jeg leder blandt stjerner

når alting forsvinder 

vil jeg blot svæve afsted 

imens alt det jeg kender 

ikke længere varer ved 

//

jeg løber rundt og vil det hele 

men jeg vil allerhelst hjem i seng 

mine tanker ønsker jeg at dele 

så hvorfor siger jeg ingenting 

//

jeg er en del af et samfund

der konstant gør mig træt

men mon ikke det hele

med tiden bliver mere let

//

jeg leder blandt stjerner

og finder ej mig selv

men mon ikke denne tilværelse

vil arte sig alligevel

//

måske er jeg en muslingeskal

men jeg er stærkere end jeg tror 

jeg kan ikke klare det hele 

men nu kan jeg se 

at jeg formår at sætte spor 

lad os drikke vores te

lad os drikke vores te
og vandre rundt i engene
lad os prøve at se
hvordan vi løser tingene
lad mig se dig i øjnene
for her er jeg altid hjemme
lad mig nyde timerne og døgnene
for med dig
kan jeg resten af verden glemme
lad os falde ned fra stjernerne
og blæse væk som stjernestøv
lad os synge med mågerne og termerne
og glemme alt om dem
der siger at månen er døv
lad os opleve det hele
imens vi optager det på bånd
lad os hele livet dele
og lov mig
at du holder fast i min hånd

du kom forbi 

posten kom forbi 

men ingen pakker ankom 

mon ikke det er fordi

at alle her 

bor i en kasse 

der hele tiden er tom 

solen kom forbi 

da månen tog hjem

mon ikke det er fordi 

at tiderne skifter 

imens jeg sidder her 

og livet skrider frem

du kom forbi 

og alting havde du med 

mon ikke det er fordi 

at du er det eneste 

jeg ønsker at se 

her fra mit skjulested

Hej, jeg har feber | Om kreativitet, kærlighed og pauser fra hverdagen

Hej verden.

Jeg har feber. Og eftersom jeg ikke rigtigt kan samle mig om at læse i mine lange og tunge studiebøger, imens jeg ligger i sengen, er jeg blevet enig med mig selv om, at jeg ligeså godt kan bruge tiden på at udfolde min kreativitet. Eller i hvert fald forsøge på det.

Jeg har ikke skrevet ret mange indlæg eller digte på det seneste, og de få, jeg har skrevet, har retrospektivt set været præget af, at jeg ikke helt har følt, at jeg har haft tiden til at slippe min kreativitet fri. Måske er det kun mig selv, der lægger mærke til det, når jeg læser det, jeg har skrevet, men jeg har bare ikke følt mig specielt tilfreds med noget af det, jeg har skrevet og udgivet i de seneste par måneder. Eller jo, jeg er faktisk rimeligt godt tilfreds med de digte, jeg har udgivet, men jeg synes, at det er længe siden, at jeg har skrevet et blogindlæg, hvor jeg har følt, at jeg virkelig har lagt al min kreative energi i det og har fået produceret noget, der er så meget mig, at det nærmest bliver en integreret del af min sjæl.

Det er længe siden, at jeg har skrevet noget, eller har haft en idé til at skrive noget, som har holdt mig vågen til kl. 2 om natten og som jeg har været så optaget af at skrive, at alt andet er trådt i baggrunden. Det er længe siden, at jeg har prioriteret min kreativitet og sat den over alt andet i mit liv. Og det er måske en forkert strategi at forsøge at sætte min kreativitet i baggrunden og ikke lade den fylde så meget, men jeg synes, at det er svært at prioritere den ligeså meget, som jeg tidligere har haft tid/overskud til. For som det er nu, føler jeg slet ikke, at jeg har ligeså meget tid til at kunne være kreativ med god samvittighed.

Jeg ved jo godt, hvad grundene til det er. Jeg ved jo godt, at det giver god mening, at jeg måske ikke lige formår at være i nærkontakt med mit kreative jeg hele tiden, når mit fokus på det seneste har været rettet så meget mod så mange andre ting. Blandt andet mit nye hjem, en stormende forelskelse og mit studie.
Man skulle tro, at forelskelse får kreativiteten til at spire, men det har umiddelbart ikke været tilfældet. Jeg er blevet mindre produktiv, og det har været svært for mig at koncentrere mig i lang tid ad gangen om et kreativt projekt. Det giver sådan set meget god mening, da forelskelse jo er en form for momentan sindssyge, der er til, fordi det evolutionært set er en fordel for mennesket at knytte sig til sin partner, så de er to om at opfostre deres yngel (romantisk beskrivelse, jeg ved det). Så jeg har min biologi imod mig, når jeg sidder og forsøger at give al min livsenergi til et digt, når jeg inderst inde bare er optaget af, hvornår jeg ser min udkårne igen (og hvad vi skal have til aftensmad). Og det er nu engang sådan med kærlighed, at den får en til at indse, at der findes meget mere end ens eget indre univers. Som filosoffen Iris Murdoch sagde: “Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget udenfor én selv er virkeligt”. Det er et godt citat, for umiddelbart vil man jo ikke tænke, at kærligheden har noget at gøre med en vanskelig erkendelse. Men jo, for det er jo en vanskelig ting at erkende, når ens subjektive virkelighed pludselig ikke er det eneste, der findes. Kærligheden er at miste fodfæstet for en stund og tage dig selv i at glemme alt om tid, sted og alle andre mennesker end dig og din udkårne. Men kærligheden, og erkendelsen af, at noget udenfor dig selv er virkeligt, er også pludselig at se dig selv udefra og indse, at du ikke er fejlfri. Kærligheden giver dig lyst til at være/blive den perfekte udgave af dig selv, og nogle gange føler du måske, at der er rimeligt lang vej derhen. Derfor er kærligheden en krævende ting, for det er en udvikling, og al udvikling tager tid. Og derfor har jeg bare ikke haft ligeså meget tid at kaste efter mine kreative projekter, som jeg havde før i tiden (som fremgår af nedenstående oversigt over mine indlæg):

Men man kan måske argumentere for, at kærligheden, og det at opbygge et forhold, er et kreativt projekt.


En anden ting, der fylder meget i mit liv, er mit studie. Og det er ikke fordi, at psykologistudiet inspirerer mig til at udfolde mine kreative sider (selvom kreativitet selvfølgelig kan være mange ting). Det får mig mere til at føle, at jeg skal pakke min kreativitet væk, så jeg kan være mere effektiv og rent faktisk få læst, for det er vel bedre end at være konstant bagud men skrive digte, der rimer på den helt rigtige måde. Jeg skal måske bare blive bedre til at forene min kreativitet med den akademiske verden, men lige nu, hvor jeg stadig er i gang med grundfagene, synes jeg ikke, at det virker så ligetil. Pensum er enormt, og jeg skal bare igennem det, uanset om jeg er en kreativ sjæl eller ej. Hvis jeg lader mine kreative sider blive udlevet, går det virkeligt udover min produktivitet ift. studiet, for så sker der det, at jeg indser, at jeg er meget mere passioneret omkring at skrive digte end at læse om børns udvikling/noget andet. Og så tror min hjerne, at det vigtigste er at bruge tid på at skrive digte, fordi det giver mig den bedste følelse indeni af at have udrettet noget og have været i flow, fremfor at få læst. Som det fremgår af oversigten, så skrev jeg fx 22 blogindlæg i april måned, og det var altså en måned, hvor semestret var i fuld gang. Jeg ved ikke, om det var ufornuftigt at skrive digte, når jeg egentlig var bagud, for det gjorde mig virkeligt glad indeni og jeg følte mig inspireret og godt tilpas. Og i sidste ende bestod jeg begge mine eksamener og var fint tilfreds med resultatet, så jeg kan ikke se, hvorfor jeg nu skulle sidde her og sige, at det var en dårlig prioritering. Men jeg tror bare ikke, at jeg kan gøre det samme igen. Jeg tror, at jeg føler mig lidt mere presset nu, end jeg gjorde sidste semester. Nok fordi jeg føler, at jeg nu har et større ansvar for mig selv og det, jeg vælger at bruge min tid på, og fordi jeg føler mig mere voksen nu, end jeg gjorde for et halvt år siden. I hvert fald på nogle punkter. Så derfor synes jeg, at det er svært at retfærdiggøre overfor mig selv at prioritere at være kreativ, så længe der er så meget på min “har ikke læst endnu”-liste.

Men når jeg forsøger at pakke min kreativitet væk, ender jeg op med ikke at være glad. Jeg ender op med at føle, at jeg har mistet en del af mig selv. Og det er jo rimeligt uholdbart, for det bidrager ikke ligefrem til en øget produktivitet eller livsglæde.

Så jeg skal nok bruge en anden strategi fra nu af. Måske skal jeg sætte tid af i min kalender til at være kreativ. Eller også skal jeg bare sætte hele dage af ind imellem, hvor jeg bare er mig selv i min lejlighed og har tid til at skrive om alt det, jeg vil, uden at skulle føle, at der er noget andet, jeg burde lave i stedet.

Det er det gode ved at jeg ligger syg lige nu. Jeg har ikke hjernekapacitet nok til, at jeg kan klandre mig selv for ikke at få læst, og selvom jeg stresser lidt over at komme bagud og gå glip af forelæsningerne, så ved jeg, at min krop bare har brug for hvile nu. Den har brug for en pause fra alt det, jeg normalt fylder min tid ud med. Og jeg kan mærke, at det er godt for mig at få livet sat på pause i et par dage. Normalt går jeg rundt og tænker på, hvad jeg nu skal læse, og hvad jeg skal spise, og hvornår jeg skal se S og min familie igen. Og så kan det ske, at jeg glemmer lidt, hvor glad jeg i grunden er for mit liv, fordi jeg hele tiden er på vej et nyt sted hen. Men i dag, hvor jeg bare har været i lejligheden for mig selv (hvis man ser bort fra et kort besøg af min far og Kalle), og alle stimulikilder har været fjernet (hvis man ser bort fra lyden af håndværkere, der borer i vægge et sted i kælderen), og jeg bare har kunnet ligge her, har det været anderledes. Jeg er flere gange blevet ramt af en følelse af taknemmelighed. For jeg kan mærke, nu hvor jeg ligger her og er lidt væk fra det hele for et par dage, at jeg synes, at mit liv er godt og smukt. Jeg kan godt lide mit liv, og jeg kan godt lide de mennesker, jeg bruger det sammen med. Jeg kan godt lide mine valg. Jeg kan godt lide min lejlighed, min bogreol, min seng, mine plakater, mit hvide spisebord og min vindueskarm. Jeg værdsætter, når solen skinner ind ad vinduerne, og jeg værdsætter alle de minder, jeg har fra gode tider. Gode tider, hvor jeg enten har været alene eller sammen med mine yndlingsmennesker. Jeg mindes alle eventyrene, og i stedet for at ligge her og føle mig ynkelig og fortabt, som jeg følte i starten af min forkølelse/hvad det nu er, føler jeg mig heldig og håbefuld. For der skal nok komme nye og flere eventyr. Der skal nok komme flere gode tider. Der skal nok komme flere kreative stunder, hvor jeg indser, at jeg stadig kan være i flow, selvom det måske ikke sker ligeså ofte nu, som det før har gjort.

Kære verden. Det er et godt og smukt liv. Og jeg vil gerne minde mit fremtidige jeg om, at det er ok, at jeg nogle gange glemmer at tage mig tiden til at mærke, hvor godt og smukt det er. Så længe jeg engang imellem sætter tid af til bare at eksistere og være mig, uden at skulle tænke på forpligtelser, bøger eller indkøb. Så længe jeg husker at stoppe op ind imellem og bare trække vejret og finde lykken i en kop kaffe, så skal det hele nok gå. For lykken kan findes alle steder, hvis jeg bare giver mig selv lov til at finde den.

Hurra for alt og alle. Og hurra for, at jeg har formået at bruge en sygedag til at blive et gladere menneske.

Hyg jer.

//A

 

vi vil erobre verden

 
de grønne blade falmer
og jeg falmer ligeså
hvis bare jeg kunne huske
hvad det er
jeg så længe
har siddet og ventet på
de røde blade falder
og jeg falder med dem ned
for jeg føler mig som en anden
og nu må jeg varme mig
på et nyt
og koldere sted
der var engang
hvor jeg ledte efter universer
der aldrig var til mig
men nu kan jeg se
at det hele
sådan set
bare handler om du og jeg
nu skriver jeg historien
og jeg gentager for mig selv
at sommeren vil komme igen
for solen følger med dig
og du ved vel nok
at du er min allerbedste ven
jeg har feber
og jeg smitter alle dem
som jeg holder allermest af
i skal vide
at jeg ej begriber
hvad denne plage
mon er forårsaget af
 jeg ligger lige her
og livet er gået i stå
jeg savner dagene der er gået
og smilene jeg dengang så
men jeg ved jo godt
at der vil komme nye eventyr
vi vil erobre verden
vi er trods alt intelligente dyr

jeg finder vej 

jeg er en taske 

bestående af imiteret læder 

du har købt mig for dyrt 

og du ser først nu 

at jeg falmer alle steder 

du troede på mig 

og al min falske viden 

du tænkte nok 

at jeg kunne fikses 

med tiden 

jeg kan ikke finde vej 

i denne sorte tåge 

det handler vel om mig 

jeg er nok trådt ind 

ad den forkerte låge 

jeg tager mig sammen

for jeg er meget mere 

end en skuldertaske 

jeg er som ilden 

lyset 

flammen 

og vent at se 

til vi flyver afsted 

allesammen

en sommerdag | et digt om en stormende forelskelse

Hej verden.

Jeg er i et mindre fantastisk humør, og jeg havde egentlig tænkt mig at skrive et indlæg om det, da det plejer at hjælpe at skrive mine tanker ned fremfor blot at beholde dem i mit hoved, hvor de kan flyve rundt og forstyrre mig i alt det, jeg gerne vil. Men så faldt jeg over et digt, jeg skrev for to måneder siden, og som er så fyldt med håb, glæde og lalleglad energi, at jeg nu har mistet lysten til at skrive om mit PMS-humør. Ikke fordi at jeg ønsker at fortrænge mit humør, men fordi jeg efterhånden kender mig selv så godt, at jeg er klar over, at jeg ikke bliver gladere af at plapre løs om mig selv, min personlighed, fortiden, fremtiden, nutiden og pis og lort. Jeg bliver derimod gladere af at minde mig selv om, at jeg rent faktisk er i stand til at føle mig virkeligt, virkeligt glad, og at det egentligt bare handler om, at mit perspektiv lige nu er et andet, mere end det handler om, at der er noget galt eller at jeg er på vej ind i en efterårsdepression. For det er jeg ikke. Jeg kan bare ikke være fyldt med ekstatisk lykke hele tiden, og jeg kan ikke hele tiden løbe rundt og dobbeltpanere hhv. wienerschnitzler og karbonader, imens jeg har det fulde overblik over mit liv og har styr på alt. Lige nu føler jeg ikke, at jeg har styr på alt, og jeg synes faktisk, at det kan være lidt svært at være et (relativt) voksent og (relativt) selvstændigt individ, der føler mig hjemme fire forskellige steder og gerne vil blive en god psykolog, selvom jeg ofte er mere passioneret omkring at skrive digte og lige pt. er i dårligt humør, fordi jeg har læst om personlighedsforstyrrelser hele dagen. Jeg er en selvkritisk perfektionist, men jeg er ikke perfekt. Nogle dage giver alting mening, og andre dage føler jeg, at jeg har glemt min sjæl på stranden.

I dag er nok en af de dage, hvor jeg føler, at jeg har glemt min sjæl på stranden. Men det er stadig et godt og smukt liv, og min nabo har netop ringet på min dør for at overrække mig en tallerken med hjemmelavet citronfromage, og det er så fin en ting at gøre, at jeg bliver helt rørt (jeg må være mere PMS-ramt, end jeg selv var klar over, eller også er jeg bare ynkelig, fordi det er en del af min personlighed. Bedøm selv).

Men nu til sagen. Dette digt, som jeg nu har tænkt mig at sende ud i verden, skrev jeg i midten af juli måned imens jeg sad i min vindueskarm og var så forelsket, at jeg ikke kunne gøre andet end at smile til loftet og føle mig heldig. Når jeg læser det, bliver jeg mindet om alle de gode følelser, sommeren var præget af, og al den glæde og taknemmelighed, som jeg var fyldt med. Jeg bliver mindet om, hvor lalleglad og håbefuld jeg følte mig. Når jeg læser det, føler jeg mig glad og heldig, og det er lige hvad jeg har brug for at føle på en efterårsdag som denne. Og derfor ser dette digt nu dagens lys. For selvom jeg dengang skrev det til ham, det hele handler om, så kan jeg se nu, at jeg nok ligeså meget har skrevet det til mig selv. Jeg har skrevet det til mig selv, der sidder på de mørke efterårsaftener og for en stund har glemt, hvordan det føltes, da jeg sad i vindueskarmen og sommersolen varmede mig op. Det er et sukkersødt og ret simpelt digt, men det gør mig glad, og det skal ikke bare ligge i en skuffe og samle støv, for måske, hvis jeg er heldig, kan det også få nogle andre end mig til at smile (I må også gerne grine hånligt, hvis I synes, at det er forfærdeligt).

Hyg jer og husk, at der findes kærlighed i verden, selvom I fryser og måske også føler, at I har glemt jeres sjæle på en strand.

//A

en sommerdag

hej hej
pænt goddag
og velkommen til mit univers
jeg mødte dig på en sommerdag
og om dig
kunne jeg skrive tusindvis af vers
 //
vi blev begge til stjerner
og som stjerneskud faldt vi ned
jeg takker universet for
at vi faldt på det samme sted
 //
jeg lever i en sæbeboble af håb
og vinden bærer mig frem
for lige her
i dine øjne
har jeg fundet endnu et hjem
 //
alle gode eventyr
starter med en vabel eller fem
og jeg vil glædeligt
kun for dig
hoppe hele vejen hjem
 //
jeg ser ud på en verden
så tydelig og klar
jeg tror måske
at jeg i dine øjne
lykken fundet har
 //
vi trækker vejret
imens alt i verden
går vores vej
og det eneste
jeg har brug for
er mere tid
med dig

At være en selvkritisk perfektionist 

Hej verden.

Jeg sidder pt på gulvet af toget. Klokken er 18.30, og min aftensmad består af en rugbrød og to muffins, der er så udsplattede, at jeg ikke kan overskue at spise dem. Årsagen til udsplatningen er primært, at jeg valgte at placere tre æbler i posen med de to muffins, for derefter at skynde mig ud af døren og løbe forbi Jehovas vidner, der var i gang med at overbevise hele opgangen om, at der findes et liv efter døden. De kommer altid på de mest upraktiske tidspunkter (sidste gang stressede jeg rundt og bagte fødselsdagsboller).

Nok om Jehovas vidner og udsplattet aftensmad. Jeg er muligvis en smule udsplattet selv, men det skal det ikke handle om nu.

I dag er det 26 år siden, at min mor bankede på min fars dør og bad om et glas vand. Det er 26 år siden, at deres livslange bekendtskab startede. 26 år siden, at grundlaget for min eksistens blev skabt.

Det er noget underligt noget, og det får mig til at tænke på, hvor skrøbeligt alting er, og samtidig hvor stærkt, det kan blive. Tænk sig, at min eksistens kan siges at afhænge af, at den dør blev åbnet den aften i Aalborg for 26 år siden. Tænk sig, at jeg kan takke et glas vand for, at min mor ikke valgte en anden spændende type at kaste sin kærlighed på.

Men så igen, det handler nok om mere end et glas vand. For havde hun ikke fået det glas vand, havde hun nok ikke givet op så let. Min mor er en målrettet kvinde, som går efter det, hun vil have, og det har hun gjort hele tiden. Det er sådan set vældigt inspirerende.

Deres kærlighed har holdt i 26 år, og selvom jeg er dybt imponeret, så er jeg også dybt forundret over, at det har kunnet lade sig gøre for dem at holde hinanden ud så længe. De er to skønne mennesker, men de er ret forskellige på mange punkter, og når jeg analyserer det psykologisk, forstår jeg ikke helt, hvordan de stadig kan være gift. Men der er vel forskel på teori og praksis. Og så er der oceaner af ting, jeg intet ved om endnu. Der er så meget, jeg endnu ikke ved om kærligheden, livet, døden og så videre.

Om 26 år ved jeg nok en del mere, end jeg ved nu, og den tanke gør mig både glad og bange på samme tid. Om 26 år er jeg 47, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg er som menneske til den tid. Jeg kan jo være en helt anden. Jeg kan have udskiftet alle mine holdninger til det værre, og jeg kan være gået i den helt forkerte retning. Jeg kan føle en basal mistillid til tilværelsen og andre mennesker, og jeg kan fortryde de valg, jeg har taget i fortiden. 

Det er en mulighed. Men der er også andre muligheder end denne pessimistiske forudsigelse af min mulige fremtid. Dog tror jeg, at det er fint at huske på, at de valg, jeg træffer nu, kommer til at få en betydning for mit fremtidige jeg. Det er fint at være bevidst om, at jeg selv skaber mit liv og min fremtid igennem mine nutidige handlinger og valg. Det er en skræmmende tanke, da der følger et vist ansvar med, når man tænker sådan, men det er vel bedre at blive bevidst om det nu end aldrig at tage ansvar for mig selv. Ikke, at jeg føler, at jeg tidligere ikke har taget ansvar for mig selv, men det er stadigvæk en god ting at huske. 

Dette indlæg er muligvis ret forvirrende, men jeg er træt, og jeg tænker lidt for meget i disse dage. Jeg tænker meget på, at jeg er utroligt ung og uvidende, hvilket er underligt, da jeg plejer at føle, at jeg ved en masse vigtige ting. Det føler jeg bare ikke lige nu, og måske har det noget at gøre med, at der stadig er 26 år til, at jeg bliver 47. Og på så mange år, må jeg kunne lære en hel del.

Eller også er jeg nogle gange bare en selvkritisk perfektionist. En selvkritisk perfektionist med rød læbestift og læderjakke.


Men alt er ok, rød læbestift, uvidenhed eller ej. For jeg ved, at det er et godt og smukt liv, og vigtigst af alt; at livet er nu. 

Hyg jer.

//A 

når lyset er tilbage 

når dagen snart er omme

så må du huske mig på

at gode ting vil komme

når månen går i stå

//

når tiden er en anden

og vi røde blade kan se

når alt vi har er hinanden

og kun gode ting vil ske

//

når solen er forsvundet

og vi efter stjernerne rækker ud

når vi igen et hjem har fundet

og vi efter månen må sende bud

//

når lyset er tilbage

vil vi varmes op på ny

vi må huske hvad vi sagde

da vi levede i stjernernes by