Det fordømmende og intolerante menneske (mig)

Hej verden.

Mit seneste indlæg handlede om, at jeg mener, at det bedste man kan gøre, er at starte med at få styr på sit eget liv og sine egne handlinger, før man bruger al sin energi på at fokusere på verdens problemer, og føler sig utilstrækkelig, fordi man alligevel ikke formår at løse disse problemer. I mit tilfælde handler det om en irritation over, at folk smider skrald på gaden, og en erkendelse af, at jeg ikke får dem til at stoppe med det, uanset hvor meget jeg hidser mig op.

Alt det er vældig klogt og noget, som jeg tror på – da jeg ikke mener, at man skal påtage sig alle verdens problemer, da dette netop blot fører til, at man sidder tilbage og er sur og bitter, fordi man jo ikke selv kan gøre nok til at løse dem. Derfor må man fokusere på sine egne handlinger, og finde ud af, om de passer sammen med ens holdninger. Og så må man tage den derfra.

Problemet er, at jeg indser mere og mere, hvor forfærdeligt dårlig jeg selv er til at leve efter dette. Nogle dage går det fint, men i bund og grund er jeg faktisk en virkeligt fordømmende person. Og når jeg er fordømmende overfor andre, bruger jeg min energi på at tænke dårligt om andre (fordi de fx smider skrald), hvilket gør, at jeg har mindre energi, som jeg rent faktisk kan bruge til noget produktivt. Desuden føles det træls at være fordømmende – det er forbundet med en masse ubehag og angst, samt en masse skuffelser. Jeg kan stille rigtigt høje krav til andre mennesker, og det betyder samtidig, at jeg også stiller høje krav til mig selv. Hvis jeg dømmer andre, der sidder indenfor hele dagen i sofaen selvom solen skinner udenfor, så betyder det samtidig, at jeg dømmer mig selv, hvis jeg selv gør det samme en dag. Hvis jeg dømmer andre, når de har en opvask der hober sig op, men som de ikke tager, så dømmer jeg også mig selv, hvis jeg ikke har fået vasket op i en dag eller to.

Kort sagt, så gør det livet unødvendigt anstrengende, når man fordømmer andre. At dømme andre er jo en nødvendighed for, at vi kan overleve og vurdere om folk vi møder er farlige eller venlige – men at fordømme andre er aldrig godt. Alligevel er det enormt menneskeligt – bare se alle de religioner, hvor man bliver straffet på den ene eller anden måde, hvis man har gjort noget, der er i strid med reglerne. Man kan blive udstødt og brændt på bålet osv. (selvom det forhåbentlig hører til sjældenhederne i dag). Og generelt bruger vi mennesker masser af tid og energi på at dømme hinanden. Vi fordømmer dem, der ikke lige passer ind i klassen/på arbejdet, dem der er stille, dem der larmer, dem der er sjove, dem der snakker for meget.

Jeg har erkendt på det seneste, at jeg ikke er et særligt tolerant menneske. For et par år siden brugte jeg meget energi på at fremstå tolerant. Jeg ønskede at være inkluderende overfor alt og alt og FOR ALT I VERDEN ikke dømme nogen baseret på køn/seksuel orientering/hudfarve/uddannelsesniveau og så videre. Jeg prøvede virkelig at være tolerant, men i mit forsøg på at være det, endte det primært med, at jeg bare blev endnu mere fordømmende overfor andre mennesker. Jeg dømte andre på grund af de mindste tegn på, at de selv var fordomsfulde og ikke-tolerante. Men det gjorde jeg jo ikke fordi, at jeg selv var blevet et mega tolerant menneske – det var faktisk det helt modsatte. Jeg prøvede at fremstå som noget, jeg ikke var, og derfor brugte jeg min energi på at dømme andre mennesker, der udviste de sider, som jeg ikke kunne lide ved mig selv. Sådan er det meget ofte, når der er noget ved andre, som virkeligt irriterer og frustrerer en – det er fordi, at der er et eller andet ved en selv, som man ønsker at forandre og ikke bryder sig om – men som man ikke har lyst at erkende eksistensen af.

Man kan blive forfærdeligt selvretfærdig, når man forsøger at bilde sig selv og andre ind, at man er noget, man i virkeligheden ikke er. Hvis man ikke erkender, at man i bund og grund har en masse fordomme om andre mennesker og har en tendens til at (for)dømme dem pga. alt muligt, så tror jeg nemt, at man kommer til at sidde fast. Man bliver sur og bitter og man er sikkert et forfærdeligt selskab for folk man omgås, hvis de konstant skal høre på ens selvretfærdige pis.

 

Som sagt har jeg erkendt, at jeg ikke er et tolerant menneske. Men det betyder ikke, at jeg har formået at stoppe med at være unødvendigt fordømmende overfor andre. Det er en meget lang proces, og den vil nok tage et godt stykke tid – og jeg vil nok aldrig kunne stoppe med at være fordømmende, for som sagt er det noget helt menneskeligt, og jeg tror ikke, at man kan undgå det helt. Det bør heller ikke være nødvendigt, for det som det i virkeligheden handler om, må være at erkende, at det er sådan jeg pt. er, og at jeg skal gøre hvad jeg kan for at opdage det, når jeg dømmer andre. For så kan jeg finde ud af, hvorfor jeg gør det, og hvad grunden i virkeligheden er.

Et eksempel, som jeg før har nævnt på denne blog, men aldrig fik uddybet helt, er min tendens til at dømme folk, der drikker alkohol. Dette er noget, jeg igennem det seneste år har arbejdet så meget med, at det i dag fylder MARKANT mindre for mig, end det tidligere har gjort. Og det er mega fedt, for uha hvor jeg har brugt meget energi på at dømme folk og have trælse følelser omkring det, når folk i min omgangskreds har drukket alkohol. Det har virkelig været slemt, men jeg har fundet ud af, hvad årsagen er til, at jeg har så svært ved at tolerere det. Og det handler primært om mine egne usikkerheder og min frygt for at stå alene tilbage og ikke kunne være en del af gruppen. Derfor er jeg blevet bange for alkoholen, fordi den er et samlingspunkt for mange andre, som jeg har følt mig udelukket af. Dette var jeg dog ikke klar over i mange år, og derfor var alkohol for mig forbundet med alt muligt træls og skidt. Jeg kunne finde en masse evidens for, at alkohol rent sundhedsmæssigt heller ikke er godt, og jeg var meget opmærksom på historier om, hvordan folk er kommet galt afsted efter at have indtaget alkohol. Jeg prøvede at bekræfte mig selv i, at alkohol virkelig er en trussel, og at det er farligt, når folk jeg holder af, indtager alkohol. Og det var ikke en rar måde at eksistere på, hverken for mig eller min omgangskreds. For det gjorde blot, at jeg blev fordømmende og var uforstående, når nogen fx fortalte mig, at de havde tømmermænd eller havde været ude at drikke i weekenden osv. Jeg fordømte dem for at gøre noget, som jeg selv havde så meget modstand i mod, og jeg havde meget svært ved at rumme, at det var sådan. For det gjorde mig virkeligt bange og utryg. Men i stedet for at arbejde med kernen af problemet, som jeg dengang ikke vidste hvad var, blev det bare en selvforstærkende effekt af angst og negative tanker om folks alkoholforbrug. Jeg var fuldstændig uforstående for, hvorfor mennesker drikker alkohol, og jeg tænkte, at det ideelle ville være, hvis alle bare stoppede med at indtage alkohol.

Mine fordømmelser for folks forbrug af alkohol gjorde INTET godt – det eneste, det gjorde, var at skabe en distance mellem mig og andre mennesker. For det er virkeligt svært at kunne slappe af og nyde andres selskab, hvis man fordømmer dem så meget for deres handlinger, som jeg gjorde. Og HELDIGVIS er det blevet meget meget bedre, og det er nået til et punkt, hvor jeg ofte slet ikke tænker på det. Jeg er stadig ikke tryg ved den effekt, som alkohol kan have på folk, men jeg er er mere realistisk omkring det, og jeg bruger meget mindre energi på at tænke på alkohol i det hele taget. Jeg er også blevet mere forstående omkring, hvorfor folk drikker alkohol, og jeg lært, at man sagtens kan have et forbrug af alkohol uden at det er et skadeligt forbrug eller et decideret misbrug – før tænkte jeg det meget sort/hvidt, og mente at bare et lille forbrug af alkohol var skadeligt. Jeg ved godt nu, at det ikke hænger sådan sammen. Derfor er jeg også blevet meget mindre fordømmende, og det er først og fremmest rart for mig men også for andre mennesker. Det gør mig til en bedre person, og det gør mit liv bedre, at jeg har kunnet slippe mine fordømmelser.

Jeg kan dog stadig komme til at fordømme folk for deres alkoholforbrug. Det er primært, hvis det handler om et meget stort forbrug (og allerede der dømmer jeg, for hvem bestemmer, hvad et stort forbrug er?). Og mest af alt, hvis folk ikke lader til at kunne styre sig, når de først er kommet i gang, og ender med at drikke så meget, at de bliver fulde på den måde, hvor det ikke længere er sjovt og hvor de kan være til fare for sig selv.

Jeg er også ekstremt fordømmende overfor folk, der kører spirituskørsel! Og folk, der tager hårde stoffer eller ryger hash (ikke som i, at jeg tænker at de er forfærdelige mennesker, men som i at jeg tænker, at de har nogle problemer af en eller anden art, som er grunden til deres forbrug af rusmidlerne). Hvilket jo heller ikke er godt, da jeg jo ikke aner, hvad deres grunde er til, at de gør, som de gør.

Jeg har lige været i Amsterdam i weekenden, og der fik jeg for alvor testet, hvor tolerant jeg er overfor hashrygning, for er I VANVITTIGE hvor var der mange, der røg hash, og det var så tilgængeligt, at jeg næsten ikke kunne tro det. Jeg synes dog egentlig, at det gik overraskende fint med at tolerere, at det var sådan, det var. Måske fordi jeg havde været på Christiania i starten af min sommerferie, hvor jeg blev konfronteret med de samme ting, og nåede til en erkendelse af, at det jo sådan set var fredeligt nok, og at der ikke var nogen, der ønskede at skade mig. Sådan tænkte jeg også i Amsterdam, men jeg kunne alligevel ikke lade helt være med at blive fordømmende overfor selve kulturen. Det havde dog også noget at gøre med den åbenlyse prostitution, som ikke var rar at opleve. Og det handler vel i bund og grund om, at jeg oplevede, at folk gav slip på deres hæmninger og bare lod deres lyster tage over – lysterne til købesex og hash i diverse former. En manglende selvkontrol, som jeg har det med at være ekstremt fordømmende overfor.

Og mon ikke det er fordi, at jeg inderst inde føler, at jeg selv har for lidt selvkontrol og er dårlig til at styre mine impulser? Derfor lægger jeg mærke til det hos andre, og afskyr det hos andre, fremfor at starte med mig selv og arbejde på at opbygge min egen evne til selvkontrol (som fx når der er chips på tilbud i netto og jeg nærmest automatisk køber dem uden at stoppe mig selv).

Jeg er et fordømmende menneske. Og det vil jeg gerne ændre på.
Det starter med erkendelsen af, at jeg har tendens til at dømme andre for nogle bestemte handlinger, og at det er ok. Jeg skal finde ud af, hvorfor jeg dømmer andre, og jeg skal forstå den reelle årsag, før det kan forandres. Det er op til mig at arbejde med det, og det er ikke andre mennesker, der er ansvarlige, bare fordi min hjerne fortæller mig, at de gør noget forkert. Det er ikke hele verdens opgave at indrette sig på en måde, så det bliver behageligt for mig at eksistere – det er min opgave at forsøge at være forstående overfor, at andre mennesker gør som de nu gør, og at jeg ikke behøver at dømme dem for hvad de nu end gør. Jeg må hjertens gerne være uenig og tage afstand fra ting, som fx racistiske politikere eller mordere eller forældre, der har en idé om, at det er dårligt at få sit barn vaccineret mod diverse børnesygdomme. MEN jeg behøver ikke gå mere ind i det end det – jeg behøver ikke at piske en stemning op og lade mig rive med, hvis det ikke gør noget godt for mig. Ja, jeg nyder at hidse mig op over forskellige ting, og jeg har meget stærke holdninger til alt muligt, men måske behøver jeg ikke at hidse mig op over alting og fordømme andre mennesker for alt muligt, der i virkeligheden ikke siger noget om, hvem de er som personer.

Held og lykke til mig med det – og en virtuel medalje til dig, der har formået at læse hele dette indlæg, for sikke da en omgang. Jeg håber, at du fik noget ud af at læse det, og jeg håber, at det kan bidrage til, at du selv ser indad (selvom du også er velkommen til at fordømme mig for at være et fordømmende menneske, det styrer du helt selv).

Hyg jer.

//A

 

 

 

Start med dig selv

Hej verden.

I denne uge har Aalborg været vært for arrangementet Tall Ship Races. Dette indebærer, at en masse skibe er kommet til byen, og at der har været flere hundredetusinder gæster til arrangementet. Det hele kulminerede sent i går aftes med Danmarkshistoriens hidtil største fyrværkerishow – et vanvittigt arrangement, som var utroligt smukt, særligt fordi det var akkompagneret af musik, så fyrværkeriet på utrolig vis passede til musikken. Det var en vild oplevelse – og der var rigtigt, rigtigt mange mennesker, der var mødt op for at se showet, som varede en halv time, Vi stod tæt pakket på havnen og op ad byens gader for at kunne være der allesammen, og det er altid interessant at iagttage, hvad der sker, når så mange mennesker er samlet. Det er som om, at de regler, vil følger til daglig, bliver ophævet, og at det pludselig er tilladt at skubbe til folk, så man kan komme hurtigt hen til sin bil og komme hjem, når man har set det, man ville. Vi glemmer hensynet til hinanden, måske fordi vi ikke kan overskue at forholde os til den store menneskemængde, og derfor bliver vi nogle egoister. Det kom også til udtryk på en meget forstyrrende måde under selve fyrværkerishowet. Lige så snart det startede, begyndte folk at række deres arme i vejret for at optage videoer med deres smartphones. Et fuldstændig vanvittigt socialt fænomen – primært fordi vi jo alle ved, at det IKKE bliver en god optagelse, og at den på ingen måde kan måle sig med den virkelige oplevelse. Desuden vidner det om, at vi alle er så optagede af at skulle dokumentere det, vi oplever, at vi faktisk helt glemmer at være til stede, fordi vi har travlt med at tage billeder og videoer – hvilket er ufatteligt trist og spild af liv! Men mest af alt synes jeg smartphone-fænomenet fik mig til at føle, at jeg stod i en flok af egoister. Folk virkede slet ikke til at tænke på, at der stod flere hundrede mennesker bag ved dem, som også gerne ville se showet, og som måske ikke lige syntes det var super fedt, at se på en masse smartphones i stedet for det reelle show. Det gjorde mig virkeligt irriteret, og jeg følte en vis håbløshed på menneskehedens vegne. Desuden begyndte jeg at lægge mærke til, da vi skulle gå hjem derfra, hvor mange tomme ølkrus og andet skrald der lå rundt omkring på havnen. Og det er jo ikke noget nyt. Er vi i virkeligheden bare en stor flok egoister, der ikke kan finde ud af at tænke på andre? Er vi dårligt opdragede, eller skyldes det en lidt for slap kultur, og at vi har det lidt for godt her i landet? Hvorfor opfører vi os ikke mere respektfuldt i offentligheden?

Der er talrige eksempler på arrangementer, hvor folk virkeligt smider skrald og ikke selv rydder op bagefter. For eksempel er der Aalborg Karneval, hvor hele byen fyldes med affald, tomme/knuste glasflasker og tonsvis af plastic, der bare ligger og flyder – “for der kommer nogen og rydder op efter os i morgen”. Der er Roskilde Festival, og festivaler generelt, hvor folk lever i bunker af affald og tis og emballage fra alt muligt halløj. Det får bare lov at ligge og flyde, og når festivalen er slut lader de fleste deres telte stå og tager kun deres vigtige personlige ejendele med hjem. Og så er der kanel-traditionen, som resulterer i at der ligger kanel i enorme mængder på gadehjørnerne – hvilket i øvrigt er den mest åndssvage tradition, jeg nogensinde er stødt på. Jeg kan VIRKELIG ikke se, hvordan det skulle være “en sjov tradition”, og særligt ikke, når det indebærer at binde folk til en lygtepæl mod deres vilje. Men det må de selvfølgelig selv om – det er bare ikke ok, at det skal gå udover byen og alle os andre, at de skal have denne sjove kaneltradition. Hvis man vil hælde kanel på sine venner i det offentlige rum, så må man for fanden da også sørge for at få ryddet op efter sig selv igen. Det kan aldrig blive nogle andres ansvar – men det bliver det jo så alligevel, fordi folk bare lader kanelen ligge. Det gør mig så HIDSIG (hej, jeg har et stort temperament, selvom jeg måske på overfladen fremstår mild og venlig).

Og noget andet, der virkelig også hidser mig op, er den ufattelige mængde af cigaretskodder, der ligger OVERALT. Uanset hvor du er, i en hvilken som helst by, kan du ikke gå én meter uden at blive mødt af mange, mange cigaretskodder, der er smidt på jorden. Det er som om, at vi har vedtaget, at det er ok, at det er sådan. At det er ok, at fortovene er fyldt med skodder, som kun bliver til flere og flere (og som kommunen så på et eller andet tidspunkt er nødt til at bruge ressourcer på at fjerne). Det er som om, at det er blevet ok at opføre sig som en mega egoist – særligt når vi færdes i større grupper, hvor det er normen at man smider skrald/skodder/kanel.

Jeg siger ikke, at de mennesker, der smider cigaretskodder og ikke tænker på at få ryddet op efter sig til festivalen/havnefesten/kanelbadet er dårlige mennesker – for jeg kender og holder stærkt af masser af folk, der gør netop disse ting. Men jeg synes sgu, at det er for slapt. Og det giver mig lyst til at give folk, og menneskeheden i det hele taget, en ordentlig gang voksen-skæld-ud. Jeg har lyst til at være en sur mor, der fortæller børnene, at jeg er SKUFFET og at de FOR FANDEN bare har at begynde at opføre sig pænt med det vuns!!

Start med dig selv

Det, at jeg hidser mig op, kommer dog ikke til at have nogen som helst forandrende effekt på andre menneskers adfærd. MEN! Det betyder ikke, at jeg intet kan gøre, eller at jeg skal stoppe med at gå op i, at vi skal rydde op efter os selv og ikke kaste rundt med alt muligt pis og lort. For det jeg kan gøre, er nemlig at starte med mig selv. Jeg kan starte med at sørge for, at jeg rydder ordentligt op efter mig selv, og at jeg ikke selv bidrager til at gøre problemet værre. Og så kan jeg gå skridtet videre og begynde at tage ansvar for det skrald, jeg møder på min vej. Et tomt ølkrus, en McDonalds pose, der ligger og flyder, en glasflaske, der ligger på gaden. Jeg kan samle affaldet op og smide det ud i den nærmeste skraldespand. Det er i hvert fald meget mere produktivt end bare at hidse mig op over, at det ligger der. Og nej, det er ikke min opgave at rydde op efter andre, men hvis skraldet ligger på gaden, og jeg gerne vil have det væk, hvorfor skulle jeg så ikke fjerne det? Jeg har to velfungerende arme, og jeg kan ligeså godt fjerne affaldet, for hvem skal ellers gøre det? Kommunen? Hmm, kunne det ikke være fedt, hvis kommunen kunne bruge sine ressourcer på andre og vigtigere ting end at samle skrald op fra dovne borgere? Det synes jeg. Og derfor må jeg påtage mig ansvaret, når jeg ser noget skrald, der ligger og flyder.

Det er videnskabeligt bevist, at folk er mere tilbøjelige til selv at smide skrald, hvis der i forvejen ligger skrald et sted. “De andre gjorde det, så jeg må også”. Vi lægger ansvaret over på nogle andre og bilder os selv ind, at vi ikke gør noget forkert, for hvilken forskel gør det, at vi lige smider et tomt plastickrus, når der i forvejen ligger en dynge af skrald.
Netop af denne grund er det meget effektivt at samle det skrald op, man ser på gaden – for hvis det får lov at blive liggende, bliver det bare til mere og mere og mere. Når et område er rent og pænt, er det mindre sandsynligt, at man vil smide sit skrald der – og derfor giver det for eksempel rigtig god mening, når der en gang årligt er Affaldsindsamling, hvor folk mødes overalt i landet og samler skrald ind.

En selvforstærkende effekt

Du må selv starte med at være et godt eksempel, hvis du ønsker at en forandring skal ske i verden. Det hjælper ikke noget bare at skælde ud, som jeg selv har en tendens til. Du må tage ansvar for dig selv og derefter tage ansvar for det skrald, du møder på din vej, og som du ikke ønsker at se på. Du kan ikke bare vente på, at nogle andre fjerner det. Det hele starter med dig selv – og det bliver meget nemmere for dig at eksistere, hvis du selv påtager dig et ansvar. Først og fremmest for dig selv – for hvis alle mennesker gjorde det, ville vi nok ikke have problemer med skrald i naturen. Men det gode, der desuden kan ske, ved at du rydder op efter dig selv, og samler skrald op, der ligger og flyder på fortovet, er at andre mennesker ser det og bliver inspireret til at gøre det samme. Vi mennesker er jo sociale dyr, og når vi ser nogen gøre noget, kan vi få lyst til selv at gøre det samme – hvis man ser rigtigt mange smide skrald i offentlige skraldespande, vil man også selv være mere tilbøjelig til at gøre det. For så bliver det en normal ting at gøre. Vi lærer ved at imitere hinandens handlinger, og dette er vigtigt at huske på i en situation, hvor man ønsker at folk skal smide deres skrald i skraldespandene. Vi gør allesammen en forskel, når vi smider vores skrald ud, eller skrald vi finder på gaden, for jo flere der gør det, jo flere vil begynde at gøre det. En selvforstærkende effekt, som er værd at huske på. Ikke kun i forhold til skrald, men også i forhold til alt muligt andet, man synes er et problem i samfundet. Min ven Iris samt min bror er begge to utroligt gode til at tage ansvar for at smide det skrald ud, som ligger og flyder på gaden. Og det bedste ved det er, at det er naturligt for dem at gøre det. Det er ikke fordi de ønsker at fremstå som gode mennesker, der redder planeten. Det er bare fordi, at de ikke synes, at der skal ligge skrald på gaden.

Så start med dig selv, og sørg for, at du opfører dig på den måde, som du ønsker at alle andre også skal opføre sig på – og du er godt på vej til at bidrage til en forandring til det bedre. Det vil jeg i hvert fald prøve at huske mig selv på at gøre.

Hyg jer – og lad være med at smide jeres skrald på gaden, medmindre i ønsker at vores smukke land skal blive en stor losseplads.

Hilsen A (den sure mor)

Siden sidst

Hej verden.

Først og fremmest: JEG FIK 10 FOR MIN BACHELOROPGAVE!!! Hvilket er vanvittigt (min opgave var god og velskrevet, men jeg synes sgu det er vildt at få 10 på universitetsniveau). Det er en kæmpe lettelse, og nu kan jeg omsider ånde lettet op op for alvor holde sommerferie (jeg afleverede i slutningen af maj, men fik først karakter+feedback for to dage siden). Alligevel valgte jeg at tage chancen og holde bachelorsommerfest for 25 mennesker for en uge siden, før jeg havde fået min karakter (da jeg godt turde antage, at jeg ikke ville dumpe). Og  det er jeg så glad for, at jeg valgte at gøre, for det var virkelig en fin oplevelse. Vi holdt det i sommerhuset og det var et skønt arrangement. Jeg havde planlagt, at vejret skulle blive godt, og det blev det søreme også. Vi kunne være udenfor hele dagen, og vi sad ude indtil kl 23, hvor de sidste gæster tog hjem. En vidunderlig dag, og fedt at markere, at jeg er færdig med min bachelor, for det har satme været noget af et arbejde! Jeg kan ikke helt forstå, at det allerede er tre år siden, at jeg startede på uni, men så igen, tiden går bare hurtigt. Og om to år er jeg HELT færdig!! Det er vanvittigt.


(min mor og jeg og en distraheret svigerfar, der muligvis kigger på et fly)

Generelt har jeg brugt min sommerferie på nogle gode ting, indtil videre. Jeg har lavet en masse sociale ting, hvilket har været mega befriende efter en lang periode, hvor jeg pga. opgaveskrivning ikke har haft særligt meget social energi. Og så har jeg læst to romaner indenfor en uge, og det er mange år siden det sidst er sket i det tempo – hvilket er skide godt. Jeg mærker hvor meget jeg har savnet at læse for fornøjelsens skyld. Jeg er også begyndt at tage på cykeltur – har godt nok kun gjort det to gange her i ugen, men det har været overraskende sjovt og ikke lige så hårdt som jeg havde forventet, så jeg ved, at det er noget jeg vil fortsætte med at gøre (bare ikke, når der er 28 grader varmt, ligesom der har været i dag).

Noget andet, der er godt og rart og samtidig vildt, er at jeg om en uges tid har været sammen med S i to år (!!) Det betyder, at jeg ENDELIG er berettiget til at sige ting som “efter alle disse år….” og “tak for alle de år, vi har haft sammen”, og det er sgu fedt.

Jeg kunne skrive så meget om S, og om hvor glad jeg er for ham, og noget om, at kærligheden er større end alt andet osv. Men det er bare ikke særlig lærerigt eller interessant for jer at læse om, så det vil jeg spare jer for. Jeg vil hellere skrive om det, der er udfordrende ved at være i et parforhold, men det gemmer jeg lige til en anden god gang.

Hurra for S, hurra for sommerferien, hurra for alle vidunderlige folk i mit liv, og hurra for, at jeg gør de ting, jeg elsker. Og hurra for jer, der har læst dette indlæg – jeg skal lige have oppet/uppet mit game lidt, som de unge siger, men jeg har næsten glemt, hvordan jeg plejer at skrive blogindlæg – jeg foretrækker at udtrykke mig igennem dige, men lige i dette tilfælde ville det være noget rod.

God sommerferie til jer allesammen, også jer, der ikke har sommerferie : )

Hyg jer!

//A

jeg ser et liv der ender | et digt

fortæl mig om steder
der ikke findes mere
fortæl mig dine historier
der må være mange flere
//
fortæl mig om den verden
som kun er virkelig for dig
fortæl mig om de mennesker
du har truffet på din vej
//
fortæl mig om hende
der var din allerbedste ven
fortæl mig om du tror
du skal møde hende igen
//
fortæl mig om ham
du plejede at følges med
fortæl mig om den dag
han endelig fik fred
//
fortæl mig om hende
du var engang
fortæl hvem hun var
og syng hendes sang
//
fortæl mig om planeter
som kun du har set
fortæl mig om du noget fandt
efter altid at have ledt
//
fortæl om dine fejltagelser
og det du fortryder allermest
fortæl mig hvad du ville lave om
hvis ikke det var alt for sent
//
fortæl mig om du fik det
du ønskede dig her i verden
fortæl mig om du lykken fandt
et sted blandt glæderne og smerten
//
jeg fortæller dig det nok skal gå
og holder dit liv i mine hænder
du siger at lyset brænder for mig
og jeg ser et liv der ender
(P.S: dette digt er ikke baseret på virkelige hændelser (i hvert fald ikke noget, der er sket for mig endnu) :))

Illusionen om den lykkelige opgaveskrivning

Hej verden.

Det er tirsdag formiddag, og jeg sidder lige nu på Aalborg Bibliotek – som i øvrigt er et fremragende biblioteket, det er vidunderligt at leve i et land med offentligt tilgængelige biblioteker (dette indlæg er desværre ikke sponsoreret, så det er rent faktisk min ærlige mening). For to uger siden startede jeg en ny vane med at sætte mig herhen på biblioteket alle hverdage i 4-5 timer, og det har jeg tænkt mig at fortsætte med – for det gør virkeligt noget for min produktivitet at komme ud af lejligheden og være omgivet af andre mennesker, der også sidder og arbejder. For det første fordi jeg ikke kan overspringshandle ligeså meget (dog kan man argumentere for, at dette indlæg er en overspringshandling) og for det andet er det SÅ rart at kunne gå hjem om eftermiddagen og holde FRI når jeg kommer tilbage til lejligheden. Det giver en anden tilfredsstillelse end bare at sidde hjemme for mig selv hele dagen. Så hermed en anbefaling herfra, hvis det heller ikke fungerer for dig at sidde hjemme og arbejde hver dag.Det lyder jo alt sammen meget godt. Jeg er produktiv, og jeg bruger tid på min bacheloropgave. Og det går godt meget af tiden. MEN! Der er også meget af tiden, hvor det er helt det modsatte. Hvor jeg har lyst til at skrige og råbe højt, fordi jeg er SÅ frustreret over denne opgave! Det ene øjeblik kan jeg sidde og græde over opgaven, fordi jeg ikke aner, hvor den skal føre hen, og det næste øjeblik kan jeg føle, at jeg er på rette spor igen. Det er faktisk meget meget sværere end jeg havde forventet, at skrive denne opgave – det kræver sindssygt meget psykisk overskud, og det var jeg nok ikke helt forberedt på.

Og JA! Jeg har selv valgt emnet, men det gør det nærmest endnu mere frustrerende, for det betyder, at det er MIG, der skal have overblikket over hvad jeg vil med opgaven, og MIG der skal bestemme, hvad jeg skal skrive hvornår og så videre. Det er også MIG der bestemmer, hvor meget arbejde, jeg vil lægge i det, og hvad mine ambitioner er for opgaven. Og det er jeg slet ikke vant til – jeg har faktisk glemt, hvordan man gør i løbet af min tid på uni.

Det er en narcissistisk rutsjebanetur, det her med at skrive bachelor. Det giver mig mange flere humørsvingninger, end jeg bryder mig om, og så gør det mig bare sindssygt udmattet. Der skal ikke så meget til at bringe mig ud af balance, og jeg har ikke rigtigt overskud til at gøre nogle vilde nye ting, når jeg endelig har fri. Jeg vil gerne være sammen med mennesker, og jeg har nydt alle de sociale ting jeg har lavet i den seneste periode. Jeg vil bare helst være sammen med folk, jeg allerede kender godt, og jeg vil helst have, at der ikke sker noget, der er alt for vildt og energikrævende – for jeg bliver hurtigt træt. Når jeg holder fri, skal jeg lave noget jeg kan slappe af med, og hvor jeg kan grine og have det sjovt, uden at det dræner mig. For hvis jeg er drænet for energi kan jeg ikke koncentrere mig om at skrive – og så mister jeg overskuddet, og så bliver det bare en ond cirkel, hvor jeg ikke rigtigt kommer nogle vegne.Jeg bruger rigtig meget tid sammen med S, hvilket er vidunderligt, da han både er sød og sjov og flot og interessant at tale med. Han er god til at få mig ud af min narcissistiske bachelorboble, og det sætter jeg meget stor pris på. Jeg holder af den hverdag, vi har sammen, og hurra for S. Men jeg kan godt blive ramt af dårlig samvittighed, fordi min opgave fylder så meget for mig, at jeg ikke har det store overskud til at støtte om det, der fylder meget i hans liv. S og hans band spiller koncert tre gange i maj måned, og det bliver mega fedt for dem, og jeg ville faktisk rigtigt gerne se alle tre koncerter. Men jeg kan slet ikke overskue det! Selvom jeg rigtigt gerne vil høre dem, så ved jeg samtidig, at det vil tage en stor del af min tid og energi – og det kan gøre mig helt angst at vide, at det vil betyde at jeg kommer meget sent i seng, og at jeg skal bruge en masse tid på transport til/fra Aarhus, hvor de har koncert. Og så kan jeg heller ikke overskue selve situationen, med masser af mennesker og masser af larm – det plejer jeg dog at kunne abstrahere fra, fordi det er vigtigt for mig at høre koncerten, men lige for tiden gør tanken om det mig sindssygt angst!

Og det føles så egoistisk at tænke på den måde – nok fordi jeg slet ikke er vant til at have det på den her måde pga. en opgave. Jeg prioriterer sjældent uni højere end mine yndlingsmennesker, og derfor har jeg virkeligt svært ved at stå ved den prioritering. Men jeg skal også lige lade være med at overdramatisere det – for det at jeg ikke er med til en koncert eller to, betyder jo ikke, at jeg ikke prioriterer S. Det gør jeg jo virkelig – han er den jeg bruger allermest tid med og snakker allermest med. Han er mit yndlingsmenneske, og han ved udmærket godt, at jeg støtter ham og alt det, og han forventer slet ikke af mig, at jeg skal med til alle koncerterne. Det er faktisk bare mig selv, der giver mig dårlig samvittighed – og sådan gider jeg ikke have det mere!Så jeg må nok erkende, at det måske kun bliver én koncert, jeg kommer til at høre, og så må jeg acceptere det, og ikke have dårlig samvittighed – jeg kan ikke gøre alting, og der er nok også en masse andre ting, jeg må sige nej til – og det er ok. Det er jo heldigvis kun i en periode. Jeg afleverer opgaven d. 1. juni, og derefter kan jeg gøre hvad jeg vil i tre måneder! Det skal jeg lige huske mig selv på, her i denne proces.Jeg håber ikke, at dette indlæg bare bliver opfattet som brok fra en privilligeret ilandsborger, der ikke rigtigt har nogle problemer. Men hvis det gør, så er det også fint nok. Jeg havde bare brug for at få det ud i verden, at jeg synes det kan være svært at være igang med sådan et stort og langvarigt og narcissistisk projekt – for det er fandme svært at huske på, at det er så uendeligt ligegyldigt, hvordan denne opgave bliver, når alt kommer til stykket. Den kommer ikke til at ændre verden, og derfor er det jo egentlig fjollet, at den påvirker mig så meget psykisk. Men sådan går det ofte, når jeg er ambitiøs omkring noget – hvis jeg skal gøre mit bedste, så kan jeg ikke rigtigt bare tage det afslappet. Men er der overhovedet nogen, der kan det, når det kommer til stykket?

Glædelig sommer, og god skrive- og læselyst til jer andre, der også skriver opgave eller skal i gang med eksamensperioden snart 🙂

//A

 

jeg er din skam

jeg lever bedst i stilhed
bare hold mig for dig selv
jeg kan eksistere i en evighed
hvis du ikke snakke vil
//
jeg findes i hvert et menneske
et af livets grundvilkår
hvis du ikke ser dig for
gør jeg dig til et åbent sår
//
jeg er ikke særligt venlig
har slet ingen empati
får dig til at tro du er alene
du vil aldrig kunne føle dig fri
//
jeg lever under overfladen
allerlængst inde i dig
jeg kan ikke overleve
hvis du afslører mig
//
jeg har siddet længe på tronen
hersket over dit indre
men når du snakker om mig
bliver mit herredømme mindre
//
jeg har stoppet dig i mange ting
du har ladet mig leve længe her
men mine dage er talte
for du har opdaget dit eget værd
//
jeg bliver svagere dag for dag
for du har opdaget
at jeg findes
du har set mig
gennemskuet mig
min storhedstid vil jeg mindes

En blandet landhandel – noget om bacheloropgaven, skam og influencere

Hej verden!

Det er fire måneder siden, at jeg sidst har udgivet et indlæg, der ikke var et digt. Det må være den nye rekord. I mellemtiden har jeg været i gang med at leve mit liv, og jeg har tænkt meget over, hvad jeg skal gøre med denne blog. Om jeg skulle gøre noget nyt med den, ændre dens udseende og alt sådan noget. Men det kommer nok ikke til at ske, for jeg kan godt lide den måde, den er på nu. Jeg nyder, at jeg kan lade være med at skrive et indlæg i fire måneder, og at jeg kan give mig selv plads til det. Jeg nyder, at jeg kan skrive om det, jeg har lyst til at skrive om. Og jeg nyder, at jeg har så tilpas få læsere, at jeg ikke engang behøver overveje, om jeg er nødt til at undskylde for, at jeg ikke har skrevet indlæg i lang tid. Det må være noget af det mest irriterende ved at være professionel blogger eller influencer, som man kalder det nu om dage – at føle at man SKAL lægge noget op flere gange om ugen, og at man nærmest står i gæld til sine følgere.
Jeg ved godt, at der er mange, der er rigtigt glade for at leve af at være bloggere/influencere, men jeg kan godt blive lidt bekymret for folks mentale helbred, når de føler sig nødsaget til rent faktisk at undskylde overfor deres følgere, hvis de ikke har været aktive på deres blog/Youtubekanal i en uge/måned/et eller andet. At undskylde er en stor ting, og det burde ikke være nødvendigt. Slet ikke overfor nogle folk, der gratis læser/ser med på ens indhold. De kan ikke rigtigt tillade sig at forvente noget. Og det tror jeg er virkeligt vigtigt at huske på som blogger/influencer. Selvom man er meget taknemlig for sine følgere, så skal det jo ikke blive sådan, at man oplever skyldfølelse, fordi man fx ikke lægger noget op så ofte, som følgerne ønsker det.

Det var egentlig slet ikke det, som dette indlæg skulle omhandle – men jeg ser bare mange eksempler på, at (unge) mennesker er ved at brænde helt ud, fordi de føler, at de SKAL levere noget bestemt til deres følgere. Og det er så trist, for det er virkeligt svært for kreativiteten at blomstre, hvis den lægges under sådan et pres. Hvis man skal tænke så meget på at behage sine følgere, og lave noget som de ønsker at se, så tror jeg virkelig det bliver hårdt i længden. Influencere (jeg har det meget stramt med det ord, men nu bruger jeg det alligevel) er også bare mennesker, og det skal vi huske. Både dem, der selv er bloggere/youtubere og alle os/dem der følger med. De er bare mennesker, og vi kan på ingen måde tillade os at forlange noget af dem. Man skal bare være taknemlig for, at nogen gider dele noget, de har skabt, med andre. Sådan tænker jeg i hvert fald – hvad tænker I?

(jeg så lige mit snit til at lægge billeder ind fra ferien til Rom, hvor jeg var med S i januar – selvom det INTET har at gøre med emnet.. havde bare ikke andre billeder, som jeg ikke allerede har brugt)

Nåh.. Alt det udsprang sådan set bare fra, at jeg vil erklære, at jeg holder af denne blog, og at jeg er glad for at kunne bruge den, når jeg har lyst – og ikke fordi jeg føler mig presset til det. For det ville ingen få noget ud af, og helt ærligt – langt de fleste indlæg herinde er primært relevante for mig selv. Jeg har skrevet dem til mig selv og bare håbet på, at der måske også var nogle andre, der kunne blive inspireret af at læse dem. Og sådan vil det nok blive ved – i hvert fald for en del af indlæggene. Men jeg er også fristet af tanken om, at skrive flere indlæg, hvor jeg formidler et emne, jeg ved noget om. Som fx mit indlæg om hjernens opbygning, som jeg skrev for to år siden. Eller indlægget om rationalitetens irrationalitet, som er over fire år gammelt, men et af mine mest læste indlæg. Det samme er det om hjernens opbygning. Og det er meget rart, at folk er interesserede i det, da det er nogle emner, jeg på det pågældende tidspunkt også selv var meget interesseret i. Så umiddelbart tænker jeg, at der fremover nok kommer flere af den type indlæg på bloggen (men det er også muligt at det ikke sker, og jeg undskylder ikke, hvis det går i vasken).

Jeg skal til at skrive bacheloropgave nu her, og jeg tror, at bloggens indhold vil komme til at bære præg af det. Jeg skal fordybe mig i et emne og lære så meget om det som muligt, og så skal der komme en god opgave ud af det i sidste ende. Og jeg tror, at jeg kan bruge denne blog til at få en mere meningsfuld skriveproces. Forstået på den måde, at jeg på bloggen kan øve mig i at formidle det, jeg finder ud af, på en forståelig måde. Som andre mennesker måske kan få noget ud af, hvis de har lyst til at læse om det. Jeg synes selv, at mit emne er enormt relevant, fordi det fylder noget for alle mennesker, og derfor kunne jeg godt tænke mig at dele ud af det, jeg finder ud af. For det giver ikke så meget mening bare at holde det for mig selv.

… Og nu sidder alle og tænker “SÅ SIG DOG HVAD DIT EMNE ER, HVAD HELVEDE ER DET HER FOR EN GANG DÅRLIG CLICKBAIT!!!??” så nu må jeg hellere afsløre det:

Mit emne er:

Skam (som i følelsen skam, IKKE serien SKAM).
Det er først for nylig, at jeg har fået øjnene op for, hvor meget skam fylder for det moderne menneske i dag – og hvor meget det har fyldt/fylder hos mig selv. Det er enormt interessant at lære mere om, og jeg synes det er meget meningsfuldt, da ALLE mennesker oplever skam (måske med undtagelse af hardcore psykopater). Men skam er en følelse, vi har lært at holde for os selv, og når vi gør det, kan det virkelig blive skadeligt. Skammen bilder os nemlig ind, at der er noget galt med os, og at vi for alt i verden skal undgå, at andre mennesker finder ud af det. Så derfor har vi lyst til at holde det for os selv og gøre alt for ikke at blive afsløret. Skammen kan ligge så dybt i os, at vi ikke engang selv er klar over, at vi bærer rundt på den, og den kan være virkeligt svær at komme af med – for skammen har ikke lyst til, at vi skal snakke om den og at vi skal opdage, hvad den gør ved os. Den er en satans karl, den skam. Men det er også en kæmpe fordel for mennesket, at vi kan føle skam – og det er det, jeg vil skrive om i min opgave. Og meget mere om det en anden dag, når jeg har fået mere viden : )

Afslutningsvis vil jeg gerne ønske alle en glædelig Valentinsdag. Jeg har en tradition på bloggen med hvert år at skrive et indlæg indeholdende en dybdegående kritik af Valentinsdag som koncept. Det har jeg i hvert fald gjort i to år nu. Men nu er jeg blevet så gammel og kedelig, at jeg bliver mere og mere ligeglad med konceptet. Jeg gider ikke rigtigt at hidse mig op. Og jeg havde i øvrigt helt glemt, at det var i dag, jeg troede først det var i morgen. Så glædelig valentinsdag til jer, der har husket dagen, men også til alle jer, der ikke har. Hurra for kærligheden og alt sådan noget.

Hyg jer.

//A

når sneen falder | et digt

jeg sætter livet på pause
og betragter sneen der falder
det er tid til at stoppe op
for jeg hører vinteren der kalder
//
tid til at beundre den nyfaldne sne
og bygge snemænd i andres have
tid til at sætte min egen spor
lave det jeg allerhelst vil lave
//
tid til varm kakao og hjemmesko
hygge i stearinlysenes skær
vi har det hele lige nu
lykken svæver rundt lige her
//
tid til serier og tidsfordriv
det er trods alt aften nu
tid til at takke for dette liv
må det vare længe endnu
//
tid til at se ham i øjnene
elske ham dybere end før
størst af alt er kærligheden
må jeg føle den til jeg dør
//
tid til ro og eftertanke
jeg vil se når sneen forsvinder
denne fred og kærlighed
skal leve videre i mine minder

en påmindelse om min eksistens

hej verden
kan du huske hvem jeg er
her er livstegn fra mig
en påmindelse om min eksistens

//

tavshed fra min side
et strategisk træk
jeg ventede blot på
at mine forventninger blev væk

//

jeg er her endnu
og meget mere end før
har forenet mig med tanken om
at der er intet jeg bør

//

vi snakkes ved igen snart
men forvent ikke noget
jeg lever frit
jeg er steget på toget

jeg er en kaffemaskine | et digt

Hej verden.
Her er et spontant digt, som jeg blev inspireret til at skrive, da jeg for lidt siden sad og lavede en helt særlig lyd. “Jeg er en kaffemaskine”, sagde jeg til S, og da jeg sagde de ord, begyndte idéerne at vælte frem. Så her får I æren af at læse, hvad det er blevet til.
Bare til info vil jeg lige informere om, at jeg lever i bedste velgående, og at jeg godt ved, at jeg IKKE er en kaffemaskine. Der findes nok en personlighedsforstyrrelse, hvor man tror, at man er en kaffemaskine. Men den har jeg altså IKKE. Og desuden ved jeg jo ikke rigtigt, hvordan det føles at være en kaffemaskine. Men her er mit bud på, hvordan det er.
//A
jeg er en kaffemaskine
der har brug for en afkalkning
jeg kan bare håbe
at du snart får en åbenbaring
jeg larmer for meget
og du sender mig utålmodige blikke
jeg er ikke hurtig nok til dig
du vil bare din morgenkaffe drikke
du inviterer gæster hele tiden
og sender mig på overarbejde om natten
hvad er det her for nogle vilkår
jeg håber vi ses i retten
jeg bliver sjældent rengjort
mit job er utaknemmeligt
jeg er fyldt med lort
og du tror jeg lever for evigt
jeg er en kaffemaskine
og dit køkken bliver min død
jeg har kendt dig meget længe
men du var aldrig særligt sød
du elsker mig ikke
selvom jeg har meget at byde på
du ønsker dig en nyere model
for jeg er falmet udenpå
i morgen går jeg i graven
jeg vil brygge min sidste kop
du vil stille mig i skuret i haven
ikke forstå hvorfor jeg gav op
der er meget i verden
jeg aldrig nåede at se
det er sådan det er
at leve som kaffemaskine