller ikke rettigheden til at se og elske SKAM. Fordi jeg ikke levede dengang “Wish You Were Here” blev udgivet, betyder det ikke, at de følelser, jeg oplever, når jeg hører sangen, er mindre “rigtige”, eller at jeg ikke virkeligt forstår sangen, fordi jeg ikke er en del af den generation, den i sin tid blev skrevet “til”. Min egen oplevelse gør sangen til min, ligeså meget som mine forældres oplevelse af sangen gør den til deres.

Da jeg var 9 år, var min yndlings-film “Flyvende Farmor”. Det er en film, der handler om en pige, der sammen med sin skøre farmor tager ud i verden for at lede efter sin farfar, som hun aldrig har mødt.
Nu er jeg 21 år, og min yndlingsfilm er stadig “Flyvende Farmor”. Når jeg ser den nu, er det en film, der handler om en pige, der har forældre, der er så optagede af deres jobs, at de har glemt kærligheden og glæden i livet. En pige, der har en farmor, der er dement og gør livsfarlige ting som at cykle rundt i en lufthavn, lige foran et fly, der skal til at lette. En farmor, der har oplevet den største kærlighed i sit liv, men har mistet den. En farmor, der er ved at miste sig selv, men som ikke ønsker at give slip. En pige og en farmor, der ønsker at finde farfaren og opleve livet igen. De tror på, at alt er muligt, og de tror på, at farfaren venter i Rom, som han engang lovede, at han ville gøre, hvis de blev væk fra hinanden. De tror på, at alle veje fører til Rom. Og det viser de sig at gøre – om det så er virkelighed eller fantasi, afhænger af, om man ser filmen med sit 9-årige eller 21-årige jeg – eller måske med begge to på én gang. Min pointe er, at den store kunst kan ses af alle, og at den har flere lag, som vi først opdager, når vi selv har oplevet nogle flere ting, der har ændret vores syn på verden. Men det betyder ikke, at den 9-åriges oplevelse er mindre rigtig end den 21-åriges eller den 50-åriges. Det betyder bare, at vi ser forskelligt på verden. Og det er smukt.

Ligesom “Flyvende Farmor” kan SKAM ses af folk i alle aldre, og alle kan have hver deres indre oplevelse. SKAM giver på smukkeste vis et billede af, hvor ens vi mennesker er, men også hvor forskellige vi er – og serien giver mig en følelse af, at vi alle er ok. For i SKAM-universet er alle ok, uanset hvor usikre de er på sig selv. Uanset hvad vi skammer os over, så er vi ok. Og uanset hvor gamle vi er, hvilket køn vi har eller hvilket land vi kommer fra, kan vi alle se SKAM og elske det – uden at skamme os over det eller føle, at vi ikke tilhører den rigtige målgruppe. For ligeså snart, kunst frembringer noget i os, vil jeg mene, at vi tilhører målgruppen. Mennesker er målgruppen. Og vi er mennesker. Så lad os være mennesker sammen og nyde, at vi kan samles om en serie, der er skrevet til mennesker i en aldersgruppe, som vi alle kun har godt af at blive mindet om, at vi selv har tilhørt – og som vi indeni til et vist punkt altid vil tilhøre.

Hyg jer.

//A

der var ild i verden

der var ild i verden
og jeg blev inden døre
jeg turde først gå ud igen
da min stemme var blevet større
jeg satte mig på en stol
da havets bølger var lune
forblændet af en sol
blev jeg væk i en anden kommune
jeg brændte mig
på et dørhåndtag
for alt jeg så var dig
jeg troede du kunne fjerne
mit mørke og mit ubehag
med din hjerne
og din varme
på din oplyste vej
flammerne lyste dig op
fra alle dine mørke sider
jeg nåede først at sige stop
da varmen var drevet videre
alle dine løgne
som månen viser mig i natten
de skinner i dine grønne øjne
hver aften efter atten
men ilden gik ud
og du kølede mig ned
du tog min varme
og du løb selv afsted
du nev mig i armen
og trak mig ned i mit hul igen
jeg ville jo bare mærke varmen
jeg ville jo bare have en ven
jeg så en himmel af stjerner
når jeg kiggede på dig
en verden af varme og lys
på en kold og nedkølet vej
men inderst inde i mig
var dine hænder et koldt gys
alt jeg blev for dig
var et undetrykt nys
jeg troede det var mig
du ikke så en udløbsdato på
jeg troede jeg skulle vise dig
hele den verden du aldrig så
men ilden i dine øjne
brændte ud da du så væk
da fuglene var fløjne
og ordene stod med blæk
der findes mere
end det jeg så i dig
for dagene blev kun flere
hvor du ikke kunne høre mig
du må selv finde ud af
hvem der skal følge dig hjem
for alt det jeg gav
får du aldrig tilbage igen
så gå hjem med dine kolde arme
og prøv at leve med dig selv
når du må sove uden varme
og radiatoren ikke vil slå til
for livet er nu
og her kan jeg se
at jeg og du
ikke var mere end tøsne
det var os mod verden
det troede jeg engang
men med åbne øjne kan jeg se
at jeg kommer længst med fællessang
jeg tror måske jeg ved
hvad meningen med det hele er
for her på dette sted
er verden sammen om det her

En af de gode dage – og lidt om virksomhedsteori

Hej verden.

Her er et billede af vindueskarmen i køkkenet, som det ikke rigtigt skal omhandle nu, men jeg synes, at den er æstetisk.

Jeg sidder endelig ned efter en meget lang dag – 12 timer ude i samfundet.

Det interessante er, at det har været en af de bedste dage længe, ligesom for nogle uger siden, hvor jeg var afsted i 15 timer. Det var dog lidt for meget, og jeg skulle bruge et par dage på at blive mig selv igen efter det (vi havde to forelæsninger den dag, 7 timer i alt indtil kl. 21 og jeg var desuden social hele dagen).
Men efter i dag føler jeg mig ikke helt lige så udmattet (hvis jeg gjorde, ville jeg nok ikke være vågen kl 23 for at skrive dette). Og det er rart.

Der har generelt været noget virkeligt rart over denne dag. Jeg startede dagen med at holde oplæg om en lidt svær tekst, der omhandlede en kritik af nogle neurovidenskabelige studier af den fri vilje (det var en fantastisk tekst, selvom den ikke lyder særligt sjov). Derefter arbejdede vi med virksomhedsteori (Leontjev, 2002 – Virksomhed, bevidsthed, personlighed) hvilket var hyggeligt, eftersom ingen rigtigt forstod noget. Det skabte en følelse af fællesskab og sammenhold, fordi vi sammen forsøgte at finde frem til, hvad helvede meningen er med teorien. Desuden spiste vi jordbærtærte, og jeg havde (som altid) en kop god kaffe med i mit termokrus. Det var bare rart og godt, og jeg deltog aktivt og følte for første gang i lang tid, at jeg var så godt forberedt som muligt. Så hurra for det.

Efter det var jeg hjemme hos en fra min studiegruppe, hvilket var hyggeligt som altid. Vi drak kaffe og snakkede om neuropsykologi, eftersom eksamen nærmer sig (25 dage). Efter lidt tid kom en af de andre fra vores hold/klasse over, og derefter døde koncentrationen ud og vi drak mere kaffe og snakkede om forskellige ting, og derefter tog vi til forelæsning.

Forelæseren var en vældig interessant type, som virkeligt ligner Pedersen (fra Pedersen og Findus, hvis I skulle være i tvivl). Han snakkede om virksomhedsteori og kritiserede vores grundbog i kognitionspsykologi, fordi den giver ham kvalme og hænger ham langt ud af halsen. Det var meget ærligt sagt, og det kunne jeg godt lide, eftersom jeg godt kan følge hans begrundelse for at sige det. Han mener alt muligt, men kort sagt at den psykologiske forskning må foretages på en anden måde, hvis psykologien skal blive en rigtig videnskab.
Han snakkede desuden om, at han generelt kun er stødt på tyske lærebøger i kognitionspsykologi, der har været gode nok, og at det er ærgerligt, at så mange af os unge i dag ikke behersker det tyske sprog. Det har han sikkert ret i, men jeg har fandme ikke tid til at lære tysk igen på nuværende tidspunkt, det må vente til pensionsalderen (dvs. når jeg bliver 90 år).

Nåh, men nu tilbage til pointen med dette indlæg: i dag var en god dag. Og jeg er glad for de gode dage. De gode dage kommer ikke dårligt tilbage, og selvom den kommende eksamensperiode bliver en smule krævende og hård, så er jeg stadigvæk bare glad for, at jeg har haft en god dag. For jeg har brug for de gode dage. Det kan jeg mærke på en dag som denne. Selvom det kræver de sidste rester af min energi at deltage i alle disse ting, så giver det mig også meget godt, da det medfører at jeg har en følelse af, at jeg rent faktisk lærer ting og gør ting sammen med folk, i stedet for bare at sidde og være stresset over alt det, jeg skal have læst. Og det er meget rart (til en afveksling). Det gør mig glad at føle, at jeg deltager, og at jeg er en del af andet end mit eget hoved engang imellem.

Jeg tror det hele for mig handler om at finde balancen mellem både at have tid til at lære på min egen og mest optimale måde, og samtidig have et overskud til at deltage i ting, hvor jeg får snakket om det, jeg lærer, og bliver mindet om, at det ikke kun er mig, der føler mig presset til tider/det meste af tiden. Der er noget befriende over at blive mindet om, at alle andre egentligt er i samme situation, selvom jeg nogen gange kan have en tendens til at tro, at folk har vildt meget styr på alting.

Men vi er i det her sammen. Det hele. Både på studiet og i livet generelt, er vi jo allesammen i det her sammen, og det skal vi minde os selv om i stedet for at blive så individualistiske, at vi glemmer, at der eksisterer nogen andre udenfor os selv.

Hvis jeg skulle opsummere, hvad jeg tænker om denne dag og livet generelt i et digt på fire linjer (jeg kan ikke huske, om det hedder strofer eller vers, da det vist er omvendt når det kommer til digte, men det er ligemeget), så kan det siges meget simpelt:

jeg tror måske jeg ved 
hvad meningen med det hele er
for her på dette sted 
er vi sammen om det her 

 

Jeg håber, at du – hvor end du er, og hvem end du er – også oplever følelsen af, at du er i det, du er i (uddannelse, livet generelt m.m.) sammen med mange/alle andre. At du ved at det, du synes er svært, nærmest altid er noget, alle andre også finder svært på et eller andet plan. Og at det handler om at hjælpe hinanden igennem alt det, ingen forstår, og at forsøge at sætte sig ind i, hvorfor folk reagerer forskelligt på de samme ting. For bare fordi vi udsættes for det samme, og skal igennem det samme (pensum, livet osv.) betyder det ikke, at vi er ens, eller at vi har de samme måder at opnå vores mål på. Og det er der egentlig noget smukt over. Der er altid et subjektivt aspekt inde over, og derfor opfatter vi ting forskelligt og handler forskelligt for at opnå vores mål.
På en måde handler dette egentlig om virksomhedsteorien af Leontjev, da den netop er baseret på, at vi er subjekter, der interagerer med objekter i omverdenen, hvilket sker igennem vores virksomhed – og virksomheden er det, der forbinder os med verden, og gør os i stand til at få realiseret vores motiver. Og alt dette kan kun ske, fordi mennesket har en samfundsmæssighed – en evne til at samarbejde med andre om at udføre bestemte operationer igennem bestemte handlinger, der opfylder vores mål, og som er en del af vores samlede virksomhed – en virksomhed, der kun eksisterer, fordi vi er en del af noget mere, end os selv. Virksomheden er aktivitet, der er genstands- og målrettet, og det er den fordi vi er en del af noget større, end os selv. Hvis der ikke fandtes en kollektiv virksomhed, som vi var en del af, ville vi ikke have vores egen virksomhed, for vi ville ikke have nogen måde hvorpå vi kunne realisere vores motiver – vi ville ikke have mulighederne for at gøre det uden et samfund og relationer til andre i samfundet.

Dette giver muligvis ingen mening for folk, der ikke kender til virksomhedsteorien, og klokken nærmer sig 24, og måske giver det ikke mening for mig i morgen, men det tror jeg. Måske. Min pointe er i hvert fald, at vi mennesker er mere end os selv, og at vi ikke ville være de samme, hvis der ikke fandtes andre end os selv.

Vi er en del af noget. Og det skal vi huske.

(Selvom jeg i morgen ser frem til at bruge dagen for mig selv og drikke kaffe i stilhed)

(Et symbol på, hvor træt jeg egentligt er, selvom jeg lader som noget andet)

Hyg jer.

//A

et glas vand med salt

jeg drømmer mig tilbage
til havets eksistens
den dag hvor jeg var alting
gid jeg aldrig skulle hjem
jeg så dig
og du blæste mig omkuld
du skubbede til mig
og i sandet fandt jeg guld
jeg tror du er lavet
til dem der finder hjem i dig
for det er dig der er havet
og du vil altid blive set af mig
verden ændrer sig
men du forbliver den samme
og alt jeg finder i dig
kan ingen anden ramme
jeg synger en sang
her på min nyasfalterede vej
jeg glemmer gang på gang
at den altid har handlet om dig
jeg skylder dig intet
men jeg vil give dig alt
tænk at være forelsket
i et glas vand med salt

du er alt du har

når verden er ligeglad 

og alle tramper dig ihjel 

når du er træets sidste blad 

der sidder tilbage for dig selv 

når alting er en blind vej 

og alle har solbriller på 

når skyerne omringer dig 

og du tror du ikke selv kan gå 

når dit liv er en novellesamling 

og du sidder og får træk 

når din krop tilhører en anden 

og dine sko er blevet væk 

når alle du kender er fremmede 

og dine venner har nye stemmer 

når du aldrig mere er hjemme 

og du alt det gode glemmer 

når du taber dig selv 

så husk hvem du var 

dengang du var til 

for du er alt du har 

når solen genopstår 

og du kan se dig selv igen 

så tror jeg du forstår 

at du må være din egen ven 

vi trækker vejret

 
ferien går på hæld
men i dag er tiden alt jeg har
for her er jeg kun mig selv
og jeg husker hvem vi var
jeg tror måske
at meningen med livet
er at bruge min påske
på ikke at tage noget for givet
så jeg tager til stranden
med en lille hund
for der er ingen anden
jeg har brug for lige nu
vi får sand i øjnene
og vi finder os selv i havet
vi trækker vejret
og tænker på alt det vi har lavet
ved du hvad
lige her har jeg alt
her er jeg glad
og min aftensmad er pasta med salt
jeg håber ikke
du har noget imod
at de mørke dage går på hæld
her er der liv og glæde i overflod
for jeg har fundet hjem i mig selv

at kende sig selv

de siger
at personligheden
er en stabil indre kerne
men hvor går den hen
når alt jeg ser er regnen
og mine tanker går igen
der var engang
hvor jeg glemte mig selv
i en anden kommune
en drøm
et håb
en sang
fra en anden gang
jeg spejler mig
i et vindue
og jeg har glemt
hvor jeg skal hen
men lige nu
der er jeg her igen
jeg tror
du skal forvente
at der bliver stille nu
for jeg skal ikke tilbage
det hørte du
at jeg sagde
jeg sagde engang
at jeg ville det hele
men jeg ved ikke helt
hvad det var jeg mente
det er svært
at kende sig selv
er du klar over
hvor meget der skal til