Et nostalgisk anfald og en ødelagt krop | Tilbage Til Naturen #7

Der er ikke noget galt med at have lyst til at flygte fra det hele engang imellem. Og det kan være godt at gøre det. Så længe du flygter med dig selv og ikke fra dig selv.

Det er en af de konklusioner, som jeg nåede frem til på dagens gåtur. En gåtur, der var en smule hård, da jeg dansede lidt for voldsomt igår. Jeg kan i hvert fald mærke i mine ben, at jeg nok har udsat dem for lige lovligt meget hopperi. Desuden har jeg også ødelagt mine fødder i løbet af ugen. Men det stoppede mig ikke i at gå 12-13 km for at købe mere frossen blomkål og nogle økologiske frilandsæg. Det har resulteret i, at jeg nu går rundt og siger “av, av, av” hver gang jeg skal tage et skridt. Så ja, projekt “Amanda Thylkjær ødelægger sin krop og indtager meget blomkål” går utroligt godt.

Men det var faktisk en virkeligt god tur, som var alle smerterne værd. Som min bedstefar altid siger: “Det skal arbejdes væk”.
Jeg fik hilst på nogle ældre mennesker og klaget over en prisfejl i brugsen (de havde fået mig til at betale 12 kroner for meget for det frosne blomkål, og det følte jeg ikke, at det var værd). Det er faktisk et udtryk for en stor personlig udvikling, vil jeg selv mene, da jeg normalt ikke pointerer det, hvis der er en fejl på bonen (et underligt ord at se på skrift). Måske er det et tegn på, at jeg er blevet voksen. Eller også er det et tegn på, at jeg har en meget lav indkomst, som jeg må værne om. Det går jo ikke at sløse alle pengene op på frossen blomkål (selvom jeg kunne komme i tanke om værre substanser).

Men se, det lykkedes mig at få lavet noget, der minder om et rigtigt måltid! Det bestod af blomkål, fuldkornspasta, tre tomater, halvandet æg, smør, salt, hvidløg og hvidløgspeber. Og så er det endda vegetarisk, uha.

I dag har jeg desuden lavet en koldthævet brøddej, der skal hæve i køleskabet til i morgen, og så har jeg været i bad hele to gange (og den ene gang var det med shampoo, uhh).

Jeg har også bagt én meget stor chokolade cookie, da jeg følte for at fejre det faktum, at jeg nu har æg i køleskabet og derfor kan bage alt muligt. Men eftersom jeg kun er én person, vurderede jeg, at det ville spare mig for en masse arbejde, hvis jeg bare lavede én stor kage i stedet for en masse mindre. Jeg har ikke taget nogle billeder af det færdige resultat, og jeg gider ikke at skrive nogen opskrift, men hvis jeg skulle lave en opskrift, ville jeg kalde den “Egoistkagen”. For der er noget egoistisk på den befriende måde over at tænde ovnen for at bage én småkage (som vel ikke er en småkage, når den er ligeså stor som en hånd). Dog er det ikke særlig miljøbevidst, hvilket ikke er så godt, eftersom jeg skulle forestille at være medlem af Alternativet og gå meget op i miljøet. Men jeg har ferie, så måske kan jeg bruge det som undskyldning for at leve i uoverensstemmelse med mine holdninger.

Desuden skete der noget uventet i dag, som gjorde mig lidt glad indeni. Der er ingen grund til at nævne navne, men jeg modtog en besked fra en person, der har været ret vigtig for mig, men som jeg ikke har haft specielt meget kontakt med i et stykke tid. Det var en meget hyggelig overraskelse, mest af alt fordi, at det bare er vildt rart at vide, at jeg ikke er blevet glemt. Det er ikke fordi, at jeg forventer, at jeg gør så lidt indtryk på folk, at de bare glemmer mig fra den ene dag til den anden. Men der er en forskel på ikke at blive glemt og på rent faktisk at blive husket.
Det er rart at vide, at folk husker mig, selvom de ikke rigtigt er en del af mit liv mere. Og så er det rart, når nogen spørger, hvordan jeg har det, fordi de rent faktisk er interesserede i at vide, om jeg har det godt. Det er lidt forfærdeligt, at det kan være en skelsættende begivenhed, at der er en person, der spørger, hvordan jeg har det. Men det var det, og det minder mig om, at jeg også selv skal huske at spørge folk, hvordan de har det (hvilket jeg synes, at jeg er relativt god til, men jeg kan stadig forbedre mig).

Udover at vi skrev frem og tilbage om, hvordan vi har det og så videre, diskuterede vi også, hvad vi havde fået til aftensmad. Og det var der noget ret hyggeligt over. Det lyder måske ikke særligt sindsoprivende, og det var det heller ikke, men det er bare rart at kunne snakke om den slags. Det er så simpelt og hverdagsagtigt, og det mindede mig om hvor ofte jeg tidligere har snakket om mad med den pågældende person. Det var hyggeligt at blive mindet om det og for en stund glemme alt om, hvor længe det er siden, at vi sidst har snakket om den slags.

Jeg tror, at min pointe med alt dette er, at jeg godt kan lide at blive husket, og at det gør mig glad at kunne snakke med folk, jeg ikke har set i lang tid, om hvad vi hver især har fået til aftensmad. Det er nogle gange de mest simple ting, det i virkeligheden handler om. I bund og grund illustrerer det vel vigtigheden af at huske hinanden. At minde folk om, at vi stadig går op i, hvordan de har det, selvom vi sjældent har kontakt til dem, af den ene eller anden grund. Det er da hyggeligt.
Det er lidt den samme følelse, som jeg beskriver i dette indlæg (der bærer præg af, at det er fra september sidste år, og at jeg var utroligt lalleglad og fløj rundt på lyserøde skyer, da jeg skrev det). Det beskriver den gode følelse af at “reconnecte” (eller “genetablere forbindelsen”) med folk, der kendte mig engang. Og glæden ved at føle, for en stund, at alt er, som det altid har været.

Selvfølgelig førte alle disse overvejelser til, at der blev sat et større nostalgisk anfald igang, da jeg kom til at tænke på, hvor meget der er sket i mit liv bare indenfor det seneste år (ja, igen er jeg egocentrisk og snakker kun og mig selv og mit eget liv, men I kan ikke forvente andet med den titel min blog har).

Jeg har ikke fået lavet mit “det lærte jeg i 2016 indlæg” færdigt, og jeg tror måske aldrig, at jeg gør det. Men hvis jeg meget kort skulle definere 2016, set fra mit eget egocentriske synspunkt, så var det “året hvor jeg gjorde ting”/”året, hvor jeg gjorde alt muligt nyt uden at vide, hvordan jeg skulle gøre og endte med at lære en masse om mig selv”.
For der skete SÅ meget. Jeg har ikke tænkt mig at nævne det hele. Jeg gider faktisk ikke at nævne noget, for klokken er 1 om natten, og hvis I har læst min blog i et stykke tid ved I allerede langt det meste. Og resten gider jeg alligevel ikke at dele med internettet (uhh se mig og mit hemmelige liv).

Jeg endte op med at sidde og se mine billeder fra januar 2016 igennem, og det var interessant, da det mindede mig om, at der var meget der var anderledes for et år siden. For eksempel havde vi ikke sommerhuset. Til gengæld var mit hår meget længere og Kalle var meget mindre:

(Dens høje niveau af glæde på ovenstående billede skyldes, at den lige havde parret sig med et tæppe. Det er ikke bare fordi, at den er en sød lille hundehvalp, og slet ikke, når den parrer sig med tæppet, så bliver der fandme gået til den).

(Dette billede er præcis et år gammelt i dag. Det er nok kun mig selv, der synes, at det er en vigtig detalje, men som sagt, så er jeg igang med et nostalgisk anfald)

Og nu hvor jeg er igang med nostalgien, så er det også på tide at dette billede ser dagens lys (selvom det er fra juli 2015, men det gør det ikke mindre godt). Jeg havde en sjov ferie (i Norge, selvfølgelig).

I morgen (dvs. i dag, da klokken nu er halv to) kommer min familie herud igen, hvilket vil sige, at mit isolations-projekt snart er slut. Og at jeg ikke længere kan synge opera, imens jeg koger pasta. Eller høre forfærdelige sange helt vildt højt, som jeg alligevel elsker,  imens jeg koger pasta/vasker op/bager boller/you name it.  Eller spille ukulele til klokken to (jeg har en fornemmelse af, at jeg vil blive ret upopulær hvis jeg gør det, imens andre forsøger at sove).

Lige nu hører jeg fx denne sang:

Som i virkeligheden er en helt forfærdelig sang, som giver mig lyst til at kaste lidt op, når jeg lytter for meget til teksten. Men melodien er god og selvom den har en åndssvag tekst, så holder jeg meget af at synge med på den imens jeg koger pasta.

Jeg holder også af at lytte til denne, særligt imens jeg går på stranden, så jeg rigtigt kan føle mig dybsindig:

Jeg har desuden fundet ud af, at jeg også holder meget af at drikke kamillete midt om natten. Det føles lidt rebelsk, så det er nok derfor, at jeg godt kan lide det (jeg har muligvis en anden opfattelse end så mange andre af hvad der er rebelsk at gøre/indtage midt om natten).

Nåh.

Det bliver ikke ved med at gå, det her. Jeg må tage ansvar for mig selv og gå i seng inden klokken bliver to (hvilket er om 12 minutter, så jeg skal skynde mig).

Hyg jer.

//A

Sang, dans og hvidløg | Tilbage Til Naturen #6

Hej verden.

I dag nåede jeg til et punkt, hvor jeg begyndte at synes, at jeg ikke er et særligt interessant selskab længere. Måske fordi, at jeg brugte en time i formiddags på at se bagevideoer. Dér fik jeg nok af mig selv. Så jeg blev rastløst og vidste ikke, hvad jeg skulle lave. Jeg havde egentlig tænkt mig at gå en tur i brugsen, men det følte jeg ikke rigtigt for, da jeg ikke kunne komme i tanke om, hvad jeg mangler. Jeg har mandariner, tomater og rugbrød, så jeg kan klare mig.
Først valgte jeg at læse i min bog om placeboeffekter, da jeg ved, at mit fremtidige jeg (dvs. mig om to uger) vil takke mig for det, hvis det for en gangs skyld lykkes mig at komme foran. På et tidspunkt imens jeg var ved at læse, fik jeg lyst til at danse rundt i stuen, så det gjorde jeg, og det kom der blandt andet dette ud af:

Jeg føler ikke, at der er så meget at tilføje, det hele taler lidt for sig selv.
Og dette er det ultimative bevis på, at jeg ikke er en særligt finkulturel type, for jeg tror ikke, at de finkulturelle typer danser på den måde og slet ikke til Nickelback. Men det kan være lige meget, det er vel tilladt at være en blandet type, der både holder af Nickelback, Nephew, norsk opera og digtsamlinger. Og hvidløg.

Efter at have danset rundt i stuen i noget tid læste jeg noget mere og lavede derefter aftensmad. Jeg fik pasta med hvidløg og tomater, og det var simpelt og godt. Jeg tilsatte rigelige mængder hvidløg, da jeg ligeså godt kan udnytte det faktum, at der er 1 ½ dag til, at der er mennesker, der får mulighed for at lægge mærke til min ånde. Det gav mig en følelse af frihed, og det mindede mig om, hvor priviligeret jeg er for tiden. Jeg kan spise alt det hvidløg, jeg har lyst til, jeg har intet arbejde, jeg har ferie, jeg har det godt og jeg har havet og skoven tæt på.
På den anden side kan man også sige, at dette projekt, som jeg er igang med (Tilbage Til Naturen) ikke er andet end en gang egoistisk pladder, for ved at isolere mig selv i et sommerhus og indtage store mængder hvidløg, gør jeg intet for at gøre en forskel for andre mennesker. Det handler egentligt bare om mig selv. Jeg ved ikke, om jeg burde have dårlig samvittighed over det, men det har jeg ikke. Og selvfølgelig burde jeg ikke det. Det er vel ikke mere egoistisk end det er at tage til Indien for at finde sig selv, som så mange gør for tiden. Det er vel lige så fint at tage til Djursland og finde sig selv.

Efter aftensmaden øvede jeg mig på min ukulele i så lang tid, at det nu er over midnat (det går ikke for godt med at få vendt om på min døgnrytme, det går faktisk kun i den forkerte retning).

Jeg øver mig specielt på at forsøge at spille og synge denne sang:

Og det hygger jeg mig gevaldigt med, eftersom her ingen mennesker er til at høre det. Desuden er den sang nok den mest desperate sang, jeg nogensinde har hørt, og jeg ELSKER det. For det er ikke en irriterende desperation på en træls måde, som det er tilfældet med mange sange; det er desperation i sin reneste og klareste form. Det er så fint og ærligt og MENNESKELIGT.
Den minder mig om den dag, hvor min gamle hund blev aflivet. Det var den ultimative “jeg vil aldrig mere andet i verden end at græde på køkkengulvet” følelse. En virkeligt desperat følelse af at ville alt andet end at acceptere virkeligheden og det faktum, at jeg havde mistet noget, jeg aldrig ville få tilbage.
Og jeg synes, at den sang formår at indfange følelsen af at sidde på et koldt køkkengulv og føle, at man har mistet en del af sig selv, som man aldrig får igen. Følelsen af at have investeret en del af sin sjæl i noget/nogen. Og det er vel i bund og grund noget af det smukkeste ved mennesket; dets evne til at investere små stykker af sin sjæl i andre mennesker. Evnen til at holde af andre og at holde af dyr og verden omkring sig, og evnen til at elske betingelsesløst.

(Hvis ikke, jeg skulle sætte ovenstående billede ind nu, hvornår skulle jeg så gøre det?)

Nåh. Men faktum er, at klokken nu er halv to, og at jeg stadig ikke har vasket op. Jeg har faktisk ikke vasket op siden mandag aften. Jeg er blevet en af de der slappe typer, der intet gør, fordi der ikke er nogen til at overvåge mig. Til gengæld er jeg vågen hele natten, har åben ild i stuen (dvs. to stearinlys) og lever af pasta.

Konklusionen på denne dag, er at jeg egentligt er et meget fint selskab, og at jeg er god til at underholde mig selv. Nogen gange kræver det bare lige en dans i stuen, til musik af tvivlsom kvalitet, at finde meningen med alting. Eller noget i den stil.

Jeg er udmattet. Jeg gør mig selv utroligt træt. Jeg ved ikke, om det er et dårlig tegn.

Farvel.

Hyg jer.

//A

PMS-tanker og social isolation | Tilbage Til Naturen #5

Hej verden.

Flatterende overskrift, ikke? PMS og social isolation, hvad mere kunne man ønske sig at læse om.

I dag har jeg sagt i alt ET ORD til et levende menneske. Og det var den dag, mere eller mindre. Personen jeg sagde ordet til (ordet var “hej”, hvis nogen skulle være i tvivl), var en fisker, som jeg mødte, da jeg var på vej ned til stranden. Så han fik et anstrengt smil og et “hej”, der muligvis var lidt for højt, da jeg hørte musik og ikke kunne høre mig selv.
Nogen gange tænker jeg på, at jeg godt gad at møde mig selv for at se, hvordan det ser ud, når jeg forsøger at hilse venligt på folk. Men det kommer (forhåbentlig) nok aldrig til at ske.

Nåh, men udover min succes på den sociale front, har jeg i dag endnu en gang gået 10 km, ødelagt mine fødder lidt, spist flere pølsehorn, genoptaget mit Pepsi Max misbrug (men det er kun midlertidigt, da jeg snart løber tør, og ikke har tænkt mig at købe mere), læst i min bog om placeboeffekter, spillet ukulele og hørt musik. Jeg fandt desuden ud af, at jeg har fået 10 i min social- og personlighedspsykologi eksamen. Min primære reaktion var overraskelse og undren, da jeg havde forventet, at det ville kræve mere at få 10 på universitetet. Jeg kan ikke finde ud af, om det lyder højrøvet at sige det, eller om det nærmere indikerer, at jeg ikke tror på mig selv. Men jeg vil personligt mene, at ingen af delene er tilfældet. Egentligt tror jeg bare, at overraskelsen skyldes, at det er første gang jeg rigtigt får anerkendelse på dette studie, og at det føles ret underligt at det bare kommer i form af et tal. For hvad skal jeg lægge i det tal? Hvad siger det om mig? Betyder det, at jeg kan ånde lettet op med visheden om, at jeg har levet op til forventningerne, og betyder det, at jeg bliver en god psykolog? Betyder det, at jeg har vundet i præstationsræset, eller betyder det bare, at jeg på papiret er ligeså god som de fleste andre?

Generelt er jeg nået frem til den konklusion, at det ingenting betyder, andet end at vedkommende, der har rettet min opgave, har vurderet, at den levede op til kravene for at få 10. Og så betyder det, at jeg har bestået første semester og ikke skal til reeksamen. Men andet betyder det egentlig ikke. Det er et tal, og selvom jeg blev glad, da jeg så det, og følte et pludseligt behov for at kontakte 6-7 mennesker og fortælle om succesen, så var det en ret overfladisk glæde, der ret hurtigt blev afløst af en underlig tom følelse. For selvom der er noget rart over at få en god karakter, så giver det mig samtidig en trist følelse at blive vurderet med et tal. Det føles så tomt og ligegyldigt, og jeg har overhovedet ikke lyst til at fejre det. Bare fordi, at jeg har fået 10, er der jo ikke lige pludselig mere at fejre, end der var for en uge siden, da jeg ikke havde fået min karakter endnu. Jeg er jo ikke blevet et bedre menneske, bare fordi jeg har fået en karakter, der oftest ses som værende ret god. Og hvis vedkommende, der har bedømt min opgave, havde givet mig et 4-tal i stedet for, ville det jo ikke betyde, at jeg havde lært mindre; tallet ville bare være et andet. Det ville heller ikke betyde, at jeg ville blive en dårligere psykolog. Ligesom et 10-tal ikke er ensbetydende med, at jeg bliver en god psykolog. Det er jo ikke sådan, det fungerer.
Der er noget meget upersonligt over eksamensformen på psykologi generelt, og det virker for mig at se underligt, at jeg kan skrive mig til gode karakterer, når jeg som kommende psykolog ikke kan skrive mig til at hjælpe folk ud af deres livskriser. Medmindre jeg bliver forfatter til en selvhjælpsbog, men jeg vil hellere en tur i Bilka end at gøre det (og det siger en del).

Hvis jeg virkeligt skal analysere mig selv, så er der flere medvirkende faktorer til det, jeg føler:
-Et sted, langt inde, er der en lille stemme, der siger “du har ikke arbejdet hårdt nok til at fortjene så god en karakter”. Det er min indre perfektionist, som jeg ellers gør hvad jeg kan for at holde væk, der ikke mener, at jeg har arbejdet så hårdt som jeg “burde” dette semester, og at jeg er kommet for let til det.
Men det er sådan set en stor gang pis. For ja, jeg kunne godt have arbejdet hårdere, men det er fuldstændig bevidst, at jeg ikke har gjort det, og det ved jeg jo godt selv. Jeg har flere gange underprioriteret studiet, og brugt min energi på alt muligt andet i stedet. Og det har været nødvendigt. For der er sket en del i mit liv i løbet af første semester, og det har ikke været en mulighed at være den perfekte studerende, hvis jeg samtidig skulle have det godt indeni. Generelt har der været så mange forandringer, siden jeg startede på uni, at jeg egentlig er ret overrasket over, at jeg har klaret mig igennem det hele så godt. Jeg har klaret det godt, og jeg har gjort det, jeg kunne, både ift. studiet og mit liv generelt. Og jeg føler mig glad indeni, hvilket er den vigtigste indikation på, at jeg har prioriteret rigtigt. Så min indre perfektionist kan godt pakke sammen og gå hjem.

-En anden ting er en underlig følelse af at skamme mig over, at jeg ikke har været ligeså motiveret igennem semestret, som jeg havde forventet at være. Der er mange gange, hvor jeg virkeligt har skullet tvinge mig selv igennem nogle tekster, som jeg ingen mening så med, imens jeg læste dem. Og der er nogle tekster, som jeg aldrig fik læst specielt grundigt, og nogle, som jeg slet ikke fik læst, fordi jeg virkeligt ikke var motiveret for at læse dem, og hellere ville læse noget andet i stedet. Det er sådan, jeg har prioriteret min tid, og det ved jeg, har været et godt valg. Men alligevel føles det lidt skamfuldt at kunne klare det godt, når jeg ikke har styr på 100 % af pensum. Det føles lidt som at lyve. Igen er det min indre undertrykte perfektionist, der elsker at have en følelse af at have styr på ALT og at kunne være i stand til at svare på alle spørgsmål uden at være i tvivl om noget. Men hvem siger, at jeg skal kunne svare perfekt på alting for at kunne være tilfreds?

-Desuden er det bare en underlig følelse at have gennemført 1. semester. Jeg føler, at jeg ikke helt kan følge med. Det er svært at forklare, men det minder lidt om den identitetskrise, jeg havde sidste år, før jeg blev 20. Jeg føler, at det hele går lidt for hurtigt, og at jeg er et sted i mit liv, som jeg stadig ikke kan forholde mig til. Jeg har en følelse af at være bagud. Jeg har stadig en skræmt 19-årig indeni mig, der tænker “aaarrrhh, jeg kan teknisk set starte på universitetet om nogle måneder, det er jeg da slet ikke klar til, man er jo voksen, når man går på uni, aaarrrhh, er jeg mon klar, hvem er jeg, hvad vil jeg”. Men realiteten er bare, at jeg er et (snart) 21-årigt menneske (gisp), der skal igang med 2. semester om to uger. Og når jeg tænker for meget over det, føler jeg mig underligt distanceret fra mig selv. For det minder mig om, at jeg er udenfor min komfortzone. Alt det, jeg havde vænnet mig til at have i min hverdag i mange år (særligt HF og mit gamle arbejde på biblioteket), er ikke en del af min hverdag nu, og når jeg kommer i tanke om det, giver det mig lidt en følelse af sorg. For det var min komfortzone; det var mig. Og nu er de ting bare minder, som jeg kan se tilbage på, imens jeg gør alt muligt nyt, der stadig ikke helt føles som mig. 

Og så indser jeg, at det vel er sådan det er at blive voksen – at miste alt det, du fandt tryghed i tidligere, og pludselig være kastet ud i alle mulige situationer, hvor der forventes nye ting af dig og alt er nyt og skræmmende. Du forventes at kunne diskutere ting fra et ontogenetisk og fylogenetisk perspektiv, og alle folk spørger dig hele tiden om, hvorvidt du er flyttet hjemmefra endnu, har kørekort, om du har et seriøst og alvorligt parforhold og et studierelevant studiejob og om du går i fitness center fast hver uge. Og om du vil med på pubcrawl om næste fredag. De kigger forventningsfuldt på dig, imens du forsøger, på en selvsikker måde, at svare nej til det hele. Og alligevel føler du, at du kan se på dem, at det var det forkerte svar. Især når du også fortæller dem, at du bor i Randers, og ikke føler et behov for at flytte til Aarhus.

Det er muligvis det, det hele handler om; at få karakterer, og at blive vurderet med et tal, minder mig om alle de andre implicitte forventninger, som det gerne ses, at jeg lever op til. Men jeg gider ikke at skulle leve op til nogens forventninger. For det har intet at gøre med mig og om hvorvidt jeg overhovedet har det godt og er glad. At leve op til andres forventinger betyder ikke, at jeg gør en reel forskel for nogle mennesker, eller at jeg forbedrer verden. Det betyder heller ikke, at jeg får et bedre liv fremover. Hvis jeg føler mig presset til at gøre ting, uden at have mig selv med i det, så kommer det aldrig til at give mening.

For jeg bliver ikke mere voksen af at flytte hjemmefra, eller ved at tvinge mig selv til at tage kørekort, investere i en dyr blender der kan lave suppe eller ved få et seriøst og meget alvorligt parforhold. Jeg er ikke voksen i en mindre grad, fordi jeg lige nu fx prioriterer at trække vejret og gå ture ved stranden med mig selv, fremfor at løbe rundt og forsøge at finde en tilfældig lejlighed og tage kørekort. Det kunne jeg også have brugt denne måned på, men jeg ville ikke nyde at gøre nogle af de ting. Jeg ville ikke se nogen mening i noget af det. Og hvorfor skulle jeg gøre noget, jeg ikke selv har lyst til, bare fordi det er det rigtige for nogle andre? Hvorfor ikke lade mig selv eksistere og have det rart og give mig selv fred fra den evige følelse af at være bagud? Hvorfor ikke lade mig selv stå og betragte haven og føle, for en gangs skyld, at der ikke er noget som helst jeg skal, andet end at finde ud af, hvad jeg skal spise til aftensmad i morgen=

Jeg skal ikke gøre ting, fordi jeg føler mig bagud. Og jeg skal ikke skamme mig over at gøre det, jeg har lyst til, og som gør mig glad. Jeg skal ikke konstant have dårlig samvittighed over bare at gøre det, der giver mening for mig.  Det gider jeg ærlig talt ikke at bruge 20’erne på. Så kunne jeg gå rundt og stresse mig selv hele tiden, fordi der altid er noget, jeg ikke har opnået, som nogle andre allerede har. Men hvilken forskel gør det, hvis jeg egentlig har det godt med mig selv? Så mangler jeg jo ingenting. Og bare fordi, at jeg bliver ældre og ældre, betyder det ikke, at jeg skal gøre ting, jeg ikke har lyst til. Jeg skal fx ikke tvinge mig selv til at købe et hus og få børn og en stresset hverdag, bare fordi, at det er sådan mange andre gør. For hvis jeg ikke har lyst til at få børn, hvad skulle formålet så være?

Dette udviklede sig i en interessant retning. Konklusionen tror jeg er, at det at få anerkendelse giver mig en følelse af, at jeg nu bare skal præstere endnu mere, uden at jeg har lyst til at præstere. Og at jeg ikke kan lide følelsen af, at et tal skal definere mig eller have en betydning for, hvordan andre mennesker opfatter mig.

Det er interessant. Nu kan jeg bruge de næste par dage på at filosofere over, hvad grunden mon er til alt det.

 

Nu er klokken pludselig over 1, og min hjerne har gjort mig fysisk og psykisk udmattet, så nu vil jeg slutte af med at citere Johnny Cash, da det af en eller anden grund virker til at være en fremragende idé lige nu:

“Everyone I know goes away in the end”

“I will let you down, I will make you hurt”

Det er egentlig deprimerende, men det er også dybt.

Nåh. Hyg jer.

//A

 

 

når du fryser

de siger
at jeg skal skynde mig
at der ikke er tid
til alle de solnedgange
de siger
at jeg består af tal
der er for høje
og for lave
de siger
at jeg slapper for meget af
at jeg bruger min tid
på de forkerte ting
de siger
at det handler om resultater
at kina ånder os i nakken
at jeg må løbe hurtigere
de siger
at jeg skal være mig selv
den bedste version
af mig selv
de siger
at alt kan forbedres
at jeg skal finde mig selv et sted i asien
jeg er aldrig nok
de siger
at vi har brug for flere mennesker
flere kommende lønslaver
de siger
at ansvaret er mit
at jeg er skabt til reproduktion
hvem skal ellers føre verden videre
men jeg vil ikke
være mere end mig selv
de siger
at jeg burde tale mere
de siger
at jeg må råbe højere
hvis jeg vil høres
men hvad nu
hvis jeg kun vil høres
af mig selv
de siger
at jeg er en halvdel
der skal være hel
men jeg er ikke skabt
for nogen anden
end mig selv
jeg er mere
end en klump kød
jeg er mere
end de kan se
mere end tal
mere end ord
jeg er mere
end nok
jeg er en helhed
lavet af mig selv
til mig selv
jeg er alt det
du ikke kan se
jeg er stormvejret
der holder dig vågen
jeg er vandet
der holder dig i live
jeg er ordene
du hvisker
til dig selv
når du fryser
om natten
jeg er her
jeg er mere
jeg er alt

Frossen blomkål og meningen med alting | Tilbage Til Naturen #4

Hej verden.

Dette er dagens andet indlæg. Det nærmer sig midnat, og jeg har alt muligt, jeg stadig gerne vil nå at skrive. Der er noget over dette sted (sommerhuset), der får min hjerne til at fyldes med inspiration hele tiden, hvilket betyder, at jeg er nødt til at få det ud på den ene eller anden måde.

Så nu vil jeg skrive om frossen blomkål, strandkunst og pølsehornsprojekter (ja, det er et ord fra nu af).

Jeg vågnede relativt tidligt i morges, og hurtigt kunne jeg fornemme på mig selv, at jeg havde et stigende behov for at bage pølsehorn. Det sker jo nogen gange. Så jeg lyttede til mig selv og begav mig ud på en gåtur på stranden på 12 km for at komme til Fjellerup og købe bayerske stadionpølser (som jeg fik på tilbud, fordi de sang på sidste vers for at sige det pænt), gær, blomkål og lakridser. Det var en vildt god tur. Der er noget over længere gåture ved stranden, der virkeligt taler til min sjæl. Jeg har en teori om, at alle ville blive meget gladere, hvis de gik mindst en time ved stranden hver dag, og gerne mere end det. Vi er nødt til at indrette vores samfund på en måde, der giver folk mulighed for at gå ved stranden hver dag. Jeg tror virkelig, at det kunne gøre alting meget bedre. Men jeg har desværre ikke verdensmagten (endnu), så alt jeg kan gøre på nuværende tidspunkt er at udnytte mine egne muligheder for at gå på stranden så meget som muligt.

Der var af en eller anden uforklarlig årsag noget meget meningsfyldt over at gå 12 km for at købe pølser og blomkål og transportere det hjem igen. Måske var det fordi, at det gav mig en følelse af at have arbejdet for føden. Det er muligvis lidt det samme, som når min bror går rundt i skoven i flere timer og er helt ekstatisk, når han til sidst kommer hjem med en hare, som han har skudt. For mig er det bare en lidt mindre blodig affære.
Og så alligevel var det, for jeg er kommet til at ødelægge mine fødder lidt, eftersom jeg har gået omkring 40 km indenfor fire dage og ikke har haft gode sokker på imens. Jeg har fået vabler og der er gået lidt hul på min hæl, men jeg bliver ved med at tænke “det skal arbejdes væk”, så jeg går bare videre, og har planer om at fortsætte med det hele næste uge også. Dog kunne jeg godt have ønsket for mig selv, at jeg havde været mere opmærksom da jeg pakkede tøj, for jeg har kun ét par sokker med (som oveni købet er nogle hyggesokker, der ikke er ret gode) og så har jeg til gengæld fire par nylonstrømper med. De er ikke så gode at vandre i, og det er måske ikke så praktisk med nylonstrømper i frostvejr, men jeg synes, at det er meget sjovt.

Da jeg var på vej hjem fra Fjellerup så jeg dette på stranden, og selvom jeg først tænkte “det er fandme uopfindsomt, kan I ikke anstrenge jer lidt mere end det”, så synes jeg egentlig, at der er noget hyggeligt over, at der i 2017 stadig er folk, der tager sig tid til at lave den slags strandkunst. I morgen når jeg går der igen er det helt sikkert skyllet væk, og måske kommer der nogle andre og skriver noget nyt i sandet. Og ingen vil i morgen vide, at nogen brugte deres tid i dag på at skrive “LOVE” i sandet, men det betyder ikke, at det mister sin betydning. Det har vel haft en betydning for dem, der skrev det, og da jeg gik forbi det, fik det også en betydning for mig. Jeg begyndte at tænke på, hvem der mon havde skrevet det, og om de mon er nogle meget lykkelige mennesker, der også flygter til havet, når de ikke gider at forholde sig til hele verden længere.
Men jeg finder aldrig ud af det. Og det er det smukke ved strandkunst; det er noget af det mest anonyme. Med mindre du skriver et link til din hjemmeside ved siden af det, du har tegnet (det plejede jeg altid at gøre for 10 år siden, da jeg havde en hjemmeside, der omhandlede vores tidligere hund).


Og fordi jeg er egoist og ikke føler for at tegne hjerter, valgte jeg at tegne mit logo i sandet (ja, ethvert moderne menneske bør have sit eget logo). Der er dog højst sandsynligt ikke nogen, der har opdaget, at det er mit logo, da det mest af alt ser ud til at være lavet af en person, der var for doven til at lave den sidste streg på stjernen. Men skidt pyt, det er vel kunst alligevel.

Der er noget over mine strandture, der giver mig en følelse af, at alting giver mening. Det lyder muligvis lidt mystisk, hvis man ikke selv har oplevet det, men
Der er et eller andet over de øjeblikke, hvor jeg kan stå og kigge ud over vandet og ingen mennesker kan se i miles omkreds. Det sker ofte på denne årstid, og det er ikke fordi, at jeg hader andre mennesker, men hvis der er noget, jeg elsker, så er det at være steder, hvor jeg kan føle mig som den eneste i verden for en stund. Hvor jeg kan gå rundt og være opslugt af mine egne tanker og bare eksistere, og føle, at jeg er den eneste, der kender til dette sted. At dette er et sted, der altid vil vente på mig, når jeg har brug for det, og at det er en del af mig, som ingen kan tage fra mig.

Der er hele tiden alt muligt, der ændrer sig, og alt hvad jeg har, er noget, jeg har til låns. Jeg kommer til at miste alting, og jeg vil opbygge nogle nye ting, og dem vil jeg også miste. Jeg vil miste alle, jeg nogensinde har holdt af, og en masse folk vil miste mig på den ene eller anden måde. Mange har allerede mistet mig. Vi siger altid farvel, oftest uden at vide det. Tiderne skifter, træerne mister sine blade og folk forbliver ikke dem, de engang var. Nogle gange opdager du, at dem, der kunne se ind i din sjæl, ikke engang ser dig i øjnene længere. Eller at dem, hvis sjæl du gerne vil ind til, aldrig har tænkt sig at lukke dig ind.


Vi må sige farvel, om vi vil det eller ej. Både til mennesker, steder, minder og alt det, der ikke længere er en del af os.
Alting ændrer sig. Og der kommer aldrig et tidspunkt, hvor alle sorger er overstået definitvt og vi kan ånde lettede op og sige “det var det, nu er vi lykkelige”. Sådan er det ikke.
Og det er ok. For jeg har havet. Og der er noget ved havet, der giver mig en følelse af, at alting hænger sammen. Alt det, jeg har sagt farvel til, og alt det, jeg siger hej til og det, jeg måske vil give hånd til i fremtiden. Alt jeg engang var, alt jeg er, og alt jeg bliver. Der er noget ved havet, der siger mig, at det ikke bare er hårdt og træls, når noget forandrer sig. Der er noget, der siger mig, at det er grunden til alting. Vi har ikke noget for evigt. Vi ejer ingenting. Du kan aldrig eje et andet menneske, men du kan være så heldig at have det til låns for en stund, hvis du husker at aflevere det tilbage i mindst ligeså god stand, som det var i fra starten. Nogle må du aflevere hurtigt igen og andre afleverer du først, når du har opbrugt alt af dig selv. Nogle afleverer du måske for sent, fordi du troede, at de ejede dig.

Når alt kommer til alt, er du den eneste, du ikke skal aflevere tilbage lige pludselig. Du er den eneste, du kommer til at gå ture med hver gang. Du er den eneste, du ikke kan flygte fra.
Så måske handler det i virkeligheden om at kunne gå med sig selv. At kunne gå så langt med sig selv, at man får en følelse af, at man ikke behøver andre. En følelse af at have nok i det, der er lige her; vandet, sandet, stenene og vinden. Og selvom du til tider savner de hænder, du plejede at holde fast i, når du gik lige her, så ved du, at du ikke har brug for andre hænder end dine egne. Og du ved, at der er rigeligt med hænder at holde fast i, hvis bare du rækker ud.
Så du spørger dig selv, hvorfor du nogensinde troede, at det handlede om hvem, du gik sammen med, når det altid handlede om at gå med dig selv.

Livet er én lang gåtur på standen. Nogle gange går du alene. Nogle gange følges du med mange. Nogle gange er der nogen, der tager din hånd, og får dig til at glemme, at denne sommer også vil slutte, før du tror det.
Andre gange er der en, der holder din hånd, selvom du går alene og intet kan se.
Og andre gange, hvis du er heldig, kigger du op, og ser alle de udstrakte hænder, der er omkring dig. Alle de øjne, der smiler til dig fra havets bund, fra toppen af skyerne og i fuglenes vinger. Du har aldrig været alene; du har bare set de forkerte steder hen.

 

Og nogle gange er der stejle trapper, du må gå ned ad, og nogle gange kræver det, at du klamrer dig til gelænderet. Det er fint. Så længe du kommer ned, for der kan du altid finde en anden vej op igen.

Det udviklede sig i en interessant retning, men nu er klokken halv to, og dette bliver ikke ved med at gå, så nu må det være nok.

Mit pølsehornsprojekt gik desuden godt. Blomkålen blev også fortræffende.

I morgen vil jeg gå endnu en tur, skrive et digt, læse om placeboeffekter og spise flere pølsehorn. Jeg kan egentligt ikke forestille mig noget, jeg hellere vil.

Hyg jer/peace out, eller hvad man siger.

//A

Alf & Johnny – en novelle

Hej verden.
Da jeg gik i 10. klasse for fire år siden, skrev jeg en novelle, som jeg endte med at kalde “Alf & Johnny”. Det var først meningen, at den skulle hedde “En bøssenovelle”, men jeg ændrede titlen i sidste øjeblik, og det tror jeg var en fin beslutning (selvom min ven Rebekka følte, at jeg havde svigtet hende, fordi hun også havde skrevet en bøssenovelle, som hun havde valgt at navngive “En anden bøssenovelle”, da jeg ikke havde fået informeret hende om ændringen). Det var sjovt.
Jeg følte for at give bøsenovellen et nyt liv, så nu har jeg redigeret lidt i den, men samtidig ladet den beholde sin originale struktur, så man kan fornemme, at den er skrevet for fire år siden. Med andre ord er det mit 16-årige jeg, der har kreeret novellen, men mit 20-årige jeg der har været den irriterende type, der lige skulle rette kommaer og tilføje nogle sætninger hist og pist.

Jeg håber, at I vil synes om den. Hvis ikke, så går det nok alligevel.

Hyg jer.

//A

Alf & Johnny

Alf var begyndt at få en masse forkerte tanker. Han var begyndt at se helt anderledes på Johnny i forhold til før i tiden. Specielt efter de var begyndt på håndværkeruddannelsen sammen for to år siden, var han begyndt at få mange dybe følelser for Johnny. Følelser, han prøvede at skubbe væk. Følelser, han prøvede at ignorere. Følelser, der fratog ham nattesøvnen og evnen til at fungere optimalt.

Hver gang han hang ud med Johnny, som han så ofte gjorde, gjorde det ham underligt tilpas. Han blev både glad og ked af det. Glad, fordi han følte sig hel sammen med Johnny. Ked af det, fordi han følte en evig længsel efter Johnny, selv når han var lige ved siden af ham. Han kunne aldrig opnå det han gerne ville, for det var udelukket at Johnny nogensinde ville få det på samme måde med ham. Bag sin lædervest var Alf jo bare lille og splejset, og det var et mirakel, at Johnny overhovedet ville være venner med ham. Men det var også en forbandelse. For hver gang Johnny kiggede på Alf og grinede, kunne Alf mærke, hvordan alt andet forsvandt omkring ham. Johnny var det eneste, der virkede til at eksistere, og det eneste, der altid ville eksistere. Alle lyde blev ligegyldige, og Johnnys læber virkede som svaret på alting. Naturkatastrofer, hungersnød, politisk kaos; Johnnys læber var svaret på det hele. Og hans øjne var en genvej til en anden og ukompliceret verden.

Alt hvad Alf ønskede, var at få nøglen til Johnnys verden. Han havde en følelse af, at han ville kunne finde alle svarene dér. Og svar var alt, han havde brug for. Alf var kommet i tvivl om alt, efter han var begyndt at få følelser for Johnny. Han havde indset, at håndværkeruddannelsen slet ikke var det rigtige for ham, og at det aldrig ville blive det. Mest af alt var det noget, han havde valgt for at være tæt på Johnny hele tiden. Og så længe han gik på skole med Johnny, ville han aldrig kunne få sig selv til at droppe ud, for så ville det kun være et spørgsmål om tid, før han aldrig ville se Johnnys øjne igen. Øjne, der var så blå som havet på en sommerdag.

Alf sagde ikke så meget til sin familie mere. Han prøvede at opretholde sin hårde facade, så de ikke skulle fatte mistanke. Det gjorde han ved at købe flere læderveste og andet tøj, der signalerede, at han ikke tolererede noget pis. Men inderst inde ønskede han mere end noget andet, at han kunne fortælle sin familie, hvordan han egentlig havde det. Hvor stor en smerte han bar rundt på hver dag, uden at nogen vidste det. Hvor ligegyldigt alt føltes, og hvor ulykkelig han var. Det ville han aldrig kunne gøre. Det havde han altså for meget stolthed til. Vigtigst af alt ville han ikke skuffe dem. Og hvordan skulle det gøre noget nytte at fortælle dem, at han var ulykkeligt forelsket i sin bedste ven, og at alt han ønskede sig i livet var at mærke hans læber op til flere forskellige steder på sin krop? Det var godt, at de ikke vidste, hvad han drømte om næsten hver nat. Bag den rigtige lædervest kan man gemme mange ting, det havde Alf nu erfaret igennem flere år.

Han så frem til den dag, hvor han en morgen ville slå øjnene op og være sig selv igen. Den dag hvor følelserne ville være forsvundet, og han kunne få sit liv tilbage. Den dag, hvor han ikke længere drømte de drømme. Den dag havde han nu ventet på i lang tid, og Alf havde en fornemmelse af, at han kunne vente resten af sit liv. Kunne det virkelig passe, at han var homoseksuel?

Tiden nærmede sig, hvor Alf skulle på den årlige campingtur med vennerne fra skolen i starten af påskeferien som altid. Den vennekreds, som Johnny selvfølgelig også var en del af. For Alf ville denne tur nok få en større betydning end tidligere. Selvom han meget nødigt ville gøre det, var han efter længere tids overvejelser blevet enig med sig selv om, at han ville give Johnny brevet. Det brev han havde skrevet for længe siden som forklarede alt. Som fortalte om alle hans følelser.

Han ville hellere end noget andet bare fortrænge det og undlade at give Johnny brevet. På trods af det, var han efterhånden nået til et punkt, hvor han ikke kunne mere. Nu var det knald eller fald, som man siger. Det måtte briste eller bære. Han måtte fortælle Johnny om sine følelser, også selvom han udmærket var klar over, hvad han ville svare. Det ville sikkert ødelægge deres venskab, men det var nødvendigt. Alf græd indvendigt hvert eneste sekund han levede. Undtagen når Johnny smilede til ham, eller de tilfældigt kom til at røre hinanden. Det var de øjeblikke han levede for. Øjeblikkene, hvor Johnnys ukomplicerede verden var indenfor rækkevidde og Alf følte, at glæden svævede i luften rundt omkring dem. At han kunne række ud efter den og opbevare den i en lille æske, og gemme den et sikkert sted for altid. Men han nåede det aldrig, for Johnny kiggede altid væk alt for hurtigt.

Alf kunne ikke klare det længere. Han vidste at han ville knække sammen, hvis det stod på meget længere. Smerten var ikke til at leve med mere. Det fyldte for meget i hans liv. Alt, alt for meget. Han var bange for, at han var ved at blive sindssyg. Tænk, hvis Johnny vidste hvad der foregik i hans hoved døgnet rundt.

Planen var, at han ville give Johnny brevet om søndagen, lige inden de skulle hjem. Så havde Johnny tid til at læse det i fred og ro, og ingen andre ville få noget at vide. Imens kunne Alf tage hjem og låse sig inde på sit værelse under en masse tæpper, og vente på et svar han sikkert aldrig ville få. Campingturen ville helt sikkert blive slutningen på deres venskab, så Alf ville nyde sin sidste tid sammen med Johnny i fulde drag. Den sidste tid, med den eneste person, der virkelig havde betydet noget for ham. Den eneste, der havde gennemskuet ham og hans hårde facade. Den eneste i hele verden, der forstod ham. Johnny, med sin muskuløse fremtoning og leverpostejsfarvede hår, der havde det med at krølle lidt, når det blev for langt. Alf forestillede sig altid, hvordan det ville være at ligge på sofaen med Johnny og se ”Kender Du Typen” en helt almindelig tirsdag aften, og bare køre hænderne igennem Johnnys bløde krøller og mærke hans varme krop imod sin egen. Alf kunne ikke holde den slags tanker ud, de var så forkerte og så umådeligt rigtige på samme tid.

Det blev fredag, og påskeferien stod for døren. Alf stod sammen med Johnny udenfor skolen og ventede på resten af venneflokken. De havde pakket alt det nødvendige, og nu stod de og småsnakkede lidt. Alf prøvede at opføre sig så normalt som muligt, selvom det var svært. Han var mere nervøs, end han havde været længe. Men han måtte opretholde facaden. Endnu en gang måtte han iklæde sig den usynlige maske, der sikrede at ingen kunne se, hvad han virkelig følte. At ingen kunne se, hvor slemt han havde det. At ingen opdagede, at han var ved at gå i stykker. Der var intet andet at gøre end at iføre sig den ekstra tykke lædervest.

En times tid senere var de endelig nået frem til campingpladsen. Deres teltpladser lå ned til en stor sø omgivet af smuk natur.  Solen og skyerne spejlede sig i vandets blanke overflade på denne usandsynligt flotte forårseftermiddag. De var gået i gang med at sætte teltene op, og som altid skulle Alf og Johnny dele telt. De kendte hinanden så godt, at de ikke behøvede at aftale det. Det var bare sådan, det var.

Alf havde en urolig fornemmelse i kroppen. Både fordi han var nervøs for at skulle give Johnny brevet, men samtidig fordi han havde en underlig følelse af, at dette ville blive hans sidste telttur. At intet ville blive det samme igen efter det her.

Timerne gik, og det var blevet aften. Himlen var klar, og der var udsyn til den smukkeste stjernehimmel. De havde lavet et bål, som de nu sad rundt om alle 6. Tidligere havde Johnny spillet på sin guitar, han sang endda for dem, og Alf skulle virkeligt anstrenge sig for ikke at smelte. Både på grund af varmen fra bålet men mest af alt på grund af Johnnys sprøde stemme. Han kunne jo alting. Han var perfekt.
Varmen fra bålet gjorde den ellers kølige nattetemperatur behagelig. Alf var efterhånden blevet ret træt, og han opdagede, at klokken var mange. ”Jeg går altså i seng nu venner”, sagde Alf til de andre. ”Gud ja, klokken er halv 12!”, sagde Erik. Allan og Svend, der lå i teltet ved siden af Alf og Johnny, blev også enige om at gå til ro. ”Jeg bliver altså oppe lidt længere”, kom det fra Leif. Johnny gav Alf et hurtigt blik. Alf fik, som altid, et sug i maven af øjenkontakten. Johnnys øjne funklede så smukt. Ligesom stjernerne der spejlede sig i søens blanke overflade. ”Det gør jeg også. Jeg skal nok være stille, når jeg kommer i seng. Sov godt”, kom det fra ham.

Alf sagde godnat til de andre, og lynede teltet op. Han lagde sig ned i sin sovepose, lukkede øjnene, og straks begyndte tankerne at fare rundt. Hvorfor var Johnny mon blevet oppe sammen med Leif? Han plejede jo altid at gå i seng på samme tidspunkt som Alf, hvis ikke tidligere. Måske var Johnny sur på ham? Havde han ikke virket lidt afvisende her på det sidste? Nej. Alf slog tanken ud af hovedet. Selvfølgelig var Johnny ikke sur på ham. Han var bare hurtig til at blive bange og forvirret, når det kom til Johnny. Han var bange for at miste ham. Skrækslagen.

Hvad var det for en lyd? Alf kunne høre stemmer udenfor teltet. Han så på sin mobil, der lyste op i nattens mørke. 02:45. Hvem var dog oppe så sent? Alf så til højre, og gispede lidt for højt, da han opdagede at Johnny ikke lå ved siden af. Var han ikke gået i seng endnu? Var noget mon galt? Han lagde øret så tæt mod teltdugen, som muligt. Det var Johnny der sad udenfor. Sammen med Leif. De snakkede om alt muligt. Hvad de syntes om skolen, deres familier og hvad de ville senere i livet. Alf undrede sig. Hvorfor sad de og snakkede så længe? De havde aldrig været specielt tætte, så Alf forstod det ikke. Efter lidt tid kunne Alf høre, at Johnny begyndte at synge igen. Han spillede en sang, som Alf følte, at han havde hørt før et sted.

Efter at have siddet og lyttet i et stykke tid, besluttede Alf sig for at lægge sig til at sove igen. Der var sikkert ikke noget specielt ved det. De havde bare lejrbål og var natteravne. Ingen grund til at være jaloux over det.

Den næste dag gik Alf rundt med en underlig følelse i kroppen. Da han var vågnet om morgenen, havde erindringen om nattens hændelser været ret utydelig. Han var i tvivl, om det var noget han havde drømt. Noget han havde forestillet sig. Var han blevet endnu mere sindssyg?

Dagen gik endnu en gang på hæld, og ligesom den foregående aften gik alle i seng ved halv 12 tiden. Alle undtagen Johnny og Leif. Alf begyndte at undre sig mere og mere. Hvad var Leif ude på? Ville han stjæle Johnny fra ham? Alf begyndte at ryste i hele kroppen bare ved tanken. Det måtte ikke ske. Så kom han i tanke om brevet. Han havde haft andet at tænke på og havde næsten glemt, at det allerede var den næste dag, at han ville give det til Johnny. De ville pakke teltene sammen så snart de vågnede, og derefter begive sig hjemad igen. Inden da skulle Johnny have brevet.

Den nat sov Alf dårligere end nogensinde før. Det var faktisk en overdrivelse at sige, at han overhovedet havde sovet. Han var vågnet hvert andet minut for at se hvad klokken var. Havde talt ned til hvornår brevet skulle afleveres. Han kunne umuligt falde til ro. Han var anspændt i hele kroppen og var rastløs som aldrig før. Intet kunne få ham til at slappe af. Det skulle bare overstås.

Alf havde opgivet at sove mere, da klokken var blevet 8. Han kunne lige så godt droppe det. Han sig til højre i teltet. Johnny var væk. Han lå endnu en gang ikke og sov. Alf spekulerede på, om Johnny overhovedet havde sovet i nat. Så hørte han en lyd udefra. Det lød som Johnny. Han forsøgte at kigge ud af teltdugen, så godt han kunne. Ganske rigtigt. Johnny sad uden for teltet ved bålpladsen.

Han sad og kiggede ud på søen, imens han hørte musik på sin mobil. Alf genkendte hurtigt sangen. ”With Or Without You” af U2. Den havde været både Alf og Johnnys yndlingssang, så længe Alf kunne huske. De havde hørt sangen den første gang, Johnny havde været hjemme ved Alf, og de havde begge elsket den med det samme. Den mindede altid Alf om Johnny, og den havde fået mere og mere betydning for ham i løbet af årene.

Det var nu, at tiden var inde. Det var nu, han ville give ham brevet. Alf stak hånden i sin taske, og tog brevet op med sin rystende hånd. Han prøvede at få sig selv til at falde til ro, men det var umuligt. Han trak vejret dybt et par gange, stak brevet i lommen, og lynede derefter teltet op. Hele hans krop rystede af angst, og han følte ikke at han var sig selv. Aldrig i sit liv havde han før været så nervøs og fyldt med angst. Det føltes som om, at dette øjeblik var alting.

Alf trådte ud af teltet så lydløst som muligt. Han trak vejret dybt en sidste gang, og gik derefter hen mod bålpladsen. Han turde ikke kigge op. Var bange for at møde Johnnys blik. Bange med god grund. Da han endelig rettede blikket mod Johnny, mødte et frygteligt syn ham. Leif var netop gået ud af sit telt, og var med raske skridt på vej hen mod Johnny. Johnny løftede blikket, og så Leif i øjnene. De smilede begge to. Leif satte sig på bænken tæt op ad Johnny. Og så skete det, der ikke måtte ske. Johnny tog hans hånd, og lænede sig ind til Leif. De begyndte at holde om hinanden, og sådan blev de siddende, imens de kiggede ud over søens blanke overflade, som solens stråler spejlede sig i.

Alf gik i stå. Han stod som forstenet med brevet i hånden, og så på dem. Mærkede kroppen synke sammen. Følte at hjertet stoppede med at slå. Han ikke bare følte sig tom indeni, han var tom indeni. Verden styrtede sammen omkring ham. Der var pludselig ingenting. Nu havde han mistet alt. Mistet sin bedste ven. Det eneste menneske, der nogensinde havde haft en betydning. Det eneste menneske, der havde fået ham til at føle sig hel.

Sangen fra Johnnys mobil startede forfra. De blev siddende ovre ved bålpladsen. De knugede sig til hinanden. Leif havde sin venstre hånd i Johnnys bløde krøller. Alf begyndte med langsomme skridt at gå ned mod badebroen, der lå mindre end 10 meter væk. Efterhånden satte han tempoet op i takt med sangen. Han var på badebroen nu og nærmede sig kanten.

Alf så ned på det spejlblanke vand, og opdagede, da tårerne ramte vandoverfladen, at han græd. Tårerne trillede ned ad hans ansigt, imens sangens omkvæd gik i gang. Han stillede sig så langt ud på kanten, han kunne komme. Vandet var mindst fire meter dybt her. Det måtte være tilstrækkeligt.

 ”With or without you, I can’t live with or without you”.

Alf trådte et skridt tilbage med den ene fod, og tog det sidste spring han nogensinde ville komme til at tage. Det kolde vand omringede hans krop, og han sank længere og længere ned. Hans lunger begyndte at blive fyldt med vand. Han hostede, men det gjorde bare det hele værre. Det hele sortnede for hans øjne. Alt var ligegyldigt nu. Han kunne svagt høre nogle lyde oppe fra. Nogle høje råb. Den sidste bevægelse han følte i sin krop, var hans hånd, der langt om længe slap det stramme greb om brevet. Det sidste brev, han nogensinde havde skrevet. Det sidste Alf tænkte på, var den sang, der både havde startet og sluttet det hele. Den sang som han både fandt og mistede Johnny til.

Den sang, der blev soundtracket til hans egen afslutning.

Omkvædet kørte en sidste gang igennem hans hoved, inden alt blev sort. Inden alt forsvandt. Endelig, langt om længe, fik han fred. Slap for den uendelige smerte, der havde plaget ham så længe.

”With or without you.

I can’t live with or without you”.

Alf mærkede ikke, da Johnny trak ham op fra vandet. Han så det ikke, da han fandt brevet, flydende i vandoverfladen. Han så ikke tårerne, og han mærkede ikke læberne mod sine. Men endelig fandt han nøglen til den ukomplicerede verden.

Endnu en gåtur | Tilbage Til Naturen #3

Hej verden. 

I dag brugte jeg en time på at læse avisen imens jeg drak en kop kaffe. Jeg nåede frem til den konklusion, at avisen ikke var særligt god, og at jeg stadig ikke er fan af mandelmælk (hvilket jeg havde hældt i kaffen). 

Derefter tog jeg ud på en gåtur. Samme rute som igår, og alligevel føltes det som en helt anden tur. Det blæste mere i dag og der var højvande, så nogle steder var det svært at komme frem uden at gå direkte i vandet. Men det var meget underholdende, og det symboliserede på sin egen måde, at alting kan se helt anderledes ud den næste dag. 






Da jeg kom hjem lykkedes det mig desuden at læse omkring 15 sider i en af mine nye fancy studiebøger, som omhandler placeboeffekten. Jeg fik også skrevet noter dertil, og jeg lærte noget, så det var en succes. 


Uhh, og jeg gik ned ad denne trappe i dag helt uden at falde og brække halsen, hvilket var en præstation i sig selv. 


Alt i alt en god dag. Jeg tror muligvis, at dette sted gør mig til et bedre menneske, men det kan jeg nok ikke selv vurdere. 

Nåh, I må hygge jer. 

//A 

En gåtur | Tilbage Til Naturen #2

Hej verden.

I dag var jeg på en gåtur ved stranden. Jeg gik omkring 11 km og det var uden tvivl den bedste (og længste) gåtur, jeg har været på i år (høhø). Jeg kan faktisk ikke huske, hvornår jeg sidst har gået en længere tur på stranden alene, men det er muligvis et halvt år siden. Alle de gange, jeg har været der siden, har jeg været sammen med mange forskellige mennesker, og det har været nogle gode gåture, men det er noget andet at gå alene. Der er en større følelse af frihed forbundet med det, og der er noget tiltalende over at kunne gå og betragte vandet uden at blive forstyrret af andet end nogle måger.

Det var en virkeligt god tur, og landskabet var bare så pænt, at jeg konstant gik rundt med den samme følelse, som jeg har, hvis jeg ser på en solnedgang. Også selvom, at jeg har været der masser af gange før og ved, hvordan alting ser ud. For på mange måder ser alt helt anderledes ud nu, end da jeg gik der sidst. Årstiden er en anden nu, både bogstaveligt talt men også på det symbolske plan. Da jeg så hvordan vinteren har sat sin spor, var det meget tydeligt, at sommeren er forbi, og at alting er noget andet nu end for et halvt år siden. For stedet er det samme, men lyset er anderledes, og der er skygger, der ikke var dengang. Og der er skygger, der engang var der, som ikke er der nu.

Flere gange var jeg nødt til at hoppe over et vandløb for at komme frem, og der var noget hyggeligt over det. Noget “se mig, jeg kan sagtens det her, for jeg har gode støvler og er ikke bange for at falde”. Det gav mig en følelse af, at jeg brugte min tid på det helt rigtige. Og det mindede mig om, at der er nogle vandløb, som jeg selv er ansvarlig for at hoppe over, hvis jeg vil videre på turen.

Jeg mødte omkring tre mennesker, og jeg hilste på dem alle sammen (ja, er det ikke flot).
Dog har jeg fundet ud af, at jeg har en tendens til at hilse ved at give et utroligt kunstigt smil til folk i et sekund og derefter kigge væk. Det er lidt i retning af dette:

Hvilket vel stadigvæk er bedre end ikke at hilse overhovedet. Håber jeg.

I øvrigt tog jeg ovenstående billede med næsen torsdag i sidste uge. Jeg ved ikke hvorfor, da det muligvis er et af de mest deprimerende motiver nogensinde (Hansen Møbler, en forretning der aldrig er nogen mennesker i, når jeg kommer forbi). Og selve billedet er heller ikke godt, så spørgsmålet er, hvorfor jeg alligevel føler et behov for at lægge det ud på internettet.

Jeg kan ikke længere huske, hvad min pointe er med dette indlæg (det er snart midnat, og jeg er gammel og træt), så nu indsætter jeg bare tilfældige billeder, som jeg synes er hyggelige.

(Dette billede ser utroligt opstillet ud, hvilket det faktisk ikke er, jeg var ikke engang klar over, at det blev taget, men sådan er det i disse Instagram-tider.

(Der er noget forfærdeligt over dette på mange måder, men jeg er fan af det faktum, at mit outfit og borddugen matcher, det er underholdende (jeg trænger muligvis til mere social interaktion, hvis dét kan underholde mig).

(Iris og en dør, som hun selv mener, er den flotteste i Randers)

(Genforening og fancy kaffe, det var en god dag).

(Da vi havde det gamle toilet til at stå i haven i sommerhuset i flere uger, det var både deprimerende og sjovt).

(En hare).

(Et rådyr (og en hund)).

(Dengang i starten af julen, hvor jeg havde overskud til den slags kreative udfoldelser).

Nåh, nu må det være nok. Jeg er igang med at høre en playliste på Spotify, der hedder “Life Sucks”, og jeg synes faktisk, at den er ret god. Jeg tager tager det som et tegn på, at jeg skal gå i seng nu.

 

Hyg jer.

//A

 

stå stille

jeg er et åbent sår
hælder vejsalt i mig selv
kan du købe noget mere
hvis du alligevel skal ud
otte ni kilo tak
jeg kan jo se
at du allerede står op
jeg mangler også to dåser majs
men du skal ikke stresse
jeg har al tid i verden
lige her
stearinlys
forbrændingsreaktioner i stuen
vi brænder os selv
ned til grunden
hvor alt blev til
spørg dig selv
hvorfor trækker du vejret
når ingen andre kan
stå stille
imens jeg sætter spor
tror du
at jeg bliver væk
så snart du løber
så tro om igen
for jeg træder på din sjæl
når du ser fremad
du tog min varme
gav mig forfrysninger
i julegave
mine nye venner er sten
hvorfor tror du
at du er bedre end dem
jeg er mere
end et varmeapparat
vi siger nej
til os selv
ja til alle dem
der kun fryser indeni
hvorfor tror du
at du sover så dårligt
når du må varme dig selv
bliv lidt endnu
fortæl mig noget
jeg ikke ved
lad os gå i hi
sove regnen væk
hvorfor tror du
at du ikke er nok
du trak et nummer
kom bagerst i køen
endnu en gang
du venter
i stedet for at flyve
dine vinger falder af
når de holder dig fast
i alt det
du var engang
hvorfor vente her
når du kan flyve
hvorhen du vil
brug dine vinger
ellers går du til
sol dig
på en sydhavsø
skynd dig væk
før du sidder fast
vandet ser mig
fortæller
at jeg har alt
lige her
træerne siger til
når foråret kommer forbi
det er en aftale vi har
havet
har salt nok
i sig selv

I mellemtiden et sted på Djursland | Tilbage Til Naturen #1

Hej verden.

I dag har jeg været på et meget langt eventyr, hvilket involverede slagregn, hagl/en meget insisterende form for sne, vådt hår, mine vandrestøvler, min norske uldtrøje, sved, Aarhus, uni, smugspisning af skyr i bussen, et storcenter, Netto, bananer, en chokoladebolle, en samtale med en fremmed, Grenå, frosne grøntsager, dyr instant kaffe, min yndlingsfilm og fysisk udmattelse. Busturen herud endte med at tage over to timer, fordi jeg fik den idé, at det var sjovere at tage bussen fra Århus til Grenå og derefter fra Grenå til sommerhuset. Af den grund har jeg oplevet utroligt meget i dag, og jeg har gået langt imens jeg har slæbt rundt på min enorme oppakning (der hele tiden blev større eftersom jeg købte frosne ting og alt muligt). Desuden kom jeg til at stå af bussen lidt for tidligt, så jeg fik mig en skøn ekstra lang gåtur i vejkanten af Nordkystvejen (også kendt som Dødsruten, fordi folk kører ad helvede til ude på disse kanter). 

Grunden til alt dette er at jeg, fordi jeg har fri og intet skal de næste to uger, har besluttet at tage i sommerhus med mig selv. Formålet med det er at komme væk fra alt det, jeg plejer at gøre, og måske, hvis jeg er heldig, finde ud af, hvordan jeg egentlig har det. For jeg tror på, at man nogen gange skal have en pause fra hverdagen og måske endda også en lille pause fra de folk, man omgiver sig med, for at finde ud af, hvad man egentligt tænker om det hele. Det er i hvert fald min hypotese. Så derfor er jeg i sommerhuset og har tænkt mig at bruge min tid på at gå lange ture ved stranden og i skoven, læse, drikke te og skrive. Alt sammen uden at skulle forholde mig til andre folk. Det bliver interessant at se, hvordan det kommer til at blive.
Det lyder som en form for selvrealisering, hvilket det muligvis også er, men jeg vil hellere kalde det “Amanda Thylkjær isolerer sig i sit sommerhus og forsøger at udleve alle sine passioner ved at skrive en masse ord, løbe rundt i skoven for sjov, se på havet, gå 12 km for at købe kål og forhåbentlig føle sig som et frit og uafhængigt menneske”-måneden.
Dette er dog en lidt for lang titel, så i stedet har jeg fået den utroligt ukreative idé at kalde alle mine indlæg, som jeg skriver herude i den kommende periode, for “Tilbage til Naturen”. Dette lægger dog et vist pres på mig, da jeg så også er nødt til rent faktisk at komme ud i naturen og ikke bare skrive alt muligt om, hvor passioneret jeg er omkring skoven imens jeg sidder indenfor.

Pt. sidder jeg i stuen med min dyne imens jeg hører Whitney Houston, spiser chokolade, drikker kamillete og forsøger at varme sommerhuset op. Min aftensmad bestod af en pose frosne grøntsager, som jeg købte i Meny i Grenå, imens jeg ventede på den tredje bus, som jeg skulle med for at komme ud til sommerhuset. Imens jeg spiste de frosne grøntsager (som jeg i dagens anledning havde varmet op og krydret med salt og hvidløgspeber, fint skal det være) så jeg min yndlingsfilm (The Perks of Being a Wallflower). Den er så god, at jeg ikke kan snakke eller skrive om den, da jeg uanset hvad jeg siger, aldrig vil kunne forklare på en fyldestgørende måde, hvorfor jeg elsker den så meget. Jeg er ekstremt passioneret omkring den film, men på en meget indelukket måde, da jeg har set den 15-20 gange men aldrig med andre end mig selv. Jeg føler, at den film på en måde er en del af mig, så hvis jeg så den sammen med nogen, jeg holder af, og de ikke brød sig om den eller forstod hvorfor jeg synes, at den er så fantastisk, så ville jeg føle, at de ikke forstod mig som person.
Det er også derfor, at jeg ikke rigtigt kan tale med folk om mine yndlingsbøger. Nogle ting skal bare ikke forklares, og sådan er det vel med stor kunst.

Generelt lyder det til, at jeg har en virkeligt ynkelig aften med mig selv, men det er faktisk ikke tilfældet (selvom ovenstående får det til at lyde sådan). Der er noget godt og rart over at have tid til at trække vejret, høre mine tanker ordentligt igen (det lyder skummelt), og så er det efterhånden så sjældent, at jeg spiser chokolade, at det føles som en begivenhed i sig selv. I det mindste hører jeg ikke Whitney Houston længere, jeg fik nok efter et par numre, da det simpelthen er for meget. Nu kan jeg godt vente et år med at høre mere til hende. Så nu hører jeg alt muligt andet musik, der dog stadig har temaet “desperate sange”, da jeg i nogle måneder har haft lyst til at skrive et indlæg omhandlende sange, som jeg godt kan lide, men til en vis grad ikke rigtigt kan holde ud at høre, fordi de emmer af alt for meget desperation og “uuuhhh, jeg er ingenting uden dig, kom tilbage, det skal jo være os, kan du ikke se det, åååhhh, jeg har det hårdt, lad mig græde på køkkengulvet”.

Lad mig eksemplificere:

Denne sang kan jeg godt lide, fordi det var min gode gamle ven Rebekka, der i sin tid fik mig til at høre den da vi gik i 10. klasse for snart fem år siden. Derfor minder den mig om 10. klasse og alle de hyggelige folk, jeg snakkede med dengang og følelsen af rent faktisk at kunne lide at gå i skole. Ja ihh, hvor er det nostalgisk og smukt.
Men selve sangen har altså en problematisk tekst, der giver mig lyst til at blive lidt sur:

“I’m a little lamb
Who’s lost in the wood
I know I could
Always be good
To one
Who’ll watch over me

Won’t you tell him please
To put on some speed
Follow my lead
Oh, how I need
Someone to watch over me”

Nogle vil muligvis sige, at man ikke skal tage det så alvorligt, men selvom melodien i sig selv er god og sangen minder mig om en god tid, så ødelægger teksten bare det hele. Hvorfor skulle jeg høre musik omhandlende en kvinde, der er overbevist om, at hun er ligeså hjælpeløs som et lam og derfor har brug for en mand, der så hurtigt som muligt kan komme og fortælle hende, hvad hun skal gøre?
Det er ikke et særlig godt budskab, og hvis det skulle forestille at handle om kærlighed, så er det i hvert fald en utrolig usund form for kærlighed. Kort sagt er det en stor gang pis.

Nu er det pludselig over midnat, og jeg er udmattet, så der kommer en fortsættelse til dette indlæg i morgen, da der er masser af andre desperate sange, jeg er sur over.

Hyg jer.

//A